Sejl


 

 

Del ældste sejl, vi kender, er råsejlet, og i mange tusinde år anvendtes ikke andre typer. Det karakteristiske ved råsejlet er, al agtersiden altid holdes op til vinden. Dette er en simpel, fundamental grundregel, og ingen nyere aerodynamiske kundskaber har kunnet ændre råsejlet eller påvirket dets egenskaber for sejlads i svær sø. Langskibssejlet, hvor begge sider hver for sig kan stilles efter vindretningen, er af langt senere dato. Hvad aerodynamikken ikke kunne gøre for råsejlet, er lykkedes med hensyn til langskibssejlet.

Dette er meget effektivt under klosrebet sejlads og er uovertruffet under krydsning. Det er nu fildags det mest anvendte til lystsejlads i skærgårde og farvande med mange øer, hvor vindretningen hurtigt skifter og vandet er smult. Da langskibssejlet altid har standerliget som luv kant og agterliget som læ kant, kan det skæres med en gunstig kurvatur, mens råsejlet skiftevis har styrbord og bagbord lig som luv kant, hvilket resulterer i en anden kurvatur. Værdien af langskibs-sejlet bliver imidlertid opvejet af det bedre surrede råsejls fordele under sejlads plat for vinden - d.v.s. med vinden ret agterind - i hårdt vejr og høj sø. Næsten al sejlads på åbent hav er foregået under brug af råsejl.

 

 

 

Den ældste gengivelse, man kender af en båd forsynet med sejl, er malet på en ægyptisk lerkrukke fra tiden før ægypternes første dynasti. Den er anslået til at være fra ca. 4000 f. Kr., men kan udmærket være endnu ældre. Desuden er der intet afgørende bevis for, at denne dekoration viser verdens første sejl. Ældre kulturer, som vi intet kendskab har til, kan meget vel have anvendt sejl tusinder af år tidligere.

Samtidige beskrivelser og billeder viser, at oldtidens søfolk i de østlige Middelhavslande anvendte sejl på deres skibe. I Ezekiels Bog 27. kapitel beskrives, hvorledes skibene bygges af senircypresser med master af cedertræ, årer af egetræ, dæk af fyrretræ, sejl af ægyptisk byssus i broget væv, og taget var i blåt og rødt purpur fra Elisja-øerne. Dekorationen af sejlene viser, at de ikke alene anvendtes som drivmiddel, men også tjente som identifikationsmærker.

Der findes spredte oplysninger om, at skibsbygnings-kunsten i Skandinavien lidligt har været udviklet i ikke ringe grad, og den stod allerede i vikingetiden på et stade, der var resultatet af adskillige hundrede års erfaring. Tidligere nordiske sejl var syet af håndvævet uld, som ikke har lærredsejlets holdbarhed, da det strækkes under vindens pres, indtil det store sejl til sidst brister. For at forstærke sejlet og gøre det mere holdbart blev der ophængt el bærenet på forsiden. Nettet, som ofte havde en anden farve end sejlet, var enten af reb, vævede bånd eller indvævede plattinger.

 

 

 

Sejlet blev holdt nede med et antal skøder fastgjort i hver skibsside og hen langs underliget ligesom tømmer for at holde det jævnt udspilet. I vikingetiden anvendtes lærredssejl på større skibe. Disse sejl kunne føres med større areal, som betød bedre udnyttelse af vinden. De lange rejser, vikingerne foretog i Europas farvande og over Atlanten, beviser, at de mestrede kunsten at bringe skibene under den rette sejlføring og at stille sejlene efter vindretningen saml under modvind at krydse op imod denne. I den tidligste Sverigeshistorie findes et sagn, som illustrerer, at man kendte til al krydse op mod vinden, idet kong Erik Vaderhatt ifølge overleveringen kunne vende vinden, så han aldrig havde den imod.

Langt det største antal af skibene havde endnu i mange år kun en mast og et sejl. Først efter den senere middelalder blev det almindeligt, at større skibe havde to eller tre master og sejl - et sejl på hver mast. I slutningen af 1400-tallel blev der imidlertid sal et nyt sejl på toppen af stormasten. Del var oprindelig meget lille og blev betjent fra tønden på masten, det senere mærs, og det kaldtes topsejlet efter placeringen. Et andet sejl blev tilføjet under bovsprydet; dette kaldtes sprydsejlet eller blindesejlet, da det spærrede udsigten fremefter. I nogle tilfælde førtes også el topsejl på formasten. Ved midten af 1500-laIlel førte store skibe således seks sejl: blindesejlet under bovsprydet, to sejl på formasten, to sejl på stormasten og et sejl på mesanmasten, som altid var et trekantet latinersejl på denne tid.

