Peder Brinch var søn af skibsreder og skibsfører Peder Pedersen Brinch og Mette Jesdatter
Peder blev født i Sønderho d. 7.10 1841
Peder døde i Esbjerg d. 20.12 1908
Peder blev gift 1. gang d. 22.2 1865 med Anne Tækker, datter af skibsfører Thomas Nielsen Tækker
Anne var født d. 16.6 1846 i Sønderho
Anne døde d. 27.4 1872 i Sønderho
Der var 3 børn i 1. ægteskab
Mette Brinch, gift med Jes Anders Sonnichsen
Peder Brinch Sonnichsen, forulykket i 1917 med fuldriggeren "Termandra", USA
Anne Petra Brinch, gift med Torjus Wilhelm Stabell, skibsfører

Peder blev gift 2. gang d. 14.1 1874 i Oporto, Portugal med Amalie Caroline Lorentzen
Amalie var født i Føhr d. 23.6 1853 – Amalie døde d. 16.11 1881 i Esbjerg
Der var 4 børn i 2. ægteskab
Alma Christine Brinch, gift med Jørgen Nielsen, bankdirektør og britisk konsul i Esbjerg
Peder Brinch, blev kun 5 år gammel
Dagmar Brinch, gift med Christian Olsen, kulgrosserer og russisk vicekonsul i Esbjerg
Frederik Brinch, direktør i Emdrup

Peder blev gift 3. gang d. 14.12 1882 i Esbjerg med Mathilde Dahl
Mathilde var født d. 13.6 1848 i Kalundborg – Mathilde døde 10.1 1918 i København
Der var ingen børn i ægteskabet

1867 – 1871: Reder og fører af "Ane", brig, reg.t 192, Sønderho
1872 – 1876: Reder og fører af "Ane", brig, reg.t 229, NJGK, Sønderho
1893 – 1897: Reder af "Zara", skonnertbrig, reg. T 243, NFHW, Sønderho

Og herunder sønnen, Frederik Brinch's optegnelser:

Af skibsfører, senere fabrikant og bankdirektør i Esbjerg Peder Brinch's dagbog,
der nu opbevares hos sønnen, direktør Fr. Brinch i Emdrup

Peder Brinch begynder med at fortælle om, hvad han har oplevet i sin barndomstid i Sønderho. Han var søn af skibsfører Peder Pedersen Brinch og Mette Jesdatter og født d. 7. oktober 1841 i Sønderho.
Hans liv på søen begyndte meget tidligt. Kun 1½ år gammel gjorde han sammen med moderen en rejse til England med faderens skib "Sophie", hvorom han naturligvis intet erindrede. 6 år gammel besøgte han sammen moderen faderen, som lå med sit skib i Flensborg og sejlede med derfra til Fredericia. Og kun et par år ældre var han, da han kom med faderen på en rejse til Kristianssand i Norge i sommerferien.

Herom skriver han:
I Christianssand var der meget at se for mig og for første gang så jeg her et dampskib og mange store sejlskibe, høje fjelde og soldater. Jeg var på fjeldene og plukke blåbær. Efter nogle dages ophold gik vi til søs for hjemgående, vi var 8 dage til søs på grund af storm og dårligt vejr (oprejsen havde kun taget 2 dage) hver dag, hvilket gjorde mig ked af det hele, dog var jeg inderlig glad for, hvad jeg kunne fortælle mine kammerater hjemme om rejsen, og hvad jeg havde set i Norge, ventende, at de ville stå med opspilede øjne og gabende mund for at høre på mine beretninger.
Det var i sommerferien, jeg var i Norge og jeg kom lige hjem, som skolen skulle begynde, hvad jeg ikke var så glad for. Mine jævnaldrende fætre, Jes Mathiesen Knudsen og Jens Mathiesen Knudsen havde også været i Norge, men de havde ikke som jeg, set et dampskib.

