"Sørine" skulle ikke komme gennem tilværelsen uden skrammer.

I 1907 havde skibet losset i Ålborg efter en rejse fra New York via Lissabon og afsejlede 27. september fra Ålborg til Langesund. Den 29. september ankom barken hertil og lossede sin ballast, inden den kunne begynde at indtage last. Den 2. oktober om morgenen kom en bugserbåd langs siden og påbegyndte bugseringen af skibet til Brevik, hvor der skulle lastes. Ca. en time senere kæntrede skibet pludselig helt rundt, således at kølen var synlig. Besætningen i "Sørine" blev alle reddet med undtagelse af kaptajn Anders Clausen Andersen's hustru, Sørine Cathrine Jepsen, der var datter af skibets reder Mathias Søren Jepsen , og en ungmand, der begge druknede.

Det formentes, at kæntringen skulle være forårsaget af en højtgående byge, men dette synspunkt forekom alligevel besynderligt, idet skibet tidligere havde vist sig at være i besiddelse af betryggende stivhed. Det var f. eks. blevet konstateret under et ophold i Barcelona i december/januar 1893/94, hvor skibet ved en kølhaling havde rejst sig selv, uden at kølhalingstaljerne var blevet overhalet.
Barken blev senere bjerget og istandsat, hvorefter den indtog last i Brevik. 12. november 1907 var man sejlklar til London, hvortil man ankom den 20. november, og hvor der senere lastedes stykgods til Falklandsøerne.

I 1909 var uheldet atter ude efter skibet. På en rejse fra Santa Cruz til Falmouth for ordre med mahognitræ mødte skibet meget dårligt vejr. Det kulminerede med orkanagtig storm, hvorunder "Sørine" led stort havari.

Herom skrev kaptajn Anders Clausen Andersen til sin reder:

Den 17. december 1909, da skibet befandt sig på 37, 34 n. brd. og 53, 43 v. lgd., overfaldtes det af en heftig storm. Man forsøgte først at lænse for små sejl, men stormen tog i den grad til, at sejlene røg, og skibet lagde sig så meget på siden, at storlugen kom i vandet. For at få skibet til at rejse sig igen, måtte man kappe fokkemasten, men da denne faldt, tog den store bramstang og store mærsestang med sig i faldet.

Det blæste nu en orkan, så intet sejl kunne føres, og skibet arbejdede derfor voldsomt i søen. Man forsøgte derfor at dæmpe søen med olieposer, og når skibet ikke blev fuldstændig vrag, tilskriver kaptajnen det for en stor del brugen af olie som bølgedæmper. Efter stormen holdtes skibsråd, hvori det besluttedes at rejse en nødrigning og søge at nå en nødhavn enten i Kanalen eller på Azorerne. Det var meget besværligt at få vraggodset klaret fra skibet, og dertil kom, at stormen tog til på ny, hvorved sprydet mistedes, og undermærseråen knækkede. Dertil kom så, at rorstammen længe havde givet sig og omsider knækkede helt. Man gjorde forsøg på at beholde roret, men det slap fra og drev af.

Nu var der gået 8 døgn, siden stormen begyndte, og det var blevet jul; i denne tid havde alle mand arbejdet næsten så godt som uafbrudt. Man var på 36, 19 n. brd. og 48, 14 v. lgd. og fik her en østgående damper i sigte. Damperen signaliserede, om der ønskedes hjælp, men skønt man skulde at mene, der var grund til at svare "ja", blev der dog svaret "nej". Straks da roret mistedes, gik vi i gang med at få lavet et nødror, og 2. Juledag blev det færdigt, men det viste sig så vanskeligt, ja næsten umuligt, at få det anbragt på sin plads, thi det blæste stadig, og søen gik højt, og det lykkedes først den 29. december at få det anbragt. Skibet ville dog ikke lystre dette ror, hvorfor man igen måtte have det inden borde og gøre det større, så først fungerede det tilfredsstillende.

Man gik derpå i gang med at lave nødmast, som rejstes den 3. jan. 1910. Mesanstangen blev anvendt som bovspryd og klyverbom. Nu var der gjort, hvad der stod i vores magt for at føre skibet i havn.

Med den rejste rigning kunne der gøres indtil 5 knobs fart og skibet lystrede roret forholdsvis godt, og som meddelt nåedes Falmouth den 11. februar 1910.

Om dette gode sømandsarbejde skrev Fanø Ugeblad 1910:

At kapt. Andersen nu overalt roses for den udmærkede sømandsbedrift, som han her har udført, er forståeligt og naturligt, men vi må heller ikke glemme besætningen, som har haft det ualmindelig drøjt og har gjort sit til det smukke resultat, deriblandt da først og fremmest 1. styrmand Callesen, i hvem kapt. Andersen sikkert har haft en sådan støtte, at forsøget uden ham måske havde været mislykket."
Som anerkendelse for dygtigt sømandsskab modtog kaptajn Andersen senere et guldur med inskription fra assurandørerne, medens mandskabet fik pengegaver.
Under bugsering fortsattes nu rejsen til destinationshavnen, Antwerpen, hvor "Sørine" efter endt udlosning kom i dok og gennemgik eftersyn og reparation af skaderne.

Næste rejse skulle blive skibets sidste.

Ligesom søsterskibet "Hans", der i 1901 fragtedes af The Hudson Bay Company, blev "Sørine" sluttet for en rejse med stykgods fra London til Charlton Island i Hudson Bay.

"Sørine" var det eneste sejlskib, der i 1910 fragtedes dertil. Der afsejledes 16. juni, og man nåede frem efter en besværlig rejse, hvor skibet blandt andet en tid lå fast i isen.

15. september afsejlede barken atter fra Charlton Island bestemt til London. Tre døgn efter afsejlingen viste det sig under stormfuldt vejr med høj sø, at skibet var sprunget læk. Det skyldtes formentlig den hårde sejlads i isen for udgående. Man forsøgte at pumpe skibet læns, men da ballasten var trængt ind ved pumpene, blev disse snart ubrugelige, hvorfor det efter afholdt skibsråd besluttedes at returnere til Charlton Island.

Ved ankomsten hertil blev "Sørine" landsat på en banke, men da det viste sig umuligt at få repareret skaderne på dette øde sted, og besætningen ikke ville fortsætte med skibet mod Europa, uden at det blev repareret, blev "Sørine" liggende.

Det blev senere kondemneret og solgt for 120 £. Kaptajnen og mandskabet måtte først sejle i små både ned til en station, hvor der fandtes jernbanelinie. Rejsen påbegyndtes i slutningen af juni 1911, og i august nåede man hjem.

Nedenunder en artikel fra Dansk Søfarts Tidende: