”Georg Schwalbe” hed tidligere ”Adele Lubker” og byggedes i Rostock i 1883. Den var rigget som bark, og træskroget var kobberforhudet. Skibet købtes i september 1895 af et rederiaktieselskab i Nordby ved N. H. Svarrer for 31.500 Rmk. Senere afhændedes det til et rederi i Sønderho med Søren Andersen Fischer som korresponderende reder.

Skibets første rejse i 1895 gik fra Hamburg med stykgods ud til Mexicos vestkyst, hvor pladserne Guaymas, Mazatlan og San Blas blev an­løbet. Udfragten var 804 pund sterling. Den lastede derefter i Salena Cruz til Goole, og på hjemrejsen anløb man Scillyøerne i januar 1897 for at begrave skibets 1. styrmand, Jeff Nielsen, svigersøn af skibsfører og skibsreder Søren Andersen Fischer, samt for at supplere proviant beholdningen.

Næste rejse gik fra Ipswich til Mauritius, derfra til Hollandsk Indien, hvor der lastedes i Gorontala, efter at skibet havde været befragtet på kysten en måneds tid. Fragten hjem til Rotterdam var 1075 pund sterling. I Rotterdam indtoges stykgods igen til Hollandsk Indien: Amboina, Ternate og Menado og retur til Holland igen.

Endnu en rundrejse på Hollandsk Indien foretog skibet, denne gang fra Amsterdam til Samarang, Macassar, Banda og Menado og tilbage til Europa via Punta Delgada, hvor man fik ordre til at fortsætte til St. Petersborg for losning.

Efter udlosning i Østersøhavn toges i reglen en trælast for udgående, inden man igen gik på langfart. Østersøen og Nordsøen kunne byde på mindst lige så hårde vilkår for sejladsen som Biscayen eller Sydhavet.

Her er til illustration et journaludtog med beretningen om ”Georg Schwalbe's” rejse fra Kronstadt til West Hartlepool i eftersommeren 1902:

„Efter at skibet havde indtaget en ladning træ i Kronstadt bestemt for West Hartlepool, afgik det derfra den 26. august 1902. Med forskelligt vejr og vind uden videre at bemærke, ankredes der den 3. september på Køben­havns ydre red for at indtage en del proviant. På grund af contradig vind lettedes først tirsdag morgen den 9. kl. 0430. Samme dag gik vinden til NV, så der atter måtte ankres på Helsingørs red. Torsdag morgen den 11. med vinden ØNØ, laber kuling, lettedes ankeret, og der tilsattes fulde sejl, Kursen sattes da igennem Sundet. Med afvekslende vejr og vind fortsattes rejsen fremdeles igennem Kattegat.

Lørdag den 13. med stormligt af NNØ, regntykt, passeredes Skagens fyrtårn - 6 Kmls. afstand (for små sejl). Samtidig tog kulingen af, og efterhånden tilsattes tjenlige sejl. kl. 12 middag var kulingen aftaget til flovt, let skyet, vinden var da halet til NNV.

kl. 1630, da skibet var 15 Kml. NV af Hanstholm, kom pludselig et frisk vindstød fra NV, der kastede hende på siden med lønningen un­der vandet. Så hurtig det lod sig gøre, blev bramsejlene og mærssejlene firede ned, hvorved den atter rejste sig igen, men samtidig brækkede klyverbommen og blev hængende på bb bov i rigningen, kulingen blev da straks til hård storm fra NV, og søen i et forfærdeligt oprør. Skibet satte hele boven under og gjorde ingen fremgang med al de for boven hængende genstande, men drev rask ind på kysten. Tillige slog den brækkede stump så alvorlig i boven så situationen begyndte at blive truende, og nu gjaldt det om hurtigst muligt at få det bortkappet og fjernet, hvilket efter 3 ½ timers hårdt arbejde lykkedes. Skibet befandt sig da at være ca. 10 Kml. NV af Hanstholm, der halsedes da NØ over, hvorved vi klarede kysten.

Senere navigeredes skibet i Skagerrak, med uafbrudt urolig og stormlig vejr samt høj NV sø, hvorved skibet arbejdede hårdt, indtil lørdagen den 20.9, da vinden gik til SSV og senere til sydlig. Kursen sattes da efter West Hartlepool, og mandag den 22. kl. 2300 sigtedes Whitby fyr, men tabtes atter på grund af regn tykning. Turde derpå ikke holde ind, men lagde hende udover (stormende kuling). Tirsdag den 23. kom en slæbebåd, hvormed der akkorderedes at slæbe skibet til Hartlepool. Kl. 12 middag var skibet udenfor havnen, men måtte på grund af lavvande holde uden­for til kl. 1700, hvorefter det da med lods om bord og slæbebåd for slæbtes ind i ydre havnen, hvor det fortøjedes natten over, alt efter lodsens kommando. Onsdag den 24. kom lods og slæbebåd, der bragte skibet i Centraldokken, ingen bestemmelse på losseplads, efter at skibet var fast, kvitteredes lodsen og slæbebåden.