Af dagbogen fremgår det, at han tilbragte det meste af sin fritid i barndomstiden ved havne, manøvrerende i både. Om sommeren var han 7 – 8 gange daglig ude at bade og ved en sådan lejlighed reddede han engang en kammerat, der var kommen for langt ud, fra at drukne. En anden gang var han selv og fætteren, Hans Frederiksen udsat for den største livsfare. Fra faderens skib, der lå i Knudedyb, havde de i skibets eneste jolle begivet sig til Poul Meyers Sand (en i ebbetiden og ellers i godt vejr tørliggende sand syd for Sønderho) for at samle måge- og terneæg.

De havde ikke noget anker med til at fortøje båden ved, men stak en åre ned i sandet og fastgjorde båden derved. Da vandet steg, rev båden sig løs og drev bort, mens de var ivrigt beskæftiget med at samle æg. Samtidig blæste det op til storm og drev båden ind over Sanden, så de 2 drenge måtte kravle op i et sømærke, hvor de bandt sig fast med deres tørklæder og forberedte sig på at skulle tilbringe natten der, da det allerede var langt ud på aftenen, i denne ubehagelige og ikke ufarlige stilling. Til sidst blev man rent tilfældigt inde fra land opmærksom på deres farlige stilling og fik dem reddet.
Da han i efteråret skulle gå til præst, var det første, han og de øvrige drenge anskaffede sig, en pibe. Kunne en dreng, der kom ud at sejle, ikke ryge, var han ingen karl. Da konfirmationen var godt overstået – det var dengang den første søndag i marts – skulle der holdes et afskedsbal med skolen og barndomstiden. Der var 15 drenge og 9 piger, der blev konfirmeret. Af drengene kom de 14 ud at sejle. 16 år efter – (i ca. 1887), - da Brinch nedskrev sine erindringer, var de 8 omkommet på søen og 2 døde på landjorden. Disse baller var "sammenskudsballer". Deltagerne kom selv med alt nødvendigt til afholdelse af udgifterne: Kager, brød, smør, pålæg, lys og brændsel, kaffe og mjød osv. Hvad er levnedes deraf, var betaling til værten, der lagde lokaler til, han fik dog også 2 – 3 mark til rengøring, spillemændene fik 2 skilling af hvert par for et sæt danse a' 6 spil.

Brinch fortæller derefter:
Nu kom foråret, det var altså i 1856 og en del af os skulle rejse straks efter ballet. Vi havde alle fået hyre som skibskokke eller kokkedrenge. Jeg havde fået hyre med "Fortuna", der førtes af min onkel, Thomas Meinertz og skulle have 32 rigsdaler i hyre for et helt år, hvad jeg var meget stolt af, da ingen af mine kammerater skulle have så meget, skulle også have fri rejse til skibet, som lå i Fredericia. Jeg var med de sidste som rejste, det var først i april. Jeg længtes uhyre efter at komme afsted, ud at sejle og tjene penge. Endelig oprandt dagen, og forud var jeg, som skik og brug var, omkring hos familien for at sige farvel. Og der vankede så nogle lommeskillinger og da min familie var ret talrig, og mine tanter ret gavmilde overfor mig, havde jeg samlet 5 rigsdaler ved denne lejlighed.
Min mor var nu ikke så glad for, at jeg ikke det første år kom med min far, men min onkel ville give mig mere i hyre og det lokkede. Far lå for resten i Odense med sit skib og lossede der. Aftenen før jeg skulle rejse, trakterede mor med bøfsteg, en ikke almindelig ret dengang. Vi skulle køre, onkel og alle skibsfolkene, til Nordby kl. 5 om morgenen. Jeg blev vækket kl. 4 om morgenen, hun havde da lavet kaffe. Da stunden så var kommen, at jeg skulle sige farvel til mor og mine små søskende, kan jeg ikke nægte, at jeg var så lidt beklemt om hjertet. Jeg græd og mor ligeså. Jeg forlod så barndomshjemmet og skulle nu ud i verden på egen hånd. Kl. 7 gik vi i Nordby om bord i færgebåden, der førte os til Strandby (Esbjerg eksisterede ikke dengang).

