Rigning


 

 

Nøjagtigt hvor og hvornår det første oldtidsmenneske riggede mast og sejl på sin primitive båd, forbliver en uløst gåde, men han må meget tidligt have gjort den erfaring, at når han stod oprejst i båden, ville han drive i den retning, vinden blæste. Hvis han ønskede at bevæge sig i denne retning, har han sandsynligvis holdt en måtte eller et dyreskind op i vinden for at øge bådens fart. Tiden, der forløb mellem dette første skridt og indførelsen af den første rigtige mast, var sikkert overordentlig lang. I mange tusinde år var en enkelt mast med et simpelt råsejl grænsen for oldtidens sømænds evner til at rigge en båd.

Helt fra det ældste ægyptiske rige indtil langt frem i den europæiske middelalder forblev en enkelt mast den eneste form for rigning. Et brud på denne ensformighed kom i den romerske æra, da romerske sejlskibe havde et bovspryd, af og til udført som en stærkt hældende formast.

 

 

 

I landene omkring Middelhavet, hvor de åredrevne galejer spillede en vigtig rolle, udviklede masten og sejlet sig noget anderledes end i Vesteuropa, hvor den enkelte mast og råsejlet var fremherskende indtil begyndelsen af 1400-tallet. Den stående rig var meget simpel. Mindre skibe havde ingen, ligesom de første skandinaviske fiskeres rudimentære sejlbåde.

Det løbende gods var også meget simpelt. Faldet, hvormed sejlet blev hejst, førtes agterud og virkede således som stag til støtte for masten under sejladsen. I den tidlige middelalder fik sejlet påsat bugliner, som førtes forud til en bom, bovsprydet, der blev rigget frem over stævnen.

Vantene blev fastgjort med jomfruer og taljereb, lagt med bugt over mastetoppen og spredt forneden og dannede rebstiger for at lette mandskabets opstigning, når de skulle lil tops. Nordens skibe havde også en platform eller kastel på mastetoppen, hvorfra soldater forsvarede skibet eller angreb andre. Dette kastel er faktisk af meget gammel dato, idet den ældste gengivelse, man kender, findes på et ægyptisk relief fra omkring 1200 f. Kr. Det ældste kastel, der kendes i Skandinavien, er omtalt i Hakon Herdabreids saga, 1159, indeholdt i Snorres kongesagaer.

 

 

19981019-153419-1

 

 

 

I det nordvestlige Europa førte udviklingen hurtigt til, at tre master blev almindeligt anvendt. Stormasten var stadig placeret midtskibs, og de nye master blev anbragt på for- og agterkastellet. Det er højst tænkeligt, at disse master i begyndelsen kun var beregnet til føring af flag eller bannere, hvilket var almindelig skik under korstogene, og at man efterhånden opdagede fordelen ved at hejse et mindre sejl på disse flagstænger. Man kunne næsten gå så vidt som at sige, at hvert råsejl, undtagen naturligvis det første, havde haft et flag på en stang som fortilfælde. Således førte større skibe et flag på en stang over mastekastellet, og hen mod slutningen af 1400-tallet kom de første skibe med et lille sejl på denne flagstang.

Til at begynde med blev sejlet sat eller bjærget af mændene i kastellet (mærset), og derved fik det navnet mærssejl. Stormærssejlel blev snart efterfulgt af endnu et sejl på fokkemaslen. Begge sejlene var i begyndelsen ret små, men efterhånden som de blev anvendt i større udstrækning, voksede de også i areal. Sejlets hjørne, skødbarmen, blev fastgjort til den underliggende rånok, hvorfra braser og skødeliner førtes til dækket, hvilket øgede sejlenes anvendelsesmuligheder betydeligt. Sejlene kunne strammes fladere ud og derfor anvendes ved bi de vindsej lads. Del trekantede latinersejl, som anvendtes på galejer og fiskerbåde i Middelhavet, blev efterhånden almindeligt anvendt som mesan på større skibe i hele Europa. Dets anvendelse var ved slutningen af middelalderen udbredt helt til Østersøen, hvor råsejlet også her gradvis blev erstattet med latinersejlet, l 250 år var latinersejlet herefter i brug som mesan på alle større skibe.

