Bilag D - Fanø Navigationsskole

 

 

 

Forklaringer på det nye udstyr: 

 

 

'Loran, [gLo·SaN], (fork.f. eng. long-range navigation 'navigation på lang afstand'), radionavigationssystemer med typebetegnelserne A, B, C og D. Loran-A blev udviklet under 2. Verdenskrig til brug for allierede fly og konvojer i Nordatlanten; det arbejdede ved 2 MHz. Loran-B var et forsøg på at skabe et system med større nøjagtighed; det fungerede imidlertid ikke pålideligt og blev aldrig implementeret. Loran-C er en videreudvikling af Loran-A; det arbejder ved 100 kHz, har en længere rækkevidde og er mere nøjagtigt end Loran-A. Loran-D blev udviklet som en taktisk, transportabel version af Loran-C, men bruges ikke længere.

Loranstationer arbejder sammen i kæder, der består af en masterstation og mindst to sekundære stationer. Masterstationen udsender signaler, der synkroniserer de sekundære stationer. Når en sekundær station modtager et signal fra masterstationen, udsender den et signal med en fastlagt tidsforsinkelse. En bruger af navigationssystemet har en modtager, der måler tidsdifferencen mellem signalerne fra de synkroniserede sendere. Herved bestemmes hyperbolske positionslinjer, hvor tidsforskellen mellem signalerne fra to sendere er konstant. Vha. tre sendere kan man derved danne to sæt hyperbolske positionslinjer, og modtagerens position bestemmes som skæringspunktet mellem to hyperbler.

Loran-C benytter kun de radiobølger, der følger Jordens overflade. Forstyrrelser fra radiobølger, der reflekteres i ionosfæren, elimineres vha. pulsteknik, og høj nøjagtighed opnås ved måling af bærebølgernes faseforskelle. Med modtagere af høj kvalitet og inden for dækningsområderne giver Loran-C en absolut nøjagtighed på 0,25 sømil (463 m). Det er dog muligt at vende tilbage til tidligere bestemte positioner med en nøjagtighed på 50 m.

Loran-C har i mange år været et af de mest udbredte navigationssystemer. Det benyttes til navigation til lands, til vands og i luften og desuden til udsendelse af nøjagtige tidssignaler og som frekvensreference. I 1998 fandtes 29 Loran-C-kæder, der tilsammen dækkede det meste af Jorden. Antallet af brugere ansloges samme år at være 1,4 mio.

Fremtiden for Loran-C er usikker, efter at det Globale Positionerings System (GPS) blev fuldt operationelt i 1995. Da det imidlertid er risikabelt at forlade sig på ét navigationssystem, er det muligt, at Loran-C vil forblive aktivt. Der findes modtagere på markedet, der integrerer GPS- og Loran-C-systemerne.

 

 

 

'decca, radionavigationssystem til positionsbestemmelse, opfundet i USA i 1937 og videreudviklet af det britiske Decca Co. i 1944. Systemet er bygget op af radiokæder, der hver består af fire radiosendere: en masterstation og tre slavestationer (rød, grøn og violet slavestation). Stationerne udsender umodulerede radiobølger i frekvensområdet mellem 70 kHz og 130 kHz. Signalerne modtages af specielle deccamodtagere i skibe, fly og andre mobile enheder.

En deccamodtager måler faseforskellene mellem radiobølgerne fra masterstationen og fra hver af de tre slavestationer. Herved bestemmes tre hyperbler, hvis skæringspunkt er modtagerens position. Den danske deccakæde har masterstationen placeret på Samsø og slavestationer på Møn, ved Tønder og ved Hjørring.

En kædes rækkevidde er om dagen typisk 600 km og om natten 300 km. Den nøjagtighed, hvormed systemet kan genfinde en given position, spænder fra 20-30 m om dagen i områder med favorabel geometri til nogle få km om natten i udkanten af dækningsområdet. Forskellen på nøjagtighed dag og nat skyldes ændrede udbredelsesforhold for radiobølgerne.

Deccasystemet blev tidligere næsten udelukkende brugt kommercielt, men med fremkomsten af billigere, mikroprocessorbaserede modtagere i 1980'erne har systemet også fået stor udbredelse i lystfartøjer. De moderne modtagere beregner automatisk positionen og udlæser den som længde- og breddegrad. Modtagerne kan endvidere beregne en lang række andre forhold af interesse for navigatøren, fx fartøjets hastighed samt afstande, kurser og ankomsttidspunkter til positioner, der indtastes i modtageren.

