I mange år efter skibsfartens begyndelse på Fanø sejlede skipperne uden assurance af skib, proviant, inventar m.m. Ladningen blev dog som regel, når rejsen gik til England eller Norge, assureret, derimod ikke på kortere strækninger indenfor kystfarten. 

De sidste år før 1800 havde af den grund bragt store tab ved forlis og havarier, og man nødsagedes til at imødegå dette forhold ved at stifte en "Assurancehjælpekasse", der fik sæde i Sønderho, da den største part af Fanøs skibsflåde var hjemmehørende her. Den skulle træde til ved forekommende tab, hidrørende fra søskade og forlis. 

I Nordby fik man oprettet en lignende gensidig forsikring, dette skete dog først i 1835

I mange år efter skibsfartens begyndelse på Fanø sejlede skipperne uden assurance af skib, proviant, inventar m.m. Ladningen blev dog som regel, når rejsen gik til England eller Norge, assureret, derimod ikke på kortere strækninger indenfor kystfarten. 

De sidste år før 1800 havde af den grund bragt store tab ved forlis og havarier, og man nødsagedes til at imødegå dette forhold ved at stifte en "Assurancehjælpekasse", der fik sæde i Sønderho, da den største part af Fanøs skibsflåde var hjemmehørende her. Den skulle træde til ved forekommende tab, hidrørende fra søskade og forlis.  Uden noget forbillede blev der affattet udkast til vedtægter, som blev sendt til stiftamtmanden til gennemsyn 12. februar 1800. 

Andre steder i Danmark havde man forsøgt sig med at oprette forsikringsselskaber, men myndighederne havde sagt nej. 

Myndighedernes holdning kunne synes noget tvetydig. For, hvad der ikke kunne lade sig gøre på Bornholm og Ærø, lod sig ikke desto mindre praktisere på Fanø. 

Helt tilbage i 1800 havde man i Sønderho stiftet en Assurancehjælpekasse, hvis vedtægter stiftamtmanden nødvendigvis skulle efterse. Han var fuldt på det rene med, at initiativet muligvis ikke kunne forenes med Sø-Assurance Kompagniets eneret, og han sendte derfor vedtægtsforslaget videre til København. Derfra svarede man, at foreningen på den ene side ikke egentlig stred mod Kompagniets oktroy (eneret til at drive økonomisk forretning), men på den anden side kunne man dog ikke anbefale en kongelig konfirmation af det foreliggende, fordi - og så påpegedes der en del, som burde rettes og ændres. Det gjorde man så på Fanø. Med der forlyder ikke noget om nogen godkendelse og ej heller nogen protest fra Kompagniet i København. Kan hænde, at man i hovedstaden fuldt ud var på det rene med, at alternativet på Fanø ville være at assurere i Hamborg, hvis de altså ikke selv fik lov. 

 Af "Reglement for Hjælpekassen for Sønderho Beboere, der ejer Skibsparter" fra 1833 kan man se at forsikring af det halve af skibets værdi var almindeligt. Det kan muligvis også ses som et udtryk for, at en sådan kasse ikke kunne magte alt for store beløb. For der var også en maksimumsgrænse på 600 Rdl. pr. fartøj. Til gengæld slap man normalt med 2% om året, idet der dog var en regel om, at hvis den opsamlede kapital ved stor søskade ikke var tilstrækkelig, så skulle interessenterne give et yderligere tilskud på op til 6%. 

Dette gensidige forsikringsforetagende fungerede tilsyneladende uden de store problemer i lige godt 60 år. I 1850'erne var man dog ude for en række forlis, som slog bunden ud af kassen, og ved opløsningen i 1861 måtte interessenterne punge ud for at klare de sidste forpligtelser. 

Hvorledes den har arbejdet, vides ikke. Det ses, at skibsfører Mikkel Johansen indtil sin død (1828) har været kassens bogholder og kasserer. Derefter er skibsfører P. Th. Sonnichsen , død 1835, bogholder og skibsfører Søren H. Ibsen, død 1836, kasserer. Af skifteretsprotokollen under behandling af Mikkel Johansens bo, fremgår det at for årene 1824 - 25 - 26 har assurancesummen beløbet sig til henholdsvis 15.160, 20.500 og 26.300 Rdl. kurant de udbetalte forsikringsbeløb i samme periode har udgjort 1026 Rdl. 