Her holdt ved ankomsten dertil en almindelig bondevogn, hvorpå vores rejsetøj blev stablet op og vi selv – 5 mand foruden kusken – oven derpå og så luntede vi af ad en dårlig vej. Vi kørte hele dagen og den følgende nat i en højst ubekvem stilling, var et par gange inde i kroer og bekendte for at spise. Først anden dag henimod middag kom vi til Fredericia og ombord i "Fortuna". Fra da af blev jeg tituleret kok.
Om aftenen fik jeg min stråsæk, dyne og pude anbragt i køjen og skulle så til køjs ret tidligt, da vi jo ingen søvn havde fået natten forud, men jeg kunne ikke sove i denne snævre og lave køje, jeg tørnede ud på kisten og sad så og blundede lidt der. Stemningen var vemodig, så hjemlængslen meldte sig. Morgenen kom endelig og jeg skulle først tørne ud for at gøre ild og lave kaffe. Det var noget helt andet end hjemme.
Efter 8 dages forløb fik vi fragt; vi skulle gå til Fåborg og indtage en ladning byg til Leith i Skotland. Under vejs til Fåborg havde jeg det uheld, at da vi skulle brase, gik min ene vante af og faldt overbord, jeg så grædefærdig efter den, så længe jeg kunne øjne den, hvad folkene kun lo af. Jeg kunne ikke forstå at der ikke blev sat en båd ud for at redde den, hvad man havde gjort om formiddagen, da styrmandens hat var faldet overbord. Efter et par rejser over Nordsøen skulle skibet gøre en rejse fra England til St. Petersborg (nu Leningrad). I Rusland måtte man dengang ikke koge ombord af hensyn til formentlig brandfare. Dette skulle foregå i land hos folk, der var villig at overlade køkken til dette brug.

Herom fortæller Brinch:
Efter at have varpet i 2 dage kom vi endelig til Newsky. En plads, som ligger et par mile oppe ad Nevafloden, hvor vi skulle laste. Her kom jeg til at koge i et hus, hvor alle de russiske kokke (fra orlogsskibene) kogte. Her var et vældigt spektakel og tit slagsmål. Man kunne heller ikke risikere at vende sig bort fra gryden uden at indholdet blev stjålet – og hvordan maden blev tilberedt i et sådant hul er ubegribeligt.
Mange morsomme scener oplevede vi kokkedrenge her i Newsky, her var både danske, tyske og hollandske kokkedrenge, men det varede ikke længe, inden vi lærte af hinandens sprog, så vi kunne forstå hinanden. Vi levede for resten godt, skar de bedste stykker ud af kødet, når vi så vort snit dertil og hollændernes pandekager var vi særlig forlibte i. Efter 14 dages ophold ved Newsky skulle vi tilbage og drive ned ad floden. Vi drev både ved dag og nat, det var i de lyse nætters tid. Kl. 3 om natten kastede vi anker og da vi intet varmt havde fået siden middag, skulle vi kokke fra 3 skibe se at få kaffe kogt i land. Det var ikke nogen let sag; thi ingen mennesker var på benene på denne tid, men vi traskede afsted med vore kaffekedler gade op og ned uden at kunne komme ind nogen steder. Endelig efter 2 timers forløb træffer vi en mand, der anviste os et køkken. Herinde lå en russer og sov på et bord. Med møje og besvær fik vi ham forklaret, hvad vi ville, fik så gjort ild og kaffen kogt.
Men da vi ville betale, forlangte manden mere end rimeligt var, syntes vi. Vi ville give ham 20 kopek for hver kedel, hvad vi plejede at betale; dem ville han ikke han ikke modtage og lagde pengene tilbage i min hånd og søgte at gøre os forståeligt, at han skulle have meget mere, og vred var han. Jeg puttede så pengene i lommen, snubbede kaffekedlen og ud af døren i en fart, ligeså mine kammerater; men russeren fangede den ene, som han tog med sig ind. Vi andre to lagde så råd op om, på hvad måde vi skulle befri vores kammerat og begav os i den anledning tilbage til huset. Imidlertid ser vi kammeraten komme løbende med sin kedel. Russeren havde ladet ham gå, da han ingen penge havde, dem havde jeg nemlig. Langt om længe kom vi ombord, hvor der vankede ørefigner og dygtigt skænd for vor lange fravær, hvad vi jo var uden skyls i. Om aftenen delte vi pengene og købte æbler derfor.
Fra St. Pedersborg gik turen til Hull i England. Det var en meget besværlig rejse med storm og uvejr og varede 28 dage. Fra Hull gik rejsen til Haderslev med en ladning salt.

