Bark


Karakteristik:

Tremastet skibstype, hvor såvel fokkemast som stormast er tredelt og fuldrigget (som hos briggen), mens den tredje mast mesanen -kun er todelt og udelukkende udstyret med gaffelsejl

Størrelse:

244 nettoregistertons. Største hjemmehørende skib af denne type var jernbarken »Sixtus« på 1707 registertons (1897).

Bemanding:

10-20 mand

Fart:

»Fanø« - den første Fanønybygning af denne type-blev bygget med henblik på Kinafarten - men Fanøbarkerne gik »World Wide«.

Tidsrum:

De første barkskibe ses i Fanøflåden i løbet af 1860'erne. Endnu i 1883 var kun 3 barkskibe hjemmehørende på øen, men i løbet af 1890'erne blev barken den dominerende skibstype i Fanøflåden. I 1897 var 56 barkskibe hjemskrevet på Fanø - knap halvdelen af hele flåden. De sidste barkskibe forsvandt under 1. verdenskrig

 

Georg-Schwalbe,-bark---1569---NHKM

 

 

3mastet bark Georg Schwalbe

28. september 1895. Købt af N H Svarrer, Sønderho fra Rostock, H Bauer,

 

21. januar 1903. Afsejlede med 700 tons stykgods fra Amsterdam til Celebes. Under en forrygende orkan tog skibet på 39 s og 16 w en voldsom brådsø over dækket, hvorved flere dæksbjælker brækkede, storlugen sønderslåes, og anden betydelig skade anrettedes på skibet, som tillige blev læk. Efter afholdt skibsråd, besluttedes det at søge nødhavn og den 13-05-1903 ankom skibet til Cape Town. Den 09-07-1903 blev vraget kondemneret og solgt for 2500 kr.

Barken var en type, der begyndte at vinde indpas på de store have omkring midten af århundredet ofte på bekostning af fuldskibet, der krævede flere hænder til sejlmanøvre. Størrelsesmæssigt favner barken lige fra Marstals mindste »Chieftain« på 251 brt., bygget Scully Islands 1846 og indkøbt 1873 til verdens største sejlskib nogen sinde den femmastede bark »France II« af Dunkerque på 5633 brt. bygget af stål 1911. Mandskabsmæssigt ligger de mindste på en halv snes mand, et tal der kan ganges både med 3 og 4 for de største barkers vedkommende.


Fanø, der havde specialiseret sig i Stillehavsfart med jernskibe, anskaffede mange barker i de sidste 2 årtier op til århundredeskiftet - og barken står som symbolet på Fanølangfart skibene. Den store flåde af Fanøsejlerne, der toppede. lige før århundredeskiftet var en overgang størst uden for København, hvad tonnagen angår. Ifølge Flagbogen så tallene således ud for de største søfartscentre året 1893.

København: 487 skibe på tilsammen 111.583 netto,

Fanø: 116 skibe på 34.556 netto,

Marstal: 314 skibe på 26.379 netto

og Svendborg Told- distrikt, hvor Thurinerne var de dominerende: 287 skibe på 26.090,5 netto - heraf 4 skibe på 764,5 netto i Marstalsk eje.

Den meget hurtige opblomstring af Fanøstorsejlerne fik imidlertid en endnu hurtigere katastrofal afslutning. Storsejlerne blev uøkonomiske da århundredet drejer, og da første krig bryder ud er kun 4 tilbage og den allersidste »Elisabetha« afhændedes 1919.

I nogle farter holdt barken dog stadig ud f.eks. i salpeter- farten fra Vestkysten af Sydamerika rundt Hornet til Europa, her havde adskillige danske sejlere bl.a. Fanø- barker gjort sig gældende. Mest kendt er nok de franske og ikke mindst de tyske storsejlere, der blev bygget med denne fart for øje.

Barken THORA målte 411 tons br. og byggedes 1896 af Søren Abrahamsen, Nordby, til „Rederiaktieselskabet Thora", for hvilket skibsbygmester Abrahamsen selv var korresponderende reder. Den førtes af kaptajn Th. A. Thomsen.

