Mitfanoe
Karen, skonnertbrig, NGHS, Sønderho

ship-18-500x332 Skibsdata

 

 

 

Navn

 Karen

Drægtighed KL

 

Hjemsted

 Sønderho

Brutto tons

 213,84

Type

 Skonnertbrig

Netto tons

 209,33

Kendingsbogstaver

 NGHS

Længde

 97,9

Byggeår

 1870

Bredde

 22,9

Bygmester

 

Dybde

 11,5

Byggested

 Nova Scotia

Forhudning

 

 

 

Bygget på

 Kravel af amerikansk fyr

 

 

Skibsfører(e)

Ført

Reder(e)

Reder for

Jes Mathias Knudsen

Sonnich Thomsen

1870 - 1887

 

 

1887 - 1894

Jes Mathias Knudsen

A/S "Skonnertbriggen Karens Rhederi"

 1870 - 1894

1887 - 1894

 

 

karen.sorte    
Sorte Karen

 

 

 

Skibet blev bygget på Nova Scotia i novenber 1866 og kom i fart med navnet "Bessie Howard" Det blev blev købt i Liverpool d. 18.6 1870 for 1425 £ af skibsfører Jes Mathias Knudsen og fik navnet "Karen", skibet solgtes 28.12 1887 til A/S ”Skonnertbriggen Karens Rhederi”, stiftet d. 24.12 1887 med sæde i Sønderho og med færgeriejer H. Svarrer som bestyrende reder. Købesummen var 5000 kr.

 

Om "Karen" har rederen og føreren, kaptajn Jes Mathias Knudsen fortalt følgende tildragelse:

Det var i efteråret 1872. Jeg lå med mit skib, skonnertbriggen "Karen", kaldet SORTE KAREN i Rotterdam og lastede rom og genever til forskellige pladser i Vestafrika.

På samme tid lå en anden Sønderho-skipper, Hans Frederiksen, også i Rotterdam med sit skib og indtog stykgods til Vestafrika. Da hans skib, der var hvidmalet, også hed "Karen", blev det kaldt HVIDE KAREN. Vi forlod begge Rotterdam samme dag, og de vi kom ud til søs blæste det hårdt og havet var voldsomt oprørt. Endskønt vi sejlede i 19 fod vand, og mit skib kun lå 14 fod, medens HVIDE KAREN kun stak 12 fod, stødte begge skibe mod bunden, mit endog 2 gange, medens vi befandt os i bølgedalene.

Dog fortsattes farten ud efter i det dybere vand. - Kaptajn Frederiksen prajede os og spurgte til vort og skibets befindende. Jeg mente ikke der var noget i vejen. Vi satte derfor begge kursen mod kanalen. Næste dags morgen var helt ude under Start Point hvor vi kom ind i smult vande. Havet var her så klart, at jeg kunne se at SORTE KAREN, havde mistet kølen på agterstævnen under stødene ved afsejlingen. Kaptajn Frederiksen satte nu båd ud og kom hen langs siden for at foreslå om vi ikke skulle gå ind til Plymouth, da han mente at også HVIDE KAREN's bund burde efterses inden kursen sattes mod Atlanterhavet. Det bestemte vi os til.

 

Ved ankomsten til Plymouth red gik vi i land for at få tørdok, hvad vi også fik. Dokmesteren mente endog, at vi kunne komme i dok uden først at losse skibene. Dette indvilgede vi i efter forudgående tilladelse fra assurancen. Ved eftersyn viste det sig, at SORTE KAREN havde mistet ialt 6 favne af kølen. Da skaden var udbedret, og vi havde fået nyt kobber på, var jeg klar til at forlade dokken, ligesom Frederiksen også var færdig. Imidlertid var det så uheldig, at det var ved nip-tid og derfor var der ikke vand nok til at komme ud af dokken, så vi måtte blive liggende. Samme aften blæste det op med en forrygende vestenstorm, herunder strandede der 7 skibe på kysten. Jeg var ude at se redningsmandskabet arbejde med raketapparater og redningsstole og kom derfor først til køjs kl. 2 om natten. Tidligt om morgenen kom kaptajn Frederiksen ombord hos mig. Vore skibe lå sådan, at vi havde en bro fra agterenden af hans skib til agterenden af mit skib.