En lille oplevelse der, beskriver Brinch:
Jeg havde lagt salt kød i blød om aftenen til næste dags middag. Styrmanden lagde senere uden mit vidende en rullepølse ned i samme gryde. Førend jeg gik til køjs, ville jeg skifte vandet, tog kødet op og hældte vandet overbord. Jeg hørte nok, at det sagde plump i vandet, men vidste ikke hvad det var. Næste dag ved middagen, spurgte styrmanden o, hvordan pølsen var. Så havde jeg forklaringen på plumpet i vandet uden bords, og nu regnede det ned over mig med skænd efter en større målestok.
I 1958 er han avanceret til at blive ungmand om bord i faderens skib, "Patrioten" med en månedlig hyre på 9 rigsdaler om måneden og året efter påmønstres han igen med faderen, denne gang som matros. I 1860 kom han ud på sin første store rejse, idet han tager hyre på et skib fra Altona, der skal fra Hamborg til Lissabon og derfra til St. Pedersborg. Det var et gammelt, halvråddent skib, hvis kaptajn altid var fuld og styrmanden omtrent ligeglad med det hele. Her var han ombord i 7 måneder, så gik han i land, da livet var uudholdeligt der ombord. Han skulle imidlertid have sine togter for at kunne få styrmandseksamen og gik derfor ombord i en brig fra Lübeck, der skulle til Rio de Janeiro, en meget usund plads dengang. Mandskabet undgik heller ikke klimafeberen.

Han skriver derom i dagbogen:
Efter 4 ugers ophold i Rio de Janeiro kom vi lykkelig og vel til søs, alle mand var raske og vi var glade for at være sluppet heldig derfra. Det gik godt i 2 dage, men på 3. dagen blev 7 mand syge, vi var 10 mand i det hele om bord, også jeg blev hårdt angrebet og ganske vild af feber. Nu døde tømmermanden og kahytsdrengen, og nogle timer efter blev de sat overbord, hver i sin sæk med nogle store stykker kul i. Under dette lå jeg med døden i halsen og havde tabt troen på, at jeg skulle komme mig; jeg kom mig imidlertid, men det gik langsomt fremad med helbredet; en måned efter var jeg endnu meget svag, ligeledes 4 andre af besætningen, så det kneb med at få arbejdet udført.

Efter 80 dages rejse ankom vi endelig til Falmouth og fik orde til at gå til Hamburg med ladningen. Hertil ankom vi dage 9 dage efter om eftermiddagen kl. 2. Kl. 5 var måneden opsagt og ½ time efter var jeg i land og satte kursen efter logiet for at spørge efter breve hjemmefra og træffe sammen med gamle kendinge. Alt stod vel til hjemme, og der var derfor intet til hinder for, at jeg, som skik og brug var efter en fuldendt rejse kunne hengive mig til lystighed, glade timer og morskab med vennerne. Efter 14 dages ophold i logiet fik jeg hyre 1. april 1861 med en skonnert fra Blankenese, "Lisbeth", der skulle afgå til Vestindien.

