Fangenskab i England - Prisonen

 

   Fangenskab i England – Prisonen

 

Danske søfolk i umenneskeligt

fangenskab

 

Vanskæbne. Mange søfolk som englænderne opbringer på havene, bliver anbragt under forfærdende forhold i flydende prisoner. 

For de danske søfolk der blev krigsfanger under sejladsen i europæiske farvande stod valget mellem at sejle under britisk flag eller at henleve lange år i de berygtede prisonskibe. De kom til at betale en høj menneskelig pris for krigen. Og det samme gjorde deres familier, mens en mand, en far eller en søn søgte at få tiden til at gå i selskab med landsmænd og med at endevende de sparsomme nyheder hjemmefra.

prisonskib-bravo-1807 web

Tegningen bærer teksten: ”Danske Prosong Skib Brawo 1807 den 16. December”. Det var det tidligere hollandske linieskib ”Bravo”.  Tegning af fangen Hans Christian Juhl.


PRISONEN

Prison betyder ret og slet fængsel på engelsk, men i dansk og norsk sprog kom ordet i samtiden og eftertiden til at få et særligt indhold: det blev fællesbetegnelsen på de fangelejre som englænderne oprettede under Napoleonskrigene.

 Der var to hovedtyper af lejre - skibsprison og landprison. Den sidste gruppe kan igen deles i åbne og lukkede landprisoner.

På prisonskibene og i de lukkede landprisoner sad fangerne bag lås og slå, under militær bevogtning og hovedsagelig på engelsk bekostning. I de åbne landprisoner, parolelejrene, sad fangerne på egen bekostning, men med tilskud af dagpenge fra den danske regering efter højere satser end de øvrige fanger. Parolefangerne var privilegeret, eftersom de med visse indskrænk­ninger kunne bevæge sig frit, men de måtte afgive æresord på at de ville afstå fra flugtforsøg.

I de åbne parolelejre sad flådeofficerer og andre militære officerer, enkelte civilister, og højere skibsofficerer fra handelsflåden. De havde ret til at medtage en oppasser, hovedsagelig en yngre dreng. Hovedantallet af parolefangerne kom dermed til at bestå af flådeofficerer, skippere og styrmænd, foruden en del mindreårige drenge. De fleste officerer fra kaperskibene blev derimod placeret på prisonskibene.


Hvor blev fangerne placeret?

uk map prison web

Landprisonerne var stort set spredt over hele Storbritannien, mens skibsprisonerne fandtes ved syd- og sydøstkysten. De vigtigste parolelejre lå i Reading (ca. 50 km. vest for London) og Ashburton (i Devon, ca. 30 km. nordøst for Plymouth), andre lignende var i Moreton Hamp­stead (i Devon, ca. 15 km. nord for Ashburton),Northampton (ca. 90 km. nordvest for London) og Peebles  (i Skotland, ca. 30 km. syd for Edinburgh). Den største lukkede landpri­son var Greenlaw (i Skotland, ved den lille by Pennyqiuck el. Penicuik, nuværende Glencorse Barrack, ca. 15 km. syd for Edinburgh), af mindre betydning var Bristol, Yarmouth (i Norfolk) og Bishop´s Waltham (nord for Portsmouth). Af andre lukkede landprisoner kan nævnes Norman Cross i Huntingdon, som var den første specielt for krigsfanger, og Dartmoor i Devon, hvor de fleste fanger var franske. Langt de fleste dansk-norske fanger sad imidlertid på prisonskibene i bugten udenfor småbyerne Chatham ogGillingham (et stykke syd for udløbet af Thames), Plymouth i Devon og Portsmouth i Hampshire. Nævnes må også at 2-300 blev holdt som fanger på den britiske ø Barbados i Karibien de tre-fire første måneder i 1808, medens over 1200 personer sad i forvaring i Göteborg fra først på året 1809 til tidlig samme sensom­mer (Sverige havde sluttet forbund med England 2. februar 1808.).