I 1835 vedtoges en ændring i foreningens love, der lyder således: 

Med disse Vedtægters Oprettelse er vi alle Undertegnede enige, dette bekræftes med vore Underskrifter.

Sønderho, den 31. januar 1833, Peder Th. Sonnichsen, Regnskabsfører.

Er underskrevet af 83 skibsførere, deraf 28 fra Nordby. 

 Søassurancekassen i Nordby blev stiftet i 1835 - også den kom til verden uden de store problemer, hvad der måske kan hænge sammen med, at interessenterne ikke repræsenterede mere end tyve mindre galeaser. I Nordby påtog man sig heller ikke at forsikre mere end en del af skibets værdi, men efterhånden som flåden og dermed kassens indtægter og reservefond voksede, kunne maksimumsbeløbet pr. fartøj sættes op. Og stadig var der tale om billigere præmier end hos assuranceselskaberne, som en reder jo i øvrigt stadig kunne gå til, hvis han ville have kaskoforsikret den resterende del af sit skib. I Nordby klarede man sig i øvrigt bedre - virksomheden fortsættes ind i det følgende århundrede. 

I foreningens protokol finder vi: 

"Aar 1835 den 11. Januar blev efter Indbydelse af Skolelærer og Kirkesanger M. C. Kirkeby i Fanø Krogaard afholdt et Møde af Nordby Sogns Skibsførere, hvor det blev besluttet at oprette en Søassuranceforening. I den Anledning blev en Bestyrelse udvalgt for at affatte Love. De udnævnte Bestyrere blev: Skolelærer Kirkeby, Skibsfører Anders Bertelsen, P. N. Svarrer, Jes J. Engers og Jens P. Callesen med førstnævnte som Bogholder, Kasserer og Regnskabsfører. Den 18. Januar S.a. blev Forslag til Bestemmelse for Søassuranceforeningen i Nordby gennemgået og overvejet og af Interessenterne antaget som Lov."

Der var i alt 20 paragraffer. 

De større skibe havde vel førhen været forsikrede i København eller Hamborg, men de mindre skibe var oftest uforsikrede. Dengang var det derimod tilladt og blev også brugt, at foretage en indsamling, når et skib var gået tabt, og skibet eller skipperen var godt kendt, kunne der på børserne andre steder, men også på Fanø, indsamles ikke så lille en sum. Var skibet gået tabt med mand og mus, blev der også gerne foretaget en indsamling til enkerne efter de forulykkede. 

Begyndelsen var ret beskeden. De indmeldte skibes antal var kun 20 små galeaser med en forsikringssum af 16.200 Rdl. præmien sat til 5 %, at betale med 2 % halvårligt; skibe der ikke sejlede om vinteren fik beregnet ristorno, men foreningen arbejdede sig snart op til en betydelig størrelse og har i flere retninger i høj grad støttet byens hovednæringsvej: søfarten, dels ved til en lav præmie at forsikre en del af skibenes værdi - hele risikoen kunne den dog ikke overtage, men maksimumsbeløbet, der kunne forsikres, er dog i årenes løb, eftersom reservefondens størrelse voksede, flere gange blevet forhøjet og dels ved at udlåne af reservefonden til unge skibsførere, som byggede eller købte skib. I 1860 var de forsikrede skibes antal steget til 77, der var forsikret for 114.370 Rdl., og foreningen havde da en formue på 22.714 Rdl.  

I 1879 fremkom bestyrelsen med følgende forslag: 

" Det vedtoges at lade følgende skrivelse, trykt i 1000 eksemplarer udgå til alle interessenterne: 

Til interessenterne i Nordby Skibsforsikringsforening.  

Nordby Skibsforsikringsforening blev stiftet i 1835. i den Aller største del af de c. 45 år den har bestået, forsikrede den kun for totalforlis, det var først fra marts 1875, at foreningen ydede sine interessenter fuldstændig forsikring, samtidig med at den udvidede sin risiko fra 12.000 kr. til 15.000 kr. i et enkelt skib.

