Nedenunder ses beretning bragt i Fanø Ugeblad d. 4.11 1982:

Fra C.V. Engel har vi modtaget nedenstående.

Hermed beretningen om Mikkel Johansen Thomsen Brinch's død på havet d. 29.12 1879
Fundet mellem gamle papirer og "oversat" fra gotisk til alm. dansk:

                                                                                                                                  Kjøbenhavn d. 3. januar 1880

Capt. Thomas Meinertz, Sønderho

Da jeg i går aftes pr. telegram lod Dem underrette om kaptajn Brinch's død, undlader jeg ikke hermed ved nærmere at gjøre Dem bekjendt dermed. Det er et meget sørgeligt tilfælde og en lang sorg for hans familie, som må begræde tabet af en så dydig mand og fader.

Vi var altså ved Skagen d. 29de om morgenen kl. 5 og stormen var så hård af vest at vi måtte lægge skibet for 3 rebet storsejl og rebet stagfok som var alt den kunne føre, og lå dermed NNV over indtil kl. 1 om eftermiddagen stod vi alle stille på halvdækket og lod os føre af skæbnen.
Da gik vi ned og fik en kop kaffe og kaptajnen blev da i kahytten for at tage tørt tøj på. Kl. 2½ fik vi svenske kysten i sigte ved Måseskjær og jeg råbte det da ned til kaptajnen, som straks efter kom på dækket. Vi rådslog da med hinanden om hvad vi skulle gjøre og besluttede da at falde sydover. Kaptajnen sagde da til mig, lad os brase ræerne rundt allerførst og vi gik da for at udføre samme.

Så snart vi kom midtskibs, så jeg en brådsø komme på siden og jeg råbte: Hold jer fast og i det samme øjeblik brød søen over skibet med voldsom kraft. Så snart søen havde afbrudt råbte kokken "Kaptajnen overbord". Oh, hvilket øjeblik. Jeg løb da straks tilbage med hele mandskabet agterud og greb lodlinen og tilkastede ham den, men desværre, den nåede ham ikke og tillige var den blevet uklar af søen. Ak. Hvor det dog er ynkelig og rædsom at skal stå og se sine medmennesker i sådan nød og ikke kan hjælpe ham på nogen tænkelig måde.

At ville have udsat en båd i sådant vejr ville have været til ingen nytte. Vi halsede da med skibet -  han forsvandt for vores blikke, oh, det er er tungt at tænke på, at han, som for et øjeblik siden stod i vores midte nu lå begravet i de grumme bølger, man kan jo sige hans tid var kommen og vi er jo alle vor herre en død skyldig, nogle tidlig og andre sent, men jeg kan dog ikke tåle at tænke på den sorg det volder hans, han så højt elskede familie.

Altså, da vi havde halset, tilsatte vi vore sejl for om muligt at klare kysten, som jo også lykkedes os, men det bedste og kjæreste havde vi da mistet. Den morgen klokken 4 derefter vi ud fra kysten og lå over mod Skagen, da vinden var gået sydlig. Siden har vi haft en contradig rejsen, men skibet er ellers i god behold.
Ved Deres telegrams modtagelse havde jeg alt meddelt assurandørerne ulykken samt forhørt, om de havde noget imod, at jeg fortsatte rejsen alene, de havde ikke noget imod det, og fortsætter altså ved første lejlighed.

Til slutning beder jeg dem forelæse madame Brinch dette brev, hvis De selv finder det passende, forventende et par ord fra Dem i Køge.

Tegner med agtelse
N.M. Madsen

Kilde: Schneider, Anne Marie Grønnegaard og Kromann