Efterhånden blev en stadig større del af de dansk-norske fanger samlet i Chatham, Plymouth og Portsmouth. Prisonskibene var kasserede orlogsfartøjer, dels engelske, dels erobrede franske, spanske, hollandske eller danske skibe. På række og geled lå de forankret eller på svaj på Areviret, d.v.s. farvandet udenfor den egentlige havn, nedrigget og uden ror, isoleret fra land. Ved Chatham-Gillingham lå 12 fangeskibe, foruden et hospitalskib. De tolv var Fyen, Kronprins Frederik, Nassau (tidl. Holsten), Crusty (Thrusty?), Samson (Samp­son), Buckingham (senere erstattet af Brunswick), Irresistible, Bahama, Canada (Candida?), Glory (Gloire?) og Belliqueux. De tre førstnævnte var blevet erobret ved København, henholdsvis i 1807 og 1801

.

Prisonskibet-Irrestible-Cha

”Irresistible”

Logiskibe-Chatham web

Logiskibe i Chatham

Prisonskibe-Chatham web

Prisonskibe Chatham

Prisonskibe-Chatham 3 web

Prisonskibe Chatham


 I Plymouth fandtes først 8, derefter 12 skibe, (1 hospitalskib) : Prince, PantherBienfai­sant, Brave, St. Nicolas, Europe, St. Isidore, Hector, Fame, Ganges, Gen­ereux og Oiseau.

Fangeskibet-Brave-Plymouth

Prisonskibet ”Brave”, Plymouth. Bemærk den tæt sammenstuvede fangeflok på bakken. Tøj hænger til tørring. Skibet isoleres ved rækker af bøjer.

Prisonskibet-La-Couronne

Prisonskibet “La Couronne” i Plymouth. Forsyningsbåd lægger bi.

Prisonskibe-ved-Plymouth

Prisonskibe ved Plymouth

Prisonskibe-ved-Portsmouth

Prisonskibe ved Portsmouth


Af de 8 eller flere skibe som lå i Portsmouth kendes kun ved navn Proteus (Prothee), Niger og hospitalskibet Gladiator. I Göteborg er nævnt den engelske prisonbrig Nelly.

Portmouth-havn web

Portsmouth havn.


Skibsprisonerne sorterede for øvrigt under det engelske Admiralitet. Det kontrollerende organ var det såkaldte Transport Office eller Transport Board

Alt i alt sad der under krigen omkring 7.000 søfolk fra Danmark, Norge og hertugdømmerne i kortere eller længere tid i britisk fangenskab; langt de fleste ombord på de udrangerede linjeskibe på Themsen og ved Plymouth. Deres antal svingede konstant. Nogle blev udvekslede med fangne britiske søfolk. Nogle døde under det lange ophold og nye kom til

dansk-soefartshistorie---fan

Rømø-skipperen Chresten Hansen Mikkelsen har i en farvelagt tegning skildret sit lukaf ombord på et af de engelske prison-skibe. Som kaptajn havde han bedre vilkår end de menige søfolk, og endvidere fungerede han som regnskabsfører. Formentlig var det ham, der administrere pengene fra Danmark til de fangne landsmænd.

prison 4A web       prison 5A web

Niels Truslev forherligede i to stik de fangnes troskab mod fædrelandet. Sømanden lader sig ikke friste af englændernes tilbud om at gå i engelsk tjeneste og bliver ved hjemkomsten modtaget som en helt.

fangeskib web

Skibsprisonerne var flydende, umenneskelige fængsler. Det var blokskibe, dvs. aftaklede orlogsskibe uden rigning, ror, spryd eller bestykning. Sorttjærede som de var, gjorde de et uhyggeligt indtryk.


De fleste af dem rummede til tider over 1000 fanger stuvet sammen på de nederste dæk under så uhygiejniske og trange forhold, at mange døde og andre blev sindsyge

de saa det ske - noegle til flugt

Mange prøvede at flygte fra prisonskibene, men det lykkedes kun for få. Denne nøgle er fremstillet af omsmeltede tin tallerkener af Jens Holm fra Rømø til et flugtforsøg. Om det lykkedes, vides ikke.

de-saa-det-ske---fangearbejd

Krigsfanger på arbejde i Woolwich i Kent. I baggrunden ligger prisonskibene. Fangerne betalte selv for deres kost m.m., og lønnen supplerede de med bidrag, som de modtog fra den danske stat og via private indsamlinger.


Ombord på prisonskibene

 

Prisonskibene var kasserede orlogsmænd, såkaldte blokskibe. Blokskibene uden master, ror og spryd, lå kulsorte tjærede, ”for moringen”, dvs. fast forankrede for og agter, ubevægelige; eller de lå ”på svej”, dvs. fortøjet til en pæl, svingende med strømmen; de lå på ”reviret”, dvs. farvandet udenfor den egentlige havn, reden, gerne en flodmunding.

