Stålbarken "Aalborg" var bygget 1891 i Sunderland og målte ca. 662 Tons br. Den ejedes af et aktieselskab paa Fanø med N. H. Svarrer som korresponderende reder, der senere afløstes af C. P. Holm.

Førtes som ny af kaptajn Mathias Peder Clausen.

Skibets sidste fører var den 30 årige Peder Jensen Simonsen af Nordby, der var ude paa sin første rejse som kaptajn, styrmændene og tre-fire mand af besætningen var danske, resten var udlændinge.

 Barken, der var vel udrustet til en af disse lange rejser, på hvilken skibene tit måtte holde til mangt og meget og nødigt skulde ligge for længe i havn for reparationers skyld, afsejlede d. 9. april 1903 fra Glasgow til Port Nolloth paa vestkysten af Sydafrika, hvortil skibet ankom 22. juni 1903.

Da losningen paa den åbne kyst, hvor brændingen vanskeliggjorde arbejdet, var meget besværlig, tog det omtrent to måneder. Rejsen fortsattes til Westport paa New Zealand, hvortil skibet ankom 6. oktober. Næste havn var Matupi, og senere lastedes kopra i Jaluit og på flere mindre pladser, inden barken den 11. marts 1904 tiltrådte rejsen til Valparaiso.

En del af besætningen var rømmet i Australien, et par var vistnok døde og der blev da kompletteret med negre. Disse menes at have været syge og at have bragt feber om bord.

Efter to-tre måneders forløb begyndte man paa Fanø at længes efter telegram om skibets ankomst til sit bestemmelsessted. Tiden gik - men intet telegram meldte noget om Aalborg.

Man begyndte at ængstes, skønt frygten dulmedes ved tanken om at jernskibe der havde været længe i søen, blev stærkt begroede og derfor ofte kun gør ringe fart. Endelig den 20. juli kom der efterretninger om skibet, men de var meget sørgelige. Fra Valparaiso telegraferedes til Lloyds i London:

"Det forlyder, at den danske bark "Aalborg" er gået fuldstændigt under ved Constitucion et stykke syd for Valparaiso. Kaptajnen døde på søen. 6 Mand af besætningen er døde."

Der var ingen tvivl om, at det var fanøbarken, der her var tale om, og dagen efter telegraferede det danske generalkonsulat i Valparaiso til udenrigsministeriet:

Barken ”Aalborg” er strandet ved Mela, hvor den endnu står. Kaptajnen og syv af mandskabet døde paa rejsen. Jeg har meget uregelmæssige og upålidelige forbindelser med Mela.

Da telegrammet intet oplyste om, hvorledes det var gået skibets to danske styrmænd, J. Madsen af Ølgod og Andreas II. Wissing af Strirer, samt de øvrige danske, blev der af rederiet sendt et telegram til et firma i Valparaiso med forespørgsel om, hvem af Aalborgs besætning der endnu var i live, men man modtog kun meddelelse om, at der ventedes yderligere oplysninger hver dag, hvilket senere efterfulgtes at et budskab om, at de to danske styrmænd var døde, medens to af mandskabet, den 16-årige ungmand Joh. Kjær og kokken Alexander Alston, var frelst.

Herefter syntes det klart, at skibets ulykkelige besætning paa hele rejsen havde været hjemsøgt at sygdom, og at den ene efter den anden var blevet dødens bytte. Hvor frygtelig og deprimerende tilstanden om bord har været under disse sørgelige forhold, kan kun begribes af den, der har været i en lignende situation. Om de nærmere detaljer ved den skæbnesvangre rejse oplystes senere, at barken den 11. marts var stået ud i rum sø og havde sat kursen mod Chiles kyst for en god vind.
I løbet at en månedstid meldte en mand sig syg og blev sendt til køjs, og den efterfølgende dag endnu en. Blot en uge efter var hele den 11 mand store besætning alle syge, ja saa syge, at kun to at dem kunne kravle til roret for så godt som muligt at styre efter direktiver fra den syge kaptajn, der måtte holde køjen.

Sygdommen var den frygtelige Beri-Beri, og i begyndelsen at juni døde letmatrosen Meinerts, der var fra Sønderho, og kort efter endnu tre at matroserne. De at sygdommen mindst angrebne var kokken Alston og ungmanden Johan Kjær. Disse to tørnede om at passe roret i siddende stilling - stå kunne de ikke, heller ikke gå, men kun kravle, og ligene af de døde overkom de ikke at fjerne, ligesom de ikke evnede at yde de syge nogen videre hjælp.

Den 8. juli 1904 om morgenen fik man land i sigte, men straks efter at kaptajn Simonsen havde fået oplysning herom, sank han sammen og døde i løbet at en time, han havde trods sygdommen anspændt sine kræfter til det yderste for at gøre sin pligt.

Barken, der var assureret i Hamburg og på Fanø for dets værdi ved afrejsen, 90.000 Kr., blev kondemneret og solgtes ved auktion for 2.000 Kr