Mitfanoe
Karen, skonnertbrig, NBHK, Sønderho


ship-18-500x332 Skibsdata

 

 

 

Navn

 Karen

Drægtighed KL

 

Hjemsted

 Sønderho

Brutto tons

 206

Type

 Skonnertbrig

Netto tons

 195

Kendingsbogstaver

 NBHK

Længde

 90,9

Byggeår

 1868

Bredde

 21,3

Bygmester

 P. Sonnichsen, yngre

Dybde

 10,7

Byggested

 Sønderho

Forhudning

 

 

 

Bygget på

 Kravel af eg

 

 

Skibsfører(e)

Ført

Reder(e)

Reder for

 Hans Hansen Frederiksen

 K.P.A. Johansen

 1868 - 1844

 

 

 1884 - 1885

 Hans Hansen Frederiksen

K.P.A. Johansen

 1868 - 1884

 

 

 Karen-copy

 

Skibet blev bygget i Sønderho i 1868 hos skibsbygmester Sonnichen, yngre i flg. bilbrev dateret Sønderho d. 29.7 1868 til et rederi med skibsfører Hans Hansen Frederiksen som bestyrende reder. Ved hans død i Lagos d. 3.6 1884 overtog styrmanden K.P.A. Johansen skibet.

Iflg. et telegram fra Madeira til London d. 16.1 1884 er "Karen returneret til Sierra Leone med skade på stb. bov efter kollision med et ukendt skib og måtte losse ladningen for besigtigelse.

Skibet solgtes d. 25.2 1885 til J. Johansen, Kristianstad for 8500 kr.

 

Her historien om "Hvide Karen" og "Sorte Karen"

 

 

"Karen"

Skonnertbrig 152 (ommålt til 206) tons Br. Hvide - NBHK
Skonnertbrig 210 tons Br. Sorte - NGHS

 

De to skonnertbrigger KAREN af Sønderho, kaldet HVIDE KAREN og SORTE KAREN.

 

 

Beretningen om disse to skibe er skrevet af afd.pens.lodsformand C.F. Houman (Dattersøn af omtalte skibsfører), Hals Barre lodseri i 1959: Efter at kaptajn H.H. Frederiksen, Sønderho var forlist med sin svigerfaders skib ESPERANCE ved Thyborøn 10. december 1866 rejste han hjem til Sønderho og tilså senere bygningen af KAREN, der søsattes 1868, bygget hos P. Sonnichsen. Træet til nybygningen blev flådet over fra Ribe. Med KAREN besejledes især Vestafrika i ca. 15 år uden særlige uheld. Dette er bemærkelsesværdigt, fordi andre nationers skibe, der ligeledes anløb Lagos (Nigeria) i samme periode, ved dødsfald helt eller delvis affolkedes grundet klimafeber og andre tropesygdomme.

 

 

Lossehavnene i Nordeuropa var som regel Antwerpen, Rotterdam eller Hamburg, enkelte gange Liverpool. Skibsmæglerfirmaet Knöhr & Burchard i Hamburg var skibets mægler og agent og sluttede de fleste af KAREN's rejser. Et tilbud om en fragt til Arcbangel turde min morfar ikke slutte på grund af fremskreden årstid, selvom fragten var så stor at denne ville have udgjort halvdelen af KAREN's restgæld. En lidt større skonnertbrig KAREN, der under navnet BESSIE HOWARD var søsat i Parsborough, Canada i 1866 indkøbets fra Liverpool i juni 1870 af kaptajn J.M. Knudsen m.fl. i Sønderho (En model af dette skib hænger i Sønderho kirke tæt ved prædikestolen) - Vi søfolk fra omkring århundredeskiftet betegnede de to KAREN-skibe som en del overriggede, men det bevirkede, at morfar med sit skib udførte hurtige rejser, når gunstig lejlighed var til det. Hamburg havde dengang også en meget betydelig sejlskibsflåde, der ligeledes besejlede de ugæstmilde Afrika-kyster. KAREN's omdømme rygtedes blandt rederierne, og morfar blev anmodet om lejlighedsvis at afse tid til at besøge mæglerne, for om muligt at give råd og oplysninger til at imødegå de i så store tal forekomne dødsfald ombord i skibene på Afrikakysten.