 

Skibsreglementet på fangeskibene beordrede fangerne til at være under dæk ca. halvdelen af tiden. De blev nedtalt og optalt, og stemmede tallet ikke, blev de ”jaget” op og ned, indtil 20 gange hedder det i en fransk beretning.

 

Når hele massen blev jaget op, har de stået tæt sammen på den snævre plads. På prisonskibene var alt vilkårligt, og ingen regel almengyldig. Den norske matros, Jacob de Lange, der sad på ”Irresistible” i Chatham, hævder, at fangerne ”får knap tilladelse til at trække lidt frisk luft på det åbne dæk”. Til tider havde fangerne en vis frihed til at bevæge sig op og ned, men den kunne når som helst begrænses.


Fangernes ankomst

Prisonskibet La Couronne 2

Prisonskibet “La Couronne” i Plymouth. Fanger ankommer

 

Kort var rækkefølgen for fangernes indsætning i prisonskibene: opbringelse, indbringelse til havn, beslaglæggelse, forbud mod at gå i land, mønstring ved et modtageskib, og endelig katastrofen: ombord i fangeskibet.

Prisonskib-todaekker 2 web

Prisonskib. Todækker. Transport af fanger bringes under stærk bevogtning. Vagtposter på skanse og trappe. Bemærk de mange overbygninger. Fangerne har tøj til tørring. Bagved t.h. ses et mindre prisonskib, éndækker.

 

En dansk matros, Niels Martin Nielsen, husker det første indtryk, da han blev bragt ombord i prisonskibet ”Buckingham” i Chatham: ”synet af et skib, hvorpå så mange af mine ulykkelige brødre stod indesluttede i deres prisondragt og så igennem jerngitterværkerne ud på os, vakte i mit hjerte smertelige følelser, da den samme skæbne nu forestod mig”.

 

Efter at være kommen på dækket, får han anvist plads ”i læ”, dvs. nedenunder, på batteriet eller banjerne; han får udleveret køje og køjeklæder samt en dragt, bestående af gul klædestrøje og benklæder. Til dragten hører et par tøfler af træ.

 

En anden sømand, Federspiel, beretter ”Kedlen, hvori maden er tilberedt, er rusten; selv da fangerne har skuret den i flere dage, før den kommer i brug, er suppen sort, smager af rust, og ”sammensnævrer både mund og tarme”. De fleste får maveproblemer, ”men hjælp var der ikke at vente for os”. I denne vor lummerlige tilværelse lærte vi at døje ondt, og at vi måtte stå hinanden bi. Vi anså englænderne for vore fjender og bebrejdede dem deres forhold imod os”. Englænderne tager det med ro og giver løfter, men de viser sig at være tomme. Denne ”ynkelige” tilstand varede en måned med sult og tørst og søvn på det bare gulv, om morgenen åbnedes de små luger på de tilsømmede kanonporte, og sådan fik de en smule frisk luft, hvad der kunne behøves, ”da man kan tænke sig, at hvor så mange mennesker er sammen i et sådant rum, der kan luften, hverken være sund eller behagelig”.

 

Hans Christophersen skriver i et udsmuglet brev:

”Jeg tror næppe, det værste fængsel hjemme kan sammenlignes med et fangeskib her. Så mange mennesker indespærret i et så ubetydeligt rum må nødvendigvis forårsage den største urenlighed. Vi har også lært at kende følgerne heraf, da vi i afvigte september og oktober måned havde næsten 150 syge af en slem forrådnelsesfeber. Jeg selv blev derved også kastet på sygelejet.”

 

Johan Christian Federspiel fortæller:

”Til at blive af med de fornødenheder, som naturen krævede, var der hensat nogle store kar, der ikke blev rensede flere dage. Vi måtte ikke komme op på dækket, og kanonportene var tilspigrede, med undtagelse af et lille hul der var beslået med jernstænger, hvorigennem vi fik nogen frisk luft og en mådelig lysning.

Kun en mand af hvert skibsmandskab blev hver dag opråbt for at hente vor daglige ration, der bestod af ½ pund brød, ½ pund kød, samt salt til hver mand, tilligemed noget vand, hvilket snart var fortæret.

