Fanø hjemme under krigen

 

Fanø hjemme under krigen

Under krigen var der mange restriktioner for fiskeriet, idet der kun blev givet få tilladelser til at tage på fiskeri. Dette medførte, at indtægterne fra fiskeriet faldt drastisk. Desuden måtte Fanøboerne lide den tort, at Blankenese fiskere generede deres fiskeri på det groveste.

Fiskeriet

Krigsårene 1807 – 14 vendte op og ned på mange ting, også på fiskeriet på Fanø, som under det meste af krigen var forbudt, idet man frygtede at de engelske kaperskibe, der lå lige udenfor Fanø, ville opbringe fiskerne, og afpresse dem for oplysninger om Fanøs forsvarsvæsen. Dette var allerede sket en gang ved krigens udbrud. 

Øens kommandant, kaptajn Winckler, kunne dispensere fra forbuddet, når han følte sig overbevist om, at det netop da var ufarligt at fiske. 

Først i april 1810 gav kaptajn Winckler tilladelse til, at fiskeriet kunne genoptages og udbyttet af hvidlingefangsten ses at have været ret stort ifølge toldbøgerne.

 

Overlast fra Blankeneser-fiskernes side 

Under krigen, da enhver nok så lille indtægtskilde var af den største betydning for Fanøboerne og da navnlig fiskeriet (der af militære hensyn fra regeringens side var pålagt store indskrænkninger og derfor kun engang imellem gav befolkningen et vigtigt fødemiddel), dukkede pludselig en ny fjende op. 

Fiskeriet i Vesterhavet ud for Hertugdømmerne, hvor fiskerne fra Blankenese hovedsagelig drev deres fiskeri, blev ved krigens udbrud strengt forbudt for at undgå, at englænderne skulle opbringe bådene og ved hjælp af disse, forsøge at gøre landgang. Dette forbud ramte selvfølgelig fiskerne fra Blankenese, en lille by ved Elbens højre bred nogle få kilometer fra Altona, ret hårdt, og de søgte derfor op i Fanøbugten for at fiske der.

blankenese web

Fanøfiskerne drev dengang fiskeri udelukkende med line, der sattes på tværs af strømmen. Blankeneserne fiskede udelukkende ved hjælp af kurrer, en slags trawl, som de drev med strømmen, og da de drev dem hensynsløst hen over Fanøfiskernes liner, de såkaldte bakker, ødelagdes disse totalt, hvilket medførte store tab for Fanøfiskerne. Man fandt sig i det et par års tid, nærmest fordi man ikke vidste, hvordan man skulle stoppe hærværket. 

I efteråret 1810 klager fiskerne til øens kommandant, W. M. Winckler, over blankenesernes ødelæggelser, og han gav de blankenesiske fiskere en mundtlig advarsel, når de kom ind til Nordby havn for at proviantere. Blankeneserne kom med lidt af en røverhistorie: de hævdede at de om foråret ikke kunne fange hvidling, fordi denne kunne se, men om sommeren gjorde den store tilstedeværelse af vandmænd fiskene blinde, som da ikke kunne fanges på line, men udelukkende med trawl. I deres svar berører de overhovedet ikke de ødelæggelser de har forårsaget.

Kutter web

Regeringens frygt for, at fjenden skulle sætte sig i besiddelse af blankenesernes fartøjer, viste sig velbegrundet. I august 1811 indberetter generalmajor v. Tellequist nemlig til kongen, at englænderne havde haft held til at kapre blankenesiske fartøjer og i ly af dem havde overmandet Fanøfiskere. 

Blankeneserne fremturer med deres opførsel og til trods for Fanøfiskernes gentagne henvendelser til øvrigheden, møder de ingen forståelse eller hjælp.

Kaptajn Winckler mener dog, at klagerne ”bør indstilles til gunstig resolution”.

Han gør opmærksom på, at fiskeriet næsten er den eneste næringsvej for Fanøboerne under krigen, og at fiskerne på grund af deres deltagelse i Fanøs forsvarsvæsen ikke må sejle længere ud end de kan holde øje med signalmasterne, og i tilfælde af fare, hurtigt kan sejle ind til Fanø igen. Blankeneserne kan derimod fiske langs vestkysten af Slesvig og Holsten og bør holdes ude af Fanøbugten.

Et yderligere argument er, at blankeneserne skraber havbunden og dermed ødelægger fiskeriet for Fanøboerne og deraf følgende fattigdom. 