Efter at have gjort nogle rejser med dette skib havde Brinch tilendebragt de befalede togter, hvorfor han rejste hjem efter 2 år og 7 måneders fravær for at gå på navigationsskolen i Nordby, hvorfra han tog eksamen i 1863. Samme år blev han indkaldt for at aftjene sin værnepligt til orlogs og kom bl.a. ombord i "Esbern Snare", der førte tropper til Flensburg. De skulle til revue ved Dannevirke og efter endt revue føres tilbage til Korsør. Gjorde derefter adskillige ture med "Esbern Snare" til det i oktober lagde ind i flådens leje 0g blev rigget af. Mandskabet ventede så at blive permitteret, men dette trak ud og da efterretningen indløb til København om kong Frederik d. 7.'s død i Flensburg d. 15. november 1863, måtte "Esbern Snare" i største hast rigges til for at ledsage dampskibet "Slesvig", som skulle bringe kongens afsjælede legeme til København.

Herom skriver Brinch så:

Vi gamle af orlogsgasterne kom da ombord i "Esbern Snare" igen og ventede så efter hjemkomsten med kongens afsjælede legeme at skulle blive fri, men det gik anderledes. Nogle dage var vi i Flensborg. Her var der stor sorg overalt; thi kongen var meget afholdt der. Dagen før afrejsen kom med stor pragt, da kongen for sidste gang blev ført gennem Flensburgs gader, båret af Flensburg borgere, for at føres ombord i "Slesvig" på hvis dæk et hus var blevet bygget for at huse kongens lig under overfarten til København. Vi fik en meget hård rejse med "Esbern Snare" fra Flensburg til Guldborgsund og frygtede flere gange, at "Esbern Snare" skulle forlise. Der var om natten høj og krap sø, hvoraf en enkelt næsten fyldte maskinrummet og kistebænkene sejlede på banjerne. Vi ankom dog lykkelig og vel til København kl. 7 om aftenen og der blev nu fra "Esbern Snare" givet dødssalut.

Det varede ikke længe før man hørte tale om krig, derved svandt håbet ganske om at komme hjem til jul. Så ofte, det lod sig gøre, skrev jeg hjem og ligeså ofte fik jeg brev hjemmefra, og det var med den største glæde, man kunne tænke sig, når man fik brev om at stod vel til blandt sine kære. Til sidst blev talen om krig til virkelighed og vi fik nu nok at gøre, først afsted med tropper fra Korsør til Flensburg, Egernsund og Åbenrå og derefter krigsfornødenheder, der alt sammen gik til Dannevirke. En dag fik ordre om at gå til Kielerfjorden for at blokere den. Her lå vi i ca. 14 dage, udbyttet var kun en galease, men vi tog.
Tyskerne var nu rykket ind i Holsten og trak opefter Dannevirke. Vi blev tilligemed korvetten "Thor" sendt til Egernfjord for at forhindre tyskerne i at trække ind i byen, førend vore soldater havde forladt den. Vi lå udenfor havnen et par dage og ventede på fjenden. Vi var vildt begejstrede for at give ham en ordentlig nytårshilsen, vi stolede nemlig på, at når han fik høre vore kanoner og granater, ville han straks vende om. Det ene regiment efter det andet af vore soldater kom gennem byen og trak nordpå; så en dag vor hovmester var i land for at gøre indkøb, hørte han, at tyskerne var ganske nær ved byen. Han ilede straks ombord med jollen og alt blev nu gjort klar til at modtage fjenden. Det var en stille frostdag og jorden var dækket af sne. Vi lå i nærheden af "Thor" og kun et par kabellængder fra land. Kl. 10 lettede vi anker, da vi så soldater komme ud af skoven syd for byen. Vi dampede derhen og så, at det var vore "Jenser", de sidste tropper fra Holsten.