"Du må hellere se at komme op Knudsen," sagde han - "Jeg er overbevist om, at der vil ske noget i dag" "Hvad er der i vejen med dig" svarede jeg smilende - "Du trænger nok til at få en forfriskning". - Men Frederiksen var ikke til at stille tilfreds. Han var helt sikker på, at dagen ville bringe uheld for os begge, idet han om natten havde drømt, at et ungt menneske, der en gang for år tilbage havde gjort tjeneste som kok hos ham, og som omkom under et forlis på Jylland's vestkyst, havde vist sig for Frederiksen i drømme og gjort underlige tegn til ham og drømmen opfattede han nu som et varsel. "Er det noget at tro på drømme" svarede jeg. "Vi drømmer jo så meget mærkeligt, uden at det betyder noget". Imidlertid var jeg kommet ud af køjen, men Frederiksen ville ikke forlade mig før han fik det løfte af mig, at jeg ville fortøje mit skib, idet han mente at havet ville bryde gennem dokporten. "Hvad tror du engelskmændene vil sige, når de ser vi ligger her og fortøjer i tørdokken" - "De vil nok le os godt ud" tilføjede jeg. "Lad dem så kun le" svarede Frederiksen alvorligt. "At fortøje er den eneste måde vi kan redde vore skibe på, men vi må naturligvis fortøje begge to så at det ene skib ikke skal drive ind på det andet".

Vi gik så hen og så på dokportene, de var solide og så ud til at være forsvarlige i enhver henseende. Frederiksen blev ved og bad mig så indtrængende, at jeg til sidst halvt i ærgrelse udbrød: "Ja, skal vi fortøje så skal det også være grundigt og godt". Jeg gav så styrmanden ordre til at fortøje forsvarligt. Han så forbavset på mig som om han ville sige, hvad går der af skipperen i dag. Men Frederiksen blev glad, han fik også sine folk i arbejde hvorpå vi gik ned i kahytten og fik en bitter og en god passiar ovenpå beslutningen. I samtalens løb kom vi til at diskutere om et nyt fyr. Frederiksen sagde det blinkede sådan, og jeg mente det var anderledes. For at afgøre om hvem der havde ret ville jeg gå ombord i SORTE KAREN for at hente den sidst udkomne fyrbog med tillæg. Jeg var næppe kommet ombord hos mig selv før der skete noget skrækkeligt. Den ene dokport fløj op og slog pyntenetstokken i stykker på mit skib.

Vandet styrtede ind i dokken, det knagede og bragede i alle afstivninger, og da søen væltede tilbage knækkede afstøtningen om bagbord og SORTE KAREN gled noget om på siden, men kom dog hurtigt på ret køl igen. HVIDE KAREN, der ikke lå så dybt, blev derimod straks flot. Nu takkede jeg forsynet for, at vi fik fortøjet, selv om det skete i sidste øjeblik. Søen ville ellers have knust begge skibe mod tørdokkens sidekajer.


Det rygtedes snart over hele byen hvad der var sket. Tusinder af mennesker kom ned ved dokken for at se de to danske skibe, hvis førere havde forudset katastrofen. Og da vi så omsider var færdige i Plymouth, fortsatte vi vor afbrudte rejse til Afrika.

 

1894:

På rejse fra Middelsborough til Memel med 260 t salt, sprang skibet pludselig læk i stævnen d. 8.5 1894. Skibet befandt sig ud for Hanstholm.Pumperne sattes i gang, men vandet vedblev med at stige i lastrummet. Efter afholdt skibsråd, blev skibet forladt kl. 0400.

Kl. 0500 optoges besætningen, 7 mand i alt, af s/s ”Bremen” af Christiania, ( kaptajn Asbjørnson) der forgæves forsøgte at bugsere ”Karen”, som sank kl. 1000.

Besætningen landsattes i Bremerhaven d. 9. maj.

Det antages, at ”Karen” stødte på et undersøisk vrag.

 

Kilde F. Holm-Petersen + Rosendahl

 

 


Gå til top

End Of Slide Box