Mitfanoe
Ane Cathrine, brig, NRSK, Nordby og Sønderho

 

ship-18-500x332 Skibsdata

 

 

 

Navn

 Ane Cathrine

Drægtighed KL

 

Hjemsted

 Nordby og Sønderho

Brutto tons

 207,07

Type

 Brig

Netto tons

 193½

Kendingsbogstaver

 NRSK

Længde

 101,1

Byggeår

 1878

Bredde

 22,1

Bygmester

 Søren Abrahamsen

Dybde

 11,5

Byggested

 Nordby

Forhudning

 

 

 

Bygget på

 Kravel på eg

 

 

Skibsfører(e)

Ført

Reder(e)

Reder for

 Niels Ankersen

Jens Nielsen Jensen og Poul Jørgensen Øhle

 1878 - 1889

 

 

1889 - 1893

 A/S "Briggen Ane Cathrines Rhederi

 1878 - 1893

 

Bygget i Nordby iflg. bilbrev d. 28.8 1878 hos skibsbygmester Søren Abrahamsen, Nordby i 1878 til A/S "Briggen Ane Cathrines Rhederi", stiftet d. 14.8 1878 med skibsreder Niels Hansen Svarrer som bestyrende reder og skibsfører Niels Ankersen som forretningsfører.

 


I 1889 solgtes skibet til Sønderho og bestyrelsen er nu med skibsfører Jens Nielsen Jensen som bestyrende reder og skibsfører Poul Jørgensen Øhle som forretningsfører.

 

På en rejse fra Buenos Aires til Kanalen for ordre med en ladning bestående at 11.000 saltede huder og ca. 32.000 horn og hornpils mødtes orkanagtige storme, som fuldstændigt ødelagde skibet.

Det besluttedes at gå i bådene, hvilket skete 25. november 1893 på 45 30' nord og 70 50' vest. Besætningen, som bestod af 7 mand, blev taget op af dampskibet ,,Manotis" af Liverpool og senere landsat i Gibraltar.

 

Slettet fra dansk register d. 30.12 1893

 

Kilder: 

Sønderhoslægter 1630- 1987, Anne Marie Grønnegaard, Hanne og Villy Nielsens samling om personer, bygninger og jord, N. M. Kromann: Fanøs Historie, bind I – III, 1934, Troense-samlingen (i kopi på Fiskeri- og Søfartsmuseet)., F. Holm-Petersen, Fanø Sejlskibe, 1956, F. Holm-Petersen, Logbog over Fanøsejlskibsflådens rejser, 1983 og Rosendahl

 

 

Ane-Cathrine,-brig,-1878

Briggen Ane Cathrine bygget i Nordby 1878, forliste under en orkanagtig storm i Atlanterhavet 25. november 1893 på rejse fra Buenos Aires til Falmouth f.o. Besætningen optoges af dampskibet Mariotis af London og landsattes i Gibraltar. (Efter farvetegning af M. Truelsen, Altona).

 

 

 EN BERETNING OM "ANE CATHRINE "
I Nordby fik jeg ikke hyre og gik så til Sønderho, hvor der dengang var mange skibe hjemmehørende, især af mindre skibe, galeaser og skonnerter, der sejlede på Nord- og Østersøen, og som almindeligvis var oplagte om vinteren i havne rundt omkring i landet; det lykkedes mig med besvær at få hyre som kok med briggen »Ane Kathrine«, skipper Jens Nielsen Jensen (senere marskandiser i Nordby). Jeg var lille af vækst, og kaptajnen mente ikke, jeg kunde løfte en gryde, men da mine fordringer angående hyre var små blev resultatet, at jeg skulle være kok i »Ane Kathrine« for en årlig hyre af 20 Daler og selv betale min rejse til Vejle, hvor skibet var oplagt. Midt i marts måned fik jeg besked om at indfinde mig om bord; helt lysteligt var det ikke for mig lille bondeknold, men man var ikke forvænt, thi jeg havde været ude at tjene siden mit 8. år.