Deccasystemet har fra begyndelsen af 1990'erne fået stadig stigende konkurrence fra et nøjagtigere, satellitbaseret system, GPS (Globalt Positionerings System).

BenKn

De europæiske deccakæder til positionsbestemmelse ved radionavigation blev nedlagt ved udgangen af 1999. Meget af det modtageudstyr, der har været anvendt især på lystbåde, har kunnet ombygges til positionsbestemmelse med det mere nøjagtige GPS-system.

 

 

ekkolod, dybdemåler til skibe; loddet fungerer, ved at det måler den tid, der forløber fra udsendelsen af en lydimpuls, indtil ekkoet fra havbunden når skibet.

 

 

dybdemåler, instrument til bestemmelse af den lodrette afstand fra havoverflade til havbund og evt. også havbundens beskaffenhed. Den ældste kendte dybdemåler er den stage, hvormed et fartøj blev drevet frem. Fra ca. 2500 f.Kr. kendes håndloddet, et aflangt, konisk blylod på ca. 5 kg med en udboring i bunden til talg eller voks, som kunne optage bundprøver. Monteret på en lodline kastes det fremover, og dybden aflæses, når lodlinen står lodret. Ved større dybder end ca. 30 m benyttes et tungere lod på ca. 20 kg, dybdeloddet. Håndlod og dybdelod var uundværlige hjælpemidler under sejlads i nedsat sigtbarhed, men begge krævede, at skibets fart skulle nedsættes. I løbet af 1800-t. udvikledes instrumenter, der kunne benyttes, selvom skibet gjorde nogen fart. For at forøge loddets fart mod havbunden benyttedes tynde metalwirer, kontrolleret fra spil om bord. Over dybdeloddet blev anbragt instrumenter, hvorpå man kunne aflæse den distance, som dybdeloddet havde gennemløbet til havbunden. En vandsnegl med omdrejningstæller, der blev omsat til vanddybde, var en løsning. En anden var et beskyttet glasrør, lukket i øverste ende og åbent i nederste. Ved farten mod havbunden trængte vand ind i røret, og en kontraventil fastholdt vandstanden, så dybden kunne aflæses om bord.

I 1912 fik den tyske fysiker Alexander Behm (1880-1952) patent på et instrument, ekkoloddet, der var baseret på måling af tidsforløbet, fra et lydsignal afsendes gennem vand, til det som ekko vender tilbage. Lydens hastighed i vand er ca. 1500 m/s, og tidsforløbet kan herefter omsættes til afstand. Med et ekkolod kan dybdemåling foretages løbende, også på skibe i meget høj fart. I de tidligste instrumenter kunne bl.a. skruelyd virke forstyrrende, og derfor anvendes lydfrekvenser på mellem 25 og 50 khz. Lydhastigheden i vand varierer med saltindhold og temperatur, men i moderne instrumenter kan der kompenseres for disse forhold. Ekkolod benyttes ved kortlægning, inden for navigation, ved fiskeri og ved geologiske undersøgelser, hvor instrumenternes følsomhed afstemmes til de specielle formål. I fiskefartøjer anvendes farveekkolod, dvs. en farvegengivelse på en skærm af bundstruktur, evt. fiskestimer samt en digital dybdeangivelse.

 

 

 

 

'radar, (fork. af eng. radio detection and ranging), teknik til kortlægning af omgivelserne ved udsendelse af et radio- eller mikrobølgesignal og efterfølgende detektion af ekkoer.

Der findes to hovedtyper af radarsystemer. Pulsradar bestemmer afstanden til et givet radarmål ud fra tidsforsinkelsen af ekkoet af et pulseret signal, mens Dopplerradar normalt udsender et kontinuert signal og måler frekvensforskydningen af det modtagne ekko. Pga. Dopplereffekten vil ekkoet fra et mål, der bevæger sig mod radaren, have en højere frekvens, og ekkoet fra et mål, der bevæger sig bort fra radaren, have en lavere frekvens end det udsendte signal. Med moderne computer- og signalbehandlingsteknik er det muligt at kombinere de to principper i puls-Dopplerradar, hvor man samtidig kan bestemme afstanden til og hastigheden af målet. Radarsystemer, der kan bestemme Dopplerforskydninger, betegnes kohærente.

