Ane Cathrine, skonnert, NJRQ, Sønderho

ship-18-500x332 Skibsdata

 

 

Navn

 Ane Cathrine

Drægtighed KL

 

Hjemsted

 Nordby/Sønderho

Brutto tons

 75,64

Type

 Skonnert

Netto tons

 Ca. 65

Kendingsbogstaver

 NJRQ

Længde

 69,4

Byggeår

 1853

Bredde

 18,3

Bygmester

 Laust Morten Jepsen

Dybde

 7,6

Byggested

 Nordby

Forhudning

 

 

 

Bygget på

 Eg

 

 

Skibsfører(e)

Ført

Reder(e)

Reder for

Peder Clausen, Niels Nielsen og Laurids Hansen Pedersen

1853 - 1883

Peder Clausen m. fl.

Skonnerten "Ane Cathrines Rederi"

1853 - 1870

1870 - 1883

 

 

"Ane Cathrine" byggedes i Nordby hos skibsbygmester Laust Morten Jepsen iflg. bilbrev af 10.3 1853 til et partsrederi ved skibsfører Peder Clausen.

"Ane Cathrine" solgtes i 1870 til Sønderho.

 

Skibets rederi var "A/S Skonnerten Ane Cathrine's Rederi", stiftet i 1870, dets bestyrende reder var skibsfører Niels Nielsen med sæde i Sønderho.

Skibet fik en mindre ombygning i 1874.

 

Iflg. rederiets anmeldelse af 1.10 1883 er skibet på rejse fra Bremen til London forlist i Nordsøen 16 mil udenfor Lowestoft d. 3. 9 1883, idet skibet sprang læk og sank.

 

Besætningen på 4 mand blev reddet af en fisker og landsat i Ramsgate.

 

Ladningen 230.000 pund rå asfalt, var fuldt assureret, værdi 3600 kr.

 

Skibet blev slettet af registret d.16.10 1883.

 


 

 

En betetning om livet ombord i "Ane Cathrine" i 1873 - 1874 - skrevet af skibsfører Bertel Clausen Jensen

 

I Nordby fik jeg ikke hyre og gik så til Sønderho, hvor der dengang var mange skibe hjemmehørende, især af mindre skibe, galeaser og skonnerter, der sejlede paa Nord- og Østersøen, og som almindeligvis var oplagte om vinteren i havne rundt omkring i landet; det lykkedes mig med besvær at få hyre som kok med skonnert »Ane Cathrine«, skipper Niels Nielsen (senere marskandiser i Nordby).

 

Jeg var lille af vækst, og kaptajnen mente ikke, jeg kunne løfte en gryde; da mine fordringer angående hyre var små, blev resultatet, at jeg skulde være kok i »Ane Cathrine« for en årlig hyre af 20 Daler og selv betale min rejse til Vejle, hvor skibet var oplagt. Midt i marts måned fik jeg besked om at indfinde mig om bord; helt lysteligt var det ikke for mig lille bondeknold, men man var ikke forvænt, thi jeg havde været ude at tjene siden mit 8. år.

 

Som sagt var der i de tider mange skonnerter og galeaser hjemmehørende i Nordby og Sønderho; dengang plejede skibene at lægge op rundt i danske Havne, når efteråret og stormene kom. Mandskabet rejste da hjem og hyggede sig for vinteren; men når man nåede midt i marts, begyndte man at pakke kister og sække, og så i slutningen af måneden var der generalopbrud, og tilbage blev kun gamle mænd, kvinder og børn.

 

"»Nu kommer storkene", sagde man overalt i landet. Storke var en fællesbetegnelse for alle Fanøsømænd; måske af den grund, at de kom omtrent samtidig med disse velkomne fugle.

 

Min korte rejse til Vejle var allerede en hel begivenhed, for første gang kørte jeg med en dagvogn, og for første gang så jeg og kørte med et tog; mit første indtryk fra egnen i nærheden af Vejle prentede sig dybt i min hukommelse; jeg var kun vant til at se hede og flade landskaber derude i Vestjylland, som dengang næsten var bloftet for trævækst.