Det gik så vidt, at den ene stjal fra den anden, og man måtte passe nøje på sit stykke for ikke at sulte ihjel. For at bevare brødet til næste morgen for dem, der gik omkring og stjal det, måtte jeg såvel som flere af mine medfanger gemme brødet i lommerne, men når de mærkede, at man sov, stjal de det lige godt fra os.”

 

W. F. Born supplerer:

”Gud nåde den der stjal, især proviant, fra sine kammerater. Han fik straks kat, men endskønt jeg har set mennesker få seks dusin slag, for at de ej skulle fristes til at stjæle, stjal de dog straks efter, og blev idømt ny straf.”

Prisonskib-todaekker web

Prisonskib. Todækker. Under de tilgitrede porte til øverste og underste batteri ses lemmene til banjerne


Ombord på fangeskibene

  

 Fangerne blev inddelt i ”bakker” på seks mand, hver med en ”bakke”, dvs. træskål til at hente suppe og vand i. Der beregnes daglig til hver 125 g råt kød, 1 kg brød og noget salt; to gange om ugen gives en spegesild og et ½ kg kartofler. Kødet uddeles i stykker på seks, og når suppen er færdig, fordeler bakkens kok kødet, som vi så kan hente hos ham sammen med en ½ l suppe. Dette var regelen; men praksis var en anden, og når man i stedet for det lovede kun fik tre, fire kartofler og enkelte gryn til alle seks, opstod der skænderier og slagsmål, hvor den stærkeste altid fik ret.

 

Der trommedes ud kl. seks og om vinteren kl. otte. Køjerne bringes på dækket og stuves i finkenettet, der løber langs rælingen, åbent ind mod dækket. Fangerne tælles samtidig op, én for én ad de smalle trapper fra banjer og batterier. Derpå visiteres batterierne, fejes og bringes i orden. To gange om ugen bringes skibskisterne op, og batteridækkene vaskes.

 

For at undgå forfordeling som ville give skænderier, indførte man den ordning, som rådede til orlogs, at kokken, når han havde delt kød og suppe i portioner, vendte ryggen til; en anden pegede da og spurgte hvem der skulle have det og det, hvorpå kokken nævnede navnene på bakkens medlemmer.

 

To plager var svære at få bugt med: sulten og mangelen på tøj. Nogle solgte, hvad de ejede for at købe mad, ”da jeg gerne kunne have spist det dobbelte af, hvad jeg fik”. Andre fanger samlede sig når skraldet kastedes ud og ragede kartoffelskræller og sildehoveder til sig, som de spiste rå.


 

De hvis tøj var slidt op fik udleveret andre i gule farver, bukser og enradet trøje, desuden sko, strømper og skjorte, alt mærket med et ”T. O”, Transport Office, men som fangerne udlagde som hjul og stejle.

 

Andre fortæller om deres ankomst, at det første de mødte, var stakler, der løb omkring på dækket med langt hår og skæg, klædt i pjalter, hujende, skrigende, pludrende og med en bøn om brød, ”orden var der ikke i nogen ting; der blev ikke holdt anden justits end den fangerne selv indbyrdes kunne tilvejebringe. Nogle var for længst faldet sammen af kedsomhed, modløshed og sorg; mange tabte forstanden, særlig mellem de yngre fanger. Alle forhåbninger var som blæst bort. Intet under, at mange blev angrebet af voldsomme raserianfald, så blev der slagsmål; drab fandt også sted. Der herskede ”grænseløs urenlighed”. En del fanger døde af svindsot eller den gule feber”.

 

Fra december 1808 modtog de danske fanger dagpenge fra den danske stat. Statsunderstøttelsen, så beskeden den end synes, stillede de danske fanger anderledes end andre. De franske fanger fik således ingen understøttelse hjemmefra. Idel lykke er det dog ikke, idet der er utilfredshed med forskellen i betalingen til officerer og det menige mandskab. Fangerne begunstigedes også af private pengebeløb og hjemme i Danmark foretoges indsamlinger samt opførelse af skuespil, hvor overskuddet skulle gå til fangerne. Andre fik penge fra rederne og fra familie.

 

Det blev almindeligt blandt fangerne at udføre diverse håndværk og hobbyarbejder. Der blev skåret i træ og af ben, udleveret fra kokken, blev der blandt andet udskåret skakbrikker og fremstillet skibsmodeller af linjeskibe og fregatter.

