Skonnert


Karakteristik:

Tomastet fartøj med fokke- og storstykke eller delt i to med undermast og topstang. Uden råsejl på fokkemasten kaldes typen foran-agterskonnert. med topsejlsrær for topsejls- og med bram rå for bramsej] skonnert. Skroget skarpt og oftest hækbygget - efterhånden vandt klipperstævnen (den skarpe, hule stævn) indpas, mens den jagtbyggede skonnert ikke ses på Fanø

Størrelse:

86 nettoregistertons

Bemanding:

4-8 mand

Fart:

Typisk Nord- og Østersøfart, men også Middelhavs-, Vestafrika-, Vestindiens- og Sydamerikafart lå indenfor denne fleksible skibstypes muligheder. Enkelte skonnerter er endog set i Kinafart og på Nordamerikas vestkyst

Tidsrum:

Ses bygget på Fanø allerede omkring 1800. Vinder dog først indpas i Fanøflåden i 1840'erne og 50'erne og er i 60'erne og 70'erne den dominerende skibstype. Udkonkurreres i 1880'erne af større skibstyper


skonnert-emanuel


 

Skonnerten ”Emanuel”.

 

I slutningen af 1700-tallet begyndte danske skibsfartskredse så småt at anskaffe tomastede skonnerter med eller uden råsejl på fokkemasten.

Op til omtrent 1850 betød betegnelsen »skonnert« primært et to-mastet fartøj med master dannet af to stykker (undermast + topstang) og hvoraf den agterste var den højeste (det samme gør sig gældende for bestemmelsen af alle - også nyere - skonnerter). Nogle af de ældre skonnerter havde en lang fortop, hvorpå der hejstes - eller var anbragt - 2 råsejl; det øverste kaldtes boventopsejl mod senere bramsejl, og sejlet underneden dette kaldtes foretopsejl; alle varianter kaldtes dengang blot »skonnert« idet skonnerten indtil ca. 1830'erne bedømtes lige så meget på skrogets skarphed (markant V-formet bund) .

Foretopsejlet ses på ældre afbildninger som et stort næsten kvadratisk råsejl på fokkemasten. Udviklingen gik således, at det omtrent midt i 1800-tallet blev delt i to; i henholdsvis over- og undertopsejl. Betegnelsen ”top-sejlsskonnert” betyder derefter almindeligvis, at der er to råsejl på fortoppen, og »bramsejlsskonnert« betyder, at der over disse to er et tredje råsejl kaldet bramsejlet.

Denne inddeling forstyrres dog af, at enkelte skippere vedblev at sejle med udelt foretopsejl, og af, at en rigning kunne indrettes på forskellige måder efter behov. Der er derfor så mange undtagelser, at der ikke er plads til at gøre rede for dem alle.


Peder-og-Niels skonnert KN13549


Skonnert PEDER OG NIELS på 124 tons br. byggedes i Nordby 1866 af Niels Nielsen og tilhørte et rederiaktieselskab ved H. N, Ankersen. Nordby. Skibet formodes at være totalforlist på Jyllands vestkyst i tiden mellem 4. og 6. august 1882, idet to planker af dets agterspejl med navnebrædt drev i land ved Husby Klit. Det var på rejse fra Blyth til Karrebæksminde med en ladning stenkul.

 

 

Forenagter eller sletskonnert

 

I slutningen af 1700-tallet begyndte danske skibsfartskredse så småt at anskaffe tomastede skonnerter med eller uden råsejl på fokkemasten. Forenagteren er et to- mastet fartøj, hvor den agterste mast er den længste i modsætning til galeasen. Forenagteren fører, ud over en bredfok, ingen råsejl. Bredfokken anvendes nærmest i lighed med en spiler i vore dages lystsejlere. Det klipperbyggede skrog benyttedes til denne skibstype almindeligvis. .

