Fuldskib


Karakteristik:

Tremastet skibstype med tre eller (tredelte master (tokkemast, stormast og krydsmast), som alle var fuldriggede med råsejl.

Størrelse:

1138 nettoregistertons. Det største hjemmehørende skib af denne type var »Copley« på 1696 registertons.

Bemanding:

18-24 mand

Fart:

»World Wide«.

Tidsrum:

De første fuldskibe ses i Fanøflåden i 1889/1890. I1 1890'erne og begyndelsen af dette århundrede omfattede Fanøflåden ganske enkelte fuldskibe, hvoraf et par blev nedrigget til barkskibe. Den sidste Fanøfuldrigger blev solgt i 1911.

 

p26 2

 

 

Jernfuldriggeren WILHELMINE på 877 brt. bvggedes i 1875 i Bremen. Den indkøbtes fra Hamburg i november 1890 af et nydannet re- deri med P. N. Winther som reder. Førtes først af kaptajn P. M. Oldefar og senere af M. J. Lauridsen og J. Warrer. I 1903 på rejse fra Guayaquil til Hamburg måtte WILHELMINE Søge ind til Falmouth efter 156 dages rejse for at ilandsætte kaptajnen og l. styrmand, der begge var syge. I august 1908 afhændedes WILHELMINE til Hamburg og omdøbtes til PRINZ LOUIS FERDINAND. 

 

De store lastførende sejlskibe mistede lidt efter lidt familieskabet med orlogsskibene, som havde eksisteret fra fregattens tid. Armeringen bortfaldt, efterhånden som sørøveri og kapervæsen ophørte. Galionen, der efter blindsejlets afskaffelse kun var unødvendig pynt, forsvandt sammen med gallerier og ornamenter. Det slanke, skarpe fregatbyggede undervandsskrog afløstes af barkskibet, en skrogforrn, der gav langt mere plads til ladning, men mindre fart, hvilket i øvrigt ikke var så påkrævet i monopolernes tid, da konkurrencespørgsmålet ikke kom i betragtning. Barkskibet var desuden billigere at bygge end fregatten. Herhjemme benævnedes de store handelsskibe ofte blot. »Skibe« eller undertiden »Spejlskibe« paa grund af det udprægede agterspejl. Hyppigst kaldtes de dog endnu fregatter.


Typen begyndte at vinde frem i slutningen af det 18. århundrede. Omtrent paa denne tid afløste også ratstyringen den tidligere brug af taljer og kolterstok. Kolterstokken var en lodret vægtstang, hvis ene ende med en løs ring greb om rorpinden, mens den. anden fra øverste dæk agter manøvreredes af rorsmanden.

Det buttede skrog fortrængtes omkring midten af det 19. århundrede helt af clipperskroget, som først blev indført i Amerika. Clipperen forenede god lasteevne med fart, idet dens skrog var meget langt i forhold til bredden. Den var skarp i stævnen, fyldig midtskibs og havde meget fine linjer agter med udpræget hæk.

Efter tradition fra kaper- og sørøvertiden var en hel del store skibe portmalede. Senere blev det almindeligst med sortmalede skrog eller -  når skibet sejlede paa troperne - med lysegrå eller hvid udenbordsmaling.

Den tremastede fregatrigning var gennem hele det 18. århundrede international standard for store skibe. Fregatriggede skibe havde  ofte en rå mindre på mesanmasten end på de øvrige master. Mindre tremastere førte fx. bramsejl på fokke- og stormast og kun mærssejl (krydssejlet) på mesanmasten, hvor der tillige førtes bommesan, men intet sejl på den underste rå, berginerråen.

