Da Fanø købte sig fri af kronen i 1741, var forudsætningerne for fragtfart og handel allerede skabt.

De Fanøske matroser på de hollandske og tyske hvalfangerskibe ønskede med deres hyrer at få fod på eget dæk. Sparsommeligheden gjordet det efterhånden muligt selv at købe skibe, men en kongelig forordning af 18. marts 1776 om "det indenlandske Skibsbyggeris Opmuntring og Forfremmelse for Danmark og Norge" kom til at virke som en væsentlig fordyrelse. Den lagde en afgift på indførte skibe på 20 Rdl. pr. kommercelæst. 

I 20 år, indtil 1796, hvor afgiften blev nedsat til 10 Rdl. pr. læst, virkede denne bestemmelse som en af de faktorer, der satte skub i skibsbygningen på Fanø. 

Øens naturlige forudsætninger for skibsbyggeri var ikke gunstige. Der var ingen skove, så alt træ til skibsbyggeriet måtte importeres udefra, og nybygningernes søsætning blev vanskeliggjort af de smalle løb ved Fanø. Øens skibsbyggepladser var placeret, hvor et stort og fladt strandareal lå ud til et dybt vand. Sådanne steder fandtes både i Sønderho og Nordby og fra disse pladser blev der i årene mellem 1768 og 1896 bygget ca. 1100 skibe. 

I begyndelsen blev der søsat mange små fartøjer. Efterhånden som skibene blev større, faldt antallet af nybygninger, mens tonnagen til gengæld steg. 

Fanøs skibsbyggeri nåede sit beskæftigelsesmæssige højdepunkt omkring 1850erne, hvor ni skibsbygmestre tilsammen havde omkring 100 mand i arbejde foruden forskellige underleverandører, såsom smede, snedkere og bødkere. 

Fra midten af 1860erne voksede Fanøflåden så voldsomt, at øens egne værfter ikke kunne følge med efterspørgslen. Samtidig begyndte der i Sønderho, at komme problemer med tilsanding, så man ikke længere kunne søsætte de stadig større skibe. Nordbys skibsbyggeri forsatte en del år længere, men da Fanørederierne i 1880erne gik over til jern- og stålbyggede storsejlere, forsvandt grundlaget for det lokale skibsbyggeri. Det sidste Fanø-byggede handelsskib blev søsat i 1896.

De indledende forberedelser før man kunne bygge et skib, omhandlede først og fremmest at fremskaffe det nødvendige tømmer til skibsbygningen. Dette skulle om vinteren hentes hjem fra skovene på fastlandet, de rå træstammer lå da i havnen sommeren igennem fortøjet med jernkæder. Træ til skibsbygning må nemlig ikke være for tørt. Estrup skov og skovene omkring Gram leverede det meste af tømmeret til skibsbygningen på Fanø; det blev leveret i Ribe og enten sejlet over i pramme eller også flådet hjem. Var det isvinter kunne man bringe det over isen til øen. I 1830'erne leverede M. Brandt i Fohl skibstømmer. I 1839 havde han oplagret en ret stor mængde tømmer i Ribe men mistede størsteparten af det under stormfloden 8. januar 1839

I 1850'erne nævnes Hans Chr. Bennedsen i Gram og J. N. Thaysen i Langetved som leverandører. Tømmerhandler Chr. Lytzau i Ribe var også en af leverandørerne.

Kort over herkomsten af råmaterialet til Fanøs skibsbyggeri. Kilde: Fanø i sejlskibstiden.

Den mand, der bedst kendes som leverandør af skibstømmer, var Hans Hansen i Ribe (Hansen o æ Skibbrov). Han har leveret det meste, og efter Lytzaus død, alt skibstømmer til Fanø. Han havde 8 spand heste, der stadig transporterede tømmeret fra skovene i Estrup og Gram til Ribe. Han tog også gerne store parter med skibene, hvad de også de øvrige leverandører var flinke til.

Hans Hansen

Det nævnte tømmer ovenfor var eg og bøg; fyrretræ hjemførtes fra Norge og maste træer almindeligvis fra Altona. 

Det var af allerstørste vigtighed, at træet til skibsmaster er af allerbedste materiale, da hele sejladsens sikkerhed ofte er afhængig af kvaliteten. Træ, som skulle anvendes til master, skal ikke alene have styrke, men også være let, være bøjeligt og elastisk. Masten må nemlig ikke være så stiv, at den ikke giver efter for de pludselige påvirkninger, den ofte er udsat for. Træet til master er af fyr eller gran. Kvaliteten bedømmes af den erfarne mand ved træets kulør, dets hele udseende og dets lugt. Ved bearbejdningen skal spånen kunne vikles flere gange omkring en finger. Riga træ ansås for at være det bedste materiale. Masternes anbringelse og den hældning, de bør gives, er af største betydning for skibets evne til hurtigsejlads. Men så længe der blev bygget på klamp og ikke efter tegning blev denne del gjort på slump, men en dygtig og erfaren skibsbygmester der havde forståelsen heraf, var en mester i sit fag.