Interessenterne ville erindre, at denne forandring vedtoges, fordi man mente derved at gøre foreningen mere tidssvarende og således drage de større og nye skibes forsikring til den.  

Denne hensigt er imidlertid så lidt bleven ? til den, at man endog på sidste ordentlige generalforsamling fandt sig foranlediget til at vedtage en bestemmelse om, at den der har modtaget lån af foreningens midler til bygningen af nyt skib skal gå ind i foreningen med en tilsvarende del af dette, at der har måttet anvendes en sådan tvang viser imidlertid, at Nordby Assuranceforening ikke kan konkurrere med de store selskaber i København, Hamborg o.a. st., navnlig siden flere af disse har indført rejseforsikringer til præmier, der bestandig er bleven mindre og mindre. Og at det ikke kan gå an for vor lille forening at gå ind på at tegne samme slags forsikringer behøver formentlig ingen nærmere påvisning, så meget mere som et blik på den status, de sidste års regnskaber har givet, viser, at denne stadig er gået nedad. 

Januar 1876 var foreningens formue kr. 121.793,45

Januar 1877 var foreningens formue kr. 117.007.93

Januar 1878 var foreningens formue 115.738.09 

For indeværende år vil indtægterne blive ca. 30.000 kr., medens udgifterne til dato er løbne op til ca. 29.000 kr., så at man altså må befrygte en betydelig nedgang af status til næste januar.

Da forsikringen i vor forening er gjensidig, vil tilbøjeligheden til at gå andetsteds hen med forsikringen af de store og gode skibe tiltage, eftersom vort grundfond aftager, og man kan således ikke, undgå at nære frygt for, at det tidspunkt ikke er meget fjernt, da Nordby Skibsforsikringsforening kun har sådanne skibe til forsikring, der på grund af alderens eller andre skrøbeligheder må betale forhøjede præmier hos andre selskaber, og disse skibe ville da efter al sandsynlighed med tiden forstørre den ikke ubetydelige formue, foreningen nu ejer, og som, når den kan bevares, vil være et stort gode for kommunen. 

Støttet på disse betragtninger vil bestyrelsen på næste ordentlige generalforsamling der vil blive afholdt tirsdag den 30. december d.a. (1879) formiddag kl. 9. i Nordby Realskoles lokale, fremkomme med forslag om, at Nordby Skibsforsikringsforenings skal opløse sig med et halvt års frist, altså til ultimo juni 1880. 

Såfremt dette vedtages, vil bestyrelsen forelægge et forslag om, at alle interessenterne få tilbagebetalt de 8 % eller en del af samme, de har indskudt i foreningen, og at der af den rest der bliver tilbage som foreningens formue, oprettes et i Nordby hjemmehørende legat eller lånefond, af hvilket udlånene skulle foretages væsentlig efter de samme principper som hidtil har gjort sig gældende i foreningen samt at der skal vælges en bestyrelse til med en formand i spidsen at administrere dette fond under iagttagelse af visse love, til hvilken der vil blive forelagt et udkast til generalforsamlingens godkjendelse. 

Ingen som nu har penge til låns af foreningens midler vil på grund af den foreslåede forandring få disse opsagt, men kan beholde dem på samme betingelser som hidtil.

Idet alle interessenter herved indbydes til ovennævnte generalforsamling anmodes alle de der ikke kunne give møde, om at sende fuldmagt med opgivelse af summen der er forsikret i foreningen.

Bestyrelsen for Nordby Skibsforsikringsforening, Nordby på Fanø den 12. august 1879.

M. Lauridsen, S. B. Hansen, L. Ankersen, C. H. Nielsen ? 

På generalforsamlingen den 30. december 1879 besluttedes: "Det af Bestyrelse forfattede Forslag om Selskabets opløsning tages tilbage".