 

Forenagterskonnerten er som nævnt rigget med to master, der begge er i to stykker - benævnt skonnertmaster - rigget med gaffelsejl og gaffeltopsejl. I nogle tilfælde riggedes forenagteren med pælemaster, og når dette kombineredes med et jagtbygget skrog kaldtes skibet for en jagtskonnert. Ud over bredfok, var enkelte af de ældste forenagtere forsynet med et mindre råsejl under godset, denne type kaldes for skværtopsejlsskonnert. Størrelsesmæssigt lå disse skonnerter på en 30-50 brt. for de skonnerter, der lå i nærfarten og en snes tons større for dem der f.eks. - lå i Islandsfarten

 

 

 

Otto 2M-topsejlskonnert 1877 FOS-4729-11


 

Bygget i Thurø 1877, 103 rt. Reder og fører A/S N. H. Fischer, Sønderho.


Tremastet skonnert

 

Karakteristik:

Som skonnerten blot i en tremastet udgave med mesanmasten tilføjet. Også barkentiner (tremastede skonnertbrigger) skjuler sig i skibslisterne under denne betegnelse.

Størrelse:

118 netto registertons. Største hjemmehørende skib af denne type var på 358 nrt. (1897).

Bemanding:

6-10 m

Fart:

Nord- og Østersø-, Middelhavs-, Vestafrika-, Vestindiens-, Sydamerika- og i enkelte tilfælde Stillehavsfart.

Tidsrum:

1869-1919. Typen har sin storhedstid i Fanøflåden i 1890'erne, men når her aldrig samme udbredelse som fx. i det sydfynske område

 

 

Marie-Louise-288-nrt new

 

Fører Laurids A. Mecklenburg.


Anne-&-Emmy-FOS-4742-9

ANNE & EMMY var en tremastet skonnertbrig på 275 tons br. Den byggedes i Oscarshamn 1894 af C. Thoren til et rederi i Nord­by, repræsenteret ved S. J. Fårup, og førtes af kaptajn N. Svarrer, Nordby.

 

Skibets første rejse gik fra Oscarshamn til Hartlepool med træ­last, og den 19. oktober anløb det Københavns Red på rejsen til Hartlepool, som nåedes den 15. november. Derpå indtog skibet kullast i Sunderland til Bonanza i Spanien, hvorefter der lastedes salt i Gadiz til Rio Grande. De følgende år sejlede skibet hoved­sagelig i Rio Grande-farten og på Vestindien, I 1900 og 1901 gik Anne & Emmy mest på Nord- og Østersøen, men kom i 1902 atter ind i farten på Sydamerika. Efter at have losset salt i Rio Grande i marts-april 1902 sejlede skibet til Montevideo, hvor det indtog en last bestående af 12.000 huder bestemt til England. På denne rejse mødte skibet hårdt vejr, fik søskade og tab af rigning, og efter afholdt skibsråd den 28. maj 1902 besluttede man sig til at søge nærmeste nødhavn, hvilket var Rio Grande. Den 4. juni ankom skibet til barren ud for Rio Grande do Sul, hvor kaptajnen var nødsaget til at antage assistance mod bjergeløn for at komme ind over barren.

 

Efter en afholdt besigtelse kondemneredes skibet og solgtes først i august 1902 for 18.000 kr. Senere var det registreret i Pelotas og hed da Tarahorin.

 

Tremastet skonnert

 

Konkurrencen med dampskibene blev mere og mere følelig efterhånden som man nærmede sig århundredeskiftet. Mandskabskrævende rigningsformer, altså råsejlere gled derfor efterhånden ud af billedet med undtagelse af enkelte langfarter, hvor windjammerne stadig holdt skansen.