Teknik. Radarsignalet udsendes af en antenne, som begrænser udstrålingen til en bestemt retning. Til luft- eller havovervågning anvendes oftest en roterende antenne, således at alle retninger bliver afsøgt, og de modtagne ekkoer præsenteres på en skærm, der viser det område, radaren dækker. Alternativt kan man ved anvendelsen af elektronisk styrede antennegrupper scanne antennestrålen over fx ±60° uden mekanisk bevægelse.

Til kortlægningsopgaver fra fly og satellitter er der normalt kun behov for én scanning pr. overflyvning, og der benyttes da en antenne, hvis udstrålingsretning er vinkelret på flyets eller satellittens bevægelsesretning. Antennestrålen vil således blive trukket hen over landskabet.

Radarantenners størrelse varierer fra få centimeter i diameter på fx radar til højdebestemmelse på fly (altimetre) til størrelser sammenlignelige med en fodboldbane, fx i radarsystemer til detektion af ballistiske missiler og til bestemmelse af rumobjekter.

Der anvendes forskellige teknikker til generering af radarsignalet. Den mest almindelige senderkomponent er magnetronen, som anvendes i forholdsvis simple skibsradarer og også kendes fra mikrobølgeovne. Mere avancerede (kohærente) radarer benytter klystroner eller vandrebølgerør, der begge virker som højeffektforstærkere. Klystroner kan konstrueres til at generere sendeeffekter på over en megawatt, mens vandrebølgerør typisk genererer effekter på nogle kilowatt. De avancerede systemer anvender også nøjagtige referenceoscillatorer, som sikrer en velbestemt og ren grundfrekvens af signalet, hvorved selv meget små Dopplerforskydninger kan bestemmes.

Behandlingen af de modtagne ekkoer og den visuelle præsentation af radarbilledet sker med brug af moderne computerteknologi. I avancerede radarsystemer er signalerne ofte kodede; derved kan der sendes et langt signal og derfor megen energi mod eventuelle mål, hvorved radaren får stor følsomhed. Det modtagne ekko dekodes og komprimeres til en kort puls vha. digital signalbehandling, som også kan kombinere modtagne ekkoer fra mange udsendte pulser. Med denne teknik opnår radaren ud over stor følsomhed en høj opløsningsevne, samtidig med at det bliver muligt at separere ønskede mål fra forstyrrende ekkoer (eng. radar clutter).

 

 

 

Rækkevidden af et radarsystem afhænger af mange faktorer, specielt bølgelængden af det udsendte signal, antennestørrelsen og dens højde over jordoverfladen, sendeeffekten, pulslængden, modtagerstøjen, den anvendte signalbehandling samt målets radartværsnit (styrken af ekkoet fra radarmålet).

Anvendelser. Radar anvender normalt bølgelængder fra ca. 1 cm til 3 m. Denne langbølgede elektromagnetiske stråling dæmpes kun svagt af skyer og nedbør, og radarens uafhængighed af sollys og vejrforhold har betydning for dens mange både civile og militære anvendelser.

Radar er siden 2. Verdenskrig blevet anvendt på skibe og fly til detektion af andre fartøjer for at undgå sammenstød. Samtidig anvendes disse systemer til navigation, idet radarbilledet ofte vil vise landkendinger, kystlinjer samt radarfyr og -bøjer (se radarnavigation).

Civile anvendelser inkluderer ud over luft- og havovervågning vejrradarsystemer til bestemmelse af nedbør, turbulens eller andre atmosfæriske parametre, politiets fartkontroller, kortlægning af havis eller olie på havets overflade og kortlægning af Jordens og andre planeters overflade fra satellitter.

