Karakteristik: |
»Halvandenmastet« fartøj med stormast og lille mesanmast, kunne føre såvel bredfokrå som topsejlsrær. Skroget som jagtens fyldigt og oftest spejlgattet. En variant er evertgaleasen. |
Størrelse: |
36 nettoregistertons |
Bemanding: |
3-5 mand |
Fart: |
Nord- og Østersøfart, men er endvidere set i såvel fart på Island, som Middelhavet og i enkelte tilfælde endog Vestafrika og Vestindien |
Tidsrum: |
1770'erne til 1900-tallet. Var den absolut dominerende fartøjstype i Fanøflåden i 1840'erne og 50’erne |
Evertgaleasen ”Johanne” af Fanø, malet udfor Helgoland, med en beskeden galeaserig. Det høje dækshus er særdeles karakteristisk for Fanøfartøjer fra denne periode. Orig. (H&S.).
Galeasen ”Anna Dorthea Othelia”. Bygget i 1845 på 20 K. L. Ført af Jens Hansen Jessen, Nordby.
Galeasen ”Nordby”. Fra Marineforeningen, malet af K. Kannegaard, 1982, også kendt som Kis Sharasuvana. Bygget i Nordby 1888, R.T. 31, reder og fører A/S M. J. Mortensen. Senere reder var A/S L. J. Holst, fører A. Møller. Solgt 1904.
Galeasen ”Ellen”, skipper R. Nielsen Svarrer
Galeasen ”De tvende Brødre” af Sønderho, kapt. Thomas Sonnichsen.
Rigningen på en galease kunne i første halvdel af 1800-tallet se ganske »høj« ud i forhold til senere tiders galeaserig. Stormasten med stang kunne bære ikke alene storsejl, stagfok, klyver og jager, men som sluppen tillige en bredfok og ovenover et par topsejl. Hertil endvidere efter omstændighederne læsejl på løse spir.
Galeasens varianter hænger sammen med den stadige dobbelthed i typebefegnelserne - rigning og/eller skrogform. Evertgaleasen er let forklarlig, der var blot tale om en stor evert, som blev galease rigget. Betegnelsen »kufgalease«, igen om et fartøj fra Vadehavet, hvor den halvandenmastede kuf, traditionelt galease rigget, således lidt overflødigt udstyredes med denne dobbeltbetegnelse.
Tilsvarende besværligt er det med jagtgaleasen, som dukkede op i slutningen af perioden. Fartøjer med jagtens fyldige skrog og flade agterspejl synes umiddelbart blot at skulle kaldes galease, når rigningen svarede dertil. Hvorfor da en speciel betegnelse?
Svaret ligger igen i forholdet mellem skrog og rigning. »Jagtbygget« blev over midten af århundredet en betegnelse for skibe, som bevidst udformedes med jagtens traditionelle og karakteristiske kendetegn, det store spejl og den fyldige bov. Forså vidt var de fleste galeaser »jagtgaleaser«. Men ændringer i byggemåden, som de ikke mindst gjorde sig gældende for skonnertens vedkommende, gjorde, at »jagtbygning« kontra noget andet og mere »moderne« efterhånden blev noget, man »gjorde forskel på«.
Galeasen er altid to-mastet, og er som slet-skonnerten rigget med to gaffelsejl. Den er et mindre fartøj - omtrent 50-100 tons. Den væsentligste forskel mellem en galease og en sletskonnert, er at galeasens master er pæle-master, d.v.s. at de er lavet i ét stykke. Som det væsentligste ved en fjernkending, er den agterste mast lavere end stormasten. Dertil er galeasens rig oftest enklere end sletskonnertens; f.eks. har galeasen ikke så mange forsejl (stagsejl), og da der ikke er plads til et stag fra den ene mast til den anden (fordi den ene er for lav), må stormasten stages med to bagstag fra toppen af godset og til dæks i borde - noget lignende som på et moderne lystfartøj.
.
Galeasen ”Emanuel”, 25 K. L., bygget i Nordby 1825 af Joh. F. Schrøder. Først af S. S. Terkelsen, d. 1837, 61 år.
Galeasen ”Flora”, 32 K.L., bygget i Sønderho 1804. forlist 1853. ført af Th. N. Thækker, Sønderho, DBMD, d. 1878, 62 år.
Galeasen ”Johanne”, 20 K.L., bygget i Nordby 1817 af H. H. Knudsen, yngre. Forlist 1827. ført af J. P. Kallesen, d. 22. marts 1842, 46 år.