 

Sejlskibsfolkene taklede derfor nybygningerne på nye mandskabsbesparende måder. Det er her gaffelsejlet spiller en større og større rolle. Amerikanerne byggede nogle ekstremt store forenagtere. På et tidspunkt var sejlene imidlertid blevet så store, at de var uhåndterlige, og de blev derfor delt op på flere master. Den tremastede slettopper var allerede at finde i den amerikanske kystfart fra 1850'erne - i kul og tømmerfarten. Kravene til kapacitet voksede og skibene voksede med. Omkring 1880 var der således nogle af typen på 1100 tons. Det var alt for store skibe til denne rigningsform og firmasterne dukkede derfor op, og hurtigt efter kom femmasterne. År 1900 byggedes så den første seksmastede sletskonnert på en af de mange træskibsværfter i USA's nordøstlige hjørne. Ganske få af disse kæmpeskonnerter blev bygget af stål, heriblandt verdens eneste syvmastede fartøj den skonnertriggede »Thomas W. Lawson«, der byggedes 1902.

 

På dette tidspunkt dukkede den tremastede sletskonnerttype op i dansk søfart. Enkelte var bygget på Bornholm, men ellers var det først nu typen for alvor vandt indpas. Skonnerten er rigget på samme måde som forenagteren blot med en gaffelrigget mast mere agten for de to andre. For det meste var den agterste mast den korteste, i sjældne tilfælde var alle tre master lige høje, ligesom enkelte var rigget således at masterne tiltog i højde agterefter efter amerikansk forbillede. Den tremastede sletskonnert var økonomisk fordelagtig, idet den sejledes af en skipper, en styrmand og 3 drenge almindeligvis.

 

Et Nordbyrederi repræsenteret ved P. N. Harbye indkøbte i august 1889 fra Hamburg den tremastede skonnertbrig ANNA af Blankenese for 46.500 Reichsmark. Den var bygget i Brake 1880. Under dansk flag blev den ført af kaptajn J. J. Clausen og beskæftigedes hoved­sagelig i fart på Rio Grande og New York. Nogle af rejserne gik også til mexikanske havne.

 

p40

 

 

Tremastet skonnertbrig ”Anna”, bygget i Brake 1880

 

Skonnertbrig

Karakteristik:

En rignings variant af skonnerten, idet fokkemasten var tredelt (undermast, mærsestang og topstang) og fuldrigget.

Størrelse:

149 nettoregistertons. Største hjemmehørende skib af denne type var på 350 urt. (1878).

Bemanding:

7-9 mand

Fart:

Nord- og Østersø-, Middelhavs-, Vestafrika-, Vestindiens- og ikke mindst Sydamerika f art, hvortil flere skibe af denne type specielt var bygget

Tidsrum:

1850'erne til begyndelsen af 1900-tallet.. Typen vandt først for alvor indpas i Fanøflåden i 1860'ernes 2. halvdel og op gennem 1870'erne. Var i 1880’erne den dominerende skibstype i Fanøflåden, men fortrængtes derefter af barkskibene

 

Skonnertbrig

 

Kombinationer af forskellige mastetyper i skibene forekommer i flere tilfælde. Skonnertbriggen er således et tomastet fartøj, hvoraf den forreste, fokkemasten er fuldrigget, medens den agterste, stormasten er skonnertrigget. Mellem masterne føres mellemstagsejl. Skonnertbriggen er som navnet siger en kombination af skonnerten og briggen, hvorved begge sejltypers egenskaber benyttes. Råsejlet er at foretrække på de lange rejser, hvor passaten udnyttes med agterlig vind. Gaffelsejlet er nemt at manøvrere med og egner sig derfor bedst i kystnære farvande. Skonnerter med gaffelrig har dog også været anvendt på længere stræk, hvor der er mere ustadige vindforhold, f.eks. på den nordatlantiske fart. Gaffelsejlere har betydeligt nemmere ved at stagvende end råsejlerne, der ofte må halse rundt. Gaffelsejlet er desuden det sejl skibene kan gå tættest til vinden med. Skonnerten er således en god bidevindsejler. Skonnertbriggen beskæftigedes som regel på de lidt længere stræk som Vestfarten for de størres vedkommende ellers i europæisk fart. Størrelsesmæssigt lå typen på 150 til godt et par hundrede tons brt. .