Omkring Vejle fjord var der høje bakker og store skove, et herligt syn for en lille bondeknold, som knapt havde set noget stort højere end vore gravhøje på heden.

 

Kommen om bord begyndte straks det daglige arbejde, som man måtte se hurtigst muligt at lære, ikke alene at koge den daglige, meget beskedne mad, men så meget andet. Kokken skulde være med til alt, Kokken var alle mands tjener; hænderne sad løse på skafterne den gang, og lussinger kunde man få fra enhver. Kokken skulde altid have klø. Vi lastede korn i Vejle for Trondhjem og gik, såsnart ladningen var om bord, til søs.

 

Allerede den første nat i søen blev jeg stillet til roret for at lære kunsten at styre; der vankede da adskillige lussinger til at begynde med, men ellers lærte jeg det forbavsende hurtigt, og med hensyn til at kende kompasset, som ofte voldte drenge mange kvaler, faldt det slet ikke mig besværligt, og før vi naaede Trondhjem, var jeg fortrolig med kompasset.

 

Uden for Trondhjemsfjord fik vi en storm og fik set søen i sin vælde og skibets tumlen i bølgerne. Jeg tog slet ikke i betænkning at gå i vand til midt paa livet, thi olietøj havde jeg ikke. Antagelig har kaptajnen set, jeg ikke var bange for vand, for han kaldte ad mig og spurgte, om jeg frøs og sagde: »Du er jo slet ikke søsyg«. Nej, det var jeg ikke, men havde været det nogle dage i forvejen; det fik ingen at vide.

 

Da stormen havde lagt sig, sejlede vi ind i Trondhjemsfjord; jeg måbede ved synet af de høje fjelde, hvilket ikke er underligt; thi det kan man godt gøre endnu trods det, jeg har set adskilligt deraf siden. Da randt et vers af en gammel sang mig i hu, ret som var sangen for os.

 

Vi først til Trondhjem sejler og får en Akvavit,
de klipper dér er stejle, og folket er så frit,
man lever hele dagen af laks og sild og torsk,
der gives dog ej mage til noget, som er norsk.

 

I Tronhjem lastede vi sild til Kønigsberg, siden lastede vi tømmer i Danzig til Esbjerg havn. "Ane Cathrine" var første skib i Esbjerg dok, thi der var endnu ikke uddybet uden for dokportene. Vi havde losset hele lasten på reden, fordi der ikke var vand, at vi kunde flyde ind. Så blev det besluttet, »Ane Cathrine« skulde hjem til Sønderho og fortømres, vi gik dertil gennem Kjellinglo (øst om Fanø).

 

Ankommen til Sønderho blev skibet halet på land, og jeg blev afmønstret. Turen for mig havde ikke været nogen dejlighed; men man havde lært noget. Jeg husker et par dage efter, vi var gået fra Vejle, en ravnsort nat, da vinden kulede op, og topsejlet skulde rebes, og jeg lille bondeknold, som aldrig havde været i et skibs vant, alligevel blev ordret til vejrs i nattens mulm og mørke op på en svajende rå. Der toges intet hensyn; ofte tænkte jeg derpå siden, da jeg selv blev styrmand og fik drenge om bord, hvor ængstelig jeg vågede over dem, til de lidt efter lidt blev fortrolig med at gå til vejrs.

 

"Ane Cathrine" blev kaldt for en skonnert, hvilket ikke var korrekt; den var en galease, en fast galease kaldet, fordi der var to faste ræer på fortoppen, og storsejlet var på fokkemasten i modsætning til en skonnert, som har storsejlet agter, men skibet må sikkert have været en af de sidste af den type, eftersom jeg ikke mindes at have set en sådan siden.

 

 Kilde: Schneider + Rosendahl

 


Relaterede artikler

Gå til top