Sognefogeden i Nordby, Laurids Kallesen, afgiver en lignende erklæring, og han peger på, at det store antal fiskefartøjer fra Blankenese, over 100, er med til at jage fiskene bort, så Fanøboerne mister deres indtægtskilde. Fiskeriet beskæftiger et par hundrede mennesker på Fanø. 



Birkedommer Nørup frygter endvidere, at da blankeneserne sælger deres fisk til englænderne, kan de stå i ledtog med disse og være dem behjælpelige ved landgang og ødelæggelse af batterierne, der er øens eneste forsvarsvæsen. Han ønsker derfor en kanonbåd ved Sønderho i Knudedyb og en ved Nordby i Grådyb. Han får dog aldrig svar på ønsket. 

Blankeneserne ikke alene fortsætter med deres skadelige fremfærd, men fraterniserer med fjenden, som de solgte fisk og andre fornødenheder til. De drev også en betydelig smuglerhandel i området. 

Dette kom det Pinnebergske landevogteri for øre, og i en henvendelse til kongen den 12. maj 1812, beder de om en kulegravning af sagen. De insinuerer også, at Fanøboerne tager del i smuglervirksomheden. 

Birkedommer Nørup forhører sig lidt omkring, og tilbageviser på det kraftigste disse beskyldninger om Fanøboernes deltagelse i smugleri. 

Pinneberg er en tysk kreds (amt) i delstaten Slesvig-Holsten. Den holstenske kreds ligger vest for storbyen Hamburg ved Elben.


Mangel på korn

 

I krigsårene var det meget vanskeligt, at få korn i tilstrækkelig mængde. De store udskrivninger som regeringen foretog af korn til Norge forårsagede stor knaphed på korn til brød. Fanø-skipperne var så godt som alle beordret til at fragte kornet – magazin korn kaldet – til Norge. Ladningerne blev indtaget ved Ribe og Hjerting under behørig kontrol, men ikke desto mindre manglede der altid korn i ladningen når den udlossedes i Norge. Skipperne undskyldte sig med naturligt svind, men der er ingen tvivl om, at besætningerne før afrejsen til Norge forsynede sig med korn til familiens underhold derhjemme. 

 

For Fanøboerne blev krigsårene frygtelige og for manges vedkommende fattige år. Der var mangel på alt og i de sidste år af krigen, da pengene der var tjent under Fanøs sølvalder, var brugt op, var købekraften væk. Befolkningen – der i antal var større end Ribe og Vardes befolkning tilsammen – havde hidtil hentet hovedindkomsten på havet, men nu var de frataget denne mulighed og tvunget til at leve af, hvad de kunne producere hjemme. Hver lille plet jord mellem de sandfygende klitter blev gravet af kvinderne og tilsået.

Gødning var der kun lidt af, så udbyttet blev ikke stort. Hidtil havde man gødet med affald fra fiskeriet – hoved og indvolde – men på grund af restriktionerne omkring fiskeriet, var der ikke meget af denne gødningstype at hente.

Der opstod derfor mangel på brødkorn, der tiltog for hvert år, krigen varede. 

Man forstår da bedre, at det var almindeligt for besætningerne på fartøjerne, der fragtede korn til Norge, at forsyne sig med en portion korn til familien derhjemme. Der blev ganske vist klaget over forskellen i mængden af det lastede korn i forhold til det udlossede, men skipperne undskyldte sig med naturligt svind. 

En lille historie viser lidt om forholdene. En fattig familie henvendte sig til den rige og med korn velforsynede skipper, Thomas Foged, med bøn om at få en fjerding kar rug på kredit, indtil fiskeriet kom i gang igen, men de fik afslag på bønnen.

De havde hverken brød eller kartofler hjemme, de måtte derfor i flere dage leve udelukkende af saltet fisk. Så var de så heldige en dag at fange en sælhund; det gav kød i huset. Således led ikke alene denne familie nød, men mange andre på samme måde, i de år krigen varede. 



I flere omgange ansøgte befolkningen kongen om at få sendt en forsyning korn fra de kongelige magasiner, men ikke med stor succes. 

I de første måneder i 1811 måtte regeringen overlade beboerne 100 tdr. rug af den beholdning der ellers skulle afskibes til Norge. 

April 1812 kom der ordre om, at levere korn til Norges forsyning og ved en fejltagelse modtager man på det kornfattige Fanø også denne besked.

