Den 24. februar kl. 19.00 sås Moreton Island i VNV i ca. 16 kvartmils afstand. Lodsflaget hejstes, men da dette forblev ubesvaret, vistes tillige signal med blålys, hvilket blev besvaret fra fyrtaarnet paa Cape Moreton, der kl. 20.00 pejledes i W i gisset afstand 4 kvartmil. De afbrændte blålys blev nu ogsaa besvaret af lodsskonnerten, som lå inden for Cape Moreton, men da lodsen udeblev, besluttedes det at vende skibet bidevind østefter for at holde den gående til næste dag.

Tre kvarter senere stødte ”Aarhus” imidlertid pludselig på et undervandsskær, hvilket senere viste sig at være Smiths Rock, og fik en alvorlig lækage. Et antal raketter opsendtes som nødsignal, men da skibet hurtigt fyldtes og sank 10 minutter senere i 12 favne vand, måtte man skyndsomst udsætte redningsbådene, der uheldigvis kæntrede ved udsætningen og fyldtes med vand.

Det lykkedes imidlertid at få den ene delvis lænset, og i den kom mandskabet, ialt 14 Mand inklusive kaptajnen, Chr. N. Gram, og dennes hustru, fru Mette Gram, der var med som passager.

Efter 3 timers roning kom de skibbrudne danske søfolk i land paa Moreton Island, hvor de vækkede fyrmesteren og fortalte om strandingen.

I nærheden af Brisbane (Australien) d. 24. febuar 1894 (Uddrag fra en australsk avis.)

Brisbane, d. 26. februar 1894

 Så snart det blev, bekendt her i byen, at et større skib lå udenfor Kap Moreton med nødsignaler til, blev dampkutteren "Beaver" straks afsendt til assistance lørdag aften, og den påfølgende morgen i dagbrækningen prajede det et skib, som kom derude fra, og hvis kaptajn meddelte, at et barkskib stod på Smiths Rock, hvorefter kursen straks sattes derhen, men der opdagede de, at barkskibet lå sunket omtrent 1/2 Mil nordvest for Smiths Rock med begge sine bramsejl og mærsejl oven vande, hvilke sejl flagrede i den stive brise.

Skibet stod opret med sine master og ræer i 12 favne vand på hård sandbund. Ved signalisering fra Kap Moreton blev det betydet kaptajnen på dampkutteren, at mandskabet var landsat der, og da kutteren ankom i nærheden af fyrtårnet, optog den barkens kaptajn, hans hustru og 13 mand tilligemed deres jolle.

  De var alle i en ynkværdig tilstand og havde næppe saa meget tøj på, at de kunne skjule sig deri; de fleste af mandskabet var uden hat og støvler; alt var gået tabt. Båden, hvori de landede, var en lille jolle, og den, der ved, hvilken sø der kan stå ved Kap Moreton, vil forbavses over en så mirakuløs frelse fra den våde grav.

Kaptajn Gram forklarede, at det sunkne Skib var barkskibet "Aarhus", hjemmehørende i Nordby på Fanø, som forlod New York den 25. oktober samme år med en ladning stykgods, bestemt til Brisbane, og at han kom ud for Kap Moreton den 24. februar om aftenen og afbrændte blålys og på anden måde gjorde signaler for lods; men da han intet svar fik, vendte han skibet udefter i den hensigt at holde søen natten over.

Kort efter stødte skibet paa Smiths Rock og huggede 3 gange meget voldsomt, hvorpaa det sank i løbet af 10 minutter, omtrent kl. 21.00. Mandskabet havde knap tid til at komme i jollen, en lille let båd, som ikke var bestemt til at rumme 15 mennesker.

Kun med det tøj, de stod og gik i, ankom de, efter at have roet i cirka 3 timer i den høje sø, til strandbedden, hvor de landsatte, men her var ikke et menneske at se, og de gik derfor efter lyset fra fyrtårnet, hvortil de ankom omtrent ved midnat. Fyrmesteren, der uden tvivl lå i en dyb søvn, lidet drømmende om skibe og vrag, vågnede og spurgte: "Hvem der?" da kaptajn Gram, der taler godt engelsk, bankede på døren, hvorefter forklaringen fulgte, og de blev indladt og nød derefter al den omhu og pleje, som Mr. Powell, fyrmesteren, var i stand til at yde dem.

Fru Gram, kaptajnens hustru, fortjener den største deltagelse, ikke alene for hendes udståede lidelser, hvilke må have været store, men også fordi hun kun taler det danske sprog, og da få af hendes landsmandinder bor her i nærheden er hun således afskåret fra at tale om hendes lidelser med nogen af hendes køn, og erholder ikke den deltagelse, som gør en ulykkelig så godt. Hun er ikke i stand til at tilkendegive sine ønsker, hvor villige mange kærlige hænder end er til at yde hende al den komfort, de formår. Den ulykkelige dame synes at være meget nedslsået; i nervøs tilstand lider hun meget af hovedpine og søger at tilkendegive, at - foruden skrækken ved og hvad hun ellers har udstået ved skibets undergang – smerter i hendes ansigt af den idelige oversprøjten af saltvand på huden, og hun er tillige meget solbrændt og må foreløbig holde sig inde.

  Ved søretten i Brisbane, hvor søforklaringen efter forliset blev afholdt, blev der udtalt at skibets forlis skyldtes de af føreren begåede fejl, nemlig fejlgisning af afstanden fra Cape Moreton fyrtårn, forsømmelse af at have undladt at pejle skibets plads, da det nærmede sig havn, Undladelse af at styre efter lodsens blus, efter at signaler fra lodsskonnerten var blevet udvekslede, og ved efter at have passeret Smiths Rock, altsaa paa en tid, da skibets stilling i virkeligheden var uden for fare, at stå nordøst udefter. Søretten fremhævede dog, at føreren af ”Aarhus” var berettiget til at afvente lods allerede inden kl. 2000. Lodsskonnertens efterladenhed dadledes skarpt, og en omgående undersøgelse af dette forhold forlangtes, navnlig da man anså det for godtgjort, at lodsbåden først udsendtes kl. 20.20, og at den uden at have fået forbindelse med den danske bark vendte tilbage kl. 22.10.

 Søretten i Nordby tillægger derimod lodsvæsenet i Brisbane hele skylden, idet fejlgisningen af Cape Moreton fyr under de foreliggende omstændigheder ikke bør lægges føreren til last. Skibsføreren må også siges at have været forsynet med de fornødne kort og andre hjælpemidler til navigation, når han som tilfældet var her, ikke ville løbe ind i havnen uden lods om bord i rette tid, hvorfor det ikke har været forsvarligt at sejle lodsen i møde, når føreren efter sin formodede beliggenhed måtte befrygte, at der lå et blindskær mellem ”Aarhus” og lodsfartøjet

Kilde: F. Holm-Petersen + Rosendahl