 

 

 

Oprindelsen til latinersejlet er ukendt. Ved det romerske riges fald i år 476 e. Kr. havde alle skibe råsejl. Herefter foreligger ingen kilder, der kan give oplysninger om skibe og trafik i Middelhavet de følgende fire hundrede år. Først hen imod slutningen af 800-tallet viser græske manuskripter nogle skitser af skibe med trekantede sejl på en skråtstille! rå. Disse sejl kaldes stadig latinersejl. De var muligvis indført i Middelhavet af araberne, men ingen ved, om de har deres oprindelse l Arabien eller Polynesien.

Op til 1200-tallel anvendtes udelukkende latinersejl i Middelhavet, men herefter vandt råsejlet igen frem under vesteuropæisk påvirkning. Latinersejlet anvendtes på denne tid især som mesan på større skibe langs hele Europas kystlinje og nåede Østersølandene i slutningen af 1400-tallel samtidig med udbredelsen af det kravelbyggede skibsskrog. Frem til midten af 1700-tallet blev latinersejlet anvendt internationalt i almindelighed som mesansejl. Derefter blev det fortrængt til fordel for gaffelsejlet.

 

 

 

På den svenske flådes kystgalejer anvendtes latinersejl, så længe disse skibe var i brug; den sidste blev bygget i 1749. Sejludviklingen gik imidlertid i den modsalte retning for små skibe og både, og i Middelhavet, Det røde Hav og Den persiske Golf er det almindelig! i dag at se fartøjer rigget med latinersejl. Da latinersejlet skal føres på den læ side af masten, egner det sig ikke til vending ved vinden (stagvending) i smalle kanaler. Del latiner-riggede fartøj vender for vinden (kovending), og sejlet tages rundt foran for masten og skødes på den ny læ side, når fartøjet kovender. Store arabiske dhows sejler stadig efter dette princip fra Den persiske Golf til østafrikanske havne så langt ned som til Zanzibar. De krydser aldrig op mod vinden, men sejler til Afrika i nordøst-monsunens gunstige med- bør og vender tilbage til Den persiske Golf med sydvest-monsunen. De kan derfor kun fuldføre en sådan rejse om året, ligesom de indiske kornskibe kun foretager én rejse om året til Rangoon efter ris til Ceylon. Latinersejlet var verdens første stagsejl. Mens det nød stor popularitet i Det nære Østen og Middelhavet, begyndte andre typer sejl at dukke frem L Europa. Man kan følge denne udvikling særlig godt i Holland og Friesland.

I løbet af 1500-tallet blev Holland den stærkeste sømagt, idet det hanseatiske forbunds herredømme på havene blev brudt. Ved at sejle på Rhinlandets vidt forgrenede vandveje havde hollænderne udviklet kunsten at navigere små skibe i kanaler, floder og lavvandede kyststrækninger mellem øerne. Råsejlets manglende egenskaber ved krydsning og især ved stagvending i smalle kanaler skabte nødvendighed for nye typer sejl, og hollænderne udviklede således to nye langskibssejltyper: sprydstagssejlet og stagsejlet.

 

 

 

Det første er et rektangulært sejl agten for masten, der holdes udspilet af en diagonalt placeret sprydstage. Sejlet viste sig at være særdeles anvendeligt og blev derfor det mest almindelig anvendte sejl på mindre sejlbåde i Nordeuropa. Det blev efterhånden også anvendt på større fartøjer, og er i dag bedst kendt fra Themsens pramme, hvor sprydstagssejl stadig anvendes. Man ved imidlertid ikke, om det hollandske sprydstagssejl er en genopdagelse, eller om dets anvendelse simpelt hen har været upåagtet, da man har viden om, at sprydstagssejlet var kendt i det Østlige Middelhav omkring år 100 e.Kr.

Med sprydstagssejlet agten for masten var der en tom plads under staget foran masten, og det var derfor naturligt at føre et trekantet sejl på dette slag. Omkring 1525 blev der anvendt både med sprydstagssejl og stagsejl. Fremkomsten af forstagsejlei blev fulgt af et nyt stagsejl, klyversejlet, som sattes på en bom, der rakte frem over boven. Disse stagsejl blev hurtigt udbredt i hele Vesteuropa, men del var ikke før slutningen af 1600-tallet, de dukkede op på større skibe med råsejl. Et andet langskibssejl, luggersejlet, kom til Europa noget senere. Det er et rektangulært sejl hejst på en skråtstille! rå med faldet nærmest den forreste rånok. Også herom ved man, at luggersejlet anvendtes i det østlige Middelhav omkring år 100 e.Kr.