Beboerne indsender straks en ansøgning om, at blive fritaget for denne leverance, og birkedommeren sender den 24. maj 1812 blandt andet følgende bemærkninger:

 ”Søfarten – beboernes hovednæringsvej – er stoppet og giver kun sjældent en fortjeneste. Fiskeriet var ganske mislykket i 1811, ikke mindst på grund af den store chikane fra Blankeneserfiskernes side. 

Kornpriserne er nu på et helt uacceptabelt niveau, og kan næsten ikke købes. Kornavlen på Fanø er kun 1/10 af det behov som er nødvendigt for Fanøboernes underhold. derudover er der en følelig mangel på hø, som man til meget høje priser må købe på fastlandet.” 



Birkedommernes forklaring om forholdene på Fanø synes ikke at give noget resultat, for i november 1812 indsender beboerne en fornyet ansøgning om fritagelse. Det vides ikke om ansøgningen blev imødekommet. Derimod indsender P. H. Brinch, Sønderho, et brev til kongen den 15. november 1812: 

Til Kongen!

Allerunderdanigst Promemoria.

Anno 1801 blev Øens Beboere paa Fanø og Sønderho enige om frivillig . at forsvare Øen imod al fjendtligt Anfald, og som England truede Danmarks Rige med Krig, gjorde vi allerunderdanigst Ansøgning om Krigs-Ammunition, som og blev os tilsendte 1807; da Krigen udbrød mellem Danmark og Eng­land blev os befalet af Øvrigheden at udvælge os en Anfører, som blev mig, Peder H. Brinch, over Batteriet og Korpset i Sønderho og i Nordby Sogn blev samme befalet, som og blev efterkommet. Samme Aar blev os tilsendt en Oberanfører, Kapt. v. Winckler i Sø etaten - Øen har til nu forsvaret sig selv uden nogen Kasse - og som Øen var velsignet med Fartøjer saa har denne Krig nu næsten blottet os ved samme, dels blev enkelte rekvireret ved Krigens Udbrud og dels er nogle rekvireret med Kongelig Magasin Korn til Norge og da ved Fjenden bortrant, - saa at Øen er næsten saaledes, at den ene ikke kan hjælpe den anden, og især dette Sogn som har lidt mest, formedelst den havde de største og fleste Fartøjer. - Vi ansøger derfor her­ved allerunderdanigst os allernaadigst maa forundes at faa vores til Føde fornøden Korn fra Ribe Amtstue imod at betale for Tønden dennes aller­naadigst befalede Kapiteltakst. Thi som det lader sig mærke saa vil det være vanskeligt at faa og dertil dyrt, og den største Del af Sognene ikke straks har Pengene til at betale med, saa bliver der næsten intet at faa. Saa udbeder vi, at Amtsstuen efter Kapiteltakst maatte blive vores Brødkammer, som er det fornemste af vores Føde. Saa kunde Trangen afhjælpes ved Bor­gen, den ene for den anden og til befalende Tid blive betalt. Vores aller­underdanigste Ansøgning haabe og beder vi paa anført Grund os forundt.

                  Allerunderdanigst

                  Peder Hansen Brinch.

Sønderho paa Fanø, den 15. november 1812. 



Birkedommeren medsender i stærke vendinger anmodning om at få udleveret 100 – 200 tdr. rug af det korn som er opmagasineret i Hjerting der ikke kan fragtes til Norge grundet vinteren. Han skriver: ”For Guds skyld, bevågne Herre og Konge, ræk disse halvfortvivlede folk hånden, mens det endnu er tid.” 

Den 2. januar bliver man tilbudt 100 tdr. rug til en pris af 40 Rdl. pr. tønde, hvilket var halvdelen af markedsprisen for rug. 

Denne portion som blev uddelt til de mest trængende, slap hurtigt op og den 23. marts indsender birkedommeren en ny ansøgning om 100 tdr. rug fra amtets magasiner. Men svaret blev, at han skulle forsøge selv at opkøbe korn.

Stiftsamtmanden går ind i sagen og skriver blandt andet: ”… så stor end vore brødres trang er og pligtskyldigst bør afhjælpes, så tungt ville det dog være for vort eget lands beboere selv at savne det, som med eget arbejde og møje er tilvejebragt til det nødvendige til livets ophold.” 

Igen får Fanøboerne en portion på 100 tdr. rug, som lige så hurtigt var væk igen. Nu indsendes en ny ansøgning ved kroholder Niels Jacobsen af 4. januar 1813 om yderligere 100 tdr., men magasinerne var tomme.

