Skibsdata

 Herunder følger Sønderhodrengen. Niels Mandø Carstensens oplevelser til søs i begyndelsen af 1900tallet.
Niels Mandø Carstensen var søn af skipper Jeppe Carstensen og Johanne Cathrine Mandøe. Niels blev født i Sønderho d. 29.11 1886, han døde i Juelsminde i februar 1974.
Niels var tidligere overtoldbetjent i Nymindegab og senere i Juelsminde. Mens han opholdt sig i Nymindegab var han søretsmedlem og bestyrelsesmedlem i Lønne sogns sygekasse.
I 1968 udgav han bogen "En Fanødrengs erindringer 1968"
--
SØMANDSLIVET

Efter at være konfirmeret i efteråret 1900, var jeg trods fars ønske, indstillet på at skulle være sømand ligesom alle drenge fra Sønderho. Fars ønske var, at jeg skulle gå maskinvejen, og som han sagde, kunne jeg senere efter uddannelsen, alligevel tage tit søs som maskinmester. Fars erfaring og tanker med mig, havde måske også været rigtig, men det kunne man ikke dengang se.
Kort tid efter søgte jeg og fik hyre som messedreng ombord i J. Lauridsens damper "Nerma" af Esbjerg, og skulle rejse til Århus, hvor skibet lå. Mor var taget med mig til Esbjerg og fulgte mig på banegården. Jeg mindes endnu, som var det i går, da mor sagde farvel til mig, og det lød ordret således: Nå farvel min dreng, vil du love mig een ting, at hvad du end gør, så må du love aldrig at blive socialdemokrat. Om jeg lovede det, erindrer jeg ikke, men for mange i dag vil det synes, at det var et underligt løfte at forlange af sit barn, men man må tage tidspunktet i betragtning, idet socialdemokraterne den gang var skrappere end kommunister er i dag, f. eks. var deres program - ned med kristendommen og ned med kongedømmet - og det med kristendommen var for mor et meget vigtigt spørgsmål, men det skal tilføjes, at både socialdemokraterne og mor reviderede deres mening senere, og ved mors død i 1948, 86 år gammel, så mor anderledes på mangt og meget. Kun hendes kristenindstilling var ikke synderlig forandret. Far døde i en forholdsvis ung alder i 1918 kun 56 år gammel, det var en stor sorg og savn især for mor, der nu blev alene.

Nå, jeg nåede Aarhus og kom ombord i "Nerma" uden nogen særlig velkomsthilsen, det bruger man jo ikke i skibene, der er det kun værsgod at trække i arbejdstøjet, og man opdagede ret hurtig, at dette ikke var nogen lystrejse man var på, hvad jeg iøvrigt var bekendt med hjemmefra. Dagen efter startede vi sejladsen til Riga, og det var jo straks en stor oplevelse nu at komme ud på de store vande, selvom jeg allerede som 10-årig af min bedstefar var inviteret på en S-dages tur til Grimsby i England, der skulle foregå med DFDS.s rutebåd "Nidaros", der gik i fast fart mellem Esbjerg-Grimsby og hvor bedstefar var ansat.
At denne tur står for mig som den største oplevelse jeg mindes fra min drengetid, med sejlturen frem og tilbage, men ikke mindst den store og fremmede by Grimsby, var helt anderledes end hvad vi kendte hjemme i Sønderho, og selv vor naboby Esbjerg var en lilleputby, idet den på det tidspunkt ikke havde mere end nogle få tusinde indbyggere. Var turen og bedstefars omsorg for mig stor, så var hjemkomsten til Sønderho det største, idet jeg følte mig som en hel eventyrer, der ustandseligt overfor mine kammerater måtte fortælle og fortælle om denne tur, og følte rigtig, hvordan mine kammerater så op til mig, og jeg følte og føler stadig, at min første tur til Grimsby er een af mine store oplevelser.