 

Som sagt var der i de tider mange skonnerter og galeaser hjemmehørende i Nordby og Sønderho; dengang plejede skibene at lægge op rundt i danske havne, når efteråret og stormene kom. Mandskabet rejste da hjem og hyggede sig for vinteren; men når man nåede midt i marts, begyndte man at pakke kister og sække, og så i slutningen af måneden var der generalopbrud, og tilbage blev kun gamle mænd, kvinder og børn. »Nu kommer storkene«, sagde man overalt i landet. Storke var en fællesbetegnelse for alle Fanøsømænd; måske af den grund, at de kom omtrent samtidig med disse velkomne fugle. Min korte rejse til Vejle var allerede en hel begivenhed, for første gang kørte jeg med en dagvogn, og for første gang så jeg og kørte med et tog; mit første indtryk fra egnen i nærheden af Vejle prentede sig dybt i min hukommelse; jeg var kun vant til at se hede og flade landskaber derude i Vestjylland, som dengang næsten var blottet for trævækst. Omkring Vejle Fjord var der høje bakker og store skove, et herligt syn for en lille bondeknold, som knapt havde set noget stort højere end vore gravhøje på heden.

 

Kommen om bord begyndte straks det daglige arbejde, som man måtte se hurtigst muligt at lære, ikke alene at koge den daglige, meget beskedne mad, men så meget andet. Kokken skulle være med til alt. Kokken var alle mands tjener; Hænderne sad løse på skafterne den gang, og lussinger kunne man få fra enhver. Kokken skulle altid have klø Vi lastede korn i Vejle for Trondhjem og gik, så snart ladningen var om bord, til søs. Allerede den første nat i søen blev jeg stillet til roret for at lære kunsten at styre; der vankede da adskillige lussinger til at begynde med, men ellers lærte jeg det forbavsende hurtigt, og med hensyn til at kende kompasset, som ofte voldte drenge mange kvaler, faldt det slet ikke mig besværligt, og før vi nåede Trondhjem, var jeg fortrolig med kompasset. Uden for Trondhjemsfjord fik vi en storm og fik set søen i sin vælde og skibets tummel i bølgerne. Jeg tog slet ikke i betænkning at gå i vand til midt på livet, thi olietøj havde jeg ikke. Antagelig har kaptajnen set, jeg ikke var bange for vand, for han kaldte ad mig og spurgte, om jeg frøs og sagde: »Du er jo slet ikke søsyg«. Nej, det var jeg ikke, men havde været det nogle dage i forvejen; det fik ingen at vide. Da stormen havde lagt sig, sejlede vi ind i Trondhjemsfjord; jeg måbede ved synet af de høje fjelde, hvilket ikke er underligt; thi det kan man godt gøre endnu trods det, jeg har set adskilligt deraf siden. Da randt et vers af en gammel sang mig i hu, ret som var sangen for os.

 

Vi først til Trondhjem sejler og får en Akvavit,
de klipper dér er stejle, og folket er så frit,
man lever hele dagen af laks og sild og torsk,
der gives dog ej mage til noget, som er norsk.

 

I Tronhjem lastede vi sild til Kønigsberg, siden lastede vi tømmer i Danzig til Esbjerg havn. »Ane Kathrine« var første skib i Esbjerg dok, thi der var endnu ikke uddybet uden for dokportene. Vi havde losset hele lasten på reden, fordi der ikke var vand, at vi kunde flyde ind. Så blev det besluttet, at »Ane Kathrine« skulde hjem til Sønderho og fortømres, vi gik dertil gennem Kjellinglo (øst om Fanø). Ankommen til Sønderho blev skibet halet på land, og jeg blev afmønstret. Turen for mig havde ikke været nogen dejlighed; men man havde lært noget. Jeg husker et par dage efter, vi var gået fra Vejle, en ravnsort nat, da vinden kulede op, og topsejlet skulle rebes, og jeg lille bondeknold, som aldrig havde været i et skibs vant, alligevel blev ordret til vejrs i nattens mulm og mørke op på en svajende rå. Der toges intet hensyn; ofte tænkte jeg derpå siden, da jeg selv blev styrmand og fik drenge om bord, hvor ængsteligt jeg vågede over dem, til de lidt efter lidt blev fortrolige med at gå til vejrs. »Ane Kathrine« blev kaldt for en brig, hvilket ikke var korrekt; den var en galease, en fast galease kaldet, fordi der var to faste ræer på fortoppen, og storsejlet var på fokkemasten i modsætning til en skonnert, som har storsejlet agter, men skibet må sikkert have været en af de sidste af den type, eftersom jeg ikke mindes at have set en sådan siden

Relaterede artikler

Gå til top

End Of Slide Box