 

 

19990803-185242-L

 

 

 

Man ved ikke med sikkerhed, om luggersejlet var en videre udvikling af latinersejlet, hvor det forreste trekantede hjørne blev skåret væk, eller om det stammer fra råsejlet ved at flytte faldet nærmere til den ene ende af råen og samtidig føre det langskibs. Luggersejlet blev i Europa mest anvendt i engelske og franske farvande i Kanalområdet. Franske fiskere og smuglere såvel som private samt toldbåde med skarpe linjer og hurtige skrog blev ofte rigget med luggersejl, som også kaldes Chasse Marée. Engelske og skotske fiskere anvendte luggersejl, indtil sejlfiskerbådene fortrængtes af motorbåde. Sejlskibes både, på såvel handels- som orlogsskibe, havde almindeligvis også luggersejl, for det meste med en-mastet, men også med to- og tremastet rigning.

Der var to slags luggerrigning: den ene med fast rå og den anden med drejelig rå. På førstnævnte var sejlets hals fastgjort til masten og kunne tage vinden på begge sider, men det var dog mest effektivt, når råen var på læsiden af masten. Med drejelig rå blev sejlets hals fastgjort lidt foran masten nær ved stævnen. Det blev altid hejst på mastens læ side og måtte vendes til den ny læ side ved hver vending for vinden. I ældre lid havde fiskerbåde almindeligvis ingen vant på masten. Sejlet blev sat på mastens læ side, og sejlets fald blev fastgjort på bådens luv side og virkede som bagstag. Når vindretningen eller kursen skiftede blev sejlet skiftet til den ny læ side og faldene til den ny luv side.

Foruden latinersejlet i Middelhavet, luggersejlet i Vesteuropa og sprydstagssejlet i Nordeuropa anvendtes råsejlet stadig på mange mindre fartøjer. Roslag-bådene fra Stockholms skærgård havde råsejl indtil slutningen af 1700-iallet, og den norske nordlandsjagt havde råsejl så længe denne bådtype anvendtes.

 


 

Det oprindelige råsejl, som havde tjent søfarten i adskillige tusinde år, var helt forskelligt fra de andre typer langskibssejl. Da skibene blev større og masterne højere, blev antallet af sejl på hver mast også forøget. Efter midten af 1500-tallet førte større skibe et tredje sejl, bramsejlet, som blev rigget over mærssejlet. I begyndelsen af 1600-tallet blev der rigget endnu et sejl, sprydsejlet, på en mast på enden af bovsprydet. Et upraktisk råsejl, masten var meget dårligt afstaget og ofte tilbøjelig til at vælte. Alligevel blev sejlet anvendt i mere end hundrede år, før det forsvandt til fordel for slagsejlet, klyveren.

De første stagsejl på større skibe blev sat mellem masterne som storstagsejl, storstængestagsejl, og mesanstag-sejl. Desuden var der forstængestagsejlet, som blev sat på et særligt stag fra forstangen og parallelt med for-stængeslagel. Dette stag var nemlig så behængt med blokke og løbende gods til sprydsejlet, at rigningen til det nye stagsejl var årsag til mange vanskeligheder. Forstængestagsejlet var imidlertid betydeligt mere effektivt end både spryd- og blindesejlet, og i begyndelsen af 1700-lallet forsvandt disse sejl fra rigningen. De blev som tidligere nævnt erstattet med klyveren, som blev sat på en ny stang, klyverbommen, der blev riggel i forlængelse af bovsprydet..

Ved begyndelsen af 1700-tallet var rigningen blevet funktionsmæssigt bedre end tidligere. Sejlene kunne rebes effektivt, og rigningen tillod en bedre brasning af ræerne, hvad der betød en gunstigere sejlads for bidevind d.v.s. skråt op imod vinden. Læsejlet, som i nogle tilfælde havde almindeligt. Det anvendtes ved plat- og rumskødssejlads for at øge sejlarealet, ligesom spileren på moderne lystsejlere.

Mod slutningen af 1700-tallet begyndte større skibe at føre el fjerde sejl over bramsejlet: bovenbramsejlet eller som det nu til dags mere benævnes: røjlen. I linjeskibe blev det altid sat fra dæk, og nar det skulle beslås, blev det taget ned på dækket. I handelsskibe blev det imidlertid et stående sejl med fast røjl.

 


 

En vigtig forbedring for sætningen af sejlene fremkom i begyndelsen af 1800-tallet, da jackstaget på ræerne kom i anvendelse. Sejlets overlig blev bændslet til jackstaget med råbånd i stedet for at have surringer rundt om råen. Dette lettede arbejdet med at sætte og rebe sejlene og især med at beslå dem, idet sejlet kunne rulles sammen og surres oven på råen. Uden jackstag på ræeme kunne de store jernskibe, der senere blev bygget, ikke have sejlet med så lille en besætning, som de gjorde.