I årene 1875 - 80 var der forsikret 100 skibe i foreningen, det højeste antal forsikringsprotokollen kan vise. At det var mindre skibe, Nordbyanerne den gang sejlede med, fremgår at drægtigheden kun var ca. 10.000 tons, altså gennemsnitlig 100 tons per skib. Og at forsikringssummen ikke kom højere end ca. 50.000 kr. resten af skibets værdi blev den gang for en stor del forsikret i København.

Efterhånden blev der flere skonnerter, brigger og en bark indimellem, de større skibe var dog kun til dels forsikrede her, resten eller hvad man ønskede mere, tegnedes så i Hamborg eller København og disse forsikringsselskabers love rettede man sig efter ved havariopgørelser og forlis, hvis samme ikke var total. Grosserer Schanby i København og sejlmager A. K. Schmidt i Altona var de mænd der besørgede disse forsikringer tegnet for Fanø.

Efter den tid er summerne dalende for hvert år på grund af skibsflådens reducering. 

Assurancekassen, som den hed i daglig tale, virkede til gavn for øen i mange år og var medvirkende ved den store udvikling, skibsfarten fik i slutningen af det 19. århundrede; dog viste det sig, at den ved de store skibe, som da anskaffedes, ikke var så heldig mere, da en gensidig forsikr
ing altid virker bedst, hvor interessenterne er de samme, man da skibene dengang kunne repræsentere en værdi mellem 2 - 300.000 kr., og der deraf kun kunne tegnes 25.000 kr. i kassen på Fanø, havde den ikke mere den betydning som tidligere. Skibene forsvandt efterhånden, og kassen havde da følelige tab, hvorfor det besluttedes at ophæve den i 1907

Den grundfond, efter at alle forpligtigelser var klaret, var ca. 40.000 kr., hvilket fastsattes som et legat for trængende og til almennyttige formål i Nordby sogn. I de forløbne år har den skænket større summer til forskellige øjemed. 

Skolelærer og kirkesanger Marcus Clod Kirkeby, født 1812, død 1851, var den, der var den første bogholder, og lagde et stort arbejde i at få kassen oprettet og i gang; derfor sattes der ham også et minde. 

Mindet er en firkantet jernplade, hvorpå der med forgyldte bogstaver, der dog er rustne står: 

"TIL HÆDRENDE OG ERKJENDTLIGE IHUKOMMELSE AF

Marcus Clod Kirkebye

Rejstes dette minde af

Nordby Søassuranceforening. 

Hvis indsigtsfulde Medstifter og hvis nidkjære, samvittighedsfulde, uegennyttige Bestyrer han var i en række år." 

Købmand og konsul Simon Johnsen bestyrede efter Kirkebyes død kassen i et par år, derefter blev skipper Peder Svarrer, og efter ham Peder S. Svarrer, og til sidst Niels S. Gundersen bogholdere. 

Legatet hedder nu Nordby Assurancefond og har en bestyrelse af 7 mand, der vælges af generalforsamlingen og efter tur. Til generalforsamlingen har enhver, som var interessent, da kassen sluttede sin virksomhed, adgang og stemmere

Konsul Simon Johnsen 

I forbindelse med assurancekassen skal også kort nævnes en anden gensidig forsikringsforening, nemlig den såkaldte enkekasse for Nordby Sogn. Den blev stiftet den 28. februar 1847, vistnok også på Krogården. Formålet var at støtte enker efter omkomne sømænd fra Nordby Sogn med pengebidrag.

Kassen blev stiftet på foranledning af lærer Kirkeby, pastor Biering, konsul Simon Johnsen, og skibsførerne J. P. Svendsen, Søren Mathiasen, Claus Clausen, Jens N. Brinck, N.N. Gregersen og Niels Anthionisen.

Den har også gjort sin nytte og haft betydning i lignende henseende som assurancekassen ved at støtte flere med lån. Indbetalingen var forskellig efter den afdeling man meldt sig til, der var tre klasser. Engang stod kassen rigtig godt, men da livsforsikringer blev almindelige, undlod de fleste nygifte at indmelde sig, og dette i stor tilgang af enker, gav kassen sit banesår, så den til sidst blev afviklet i 1932 med en kassebeholdning, 1520 kr., der blev uddelt til 44 enker. 

