Bygget i Glasgow hos D. & W. Henderson i 1875, bilbrev haves ikke.Indkøbt i Glasgow d. 4.9 1890 – pris: 5000£ fra Donaldson Brothers til A/S "Barkskibet Peruvians Rederi" der var stiftet i Nordby d. 26.8 1890 med skibsreder Peder Clausen Svarrer som bestyrende reder og købmand Johannes Carl Vilhelm Mathiasen som medbestyrer. Senere var P. N. Harbye og Laurids Andreasen Mathiasen redere for skibet.

Den 20. juni 1892 ankom skibet til Bristol fra Lyttleton, New Zealand. Det indtog derefter en kullast i Newport, Mon., til Rosario og tilbage til Stoekton-on-Tees med korn. På denne rejse var Peruvian på grund på La Plata, men kunne hurtigt fortsætte rejsen. Den følgende rejse gik fra Hamburg til Mauritius og Mananzary på kysten af Madagascar og videre til Houtman Abrolhos, hvor der lastedes guano til Antwerpen. Hertil ankom skibet den 13. august 1894.

De følgende år var det i langfarten på østkysten og vestkysten af Sydamerika, og dets sidste rejse gik også ud til vestkysten, til Guayaquil, hvor det ankom 30. maj 1898 fra Le Havre. Efter at have indtaget en ladning bestående af 897 t stennødder og farvetræ afsejlede Peruvian fra Esmeraldas på Equadors sydvestkyst den 10. september 1898 bestemt til Hamburg. Skibets fører var Oluf Jensen Nørholm.
Allerede i starten mødte man uheld, idet skibet, umiddelbart efter at det havde forladt Esmeraldas, tog grunden. Årsagen var, at Peruvian ikke fik nok opskud, da sejlene sattes. Det lykkedes dog ret hurtigt at få skibet fri igen. I Guayaquilbugten, hvor man havde lods om bord, løb det fast i en mudderbanke, men det lykkedes dog også denne gang at komme fri.

Da skibet omsider nåede den engelske kanal, blev det mødt af en voldsom storm med snefog så tæt som tåge. I en begsort februarnat 1899 antog man Newhaven fyr for at være Beachy Head fyr og ændrede i overensstemmelse hermed kursen til nord. Lidt senere så man Beachy Head fyr, som man allerede mente at have passeret og derfor antog for at være et fransk fyr, og først da skibet kom godt ind i bugten, opdagedes fejltagelsen.
Man forsøgte da at sejle bidevind ud igen, men kunne ikke komme klar af fyret. Så prøvede man at halse rundt, men Peruvian var kommet for nært land. Kovendingen mislykkedes også. Skibet, der havde braset firkant, løb med boven ret mod land og smed siden til. Dette hændte 8. februar 1899.

Udsigterne til for tredie gang på hjemrejsen at slippe godt fra en grundstødning var ikke lyse. "Peruvian" stod på hård stengrund, og søerne slog voldsomt hen over skibet. Der blev tændt nødblus, og det besluttedes at gå i bådene.
Fra land havde man dog observeret nødblussene hurtigere end ventet, og redningsbåden fra Newhaven nåede hurtigt ud til havaristen og fik skibets besætning om bord. Ved at holde mandtal viste det sig imidlertid, at begge styrmændene manglede. Disse var begge nede for at pakke deres tøj og havde misforstået, at der var kommet en redningsbåd.
Man ventede forgæves en tid på dem, og tilsidst ville kaptajnen selv ned for at hente dem, men føreren af redningsbåden turde ikke blive liggende længere, da den voldsomme sø hvert øjeblik truede med at knuse båden mod skibssiden. Han satte derfor fra og styrede mod land og nåede godt ind med de danske søfolk.

Således som søen og stormen havde taget til, var det umuligt for redningsbåden at gå ud igen for at redde de to styrmænd, men ved hjælp af redningsraketter lykkedes det at etablere forbindelse med skibet og få 2.styrmanden reddet. 1.styrmanden omkom. To dage senere blev Peruvian slået til vrag.

Kaptajn Oluf Jensen Nørholm idømtes senere 14 dages fængsel samt fradømtes sine papirer for dårligt sømandskab.

Kilde: Rosendahl + F. Holm-Petersen