En skibsbygningsmester kunne etablere sig uden de store omkostninger, se senere omkring Lorentz Holst's to beddinger i Nordby. 

Byggestedet kunne være en plads på havnen eller på stranden. Skibsbyggerne kunne så vælge senere at købe eller betale leje for pladsen, alt afhængig af hvordan sognerådet håndterede pladserne.

Læs en oversigt over værfter ved Nordby havn. 

Skibsbygningen kunne også foregå på bygherrens hjemstavn, som beskrives her, hvor Søren Nielsen Rasch fra Ho sogn, handelsmand, sømand og landmand beretter om bygningen af galeasen "Anna Marie" 

I 1830 henvender han sig til tømmerhandler Krag i Ribe angående levering af tømmer til en galease på 23 alen køl, til levering på Mikkelsdag. Den 19. august anløber han Sønderho for at aftale nærmere med skibsbygmester Niels Sonnichsen om bygningen af skibet i 1831. Der var ikke kommet nok træ til Ribe, så sammen rejste de med Hr. Krag til Rødding for at udse og købe det manglende træ i skoven og få det fragtet til Ribe.  

Han befragter Jens Fisker i Sønderho til at fragte den del af tømmeret til Ho Bugt for 8 Rdl. De begyndte indladningen den 28. oktober. Søren Rasch fragtede selv kølen, 25 alen lang og 4 bergholtsplanker. På rejsen fik de kontravind og var først i Ho den 5. november, hvor de straks gik i gang med udlosningen, i alt 28 læs, hvilket de lagde på et stykke eng, tilhørende Rasch, hvorpå skibet skulle bygges næste år. 

Søren Nielsen Rash fortæller: "Den 25 april 1831 ankommer N. Sonnichsen med 5 mand fra Sønderho, og den 26. begyndte vi at bygge skibet med 8 mand, først blev kølen lagt 23 alen lang, arbejdet forsattes uafbrudt med 2 savskærere, 2 biarbejdere foruden mig selv og en mand jeg havde hyret, Christian Knudsen. 

2. maj begyndte 3 mand og jeg selv at afbrække og sløjfe mit gamle skib "Vindskibelighed", det tog 4 dage, da alt var bragt til byggepladsen, ca. 30 læs tømmer, jern og alle rundholter, hvoraf alt brugeligt skulle anvendes i det nye skib, såvelsom de nye bygningsmaterialer eg-, bøg-, og fyrtømmer, jern m.m., i alt en temmelig kapital ca. 1700 Rdl. til dagløn og kost samt uforudsete omkostninger har jeg beregnet 700 Rdl. Ultimo juni anså jeg skibet som halvt sejlfærdigt. 

Daglige tilskuere til dette så sjældne som kostbare arbejde, mangler aldeles ikke, da det er over et halvt århundrede siden her af Niels og Jens Knudsen med andres hjælp blev bygget et lignende skib. 

Den 1. juli betalte jeg alle mine arbejdsfolk, ialt 309 dages arbejde ved tømmerarbejder, foruden smede og håndlangere, i alt 171 Rdl. kurant. Den 7. rejste mesteren til Sønderho og videre til Åbenrå for at købe en stor mast, man kunne ikke få en nærmere. Den 9. kom 3 mand mere fra Sønderho i arbejde med klofatning. 

Ultimo august afskedigede jeg allerede 4 af mine tømmerfolk og gav dem til afklaring; i samme anledning og med al flid beværtede vi de øvrige på den sundeste og bedste måde. Ved bådsmand M. Thomsen, Sønderho, havde jeg fået bygmesterens materialer til skibets udsættelse bragt hertil. Den 20. september var masterne indsat og denne dags morgen gik vi med alle sognets folk, nogle fra Oksby, flere nysgerrige, 4 præstefamilier og 2 købmænd fra Varde, ca. 80 mennesker, til stedet. Aften kl. 6 var skibet udsat med stor anstrengelse fra den bratte og høje overopfyldte dæmning eller slidebane uden for brinkerne, der alt var, hvad jeg kunne forvente og med forlængsel længe har set den dag i møde.

Efter at have festet med glade ytringer og lykønskninger for dette skibs held, afskedigede jeg dagen efter atter 4 af mine tømmerfolk og smeden Jens Andersen fra Fanø. 

Efter at min galease var bragt flot og udtaklet, gjorde vi 13. og 14. oktober en besejling i fjorden, og alt svarede til min længe forventede ønskers fuldkommenhed og glade formål.  Jeg afskedigede da tømmermester N. Sonnichsen og hans folk. Den 16. oktober fik de alle deres dagløn udbetalt. Han udstedte mig et bilbrev i lovlig form. Jeg gav ham en rekommendationsattest, at han med fuldkommen geniale kundskaber og færdighed som skibsbygmester efter tegning og rids havde bygt min galease, der skal bære navnet "Anne Marie", og jeg med grund kunne anbefale ham som duelig og habil."

Se regnskab for bygningen til sidst i artiklen her.