 

 

 

Bovsprydet var oprindelig kun beregnet til fastgørelse af sejlenes bugliner, men ved middelalderens slutning begyndte man at rigge et råsejl under bovsprydet. Det kaldtes blindesejlet, fordi det hindrede udsynet fremover. Mærssejlets størrelse voksede stadig, og omkring midten af 1500-tallet begyndte større skibe at føre et tredje råsejl, bramsejlet, på fokke- og stormasten. Hidtil havde man udført mærsstangen som en sammenbygget enhed med selve masten, og den kunne ikke tages ned.

I 1570'-erne begyndte man imidlertid at aftrappe masten, således at stangen kunne rigges op eller tages ned efter behov. Denne nyskabelse, som skyldtes hollandske skibsbyggere, opdagede man hurtigt, var særdeles praktisk og blev hurtigt almindelig anvendt. Den aftrappede stang blev derfor større i forhold til undermasten, mærssejlet placeredes lavere, og undersejlet blev mindre.

Omkring 1620 blev det almindeligt at sætte el råsejl på den tredje mast, og dermed blev den hidtil forsømte mesanmast også draget ind i udviklingen. Dette markerede frembringelsen af det tremastede skib med råsejl på hver mast. Disse første fuldriggere havde altid en rå mindre på mesanmasten end på fokke- og stormasten. Først i den sidste halvdel af 1700-tallet var rigningens udvikling nået dertil, hvor hver mast havde det samme antal ræer. Det var på denne tid, betegnelsen fuldrigger blev almengyldig. Det fuldriggede skib var sædvanligvis betegnelsen for el handelsskib, mens sejlkrigsskibe blev benævnt i forhold til deres armering: linieskib, fregat eller korvet.

I begyndelsen af 1600-tallet blev skibene bygget med lav forstævn og høj agterstævn. Konstruktionen gjorde, al de var vanskelige at manøvrere, når vinden var agten for tværs. For at afhjælpe dette blev alle større skibe i 1800 tallet rigget med et bovenblinde-sejl på en lille mast på bovsprydets nok. Dette sejl var meget besværligt at betjene, men bovenblinden brugtes i over 100 år, før den blev afløst af de mere praktiske og effektive slagsejl, hvilket viser, at den var nødvendig for god sejlads.

 

 

 

thumb rigning 3

Klik på billedet for at se det i stor størrelse

 

 

 

Stagsejl har været anvendt temmelig tidligt på mindre fartøjer, men ikke på de større skibe. I 1670'erne begyndte de større skibe imidlertid også at føre stagsejl, først mellem masterne og senere over bovsprydet. Disse forstængestagsejl over bovsprydet var vanskelige at sælte på grund af bovenblindens og vaterblindens komplicerede rigning. Dette var også tilfældet med stagsejlene mellem masterne, fordi braser og bugliner var fastgjort til stagene. Stagsejlene vandt dog frem på bekostning af de andre, og i begyndelsen af 1700-tallet forsvandt bovenblinden fra rigningen. Samtidig var det løbende gods gradvis blevet ændret for at skabe bedre plads til stormastens stagsejl. Denne udvikling fortsatte gennem hele det 18. århundrede, og ved seklets slutning førte alle større skibe stagsejl på alle egnede stag.

Da bovenblinden forsvandt i løbet af 1700-tallets første tiår, begyndte man i stedet for at rigge en ny bom, klyverbommen, frem over bovsprydet. Et nyt stagsejl, klyveren, blev placeret over den foran forstængestag-sejlet. Efter midten af det samme århundrede blev latiner-mesanens lange rå udskiftet med en gaffel. Denne ændring skete tidligere for mindre fartøjer end for større skibe.

I løbet af Napoleonskrigene i slutningen af århundredet begyndte andre ændringer i rigningen at finde sted. Mesanen blev gjort større og lidset til en bom, som nåede ud over hækken. Under bovsprydet blev der anbragt en ny afstivning, pyntenetstokken eller pyntenetstræberen, for at støtte klyverbommens stag. Dette medførte udviklingen af en ny bom og et nyt stagsejl, jagerbommen og jageren, som blev rigget foran klyveren. En fjerde rå over bramråen, kaldt røjelråen, blev nu mere og mere almindelig på større skibe. Den blev kun rigget ned på hårde vinterrejser. Men dette var naturligvis tilfældet med hensyn til al unødvendig rigning i perioder af længere varighed med dårligt vejr.