Kun et kvarter senere så vi pikkelhuerne myldre frem fra skoven, kun ca. 1000 – 1200 alen fra, hvor vi lå. De gik frem i største hast og vi fik ordre til at standse dem og affyrede da en haubitser, hvilket besvaredes med en voldsom geværsalve, som slog ned i vandet omkring os. Nu kom det danske blod i kog, vi sendte så fjenden en 35 punds granat og så en 60 punds kugle og derefter en 35 punds og så videre. Jeg stod til rors og kunne observere det hele og da både "Thor" og vi havde givet fjenden det glatte lag, forføjede han sig tilbage i en hulvej. Men inden vi havde fået os ret betænkt, blev vi beskudt af 5 batterier, som i en tid af kun ½ time var blevet ordnet, og det gik nu varmt til fra begge sider. Kugler og granatstumper fløj omkring ørerne af os med en hæslig hvinende lyd og slog i vandet omkring skibet. Vi sød igen, hvad vi kunne; om det havde nogen virkning, kunne vi ikke se. Da "Thor" havde givet fjenden det glatte lag fra 8 kanoner, gik han til søs. Vi vedblev endnu i en times tid til vi var sikre på, at vore soldater var ude af byen og broen sprængt, hvorefter vi også satte kursen til søs, hvor "Thor" ventede, for at høre om vi havde sårede; da dette ikke var tilfældet, godtede vi os ordentlig derover. Vi havde kun fået bramstængerne splintret, en kugle gennem skorstenen og 3-4 kugler i skroget og kun 1 mand dygtig sværtet i ansigtet, hidrørende fra kuglen gennem skorstenen i hvis nærhed han havde været og slog sod omkring. Vi var de første, der havde beskudt fjenden med kanoner og herover var vi stolte.

Da vi kom ind i Alssund, kom "Hekla" os i møde og meddelte, at tyskerne havde batterier på sydsiden af fjorden. Disse skulle vi passere i en afstand af 700 alen. Vi gjorde klart til slag. Jeg stod til rors som altid ved klart skib og vi gik nu i gang indefter. En lods havde vi fået i Sønderborg; han var meget bange for sit skind og holdt sig i læ af stormasten. Vi kom ikke ret langt ind før vi blev modtaget med den sædvanlige hilsen med kugler og granater, der susede omkring os. Vi ventede ikke længe med at besvare hilsenen. Det hele varede dog ikke længe, så slap vi igennem uden skade.
Dagen efter vi var kommet på plads, fik vi travlt. Rigningen blev taget ned, så kun de bare undermaster stod tilbage. En del jernvandskister blev placeret på dækket og skulle gøres til et bombestærkt kommandotårn. Kisterne blev fyldt med sand indvendig og beskyttet uden om ved ca. 1000 sandsække, som måtte hentes på land og hugges op af den frosne jord. Den kommanderende var derved beskyttet, men kunne dog se for efter og give ordrer til maskinmesteren. I chefens kahyt blev det således indrettet, at vi der kunne sidde og styre, så der slet ikke var en mand at se på dækket under klart skib.
Om natten patruljerede vi dels gennem skoven, hvorved vi havde en times march og dels i jollen ned ad fjorden; det i jollen var en drøj tid i i vinterens kulde at skulle sidde 4 – 5 timer i jollen uden at bruge benene og vi var derfor stivfrosne, når vi kom ombord henad kl. 4 om morgenen og da vi skulle stille igen kl. 6, fik vi kun et par timers hvil på kistebænken. Således lå vi i ca. 3 uger. Vi var 9 mand ombord fra Fanø og havde megen placér, når vi var sammen om aftenen.

Brinch blev liggende i tjeneste til en tid efter fredsslutningen. Han ankom hjem til Fanø d. 27. november 1864 efter en orlogstid på 18½ måneder.

Kilde: Anne Marie Grønnegaard, Schneider og Kromann