"Dorane" byggedes hos skibsbygmester Søren Abrahamsen i Nordby iflg. målebrev dateret Nordby på Fanø d. 11.7 1883 til A/S "Briggen Doranes Rederi", stiftet d. 11. juli 1883 med skibsreder Christian Hansen Nielsen som bestyrende reder og skibsfører Anders Hansen Rødgaard som medlem.

I august 1906 sælges skibet til A/S A.P. Clausen i Nordby.

Det sælges atter i september 1909 til skibsfører Jon Petur Sigurdson, men da denne allerede i 1904 havde fået brasiliansk statsborgerskab, udgik "Dorane" fra dansk register.

Skibets endelige skæbne er ukendt, men det eksisterede endnu i 1918, nu med hjemsted i Montevideo, Uruguay.

"Dorane" gik i farten på Hollandsk Indien og sydhavet og deltog også i sejladsen på vestkysten af Sydamerika samt på Rio de Janeiro og Sydafrika. I 1902 var skibet udelukkende i fart mellem Rio og Cape Town. Den sidste rejse afsejlede det fra Rio den 22. december 1902 og ankom til Cape Town 12. januar. Det fortsatte derfra til Mosel Bay og videre til den ofte anvendte ordreplads Barbados.

Her ankom "Dorane" den 9. april 1903 og fik ordre til at fort­sætte til Trinidad, hvor der lastedes til London. Sidst i august 1903 afsejlede skibet fra Hamburg bestemt til Rio de Janeiro med stykgods og gik tilbage til Le Havre med saltede huder.

Om denne hjemrejse fortæller kaptajn Larsen, København, der som letmatros var påmønstret skibet:

Afsejlingen fra Rio fandt sted juleaftensdag 1903, vejret var fint, og vi glædede os til en rolig juleaften. Men det fik vi ikke. Da vi var kommet godt klar af kysten, fik vi en af disse pludselige storme, som optræder dernede, så vi fik travlt med at bjerge sejl og dreje skibet til for undermærssejl. Jeg husker, at jeg var oppe ved fore-overmærssejl, ude på luv nok, og jeg blev søsyg, forresten sidste gang, jeg har været det. Det var ikke rart for kammeraterne, der lå i læ! Nå, vi fik sejlet fast. og vi kom ned til jule­maden ...

Vi fik en travl juledag. Under det lange ophold i havn i varmt og tørt vejr var rigningen slækket op, og masterne var ved at slingre ud af skibet, så vi måtte til at sætte rigning, men vi fik en fridag senere i fint vejr. Da tropestormen var stilnet af, forløb rejsen godt og hurtigt, passaten var frisk, så vi af og til måtte gå med overmærssejlene fast, men da vi var kommet op på højde af Azorerne, fik vi en sydvestlig orkan, alle sejlene måtte bjerges, så vi lænsede til sidst for den nøgne rigning, loggende 9 miles fart, søen var i et mægtigt oprør, og vi måtte bruge olieposer.

Under bjergning af foreundermærssejl var vi 4 mand til vejrs, 2. styr­mand stod til rors, og 1. styrmand og dæksdrengen stod på forlugen. Da brød en sø ind over skibet, som blev begravet i vand fra agter til for. 2. styrmand blev skyllet udenbords med styrehus og rat, men var så heldig at blive hængende i storebrasen og komme indenbords igen.

1. styrmand og drengen blev skyllet op under bakken, men kom heldigvis intet til. Endvidere blev jollen, som stod på forlugen, fuldstændig tværet ud. Ferskvandsfadene fyldtes med saltvand, og skanseklædningen i begge sider blev slået ind. Kaptajnen, som var nede i kahytten, da skibet tog brådsøen over, kom straks på dækket og så, at skibet var uden styreevne.

Han greb da et håndspag, og ved hjælp af dette fik han rorpinden under kontrol. Styre­grejerne var nemlig forblevet intakte. Det var ratgrejerne, der var knæk­ket inde ved navet. Man gik nu i gang med at lave et nødrat. Der blev boret huller vinkelret på hinanden gennem navet, og derigennem blev der drevet 2 stk. 1 tommes jernstænger, som blev forbundet med vævlingegods, og med dette fortsattes rejsen.

Som før nævnt var vandfadene blevet fyldt op med saltvand, og på grund af vandet, som stadig vaskede over skibet, kunne vi ikke få skruet ferskvandspumpen på, så vi var uden mulighed for at få en kop varm kaffe eller te, men fik i stedet for øl til at slukke tørsten med. En aften fik vi en slem forskrækkelse. Vandet begyndte at stige i lasten.Vi gik straks i gang med at pumpe, men vandet steg stadig. Vi pumpede så med to skift natten igennem, uden at det gav synderligt resultat.

Da dagen gryede, opdagede vi, hvad årsagen var: Mastekraven var nemlig slået fra, og da kilerne ikke sad tæt sammen, var der frit nedløb for vandet. Vi fik så udbedret skaden og pumpet skibet læns. Der blev nu lejlighed til at gå ind og få noget tørt tøj på, men mens vi sad og var ved at skifte tøj, tog skibet en brådsø ind over lukafet, skylightet blev knust, og vand og glasstumper væltede ned til os. Omsider bedredes vejret, og vi fik lejlighed til midlertidigt at reparere skanseklædningen og få fat i noget ferskvand. Efter en rejse på 48 dage ankom vi til Falmouth, og det var dejligt at komme til at hvile ud . . ."

Kilde: F. Holm-Petersen, Rosendahl + K. Kannegaard