Efter initiativ af overlærer Holger Poulsen stiftedes den 21. april 1888 et lille aktieselskab i Nordby. Selskabets formål var at forsikre det løsøre, som her på øen hjemmehørende søfolk fører med sig, når de farer med danske skibe. Da aktiekapitalen, der var fuldt indbetalt, kun beløb sig til 5000 kr., var maksimumssummen, der kunne tegnes, følgende: 

1. For skibsførere kr. 600
2. styrmænd, tømmermænd og ligestillede kr. 300
3. andre søfolk kr. 200

Til at begynde med kunne der på én gang for et skib forsikres i alt kr. 1500.

Da de nævnte summer var temmelig små, særlig for store skibes vedkommende, udvidedes aktiekapitalen i året 1893 til 16.000 kr. 

Forsikringssummen forhøjedes henholdsvis til:

1. afdeling kr. 1000

2. afdeling kr. 500

3. afdeling kr. 300 

mens det beløb, der kunne tegnes på et skib, forhøjedes til 3.500 kr. 

Af hensyn til, at Fanø-skibenes antal blev betydeligt formindsket i årenes løb, vedtog selskabet fra 1. november 1904 at standse med at tegne nye forsikringer.

Selskabet udstedte i alt 2067 policer, hvoraf 87 blev virksomme med en udbetaling af ca. 23.000 kr.

Den 11. januar 1884 holdt en del fiskere fra Esbjerg, Fanø og Hjerting på Spangsbergs Hotel i Esbjerg et møde, sammenkaldt af toldforvalter Hassing, hvor man vedtog at oprette en forsikringsforening for dæksfiskefartøjer, hjemmehørende i Fanø og Esbjerg tolddistrikter. 

Ophavsmanden var egentlig den unge toldmedarbejder J. H. Lorck-Madsen, som ved sin daglige omgang med fiskerne på Esbjerg Havn, havde erfaret at man manglede en sådan forening.

Foreningens formål skulle være ved medlemmernes gensidige forpligtelser, at sikre hinanden ved erstatning for skade for fartøjerne. 

Foreningen blev stiftet på ovennævnte møde, og skulle begynde sin virksomhed, så snart der var tegnet fartøjer til et forsikringsbeløb af 30.000 kr. Dette blev nået indenfor en måned og foreningen startede op den 1. april 1884. 

Den første bestyrelse kom til at består af toldforvalter Hassing som formand, proprietær P. Breinholt, Esbjerg, købmand Nielsen og fisker H. Øllgaard Nielsen, Hjerting, samt fiskehandler Lorentzen, Nordby.

Til bogholder og kasserer valgtes den egentlige ophavsmand toldmedhjælper Lorck-Madsen. 

I tilknytning til foreningen stiftedes den 11. februar 1888 "Understøttelsesforening for Enker og Børn efter paa Søen forulykkede Fiskere". Det årlige kontingent sattes til 4 kr., og toldmedhjælper Lorck-Madsen arbejdede også her som kasserer og bogholder.

Fra den 16. februar 1896 dækkede foreningen hele Ribe amt. 

I begyndelsen af 1870'erne stiftedes i Nordby en forening under navnet "Den gamle Mand", dens formål var at samle et fond, der kunne støtte trængende gamle sømænd i Nordby med et årligt pengebidrag, særlig op til jul. 

Der tilsluttede sig hurtigt medlemmer og andre bidrag kom ind via gaver og bøsser anbragt i sognets skibe. 

Foreningens love blev i 1878 ændret, og foreningen fik det nye navn "Bombebøssen", den havde samme formål som "Den gamle Mand", og dækkede nu sømænd på hele øen, foreningen startede ud med en grundfond på 6.000 kr, overført fra den oprindelige forening.

Holger Poulsen

Bombebøssens første bestyrelse bestod af: toldforvalter Scheel, lærer Holger Poulsen, formand, købmand P. Svarrer og skibsførerne Th. Meinertz, Poul P. Harreby og H. J. Aarre af Sønderho. 

Konsul og skibsreder D. Lauritzen skænkede i 1920 foreningen et beløb på 100.000 kr., hvis renter tilfalder Nordby med 2/3 og Sønderho med 1/3.

