"Amant", skonnert af Sønderho

Sønderho skonnerten "Amant's" forlis i Storebælt d. 11. februar 1861, hvorved skipperen og dæksdrengen frøs ihjel.

Om forliset og dermed stående begivenheder er følgende hentet fra Kjerteminde købstads protokol.

Christen Andersen Schou, styrmand på bemeldte skonnert forklarede, herefter betegnet som "vidnet":

Mandagen d. 11. sidstleden, kl. mellem 9 om og 10 formiddag, kom skonnerten "Amant" på rejse fra Opnøe i nærheden af Scherneis bestemt til Flensborg med cement i fare med storm så stærk, at 2 sejl fløj væk og snetykning og islag satte sig fast på tovværket, at det ikke kunne skære gennem blokken og således var ude af stand til med behørig kraft, så hastigt som det udfordredes, at sætte at sætte storsejl til at klare læ grunde, så og med høj søgang.

Snetykningen var så stærk, at han stående på skibets agterende, undertiden ikke kunne se en kabellængde fra skibet. Man holdt sit lod stadigt væk og forsøgte at nå Kalundborg fjord og senere Samsø, men formedelst ingen landkending, turde man ikke vove skibet uden for gisnet bestiks grænse.

Man bestemte nu at holde opad Storebælt til Slipshavn for at høre posten om isen i Flensborg fjord og tillige for at oppebie stormens og snetykningens ophør. Vidnet, tilligemed skipperen antog nu, at det var rettest at stoppe så længe til, at det ville klare så meget, at de kunne få et kendeligt glimt af land at se, og troede de, som var på udkig for at observere brænding og overgrundene, at de dengang ej var ret langt fra Sprogø.

De drejede under og holdt skibet for små sejl en kort tid, hvor længe erindrede vidnet ikke med bestemthed, loddet altid gående, aftagende vand, 3 – 4 favne; nu sås, at søen brækkede på grunden, og var dette som af vidnet tidligere forklaret, kl. 9 eller 10 om formiddagen sidste mandag.

Man halsede nu med skibet og lå en kort tid igen, men vidste ej, for hvilken grund man halsede, imedens vidnet dog løst antog, uden dog på nogen måde at vide det, at det kunne være Falske Bolsaks eller én af de andre grunde i nærheden.

Vidnet fremhævede, at den stærke storm og den skrækkelige snetykning var årsag til, at man ej kunne orientere sig, hvor man befandt sig. Snart så én af mandskabet brænding i læ, og nu opgaves nu alt håbet om at klare grundene fra sig, endskønt man dog til det sidste holdt sejlene på skibet og skibet huggede første gang med de tilbageblevne sejl stående.

Nu kunne man ikke mere håbe at bjærge skib eller ladning, nu måtte bestræbelserne gælde at frelse livet, efter at skibet stedse kom længere ind på grunden. Derefter fortyndedes tykningen et øjeblik og der sås da et træ og et hus på land.

Vidnet kappede skonnertsejlet i forening med letmatros Brynhjolff Johnsen og gjorde alt klart for at kunne bjærge livet for dem alle, fik sat taljer på båden for at lette den over søen, at den ej skulle fyldes efterhånden, som man øste ud, men nu kom der en brådsø, som fyldte båden. Taljerne sprang begge og båden sloges ned i læ, man stak en pertline på båden og mente, at kunne holde den synkende båd på siden af skibet for mulig at kunne få den læns og derved bjærge livet.

Atter kom nu en bræksø og tog båden væk, hvor næst skipperen og letmatros B. Johnsen gik op på salingen og vidnet gik op med en presenning og bandt den op for at give læ for vejret. Vidnet tillige med skipperen, Hans Nielsen Pedersen og førnævnte letmatros sad nu på salingen.

Skipperen gik ned og nogen tid efter gik vidnet også ned og da vidnet kom ned på dækket, så han ved siden af ruffet skipperen og kokken, som hele tiden forud havde stået ved ruffet, liggende døde eller i hvert fald døende. Kokkens navn var Thomas Brinch Nielsen, hjemmehørende i Sønderho. Efter deres tilstand kunne vidnet med den bedste vilje intet som helst gøre til deres frelse.

De må være frosne ihjel. Klokken var da mellem 3 og 6 samme dags eftermiddag, nemlig fastelavnsmandag; nærmere kunne vidnet ikke angive tiden.

Foruden skipperen, styrmanden, førnævnte letmatros og den afdøde kok, bestod skibsbesætningen alene af matrosen Lars Jönson fra Malmø, og antog vidnet, som ikke havde set ham siden vidnet gik forbi ham i vantet, nu, at da hans senere skæbne var vidnet ubekendt, måtte han være gået over bord og druknet, så meget mere som han al eftersøgning uagtet, endnu ikke havde været at finde på landet.

Vidnet lagde sig i håb til gud i køjen i ruffet, som der af og til kom vand i. Siden kom letmatrosen også i dennes køje i ruffet og lå der til om morgenen, da der kom en båd fra land til skibet. Vidnet så sig nu nødsaget til formedelst kulde i alle lemmer og sult i omtrent 36 timer at forlade skibet, som vidnet kun for ej at omkomme begav sig bort i en sådan tilstand, at 4 mand måtte bære vidnet fra strandbredden til et af de nærmest liggende huse, hvor vidnet erholdt forplejning, navnlig føde.

Nogen tid efter så vidnet, at skipperen og kokken blev henkørte døde uden for det hus, hvori vidnet befandt sig, hvorpå vidnet gik ud og så skipperen samt kokken ligge på vognen.

Skonnerten "Amant" ejedes af skipperen, Hans Nielsen Pedersens svigerfar, skibsreder Jeppe Nielsen Pedersen. Den forulykkede skipper, der kun blev 31 år, var gift med Mette, født Brinch. Hun blev senere gift med skibsfører Søren Andersen Fischer og fik 8 børn i dette ægteskab.

Kilder: Kromann + F. Holm-Petersen