Benskib web

Syskrin web

En fortæller, ”det store rum (batteriet) genlød af surren og hamren af mange redskaber; snedkere, skomagere, skræddere etc. arbejdede på rad. Vi må tænke os batteriet som en fortsat række af værksteder, udsalg og beværtninger. De der havde lært et håndværk, søgte arbejde indenfor deres område, så vidt det lod sig gøre uden penge til anskaffelse af værktøj og materialer. Men nøden gør opfindsom. Englænderne kom ombord, tilbyttede sig de fremstillede varer for sæbe, tobak, grøntsager, øl, arbejdsmaterialer etc.

Fangerne underholdte sig blandt andet med spil: dam, domino, skak, men frem for alt kortspil, oftest om penge og mange spillede deres dagpenge væk, eller satte alle deres ejendele på spil, med det resultat, at de til sidst kun havde det allerdårligste tøj og konstant gik sultne rundt.

Den daglige underholdning kunne bestå i nyheder udefra. Når forsyningsbådene, vandlægteren, sildemanden, slagteren, kartoffelmanden og andre lagte til, strømmede man til skibssiden med alle sanser spændt, skønt alt hvad englænderne fortalte, blev modtaget med mistro.

Med største iver samledes man om de dansk-norske sømænd, der sejlede i licens, dvs. fragtede tømmer fra Norge og korn fra Danmark og hjembragte engelske varer til Norge og Danmark. Gennem disse mandskaber, som man ellers så skævt til, idet man mente at de var forrædere, fik fangerne nyheder om forholdene hjemme.

Den skrevne avis var brevene, men dette var forbundet med store vanskeligheder, nogle gange kunne brevene være seks måneder undervejs og brevene var underkastet censur.

Den trykte avis var dag- og ugeblade fra hjemlandet, men fangerne modtog også engelske aviser.

Til underholdningen ombord hørte også bøger; der har været et lille bibliotek på skibene. Desuden spilledes der teater, blandt andet stykker af Holberg.

Fange-med-violin web

Og der blev undervist, nogle lærte at læse, andre at spille et instrument og skipperne underviste de unge i navigation. Der blev sendt bøger som ”Nautical Almanach” og ”Styrmandskunst”, foruden søkort.

prison 1 web

Officererne havde helt anderledes og meget bedre forhold end de menige fanger. Her har en af dem tegnet en gruppe af sine norske fæller i en landprison nær Edinburgh i færd med daglige sysler. Nogle officerer kunne endog gå frit omkring ”på pardon”, dvs. ved at give fængslets leder deres æresord på ikke at flygte.

prison 2A web

Fangerne beholdt deres egne klæder under fængselsopholdet. Først når de var slidt helt op, fik prisoneren udleveret en decideret fangedragt. Den var gul og forsynet med TO-mærker for Transport Office og The broad arrow – den brede pil, et tegn anbragt på al offentlig britisk ejendom. Prisoneren holder et net med fisk, sandsynligvis fanget for at supplere den sparsomme kost på skibene.

bahama web

Under fangenskabet i England blev de opbragte søfolk anbragt på særlige fangeskibe. Et af dem var det tidligere orlogsfartøj ”Bahama”, der lå oplagt ved Chatham.


Entring

I de fleste fangelejre var fangerne til stadighed udsat for pres fra engelsk side med løfte om frigivelse mod at gå i engelsk tjeneste. En betydelig andel (måske et sted mellem en fjerdedel og en tredjedel?)  af de dansk-norske krigsfanger tog da også hyre på engelske handelsfartøjer, som regel Ostindiafarere. Denne måde at slippe ud af fangenskabet på blev naturligvis ildeset og foragtet både af de tilbageblevne medfanger og opinionen i hjemlandet, men entring til koffardi blev alligevel ikke betragtet som landsforræderi. Langt mere alvorligt var derimod entring til orlogs, dvs. at gå i engelsk krigstjeneste. Nordmænd og danskere som blev fundet om bord på engelske orlogsfartøjer af sine landsmænd blev belønnet med standret. Den norsk fødte præst Ulrik Frederik Rosing, som virkede blandt prisonfangerne frem til 1811, anslår at kun ca. 300 af i alt 7.000 krigsfanger gik i engelsk krigstjeneste, dvs. mindre end 5%. I virkeligheden var tallet nok noget højere, lader det til.

