Briggen opstår i løbet af 1700-tallet, og er i perioden en fast indarbejdet og almindelig rigningstype, dog med tyngdepunktet i første halvdel af 1800-tallet. En brig har to fuldriggede master. Briggen havde i begyndelsen 3 store råsejl pr. mast; senere deles mærssejlene i hver to, således at der fra ca. midten af 1800-tallet er 5 råsejl på hver mast, når røjl-sejlet øverst medregnes.

Endnu i begyndelsen af 1800-tallet sejlede en ældre variant af briggen kaldet en »snau-brig« eller blot »snau«. En »snau« var en lille tynd mast der var fæstnet langs agterkanten af stormasten. Dens formål var at bære bom og gaffel til brigsejlet der i dette tilfælde kaldes »snausejl«.

En snaubrig er et eksempel på traditionens vedholdenhed i maritime forhold, for det er ikke muligt, at finde en egentlig begrundelse for denne komplicerende rigningsdetalje, undtagen den, at gaffelens og bommens klolettere griber om den tynde snaumast; men da snaumasten forsvinder i løbet af de første 2-3 årtier af 1800-tallet (som en del af den almindelige forenkling af skrog og rig) da sker det uden at stormasten gøres tyndere.

Briggen var nok det mest brugte universelle sejlskib med en »historisk set« lang karriere. Endnu i 1870erne var ca. hvert 5. officielt registrerede skib en brig, omend en del af dem var gamle; omkring 1900 var der næsten ingen tilbage. I dens storhedstid op til midten af århundredet er briggen, sammen med fuldriggeren, grundstammen i den store oceangående handel. I den spændende og senere ret betydningsfulde fart på Sydamerika er det ofte brigger der anvendes. Det var også en brig der som det første danske skib rundede Kap Horn allerede i 1824. I de årlige rejser til Grønland med forsyninger var det bl.a. brigger der længst var i brug.

En væsentlig grund til briggens popularitet er rigningens enestående manøvremuligheder. Med et fuldt sejlareal tæt ved skrogets ender, kan sejlføringen bruges til at understøtte roret ved vendinger og manøvrer. Det hed om briggen, at »den kan vende på en tallerken«. Dertil er en tværstillet sejlføring god i passatsejladsen over havene. Briggens ulempe er besætningsstørrelsen; en typisk brig som f.eks. svendborgbriggen »Chr. VIII« fra 1840 på knap 200 brt, havde en besætning på  ialt 9 mand (kaptajn, styrmand, 1 dreng og 6 matroser); på et billede af senere dato er vist 4 matroser og en dreng som ind. en styrmand og kaptajn i alt giver en 7 mands besætning - hvilket muligvis er det mindste en brig kunne sejles med.

Briggen er i den fase hvor de første skibs-konstruktører etablerer sig udi provinsen, det mest tegnede fartøj. En stor del af de ældst bevarede konstruktionstegninger viser en brig - dels skoletegninger dels afbenyttede tegninger.

Størrelsesmæssigt rangerer briggen i mellemklassen, enkelte var dog næsten så store som en lille fuldrigger. Dens gradvise forsvinden skyldes nok dens relativt store besætning og komplicerede og kostbare rig der i tidens løb viser sig at kunne erstattes af enklere typer som f.eks. skonnertbriggen og barkentinen.