 

Tremastet skonnertbrig eller barkentine

 

Barkentinen eller som den næsten altid kaldtes af de gamle sejlskibssøfolk den tremastede skonnertbrig er et fartøj med fuldrigget fortop og skonnertrigget stor- og mesantop. Betegnelsen top betyder hele masten og anvendtes tidligere meget i søfartssproget. Som navnet angiver har den tremastede skonnertbrig udviklet sig fra skonnertbriggen. Den optræder under dansk flag fra 1860'erne.

 

Fanøboerne havde en del af slagsen i Stillehavsfart. Fanøs sidste sejlskib var for øvrigt en barkentine, nemlig »Elisabetha« af Sønderho. Den solgtes til Marstal 1919. Barkentinerriggen var handy og typen afløste i mange tilfælde den mandskabsmæssigt tungere bark. Besætningsmæssigt kunne den sejles af 8-9 mand. Skønt der byggedes flest sletskonnerter i slutningen af sejlskibstiden blev der alligevel bygget barkentinere relativt sent.

 

Mange af de tremastede skonnertbrigger var bygget kobberfast dvs. at spiger og bolte var af yellowmetal, idet disse skibe havde kobberplader i bunden. Man siger de var kobberforhudede. Dette var for at undgå ormeangreb, når de sejlede på varmen. Hvis skibene var sat sammen med jernbolte, blev de zinkforhudede, da kobberplader på jernbolte ville bevirke stor galvanisk tæring.

 

Tremastet skonnertbrig MÆRDOR målte 281 tons br. Den blev bygget 1880 i Hayle af Harvey & Co. og tilhørte T. C. Guthrie, Glasgow. I april 1890 købtes den for 3250 pund sterling af „Rederi­aktieselskabet Mærdor" ved skibsreder P. N. Winther, Nordby. Den førtes af kaptajnerne P. Brinch og O. Mørch.

 

p203

 

 

Tremastet skonnertbrig ”Mærdor”, bygget i 1880 i Hayle.

 

Mærdor's navn var komponeret af kaptajn Brinch, der havde taget de tre første bogstaver i sin moders navn (Mærregrethe) og derefter de tre forreste bogstaver af navnet på hans forrige skib, Dorthea.

Den første rejse lastede skibet stykgods i London til Collastina og Rosario på La Platafloden og tog last retur til Falmouth f. O. Lossehavn blev Antwerpen. Næste rejse gik til Rio Grande do Sul, Puerto Alegre, Rio de Janeiro, Pelotas, Ceara, St. Thomas og videre til Laguna de Termmos., hvor der lastedes farvetræ til Glasgow.

 

Farten på østkysten af Sydamerika blev skibets fremtidige virke­felt. I juni 1902 var det en afstikker i New York fra Santos, men gik så tilbage til Rio Grande do Sul og lastede til Europa. Mærdor var også nogle enkelte rejser i Østersøen efter trælaster til Eng­land.

Efter at have udført en rejse fra Rio Hacha og retur til Ham­burg solgtes skibet i august 1911 til Belgien for 1100 pund sterling.

 

I 1913 var det som Brabo hjemmehørende i Punta Arenas, Ar­gentina.

Kilde: F. Holm-Petersen, Fanø Sejlskibe, 1956


p47


Barkentine ELISABETHA, Fanø-flådens sidste hjemmehørende sejlskib, på 325 brt., byggedes af stål i Tønning 1892 til N. H. Svarrer m.fl., Nordby, men afhændedes i 1897 til A/S ELISABETHA i Sønderho, hvis reder, kaptajn S. A. Fischer, også førte skibet, medens hans søn H. T. Fischer var styrmand om bord og fra 1898 førte ELISABETHA de næste 20 år. ELISABETHA sejlede hovedsagelig i Brasilien-farten, navnlig på Rio Grande do Sul og Hamburg. En af årsagerne til at skibet ikke gik tabt under Første Verdenskrig var, at ELISABFTHA under hele krigen sejlede på Amerikakysten.



Sejltegning-Elisabetha

 

Sejltegning af Elisabetha, der byggedes 1892 i Tønning 





Gå til top