Morfar forklarede beredvilligt, at han under sit skibs ophold på Guld-kysten holdt hele dækket overdækket med solsejl fra for til agter, samt endvidere, at han forbød alt arbejde fra kl. 10 formiddag til kl. 14. Desuden var han overordentlig påpasselig med, at kosten i rigelig mål var tilsat friske grøntsager og frugter. Kaptajn H.H. Frederiksen var en gudfrygtig mand og en agtet personlighed, der på sin fødeø tillige var kendt som en overordentlig gemytlig selskabsmand. I familien morede vi os svært, når mormor, hans elskelige hustru, fortalte om hvorledes hun gentagende gange havde opholdt sig på besøg ombord i KAREN i Hamburg på hendes fødselsdag. Morfar flagede da fra jagerbom over begge toppe til nokken af storbommen. Imidlertid var det så uheldigt, at kejser Wilhelm samme dag havde fødselsdag. Havnemyndighedernes patrulliebåd kom da langs siden af Karen og takkede morfar for hans formodede hyldning til kejseren, men man havde et polisk glimt i øjet, det var jo kun så korte åremål efter den tabte 1864-krig.


Da KAREN på sin sidste rejse fra Lagos havde tillastet og morfar efter udført udklarering skulde returnere til sit skib, der nu lå opankret på den åbne kyst, blev han på barren gennemblødt. Han var imidlertid ikke tilstrækkelig påpasselig med straks at skifte tøj, da han kom ombord. Kort efter følte han sig utilpas. Feberen satte ind og tiltog, og næste dag døde han og sænkedes kort efter i Guinea-bugten, 24 timer efter at være kommet ombord. Omsorgsfuldt havde han stedse formanet sin besætning om de farlige tropesygdomme, der herskede så voldsomt, og så skulle han selv indhentes af en ublid skæbne, kun 48 år gammel. Styrmanden hjemsejlede alene KAREN til Hamburg, hvor den kort efter solgtes til Norge i februar 1885.

 

Om nr.2. KAREN har rederen og føreren, kaptajn Jes Mathiesen Knudsen fortalt følgende tildragelse:
Det var i efteråret 1872. Jeg lå med mit skib, skonnertbriggen KAREN, kaldet SORTE KAREN i Rotterdam og lastede rom og genever til forskellige pladser i Vestafrika.
På samme tid lå en anden Sønderho-skipper, Hans Hansen Frederiksen, der var hans fætter, også i Rotterdam med sit skib og indtog stykgods til Vestafrika. Da hans skib, der var hvidmalet, også hed KAREN, blev det kaldt HVIDE KAREN. Vi forlod begge Rotterdam samme dag, og de vi kom ud til søs blæste det hårdt og havet var voldsomt oprørt. Endskønt vi sejlede i 19 fod vand, og mit skib kun lå 14 fod, medens HVIDE KAREN kun stak 12 fod, stødte begge skibe mod bunden, mit endog 2 gange, medens vi befandt os i bølgedalene. Dog fortsattes farten ud efter i det dybere vand. - Kaptajn Frederiksen prajede os og spurgte til vort og skibets befindende. Jeg mente ikke der var noget i vejen. Vi satte derfor begge kursen mod kanalen. Næste dags morgen var helt ude under Start Point hvor vi kom ind i smult vande. Havet var her så klart, at jeg kunne se at SORTE KAREN, havde mistet kølen på agterstævnen under stødene ved afsejlingen. Kaptajn Frederiksen satte nu båd ud og kom hen langs siden for at foreslå om vi ikke skulle gå ind til Plymouth, da han mente at også HVIDE KAREN's bund burde efterses inden kursen sattes mod Atlanterhavet. Det bestemte vi os til.