 

En signet og dens historie

signet 180 web

Under krigen da kornmangelen på Fanø var stor og betalingsevnen ringe, måtte mange folk pantsætte deres værdigenstande for at skaffe korn til brød.

Skibsfører Hans N. Jessen, Nordby, død 1856, pantsatte da sin massive sølvsignet til en mand på fastlandet for leveret korn. Signeten, der bar indskriften: ”Søen ernærer mig” plus ejermandens navn. Signeten blev ikke indløst. 120 år efter finder en efterkommer af den oprindelige ejer signeten i vinduet hos en guldsmed i Esbjerg, der beredvilligt solgte hende signeten, og således kom den igen i slægtens eje.

 

Krigen får en ende

Held i uheld 

En begivenhed der ikke hører under kapring, men måske snarere kan beskrives som et heldigt kup, fandt sted ved en stranding ud for Sønderho i december 1809. Skibet var hjemmehørende i Pappenberg, en tjalk ”Vrave Christine”, ført af skipper Johan Rolves. Lasten var bestemt for England, men sønderhoningerne beslaglagde skib og ladning. 

Skibet var sprunget læk i åben sø og var synkefærdig, så mandskabet gik i bådene og forsøgte at nå Sønderho strand. 

Under dette forsøg kæntrede båden, og skipperen og drengen druknede, mens to matroser kom levende i land. Da de fortalte om skibets last og bestemmelsessted, gik flere både med mandskab fra Sønderho ud fra Sønderho; fandt skibet, der endnu ikke var sunket, og fik det bjerget indtil stranden. Lasten bestod af sukker, indigo, farvetræ m.m., og indbragte ved auktion næsten 20.000 Rdl., som blev fordelt mellem de 45 mænd, der havde deltaget i bjergningen



Fire mand taget til fange 

Den 5. august 1810 observeres fra Sønderho et skib der tilsyneladende ville anløbe havnen, men det holdt sig uden for Gabet, og man antog, at det ønskede lodshjælp. Skipperen Hans Jepsen Pedersen og Anthonis Nielsen gik ud for at yde hjælp, men ved sandet Inderknude, så de nogle mænd gå på sandet. Skipperen synes at det så lidt suspekt ud og vendte om. Vel i land blev de bebrejdet af byens kaptajn, Peder Hansen Brinch, at de ikke havde talt med folkene og fået rede på situationen.

Næste morgen lå skibet der endnu, så de to skippere fra dagen før, gik ud sammen med P. H. Brinch og styrmand Holm. De nærmede sig forsigtigt skibet og så at det førte dansk flag. Skibet kom nu nærmere til de fire sønderhoninger i båden og strøg nu det danske flag og skød efter mændene, der indså, at de ikke kunne undslippe, hvorefter de kom ombord, i det der viste sig at være en kaper bemandet med 25 mand og bestykket med seks kanoner. Kaperen sejlede nu ud fri af grunden.

Den 8. august var kaperen så langt ude, at man ikke længere kunne se land. Om eftermiddagen sås et fartøj ud for Rømø, og kaperen jagtede nu dette skib, men på grund af sandene, kunne de ikke komme på skudafstand, så kaperfolkene gik i sluppen og indhentede fartøjet ved nordenden af Mandø. 

Fra Sønderho havde man været vidne til kapringen og gik nu ud med tre velbevæbnede både, der drev fjende på flugt og fratog dem prisen, som de bragte ind i Sønderho havn. 

De fire ”kidnappede” skippere fik nu lov til at gå i deres egen båd, men først forsøgte kaperens kaptajn, at afpresse dem oplysninger om øens forsvar, men de lod som om de ikke forstod spørgsmålene. 

De blev modtaget med hurra råb da de nåede land, men øens kommandant, Winckler, så ikke med milde øjne på deres eventyr, det der var forbud mod, at nærme sig ukendte fartøjer og skipperne blev idømt en bøde på 15 Rdl. hver.



Også i Nordby skete der ting og sager, hvorom kaptajn Winckler den 10. august indberettede følgende: 

”Den 8. august 1810 ud for Fanø jagede en engelsk kutter der førte dansk flag, en evert ”Frau Anna”, hjemmehørende på List. Kutteren skød på everten og satte en båd efter denne. Fra Fanø sendtes nu tre bevæbnede fartøjer ud for at hjælpe everten, som nu blev forladt af englænderne, hvorefter ”Fra Anna” blev ført ind til Sønderho havn.” 