Denne forening blev stiftet på et konstitueret møde den 10. december 1903. den første bestyrelse bestod af: Skibsrederne Anker Clausen, P. H. Clausen, P. N. Harreby og P. N. Winther samt købmand Johannes Mathisen og lærer H. Poulsen, formand. 

Foreningen har op til 1930'erne udbetalt ca. 20.000 kr. i understøttelse til trængende. Den havde en grundfond på 9.000 kr.

Denne forening stiftedes den 6. marts 1870 med følgende bestyrelse: skibsførerne Math. J. Knudsen, Jens Svendsen, Th. Meinertz, P. N. Jensen og P. Gr. Carstensen med L'loyds agent N. Sonnichsen som formand og lærer S. P. Sørensen som kasserer. 

Denne forening gjorde gode fremskridt; det blev almindeligt at nygifte par meldte sig ind. I 1895 ejede den 10.000 kr., hvilket beløb ifølge lovene skulle henstå som et reservefond, og udlånes til medlemmerne med en billig rente. Ved foreningens 60 års jubilæum i 1930 oplyste formanden ved denne lejlighed, at foreningen havde uddelt 2473 portioner til ubemidlede, syge og svage mennesker i sognet, til et samlet beløb af 25.289 kr.

I slutningen af 1860'erne og begyndelsen af 70'erne indtraf der flere totalforlis med skibe fra Sønderho, hvorved der blev mange enker og faderløse børn, som nu kunne se frem til en meget fattig tilværelse, hvor de måtte kæmpe hårdt for det daglige brød. De var henvist til at leve af lidt agerbrug, 1 - 2 køer og lidt får. Offentlig hjælp kunne man ikke få, man var henvist til et par rigsdalere ved juletid fra kirkebøssen. Først når en enkes sønner kunne komme ud at sejle, gav det mulighed for sønnerne at hjælpe moderen med deres hyre. Mange drenge måtte allerede i 9 - 10 års alderen sejle med bådskipperne eller fiskerne i sommermånederne, for at kunne hjælpe sin familie med den lille hyre de her kunne tjene. Alle ville holde sig fra Fattigvæsenet så længe som overhovedet mulig. Den private godgørenhed var dog stor. Kom en skibsfører hjem fra en heldig rejse, betænkte han altid de fattige og navnlig enkerne med børn med en gave; landmændene med et par skæpper korn fra høsten eller mulighed for at samle aks på stubmarken og fiskerne nu og da med lidt fisk. Når man holdt fest blev der uddelt madvarer til de fattige. Dette var selvfølgelig en hjælp, men det var svært at tage imod, man havde jo sin stolthed. 

På grund af disse fattiges forhold, oprettede nogle mænd en kasse, ved navn Sønderho Enkekasse: købmand S. M. Kromann, Skibsførerne Math. J. Knudsen, Th. Meinertz, Jens Svendsen, Jens N. Jensen, Th. H. Brinch, Th. S. Thomsen og P. N. Harby. Den stiftende generalforsamling afholdtes den 9. februar 1873.

Kassens hovedopgave var at sikre enker efter forliste sømænd, en årlig indtægt og eventuelt yde dem et lån. Betingelse for begge dele, var at manden havde været medlem af kassen.

For at oparbejde en grundfond, blev der ikke udbetalt forsikring de første fem år, men allerede efter et år, kunne man yde lån. Medlemstallet var efter det første år 63. 

I de første 60 år, af kassens levetid, har man ydet enkepensioner i en størrelsesorden på ca. 140.000 kr. og den største del af fondet har været udlånt, uden at lide tab. Det eneste tab kassen har haft, var på 2.000 kr, som man havde stående i en bank der gik fallit.

I årenes løb har kassen modtaget flere gaver fra Fanø Sparekasse og fra flere firmaer i udlandet som Fanø skibsførere, har haft forretningsforbindelser med.

I 1898 nåede kassen sin højeste formue på ca. 40.000 kr., men da enkernes antal i årene der omkring var steget fra 36 til 64, tærede dette tydeligt på kassens formue.