Ved ankomsten til Plymouth red gik vi i land for at få tørdok, hvad vi også fik. Dokmesteren mente endog, at vi kunne komme i dok uden først at losse skibene. Dette indvilgede vi i efter forudgående tilladelse fra assurancen. Ved eftersyn viste det sig, at SORTE KAREN havde mistet ialt 6 favne af kølen. Da skaden var udbedret, og vi havde fået nyt kobber på, var jeg klar til at forlade dokken, ligesom Frederiksen også var færdig. Imidlertid var det så uheldig, at det var ved nip-tid og derfor var der ikke vand nok til at komme ud af dokken, så vi måtte blive liggende. Samme aften blæste det op med en forrygende vestenstorm, herunder strandede der 7 skibe på kysten. Jeg var ude at se redningsmandskabet arbejde med raketapparater og redningsstole og kom derfor først til køjs kl. 2 om natten. Tidlig om morgenen kom kaptajn Frederiksen ombord hos mig. Vore skibe lå sådan, at vi havde en bro fra agterenden af hans skib til agterenden af mit skib.

 

 

"Du må hellere se at komme op Knudsen," sagde han - "Jeg er overbevist om, at der vil ske noget i dag" "Hvad er der i vejen med dig" svarede jeg smilende - "Du trænger nok til at få en forfriskning". - Men Frederiksen var ikke til at stille tilfreds. Han var helt sikker på, at dagen ville bringe uheld for os begge, idet han om natten havde drømt, at et ungt menneske, der en gang for år tilbage havde gjort tjeneste som kok hos ham, og som omkom under et forlis på Jylland's vestkyst, havde vist sig for Frederiksen i drømme og gjort underlige tegn til ham og drømmen opfattede han nu som et varsel. "Er det noget at tro på drømme" svarede jeg. "Vi drømmer jo så meget mærkeligt, uden at det betyder noget". Imidlertid var jeg kommet ud af køjen, men Frederiksen ville ikke forlade mig før han fik det løfte af mig, at jeg ville fortøje mit skib, idet han mente at havet ville bryde gennem dokporten. "Hvad tror du engelskmændene vil sige, når de ser vi ligger her og fortøjer i tørdokken" - "De vil nok le os godt ud" tilføjede jeg. "Lad dem så kun le" svarede Frederiksen alvorligt. "At fortøje er den eneste måde vi kan redde vore skibe på, men vi må naturligvis fortøje begge to så at det ene skib ikke skal drive ind på det andet".

 Vi gik så hen og så på dokportene, de var solide og så ud til at være forsvarlige i enhver henseende. Frederiksen blev ved og bad mig så indtrængende, at jeg til sidst halvt i ærgrelse udbrød: "Ja, skal vi fortøje så skal det også være grundigt og godt". Jeg gav så styrmanden ordre til at fortøje forsvarligt. Han så forbavset på mig som om han ville sige, hvad går der af skipperen i dag. Men Frederiksen blev glad, han fik også sine folk i arbejde hvorpå vi gik ned i kahytten og fik en bitter og en god passiar ovenpå beslutningen. I samtalens løb kom vi til at diskutere om et nyt fyr. Frederiksen sagde det blinkede sådan, og jeg mente det var anderledes. For at afgøre om hvem der havde ret ville jeg gå ombord i SORTE KAREN for at hente den sidst udkomne fyrbog med tillæg. Jeg var næppe kommet ombord hos mig selv før der skete noget skrækkeligt. Den ene dokport fløj op og slog pyntenetstokken i stykker på mit skib. Vandet styrtede ind i dokken, det knagede og bragede i alle afstivninger, og da søen væltede tilbage knækkede afstøtningen om bagbord og SORTE KAREN gled noget om på siden, men kom dog hurtigt på ret køl igen. HVIDE KAREN, der ikke lå så dybt, blev derimod straks flot. Nu takkede jeg forsynet for, at vi fik fortøjet, selv om det skete i sidste øjeblik. Søen ville ellers have knust begge skibe mod tørdokkens sidekajer.

 

 

Det rygtedes snart over hele byen hvad der var sket. Tusinder af mennesker kom ned ved dokken for at se de to danske skibe, hvis førere havde forudset katastrofen. Og da vi så omsider var færdige i Plymouth, fortsatte vi vor afbrudte rejse til Afrika.

 

Kilde: F. Holm-Petersen + Rosendahl

 

 

 


Gå til top

End Of Slide Box