Følgende heltedåd er omtalt i Fanø Birks notarialprotokol: 

”Den 10. august 1812 gik tre fiskerbåde fra Nordby med kaptajn Wincklers tilladelse ud for at fiske. Godt ude i Grådyb, opdagede de en slup, som de antog for at være fjendtlig, hvorfor de straks sejlede tilbage til Nordby. Sluppen satte efter dem og kom ganske tæt ind på den ene af kutterne, der, trods signal fra sluppen om at standse, fortsatte, indtil der blev skudt med rifler agten for kutteren og staks efter foran stævnen og endnu et skud der gik igennem fokken.

”Vi nødtes da til at lægge bi”, forklarer skipper N.N. Pedersen til kommandanten ved hjemkomsten, ”da vi så, at vi ikke kunne undgå ham uden at blive skudt. Han havde seks mand ombord, alle med geværer; han satte så en mand ombord hos os, som straks drog sin sabel og tog kommandoen, og befalede os, at sejle udefter, hvor deres skib lå; sejlede så ud med udfirede skøder og læstrøm; gjorde derefter en vending efter befaling; da han så soldater i land i gevær, rejste han sig op på runddækket for at se, hvad det var, kom hurtigt ned igen og overtog roret, lagde i læ til vinden. Båden gik langsomt over stag, hvorefter han igen gik op på runddækket; jeg skubbede da til ham og han faldt over bord og jeg lod ham drive af! 

I mellemtiden havde sluppen bordet en anden af fiskekutterne og også der sat en bevæbnet mand ombord. Han beordrede ligeledes denne båd til at gå udefter til skibet, men da han så sin kammerat i vandet, vendte han om og fik ham reddet. Den fjendtlige skipper var under alt dette kommen batteriet på Fanø nordspids så nær, at dette åbnede ild mod sluppen, der herefter skyndsomt forsvandt.

Der blev således intet fiskeri denne gang.



Krigen får en ende 

Endelig fik krigen og de mange trængsler en ende. Freden blev underskrevet i maj 1814, og krigsfangerne blev frigivet. På det tidspunkt sad der endnu 32 mand fra Fanø i fangenskab i England. Fangerne kom hjem til Fanø lidt efter lidt, nogle over Norge, og nogle over Altona. Mange kom først hjem i november, enkelte havde fået hyre med et eller andet skib, men alle længtes efter hurtigst muligt, at komme hjem til Fanø. 

Der var stor glæde på øen, da freden var sluttet, og for hver gang en mand kom hjem af fangenskabet, var der fest i hjemmet, om end kun i al tarvelighed. Disse festligheder afsluttedes i Sønderho ved en større sammenkomst hos denne bys anfører ved kystmilitsen, kaptajn P. H. Brinch, på kongens fødselsdag, den 23. januar 1815. Herom beretter ”Ribe Stiftstidende” følgende:

”Lørdag den 23. januar hilstes kongens fødselsdag på Sønderho med 28 kanonskud. Om aftenen var øvrigheden med flere af øens agtværdige familier forsamlet hos kaptajn P. H. Brinch, hvor kongens og dronningens og de kongelige huses skåler udbragtes under kanonernes brag og tredobbelt hurra.

Efter bordet deltog såvel oldinge som ynglinge i øens nationaldanse indtil kl. 4 om morgenen. Også de husarme blev ved en ikke ubetydelig gave glædet ved denne lejlighed.” 

Nu var det også forbi med festlighederne, der skulle tages fat på, at skaffe nye skibe, i stedet for de mange som englænderne havde kapret under krigen. Alene Sønderho havde mistet 40 af sine største skibe. Der manglede penge til nybygninger, men disse blev fremskaffet ved lån på bodmeri og medrederskab hos venner og tidligere forretningsforbindelser i Tønder, på Føhr, i Altona og i Holland samt hos købmænd i Ringkøbing. Den gamle tillid til Fanøboernes dygtighed som skippere var der ikke blevet rokket ved under krigens ulykker

.

 

Bodmeri: 

Begrebet blev anvendt om lån, der ydes mod pant i skib og ladning og tilbagebetales efter gennemført rejse. Forliser skibet kan gælden ikke inddrives. Gennem deltagelse i risikoen bliver bodmerirenten derfor høj. 