Efter Napoleonstiden blev større skibe rigget med et femte sejl, skysejlet eller skyskraberen, som førtes over røjlen. Det blev aldrig videre udbredt, men var mest anvendt på clipperskibenes tid i midten af 1800-tallet. Nogle clippere førte yderligere et sejl, månesejlet, over skysejlet. Det blev sædvanligvis kun ført på stortoppen. Undtagelser kan altid findes, og en af de mest bemærkelsesværdige er beskrevet i en beretning om en engelsk korvet, der jagede slaver i del dampende hede og næsten blikstille farvand i Beninbugten. Søfolk fortæller, at den førte røjl, skysejl, månesejl, himmel stræbe r, engelstræber og skyspreder — alt sammen over bram-sejlet.

Industriens fremskridt og udvidelse t 1800-tallel frembragte smukkere forarbejdet rigning. Mekaniske rignings-forbedringer blev også til gavn for sejlene. Kovse og karabinhager blev indført og senere hen sjækler. Både råsejisfald og -skøder blev udført af kæder. Tidligere var skødbarmen en del af ligtovværket, som dannede et øje, hvori skødet og givtovene blev fastgjort. Nu blev det almindeligt at sætte en kovs i skødbarmen og senere at fastgøre en skinkel i øjet. Endnu senere blev der indsplejset en smede jernskovs i ligtovværket i større skibe med dobbelte mærssejl blev der i skødbarmen med en strop fastgjort en blok, igennem hvilken skødet førtes. Skødet blev stadig fremstillet af hamp.

 


 

I orlogsskibe, hvor det blev mere og mere vigtigt at kunne sætte og beslå sejlene hurtigt, blev alt løbende gods forsynet med lerse, så bugliner, gårdinger, givtove og skøder kunne løsgøres på få sekunder, og et mærssejl skiftes på få minutter. Da man i den sidste halvdel af 1800-tallet begyndte at bygge større skibe af jern og siden af stål, blev først det stående og senere det løbende gods udført af wire. Også til sejlene anvendtes wire. De store råsejl blev forsynet med både side- og underlig af wire, og på stagsejl anvendtes wirelig på agter- og underliget, men ikke på standerliget, da dette skulle foldes langs staget, når sejlet blev halet ned.

I forbindelse med de langskibssejl, der allerede er nævnt - latinersejl, sprydstagssejl, stagsejl og luggersejl - er der endnu el sej], gaffelsejlet, som gradvis skulle fortrænge alle de andre. Det blev udviklet fra sprydstagssejlet ved at afkorte og hæve sprydstagen samt fastgøre overliget på stagen. Den forreste ende med gaffelen, som delvis omslutter masten, gav navn til både stagen og sejlet. For at være i stand til at hejse gaffelsejlet måtte masten være højere end sejlet, så at faldene, klofaldet og pikfaldet, kunde fastgøres over gaffelen. Billeder af gaffelsejl er noget yngre end af sprydstagssejl, men findes dog fra så langt tilbage i tiden som midten af 1600-tallet.

Langsomt fortrængte gaffelsejlet de andre typer langskibssejl. Postbåde og andre halvofficielle tjeneste fartøjer, som sejlede med post og passagerer i fast rutefart, toldbåde, større lodsbåde og lignende fartøjer var blandt de første, som anvendte gaffelsejl. I løbet af 1700-tallet blev det efterhånden mere almindeligt at rigge handelsskibe og mindre orlogsskibe med gaffelsejl. På større handelsskibe, f.eks. slettoppede skonnerter og barkentiner, begyndte man i løbet af 1800-tallet at anvende gaffelsejl.

Navnlig i Nordamerika begyndte der i slutningen af århundredet at dukke mangemastede skonnerter frem. Mange var fir- og femmastede, adskillige seksmastede og en enkelt var syvmaslet. Nogle var så overordentlig store, at der krævedes dampspil til at hejse de store gaffelsejl. De ydede deres bedste ved rumskødssejlads i rolige kystfarvande, men var vanskelige at sejle plat for vinden i hårdt vejr. Når de anvendtes på havsejlads, var deres sejlegenskaber sædvanligvis meget ringere end fuldriggernes.

 

 

 

 

thumb sejl_4

Klik på billedet for at se det i stor størrelse

 

thumb sejl_5

Klik på billedet for at se det i stor størrelse


thumb sejl_6

Klik på billedet for at se det i stor størrelse


 


Gå til top