Man kunne entre ”til skibet”, hvis man fx påtog sig et arbejde med at servicere englænderne. At entre til skibet kunne få uønskede konsekvenser; således blev i august 1810 to mand, der havde entret til skibet tvunget til at gå over i admiralskibet og derfra på orlogsskib.

Eller man kunne entre til koffardis. Særlig ivrige var englænderne for at få fuldbefarne søfolk til Ostindienfarerne; men man kunne entre til orlogs, hvorved man blev kombattant mod fædrelandet.

Fra englændernes side var der hele tiden et stærkt pres mod fangerne, for at få dem til at entre. Reglen var, at officererne hårdnakket pressede på, og blev meget vrede, når de mødte afslag.

Englændernes iver havde nærliggende grunde. Hærene på fastlandet, orlogsflåden, der talte ca. 1000 skibe og endelig den meget store handelsflåde kunne bruge mere mandskab end der var til rådighed. Der lokkedes med stor løn, et eksempel var 5 £ i entrepenge.

Årsagerne til at man entrede og gik i fjendtlig tjeneste kunne være meget forskellige. Her skal kun peges på at da dagpengene hjemmefra (udbetalt fra december 1808) stoppede i juli 1813 efter statsbankerotten, havnede specielt mange i tjeneste hos englænderne.

Forholdene i landprisonen Greenlaw kan belyses ved et interview med fire frigivne skippere, som Statstidende bragte i november 1809. De var blevet opbragt på vejen til Norge med korn, og fortæller, at de ca. 600 fangers tilstand er ”meget sørgelig, de holdes strengt indespærrede og må lide den værste nød, og englænderne ikke giver dem andet end dårlig kost. Desuden er de sådan dyngede på hinanden, at de hverken har lys eller luft, at arbejde udenfor huset tillades dem ikke, alligevel ”udholder” de fleste heller alt, end at tage engelsk tjeneste.

Landprisonen-Greenlaw web

Frigivelse og hjemkomst

Den 25. januar 1814 fik fangerne på prisonskibet Fyen ved Chatham officiel besked om at freden var sluttet elleve dage tidligere, men fredsslutningen blev ikke ratificeret før i april. Derefter begyndte så småt frigivelsen af de fanger som stadig sad i prison. En hel del danskere og nordmænd blev dimitteret fra Chatham i juni og sendt til Tönning eller Tönningen i Holsten.

Hovedantallet af nordmænd måtte alligevel vente helt til 24. september 1814, da de blev sendt hjem med de to svenske fregatter Chapman og Euredice. De sidste blev ikke løsladt fra Chatham før i oktober, 3/4 år efter at krigstilstanden var ophørt!

Mange af de fanger som af forskellige grunde var blevet frigivet i løbet af krigen havde selv måttet klare sig hjem efter bedste evne, det ville i praksis sige at skaffe sig hyre på et skib som skulle over til kontinentet eller direkte til hjemlandet.

Da den såkaldte licenstrafik kom i gang i 1809, blev det lettere at klare sig hjem. Det hændte også at englænderne kunne komme om bord på licensskibene og plukke mandskab ud til orlogstjeneste, mens skipperen blev henvist til at erstatte besætningen med folk fra prisonen. De som blev givet fri fra prisonen med ordre om at begive sig hjem var ellers udsat for de såkaldte press-gangs, som med loven i ryggen kunne overmande og bortføre alle egnede mandspersoner til tjeneste i orlogsflåden. Disse press-gangs var for øvrigt allerede før krigen en konstant trussel for udenlandske søfolk i land, deriblandt nordmænd og danskere.

Den videre skæbne er ukendt for mange af dem som entrede, men der var sikkert adskillige som aldrig mere kom tilbage til fædrelandet. Fra sommeren 1814 og videre i 1815 og 1816 blev flere nordmænd (deraf 79 fra Agder-fylkene) sendt hjem på offentlig bekostning, med bistand af den svenske konsul i London. Næsten alle havde været i prisonen, og enkelte langfartssejlere havde ikke været hjemme i over tyve år. Fælles for alle var imidlertid at de havde været i engelsk tjeneste og senere ikke var i stand til at komme hjem på egen hånd.


Gå til top