Briggen "Conrad" blev bygget hos skibsbygmester Anton Conradi i Kiel iflg. bilbrev dateret Kiel d.11.9 1863 for skibsreder Carl Brodersen i Altona, Tyskland med navnet "Conradi". Inden overtagelsen af skibet gik Brodersen imidlertidigt konkurs. Iflg. overdragelsesdokument fra kurator i Carl Brodersens konkursbo dateret Hamburg d. 3.10 1863 overdrages skibet til skibsfører Hans Mathiasen Clausen af Nordby, Fanø.

Skibet var bygget specielt til Kinafarten og sejlede til Memel for at laste træ til Port Natal på jomfrurejsen.  Som dækslast medtog skibet to meget lange mastestænger, der skulle opsættes ved indsejlingen til Port Natal, for at man herfra kunne signalere om vandstanden på den meget vanskelige barre. Efter sigende skal de signalmaster have stået endnu så sent som i 1900. 

Efter denne rejse kom skibet i nogle år ud på Kinakysten. I 1876 var det i Chile med stykgods, hvorpå der lastedes hvalolie til New Bedford. Det gik derefter i ballast til New York for at laste majs til Ålborg.

 Om en af skibets senere rejser fortæller afdøde kaptajn Jacob Thomsen, som senere kom til at føre barken "Emilie":  

„Da vi ankom til Hamburg med "Coquette" i 1880, stod kaptajn Peder Clausen Svarrer ved anløbsbroen og opfordrede mig til at føre "Conrad" til Bremerhaven for at lade stykgods til den californiske havbugt.  

Jeg turde ikke afstå tilbudet, skønt jeg ikke havde været hjemme i 4 år, og denne rejse ville mindst tage et år, så jeg sagde altså ja. Jeg overtog så "Conrad" en 8 dages tid senere, men isvanskelighederne vedblev til efter nytår 1880. Først den 4. januar slæbtes vi gennem Isen og kom ud til Cuxhaven, hvor vi afleverede ispanseret til Jes N. Hansen med Sørane, som skulle op til Hamburg. 

Efter nogle dages ophold slæbtes vi til Bremerhaven. Indtog en ladning stykgods bestemt til Mazatlan og Guaymas i Mexico. Den 5. februar 1880 gik vi til søs, og efter 154 dages rejse nåede vi velbeholden frem til Mazat­lan. Den første kending, vi fik, var landlugten. I Mazatlan lå vi kun få dage, da vi kun skulle losse tre store retorter til sølvsmeltning. Fortsatte rejsen til Guaymas, hvor jeg selv sejlede skibet ind i havnen og lagde skibet bak, indtil der kom lods om bord og anviste ankerplads.  

Guaymas har den største naturlige og sikre havn, jeg har kendt. Efter udlosningen sejlede vi over til Californiasiden for at laste kobbcererts (en blå melet masse, men meget tung), i alt 100 tons, hvortil vi selv lavede en trunk eller kasse midtskibs imellem masterne. Materialerne dertil havde vi med fra Hamburg. Vi indtog kobberertsen på 3 forskjellige pladser på åben kyst. 

Sejlede derfra til Altata på Mexicosiden og kompletterede med rødtræ. I Altata var det meget varmt, vi var et stykke inde på en lagune tæt ved Cuilliaran River. Tiltrådte så hjemrejsen bestemt til Liverpool, hvor vi ankom den 6. februar 1881 med 160 dages rejse og alle mand syge af skørbug. rejsen havde varet 1 år og 1dag. I Liverpool overtog kaptajn Peder Clausen Svarrer selv skibet igen, og jeg rejste hjem til Fanø . . ."

Iflg. rederens anmeldelse dateret København d. 21.4 1881 er skibet solgt ved skøde d. 19.4 1881 til J. Soebeck, St. Peterborg for 10.500 kr, hvorfor det slettedes fra dansk register d. 22.4 1881. Ved salget blev det omdøbt til "Dogonai".

Kilde: Kromann + F. Holm-Petersen +Rosendahl