Fra slutningen af det 18. århundrede begyndte man at give tremastede skibe lige mange ræer paa alle master, og det blev efterhånden almindeligt at bruge betegnelsen »fuldrigget« om skibe med denne rigningsform, selv om man blev ved med at kalde de tremastede handelsskibe for fregatter op til midten af det 19. århundrede, da benævnelsen »fuldskib« slog igennem. Det blev på den tid også almindeligt at benævne disse skibes mesanmast »krydsmasten«. Samtidig begyndte man at indføre dobbelte-mærssejl. I clippertiden førte adskillige fuldskibe et sjette lille råsejl, »skysail«, over røjlen på een eller flere af masterne.

.

Fuldskibet GLADSTONE, ex Francisco Calderon, der målte 1226 tons br., havde tidligere været dampskib. Medens skibet lå i London i maj 1891, indkøbtes det fra Sydney af rederiaktiesel­skabet „Gladstone", Nordby. Korresponderende redere var P. N. Harbye og C. P. Holm, og det førtes af kaptajn M, J. Christiansen.

 

p120

 

 

Fuldriggeren ”Gladstone”, bygget i Dumbarton 1873.

 

 

I august 1893 ankom skibet til New York fra St. Nazaire og ind­tog last til Java. Man afsejlede den 2. oktober, og 26. januar 1894 ankom man til Anjer og blev beordret til Samarang for losning. Derefter indtoges en kopralast i Tjilatjap, og den 9. maj afsejledes til Barcelona, en rejse, der skulle blive noget bevæget. Efter at have udstået voldsomme storme måtte man den 17. juni på 32° 47' sydlig bredde og 44° østlig længde dreje skibet til og lægge olie­poser ud, idet styregrejerne var slået itu under stormen. Fra den 3. til 5. juli blæste vestlige storme med orkanagtige byger. Store undermærssejl blæste bort, og skibet blev kastet om på Siden med Rånokkerne i vandet. Den 6. juli om aftenen kl. 7 skylledes sejl­mageren og en matros over bord fra klyverbommen, mens de, dog uden ordre fra officerernes Side, forsøgte at fastgøre klyveren. Begge de overbordfaldne forsvandt straks, og ethvert redningsforsøg var umuligt på grund af den store fare, skibet var udsat for i det frygtelige vejr. Den 7. juli knustes skylightet til Kahytten af en styrtsø. For at rette skibet op blev en del af ladningen kastet over bord. Olieposerne havdes stadig ude, og fire mand måtte stå ved styretaljerne; idet roret slog voldsomt. I den voldsomme slingerage forskød ladningen sig, og en brådsø knuste storbåden. Situationen var faretruende, og ved et afholdt skibsråd besluttedes det at søge nødhavn i Cape Town. Fra den 9. til 12. juli havde man atter svære vestlige storme, under hvilke flere sejl blæste bort, og donkeymaskinhuset knustes. Den 18. juli lykkedes det omsider at bjerge skibet ind til Table Bay, hvor en større Overhaling forestod, inden rejsen til Europa kunne fortsættes. Først den 11. september kunne man hive Ankrene hjem og sætte kursen mod Europa. 30. november passere­des Gibraltar, men først den 18. december nåedes Barcelona.

De følgende år sejlede Gladstone dels i salpeterfarten på Sydamerikas Vestkyst, dels på Australien med enkelte afstikkere til sydhavsøerne. F. eks. var skibet i Ny Galedonien i september/oktober 1899, hvor der lastedes til Emden.

 

I efteråret 1905 og foråret 1906 udførte det to kulrejser mel­lem Newcastle NSW og Gallao og ankom sidste gang til Callao 29. maj 1906. Derfra gik man til Lobos-Øerne for at laste Guano til Europa, og den 13. december 1906 ankom skibet til Antwerpen.

 

1907 solgtes Gladstone for 2135 pund sterling til skibsreder G, Mazelle, Genua, og omdøbtes til Antonio Marcelle. Fire år senere ophuggedes skibet i Pronda, Italien.

 

 

„Rolling Home,  rolling Home.

Rolling Home across the sea

Salling back across the ocean,

Rolling Home, dear land, to thee!"

Kilde: F. Holm-Petersen, Fanø Sejlskibe, 1956


Gå til top