Mitfanoe
Christine, bark, NVPT, Sønderho

ship-18-500x332 Skibsdata

 

 

 

Navn

 Christine

Drægtighed KL

 

Hjemsted

 Sønderho

Brutto tons

 411,84

Type

 Bark

Netto tons

 ca. 395

Kendingsbogstaver

 NVPT

Længde

 121,9

Byggeår

 1863

Bredde

 26,4

Bygmester

 

Dybde

 16,3

Byggested

 Trieste, Italien

Forhudning

 

 

 

Bygget på

 Eg

 

 

Skibsfører(e)

Ført

Reder(e)

Reder for

 Niels Hansen

1885 - 1887 

 A/S"Barkskibet Christines Rhederi"

 1885 - 1887

 

 

"Christine" indførtes fra Trieste i under navnet "Due Tratelli" iflg. købskontrakt dateret Altona 30.3 1885 af skibsfører Niels Hansen, Sønderho, der atter ved skøde af 4.6 1885 har solgt skibet til A/S "Barkskibet Christines Rhederi".
 
Skibsreder og købmand Sonnich Madsen Kromann var bestyrende reder og skibsfører Niels Hansen var medlem af bestyrelsen.
 
Købsprisen ved købet 30. marts var 12.000 rigsdaler.
 

 

 

Christine”s stranding på den svenske kyst d. 9. august 1887.

Ungmand Hans Hansen Frederiksen af Sønderho fortæller:

 

Jeg blev i 1887 forhyret med barken »Christine« af Sønderho, ført af kaptajn Niels Hansen, som ungmand. Vi var undervejs fra Kotka i Finland til England, da vi af en heftig opstående storm blev slået ud af kurs og over mod Halmstad Bugten, det var den 7. august. Vi observerede land både for og agter og ligeså i læ, så stemningen om bord blev noget nedslående. Kaptajnen sammenkaldte mandskabet til skibsråd og meddelte, at vi vanskeligt ville kunne undgå en stranding.

Vi unge af mandskabet turde ikke af mangel på erfaring i sådan et tilfælde fremkomme med forslag i nogen retning, inden vi først fik lejlighed til at konferere med vor gamle kok, der selv havde været fører i sin tid. Han frarådede at indvilge. Da kaptajnen hørte, vi forkastede hans forslag, kommanderede han straks begge ankre stukket ud på en tamp, hvilket var lig med 90 favne på hver. Sejlene blev gjort fast, og vi troede os nu mere sikre, men ved pejling af land viste det sig, at vi alligevel drev.

 

Klokken 15.00 den 9. august blev mandskabet atter sammenkaldt til skibsråd, hvor der meddeltes os, at skibet var drevet så og så meget fra gårsdagen. Kokken stod bag ved mig og hviskede: Det er rigtigt, hvad kaptajnen siger. Han foreholdt os, at i dag kunne det ikke nytte at sige nej til hans forslag om at forsøge at sejle ind med råsejlene i firkant for ikke at drive ind med søerne på tværs, da skibet så uindgenkaldelig måtte blive vrag, mens vi ved at følge hans forslag kunne vente, at få skibet sat således, at agterenden kom mod vinden. Kokken puffede til mig og sagde: Det er rigtigt, hvad han siger, sig allesammen ja. Kaptajnen lovede så på mandskabets forslag at styre i en retning, hvor der kunne ventes at være sandbund.
 
Stemningen var dog ikke allerbedst om bord. For alle tilfældes skyld gav vi os til at slibe alle om bord værende økser og knive, alt i bange anelser, dog oplivet af styrmanden, der var kaptajnens broder. Han var koldblodig og kunne tillige servere mange pudsige vittigheder, der løftede humøret. Da disse forberedelser var tilendebragt, sjæklede vi begge kæder fra, hejste forstagsejlet, satte storunder- og undermærsejl på fortoppen, Fokken og under- og overmærsejl. Bådsmanden og en letmatros gik til rors, og så gik det med rasende fart ind gennem bråd og brænding.