Nå, vi sejlede videre til Riga og på hele turen var der mange nye oplevelser, men jeg måtte jo passe mit arbejde i kabyssen og servere i officersmessen samt sørge for rengøring i officerernes kamre, så man fik ikke så meget tid til noget udenom, og tonen ombord dengang var jo ikke lutter sødsuppe, men istedet, hold kæft knægt, og bestil noget.
Ved ankomsten til Riga fik jeg en stor og kærkommen overraskelse, idet min far stod på kajen og tog imod mig, han var 1. styrmand ombord i een af Alfred Christensens dampere fra København. Jeg tror bestemt at han var ligeså glad som mig over dette møde, selvom han vidste besked med, at vi skulle ankomme, modsat mig, der ikke vidste, at far var der. Nå, vi var kun sammen en 2 a 3 dage, så skiltes vore veje igen. Vi skulle til Leeds i Skotland og far til Rouen i Frankrig, men vort lille møde var til gensidig g1æde. Min hyre som messedreng blev ikke af Iang varighed, da min lyst havde været sejlskibene, hvorfor jeg allerede i foråret 1901 afmønstrede fra "Nerma" og fik hyre i som dæksdreng ombord i barken "Anna" af Sønderho, der lå i København og var på vej ind i Østersøen. 

Der føIte jeg mig straks bedre hjemme og med et helt andet arbejdsområde, hvor jeg i modsætning til "Nerma" nu skulle arbejde ude i det fri med sætning og bjergning af vore sejl samt at lære almindeligt sømandskab, selvom man derhjemme fra kendte en del hertil, så var der meget at lære - også sømandssproget - der til tider kunne være lidt saftig. Sommeren gik på denne måde. Vi sejlede mest med trælast fra Finland med enkelte ture ind imellem til Danmark, men denne dejlige sejlads med "Anna" fik samme efterår en brat afslutning, idet vi i en meget stærk og langvarig storm ud for Cap Lindesnæs i Norge mistede vor dækslast, der bestod af træplanker og skibet fik en svær lækage, så vi kun flød på vores trælast. Vi måtte nu se at få skibet drejet af for vinden og lænse mod Norges kyst, der Iå ca. 1 døgns sejlads forude.

På det tidspunkt, vi sprang Iæk, lå der en 4-5 andre sejlskibe underdrejet (det vil sige, at man ligger med mindst mulig sejlføring op mod vinden, uden at skyde nogen fart). Blandt disse skibe var den gamle "Georg Stage". Næste morgen, hvor stormen var taget noget af i styrke, kom der en stor norsk motor lodsbåd op langs siden idet han havde bemærket, at vi Iå med nødflag oppe. Han råbte om vi ønskede hjæIp, hvortil kaptajnen svarede, at såfremt de kunne slæbe os ind til den nærmeste havn, så ville han gerne, at de skulle hjælpe os. Vi fik nu en slæbetrosse over, og med den forbindelse startede vi så mod den norske kyst.

Kaptajn Mortensen og lodsbådens fører blev enige om at søge ind til Lillesand. Det kan ikke siges andet, end vi var glade nu, thi forholdene ombord var blevet næsten uudholdelig, idet den hårde og kraftige sø brækkede ind over skibet og vore mandskabsrum var under vand, og maden vi skulle opretholde livet med, var mestendels ødelagt af havvand, men inden vi begyndte bugseringen mod kysten, havde vi fået en ret god hjælp fra lodsbåden, der gav os proviant så vi kunne klare os. Efter at være ankommen til Lillesand blev resten af vor last udlosset, og det viste sig da, at der var slået en stor revne i bunden af skibet langs hele kølen fra for til agter. Skibstilsynet og forsikringsselskabet kom også ombord, og efter en tidsforløb, blev vor gamle rare "Anna" kondemneret, som det hedder i sømandssproget, det vil sige, at forsikringen udbetaler hele forsikringssummen og overtager skibet. Kort tid efter vor ankomst til Lillesand blev besætningen afmønstret, kun kaptajn Mortensen og jeg blev et stykke tid i Lillesand, hvor han bad mig hjælpe ham med overdragelsen af skibet, herefter rejste vi begge hjem til Sønderho.

Kort tid efter min hjemkomst fik jeg lovning på en hyre som letmatros ombord i Sønderho barkskibet "Martha" men skibet skulle først om et halvt års tid komme til Marseille i Sydfrankrig og det ville være for lang en ferie for mig, også rent økonomisk, hvorfor jeg i ventetiden kom med een af J. Lauridsens dampere, "Nancy". Da tiden nærmede sig, hvor "Martha" skulle ankomme mønstrede jeg af og tog en lille ferie derhjemme, thi nu skulle man jo rigtigt ud i verden og igen noget helt andet end det man havde oplevet hidtil.

Derom senere i en artikel om livet ombord i "Martha"

Læs også om barndomsårene i Sønderho og Niels's tid på navigationsskole i Nordby

Kilde: Eric D. Jensen