 

p267

 

 

Skibsbygmester Søren Abrahamsens sidste nybygning, bark ”Thora”, under tilrigning i Nordby havn 1896. til højre sømandsskolens øvelsesskib ”Fortuna”.

 

 

Som ny afsejlede Thora fra Nordby Red 10. september 1896 og ankom 16. september til Antwerpen, hvor den indtog ladning til Algoa Bay. rejsen udførtes på 82 dage. Derefter fortsattes til Mau­ritius og videre til Menado i Hollandsk Indien, hvor der lastedes til Europa. 7. december var skibet tilbage i Antwerpen. I de følgende år fortsatte Thora i langfarten og kom vidt omkring. Efter i 1902 at have udført en rejse fra Amsterdam til forskellige pladser i Hol­landsk Indien, ankom barken 17. januar 1903 til Batavia. Her og i Padang indlastedes kaffe til New York. rejsen til New York varede 138 dage. I New York indtog skibet derefter last til Danmark, af­sejlede den 12. september 1903 og gjorde rejsen til Tuborg på 31 dage. Det var den eneste gang. Thora var i Danmark med last.

Under et ophold i Sydney N. S. W. i oktober 1912 solgtes skibet til lokale købere for 1000 pund sterling og omdøbtes til Manunui.

 

Kilde: F. Holm-Petersen, Fanø Sejlskibe, 1956

 

BARKEN

Betegnelsen »bark« stammer antagelig fra græsk eller koptisk og findes i variationer i de fleste europæiske kystlandes sprog. Den har i tidens løb været benyttet på mange typer skibe, lige fra store krigsfartøjer, galejer og handelsskibe til flodpramme, joller og lystfartøjer. En overgang var det også betegnelse paa den funktionalistiske, rummelige skrogtype, som afløste fregatten. Navnet videreførtes fra skrogformen til den rigningsform, som den hyppigst kom til at bære.

Barkrigningen begyndte at dukke op i slutningen af det 19. århundrede og er - efter ældre skibstegninger at dømme -udviklet dels af fregatrigningen, hvor mesanmastens råsejl bortfaldt, dels af snauriggen, hvis lille snaumast efterhånden rykkede agterover. Den tremastede bark havde to fuldriggede master samt sletrigget mesanmast foruden de sædvanlige forsejl og mellemstagsejl.

Den rigning blev meget mere populær blandt handelsskibene end fuldskibets. Den var billigere at anskaffe og vedligeholde, den krævede een eller to mand mindre at manøvrere. Den gav skibet bedre manøvreevne, og hvad sejleevnen angår, havde fuldskibet kun overvægten i let vind, når alle sejl kunne trække.

Barken fulgte med i clippertidens udvikling både hvad skrog og rigning angår. I den efterfølgende rationaliseringstid blev den forsynet med master og ræer af stål. Også i den stående og løbende rigning indførtes jern og stål, hvor det var muligt. Der blev indført håndspil til hejsning af de store råsejl og til at brase ræerne, og læsejlene forsvandt.

Barken holdt længere end fuldskibet i konkurrencen med dampskibene og var i sidste halvdel af det 19. århundrede meget udbredt blandt sejlskibsrederierne herhjemme. I 1897 var 58 barker mellem 244 BRT og 1740 BRT hjemmehørende på Fanø.


p12 1


 

Barkentine SØRINE på 265 brt. blev bygget i Nordby 1876 af skibsbygmester Chr. Graff til kaptajn S. P. Clausen m. fl. Den havde en vanskelig og bekostelig søsætning, der varede ca. 14 dage som følge af, at gieløberen agter sprængtes, således at agterskibet stod fast i mudderet. SØRINE sank ned i den bløde bund og kunne ved højvande nok flyde, men ikke hives over sandbanken udenfor, denne måtte graves bort, inden skibet kunne hives ud.

Efter 12 års langfartssejlads afhændedes SØRINE i 1888 til købere i Marseille.

 

 


Gå til top