Torsdag den 25.9 1902 kom lods og slæbebåd atter for at bringe skibet til losseplads, under slæbet kom skibet til at kollidere med en slæbebåd ”Blance", der lå fortøjet ved broen, hvorved det forvoldte den en del skade i agterenden. Tillige fik skibet en del skade på vatterstagene og sprydet. Senere fortøjedes skibet med kæder for og agter langs kajen."

Dagbogsudtoget er underskrevet af kaptajn Hans P. Hansen samt af 1. styrmand S. M. Jerne, 2. styrmand B. Friis, matros P. O. Magleby og matros M. F. Clausen.

Vi springer frem til 1903, da ”Georg Schwalbe” den 21. januar af­sejlede med en ladning stykgods fra Amsterdam destilleret til CeIebes. Allerede i Nordsøen og Kanalen mødte man storm, og mere hårdt vejr fik man i Nordatlanten. Derefter forløb rejsen normalt med den traditionelle gunstige „Portugisernorden", den støtte Nordøst passat, det stille bælte med havblik, hede, dønning, opslidende slingerage og pludselige tordenbyger. Så kom sydøst passaten med støt bidevindsejlads, og i begyndelsen af maj nærmede man sig „The roaring Forties" og Kap det Gode Håb.

Den 6. maj 1903, da skibet befandt sig på 39° sydlig bredde og 16° østlig længde, blæste det op til en kraftig sydvestlig storm, som hurtigt rejste en kolossal sø. Med vinden ind på styrbords låring lænsede ”Georg Schwalbe” under reduceret sejlføring. Kl. 7 om aftenen løftede der sig pludselig en bjerghøj sø om styrbord. Den brød ind over dækket med frygtelig kraft og bordfyldte skibet fra for til agter. Det skælvede og gav sig i skroget, der et stykke tid op­førte sig som en død træstamme. Bagbords skanseklædning var knust, og nogle af bordene i skanseklædningen om styrbord havde løsnet sig. Det var dog ingen skade til, for det tillod vandet hur­tigere afløb, så skibet atter kunne rejse sig til overfladen.

Efter at besætningen var kommet til sig selv efter den lammende styrtsø, opdagede man, at storlugen var slået ind og presenningerne flænget løs, så der kom en hel del vand ned i lastrummet. Kursen blev nu ændret, så man tog vinden ret agten ind for at få et pu­sterum til at reparere lugen med planker og få lagt nye presennin­ger over.

Den ødelagte luge var ikke det eneste havari. Spillets beddinger var revet løs fra dækket, og selv dækshuset var blevet løftet fri af dækket, så det nu bevægede sig frem og tilbage efter skibets rul­ninger. Redningsbåden, som stod i sine klamper oven på ruffet, havde også fået agterstævnen knust af den vældige brådsø.

Det var endda ikke det værste. Det løb alle koldt ned ad ryggen, da man opdagede, at hoveddækket midtskibs havde givet sig under vandets enorme vægt og var sunket betydeligt i forhold til resten af dækket. Der var ingen tvivl om, at dæksbjælkerne var knækket. Skibet blev nu drejet til vinden, og alle mand måtte stå ved pumperne natten igennem. Ved firetiden om morgenen den 7. maj tog pumperne luft. For at elendigheden ikke skulle være slut, konsta­terede man ved daggry, at skaderne var øget i omfang i løbet af natten. Storlugens karme havde givet sig i alle hjørner og i dæk­ket. Man kalfatrede åbningerne med værk, så godt det nu lod sig gøre, mens man skævede bekymret til dæksplankerne₃ af hvilke nogle stadig sank dybere, mens andre løftede sig helt op over dæksplanet.

Nu besluttede man at holde af for vejret og søge til nærmeste havn. for at redde skib, ladning og besætning. Kursen blev sat mod Table Bay, hvortil distancen var den korteste. Det dårlige vejr fortsatte med skiftende, hårde byger og høj sø. som stadig fik skibet til at arbejde hårdt, og som gjorde det nødvendigt at holde pumperne gående hele tiden. 13. maj kunne man endelig lade ankeret falde i Taffelbugten.

Her blev ladningen oplosset, og ved besigtelse viste skaderne sig at være så omfattende, at skibet måtte kondemneres. vraget - andet var det ikke - blev solgt for 2500 kr.

Søprotesten, der var dateret i Cape Town 10. juli 1903, var un­derskrevet af: kaptajn Niels Jeppe Pedersen, styrmand Hans C. Hansen, 2. styrmand Niels Nielsen, matros Albert Isakson og matros Theodor Møller.

Kilde: Schneider + F. Holm-Petersen