Det mindste vink fra kaptajnen blev forstået og øjeblikkeligt efterkommet. Kort efter kom der en usædvanlig høj sø, som løftede skibet og slyngede det mod grunden, hvorefter et stykke af kølen kom op på siden af os. Hele mandskabet med undtagelse af rorgængerne gik bagover på dækslasten, og for hver efterfølgende sø slyngedes vi længere ind, til sidst sad skibet fast med agterenden omtrent mod brændingen. Nu råbte styrmanden til bådsmanden: »Mersanskødet hales,« det betød, at nu skulle mandskabet have en snaps hver. Bådsmanden kom så og skænkede for os alle. Ih, hvor det strammede op - for en stund. Bådsmanden forsvandt derefter ind i kahyften og drak sig plakatfuld. Bagefter fortalte han, at han ikke troede paa redning og ville derfor gå glad i døden. Ja, sikken kujon

 

Vi gik nu alle ind i lugaret og iførte os vor bedste tøj med vrangen ud i det håb, at komme helskindet i land. I løbet af natten fik skibet en bøjning i skroget 2 steder, derfor blev der givet ordre til at kappe mesan- og storrigningen, et livsfarligt stykke arbejde, som styrmanden anmodede dem om, der turde påtage sig dette at træde frem. Jeg tænkte et kort øjeblik på min mor, men tog så mod til mig og udbad mig en økse for at forsøge kapningen, og idet jeg begyndte dermed, opmuntrede man mig paa bedste måde og råbte: Hold bare ørene stive.

Jeg fik hugget mesanmasten halvt igennem, gik derefter til læ og så til luvart og kappede spænd for spænd i håb om, at det hele ville gå over bord, men det skete ikke. Jeg ville da, det må jeg bekende, nødigt arbejde videre, men jeg følte, det gjaldt livet for os alle, og så kappede jeg videre, til det hele med et stort brag gik ned på siden. Derefter måtte vi tænke på stormasten, som var endnu betydeligt vanskeligere at kappe, da der var 4 ræer på og med sejl, hvorfor alle kviede sig for arbejdet. Det mærkede styrmanden godt, hvorfor han greb den største og bedste økse og huggede løs i læsiden. Stillingen var farlig, men han undgik dog at blive revet med, da ræerne og rigningen gik over bord. Begge master lå nu langs siden af skibet, der nu lå ret godt og arbejdede ikke meget.

 

Vores storbåd var forlængst gået til i kamp mod bølgerne, tilbage havde vi kun en jolle, men til denne turde vi ikke betro vort liv. Der var ikke udsigt fil nogen hjælp fra land, hvorfor vi byggede 2 flåder af dækslasten i løbet af natten for det tilfælde, at skibet helt skulle skille ad. Vi ville da på bedst mulig måde prøve at klamre os til flåderne. Medens alt dettte skete var vi blevet skrupsultne, men da søerne havde tilintetgjort en stor del af agterskibet, var vor proviant gået over bord, så det så mindre godt ud for vore sultne maver, men heldigvis havde kaptajnen en stor spegepølse i kahytten, den kom frem og delt i 10 lige store dele med en del til hver, ligeså gik det med styrmandens skråtobaksbeholdning, og endelig blev 12 bajere delt. Jeg gemte min part af pølsen for det tilfælde, at den forventede redning skulle trække længere ud.

 

Onsdag morgen kl. 8 kom der endelig en stor båd fra land ud til os. Fra båden råbtes: Hvor mange mænd om bord? "10 mand", lød svaret. "Kom så med 5 af de yngste". Det skete, og svenskerne beordrede: "Fladt ned i bunden" . Vi, der kom i båden, skulle nemlig gøre det ud for ballast. Vi var alle glade for at være kommet så langt, men det var dog ikke uden genvordigheder, vi nåede land.

Da vi havde fået fast grund under fødderne, ville vi have råbt hurra, men opsatte det til vore kammerater var kommet vel i land, som vi, og da det var sket, lød der et bragende hurra, adresseret til vore brave redningsmænd.

Jeg fik lige øje paa en gammel tilsyneladende fattig kone på strandbredden, og i min glæde over redningen løb jeg hen til hende og spurgte, om hun ikke kunne lide at smage et stykke dansk spegepølse. Hun takkede allerhjerteligst derfor, og det ligesom betog mig sulten. Vi blev alle budt ind i en fiskerhytte og blev her paa det venligste bl. a. beværtet med kogte æg og laks. Skibet var totalforlist, dets drægtighed var 394 reg. tons.

 

Skibets fører, Niels Hansen, søn af snedkermester Hans Forpagter Jensen, Sønderho, døde i Esbjerg 1922, 75 år gammel.

 

"Christine blev slettet fra registret d. 24.9 1887

 

Kilde: F. Holm-Petersen + Rosendahl

 

 

 

 

 

 


Gå til top

End Of Slide Box