Bodmeri på ladningen kaldes for respondentia. En sådan låntagelse benævnes uegentlig bodmeri. Det egentlige bodmeri finder sted, når et skib på grund af nød bliver nødt til at skaffe yderligere kapital for at gennemføre rejsen. Egentlig bodmeri blev derfor oftest indgået af skipperen på stedet, hvor pengene var nødvendige. Bodmeristen deltager i groshaveribidragene med værdien af det reddede i forhold til lånet. Udtages der flere bodmerilån, indløses det sidst udtage først.

 

Allerede i 1815 blev der bygget 19 skibe i Sønderho og 14 i Nordby, men det var alle små skibe, deres samlede drægtighed beløb sig kun til 422 kommercelæster. Året efter byggedes i alt 23 skibe på kun tilsammen 214 kommercelæster. Med disse småskibe kunne der ikke sejles særlig langt omkring, kun langs kysterne til Holland og til Norge. Udbyttet var derfor ikke særlig stort; der var ikke større udsigt til at anskaffe sig større skibe, som dem man havde før krigen. I de følgende år byggedes der stadig kun småskibe. Dertil kom de mange forlis med tab af både skib og mandskab i årene efter krigen. I 1815 forliste der fem skibe fra Sønderho, deraf en med mand og mus, og fra Nordby et skib. Hvert år gik der flere skibe tabt og det synes umuligt, at komme økonomisk ovenpå. Optimismen fra de første efterkrigsår holdt ikke. I 1817 byggedes kun et begrænset antal skibe, og i årets indberetning skrev birkedommeren, ”at skibsbyggeriet kun havde lidet fremme på grund af den slette pengekurs og store pengetrang. Øen vil sent tilbagevinde lignende skibsfart og skibsbyggeri, som den havde før krigen”. 

Den største ulykke Fanø har oplevet, begyndte med forlis af et skib i foråret 1824 og senere på sommeren endnu et. Den store storm 3. november tog 12 skibe, deraf de syv med alt mandskab. 

I 1825 gik fire skibe tabt, deraf de to med alt mandskab, og i 1826 forliste fire skibe, dog uden mennesketab. Ved disse ulykker blev 40 kvinder enker og 90 børn stod uden far. 


Forlis:

 

1824

14

1825

4

1826

4

 

 

Krigsskadeerstatninger

 

Disse ulykker var ikke de eneste der lagde mørke skyer over Fanø. Mange skippere der havde mistet deres skibe under krigen måtte vente meget længe for at få udbetalt deres forsikringsgodtgørelse. Den blev af uforståelige grunde tilbageholdt. Og dem, der fik forsikringen udbetalt, fik dem udbetalt i ”komitésedler”, hvis værdi kun var 1/3 af deres pålydende. 


Her skal refereres nogle eksempler på disse sager: 

Skipper Jens J. Callesen, Nordby, led havari på en rejse med sit skib ”Felix” til Norge for kgl. regning. havariet kostede ham 429 Rdl., hvilket beløb han havde fået udbetalt i ”komitésedler”, hvis værdi altså var en 1/3 af pålydende. Skipperen indsender en ansøgning til kongen om, at få udbetalt differencen og birkedommeren medsender en note, hvor han pointerer, at Callesen har opfyldt alle sine forpligtelser, men at han i dag er en fattig mand, der ikke tåler et sådant tab.

Skipperen får afslag på sin ansøgning, og må selv bære tabet. 

Samme skæbne overgik skipperne Anders M. Nørby med jagten ”Mette” og Hans N. Hansen med everten ”Cathrine Margrethe”. De fragtede i 1813 korn til Norge for kgl. regning, men led begge havari i isen. De fik også afslag på deres ansøgning om udbetaling i forskellen mellem rigsbanksedler og ”komitésedler”.

 


Blandt de hårdest ramte var vel nok Mathias Søren Møller, Nordby; hans skib blev opbragt i 1808 og i 1818 havde han stadig ikke fået udbetalt forsikringen.

I marts 1818 rejser han personlig til stiftsamtmanden i Ribe for at få ham til at sætte skub i sagen.

Birkedommer Rosenstand skriver i en erklæring blandt andet: ”Skipper Math. S. Møller er en meget fattig, men retskaffen mand. Som far til seks uforsørgede børn, er hans situation meget ulykkelig. Ydermere er hans hus nu kreditorernes ejendom, og det er kun med deres velvilje, at han ikke er husvild.” Birkedommeren beder underdanigst stiftamtmanden om at støtte sagen. 

Først i 1820 får Møller sin forsikring udbetalt på i alt 1803 Rdl., som han så kunne betale sine kreditorer med.


Gå til top