Den tekniske og mekaniske omvæltning, der foregik i 1800-tallet, begyndte gradvis at sætte sit præg på sejlskibenes rigning. I begyndelsen var det kun tovværks-befæstigelser, stropper o.s.v. på master og rær, der blev erstattet med smedede jernbånd. Så blev borgrebet, hvori underråen ophængtes, udskiftet med en borg af jern, kaldt patentborg. Hvor det var muligt blev det sværere løbende gods erstattet med kæder, først mærshalser og -skøder, derefter bramhalser og -skøder og senere ethvert sted, hvor kæder kunne anvendes med fordel.

 

 

 

Ved midten af 1800-tallet begyndte engelske skibe at få det stående gods udskiftet med wirer. Det slående gods var hidtil udført af tjæret hampereb, men wirer var billigere, stærkere og mere holdbare. Mindre overflade blev udsat for vindens påvirkning, og da de første forsøg med bygning af jernskibe kronedes med held, blev wire-rigning brugt mere og mere på større skibe, især på dampskibe, som altid havde rigning og sejl i det 19. århundrede. De tunge mærssejl på større sejlskibe var yderst vanskelige at betjene under stormvejr, når de skulle rebes.

Den amerikanske kaptajn Robert Forbes konstruerede en rig med dobbelte mærssejl i 1841. En anden amerikansk kaptajn ved navn Howes forbedrede denne rig i 1854, og derefter blev den almindelig på alle større skibe. Tyve år senere, i 1874, blev de største skibe rigget med såvel dobbelte bramsejl som dobbelte mærssejl. I disse år blev brugen af wirer til stående gods, og kæder til skøder og fald fuldstændig anerkendt. Stående gods blev nu rigget med vantskruer i stedet for jomfruer og taljereb, som hidtil var blevel anvendt siden den tidlige middelalder.

Det stærke, men stive tjærede hampetovværk blev erstattet med manillareb til løbende gods. Manillareb var blødere, lettere at arbejde med og lige så stærkt skønt ikke så slidstærkt som hamperebene, man hidtil havde brugt. Blokskiverne blev forsynet med rullelejer, hvilket også medvirkede til at lette arbejdet om bord. Alle disse forbedringer gjorde, at arbejdet både på dækket og til vejrs blev lettet og samtidig forenklet så meget, al skibene kunne sejles med mindre besætning, og større skibe kunne nu sejles med den samme besætning, som krævedes til et langt mindre skib blot tyve år tidligere

 

 

20050326-165108-4

 

 

 

I 1890'erne opfandt den skotske kaptajn J. C. B. Jarvis et mekanisk spil med udveksling, som tillod blot nogle få søfolk at brase ræerne på de største skibe i hårdt vejr. I de store sejlskibes sidste periode blev mærs- og bramsejlenes kædefald erstattet med wirer, som blev h å rid regulere t over et tromlespil. Konstrueret med en konisk tromle blev den kraft, som behøvedes til at hejse ræerne, lettet betydeligt af spillet.

Alle disse nyskabelser var et led i den almindelige udvikling af arbejdsbesparende opfindelser, som så verdens lys i disse år inden for transportens mange områder. For sejlskibenes vedkommende måtte nyskabelserne tilpasses havets specielle krav. Rigningen opnåede i disse år den mest perfekte og fuldkomne konstruktion, som den nogen sinde havde haft, hvilket også var en absolut nødvendighed for sejlskibene, kun med vinden som drivkraft, i den stadig stigende konkurrence med kul- og oliefyrede dampskibe. Det blev naturligvis kun en kort periode, at sejlskibene kunne hævde sig mod den nye tids mekaniske fremdrivningsmidler, som snart skulle fortrænge de stolle sejlskibe fra verdenshavene.

 

 

thumb master

Klik på billedet for at se det i stor størrelse

 

thumb staaendegods4mbark

Klik på billedet for at se det i stor størrelse

 

thumb stagogvant

Klik på billedet for at se det i stor størrelse

 

thumb vant

Klik på billedet for at se det i stor størrelse

 

 


Gå til top