En teknik, der kaldes syntetisk apertur radar (SAR), gør det muligt at optage billeder af Jordens overflade med høj opløsning på trods af den lange bølgelængde sammenlignet med optiske systemer. En SAR benytter en antenne, der er rettet vinkelret ud fra radarplatformen, typisk et fly eller en satellit. For at opnå den gode opløsningsevne er det nødvendigt med en meget lang antenne, flere hundrede meter for et fly og flere kilometer for en satellit. Så lange antenner lader sig vanskeligt realisere, men ved at computerbehandle modtagne signaler fra mange tusinde radarpulser udsendt efter hinanden, mens radaren flytter sig, kan man imitere en udstrakt antenne (såkaldt syntetisk apertur). SAR-optagelser benyttes fx ved kortlægning af havis, olieforurening og skovrydning i tropiske områder. Ved at sammenholde data optaget på forskellige tidspunkter kan man endvidere studere forskydninger i jordoverfladen i forbindelse med jordskælv, vulkanudbrud og minedrift eller hastighedsbestemme bevægelsen af fx gletschere.

Afstanden fra en satellit til havets overflade kan måles med et radaraltimeter med centimeters nøjagtighed. Da satellitters position kan bestemmes lige så nøjagtigt, kan man efter korrektion for bl.a. tidevand bestemme middelvandstanden med centimeters nøjagtighed. Det bruges til kortlægning af geoiden (middelvandstanden), statisk såvel som dynamisk. Dynamiske ændringer af geoiden kan relateres til bl.a. strøm- og klimatiske forhold (fx El Niño).

Radar har mange militære anvendelser. Farvands- og luftovervågning fra jordbaserede radaranlæg spiller en afgørende rolle i strategisk forsvar og taktisk krigsførelse. Flybaserede radarsystemer kan på stor afstand detektere lavtgående fly, som ikke kan ses af jordbaseret radar pga. Jordens krumning. AWACS-flyene kan således observere al lufttrafik på adskillige hundrede kilometers afstand. JSTARS (eng. Joint Surveillance Target Attack Radar System) er et andet militært system, der anvender SAR til at kortlægge Jordens overflade og detektere bevægelige mål på Jorden. Radarteknikken er endvidere afgørende for den præcision, som findes i moderne våbensystemer.

 

 

 

Et princip kaldet sekundær radar (eng. Air Traffic Control Beacon System) er af stor betydning for kontrol og overvågning af flytrafik. En sender (interrogator) til et sekundært radarsystem er normalt monteret over antennen på en konventionel radar til luftovervågning. Interrogatoren udsender et kodet signal, som modtages af en speciel transponder, som i dag er monteret på alle større fly. Transponderen sender information om fx flyets identifikationskode og højde tilbage til interrogatoren. Da det returnerede signal er elektronisk genereret, kan man opnå et godt signal-støj-forhold selv for små fly og på stor afstand. Modtageantennen til interrogatorsystemet er af en særlig type (monopuls-antenne), der tillader, at retningen til transponderen bestemmes meget præcist. Flyveledere har således adgang til præcise informationer om position, højde og flyidentitet for fly, der er udstyret med en transponder til sekundær radar.

Historie. Opfindelsen af radar tilskrives den tyske ingeniør Christian Hülsmeyer (1881-1957), som i 1904 tog patent på et "apparat til detektion af forhindringer og til skibsnavigation", som han kaldte et telemobiloskop. Tidligere, i 1888, havde H. Hertz demonstreret, at radiobølger reflekteres af metalliske objekter.

Tilliden til radarsystemer var imidlertid begrænset i begyndelsen. Først i 1930'erne fortsatte udviklingen, specielt i Storbritannien og USA. En amerikansk radar observerede et stort antal fly på vej mod Pearl Harbor den 7. december 1941, men radarobservationerne blev først taget alvorligt, da bomberne begyndte at falde. Under 2. Verdenskrig blev der investeret enorme resurser i at forbedre radarsystemer. Tidligere havde man brugt lange bølgelængder, mellem 1 og 10 m, men i løbet af krigen udviklede man komponenter med bølgelængder i centimeterområdet, som gjorde systemerne mere kompakte og gav højere opløsningsevne. Slaget om England under 2. Verdenskrig blev vundet, bl.a. fordi briterne på basis af radar var i stand til at udnytte numerisk underlegne luftstyrker optimalt. Også under Slaget om Atlanterhavet spillede radaren en afgørende rolle, idet det var muligt at lokalisere uddykkede tyske ubåde uden for synsvidde og om natten.

Siden 1950'erne har især udviklingen af transistorteknologien, højeffektive sendere og anvendelsen af computere i radarsystemer ført til den avancerede radarteknologi, vi kender i dag.

 


Gå til top