Mitfanoe
Clausen, Peder Hansen, skibsreder og skibsfører mm.

Fam

 Peder Hansen Clausen
Født: 27 nov 1847 i Odden, Fanø
Døbt: 28 nov 1847 i Nordby Kirke, Fanø
Død: 6 apr 1924 i Odden, Fanø
Begravet: 10 apr 1924 i Nordby Kirke, Fanø
Stilling: Skibsfører, skibsreder og havnefoged mm.
Note: Oprettede Fanø Praktiske Sømandsskole i 1895.
Hans far: Skibsfører Hans Peder Clausen
Hans mor: Maren Hansdatter Borck
Gift 22 jun 1873 i Nordby Kirke, Fanø
Hustru: Sørine Cathrine Christiansen
Født: 20 nov 1850 i Odden, Fanø
Døbt: 24 nov 1850 i Nordby Kirke, Fanø
Død: 23 jan 1877 i Odden, Fanø
Begravet: 27 jan 1877 i Nordby Kirke, Fanø
Hendes far: Skibsfører og skibsreder Jens Hansen Christiansen
Hendes mor: Karen Pedersdatter Clausen
Der var ingen børn i 1. ægteskab

 

Peder blev gift 2. gang d. 8 okt 1878 i Nordby Kirke, Fanø
Hustru: Laura Ussing
Født: 12 dec 1852 i Nørby, Fanø
Døbt: 13 feb 1853 i Nordby Kirke, Fanø
Død: 8 okt 1930 i Odden, Fanø
Begravet: 11 okt 1930 i Nordby Kirke, Fanø
Hendes far: Snedker Jens Ussing
Hendes mor: Maren Kattrup
Børn:
Hans Peter Clausen
Født: 24 jul 1880 i Odden, Fanø - Død: 4 jul 1908 i Stockholm, Sverige
Stilling: Styrmand
Gift med Edeline Kathrine Nielsen
Peder Vilhelm Ussing Clausen
Født: 5 jun 1885 i Odden, Fanø

Max Engers Clausen
Født: 16 dec 1888 i Odden, Fanø -
Død: 1983
Note: Emigrerede til USA (Portland, Oregon)

Max Engers Clausen oprettede Peder Hansen Clausen og Laura Ussings fond, der virker til fordel for Fanø Skibsfarts- & Dragtsamling

 

 

 P-H-Clausen        laura-clausen

                                                                                 Laura Ussing

 

Sejlet med

1870 - 1874: Fører af "Johanne", bark, 78 kml
? – 1876: Fører af "Christian Lützau Lund", skonnertbrig, reg.t 135, NPMG
1876 - 1888: Fører af "Sørine", 3m skonnert, reg. t 251, NQHS
1889 - 1893: Fører af "Laura", bark, reg.t 368,5, NBCK, Nordby

Reder for 

1893 - 1906: Reder af ovennævnte "Laura"
1895 - 1909: Reder af "Fortuna", kuf, reg t 30, NRCP, Nordby
1894 - 1906: Reder for "Lenita", bark, reg.t 401, NGRL, Nordby
1891 - 1906 Reder for "Kronprinsesse Louise", bark, reg.t 608, NGTR, Nordby
1884 - 1902 Reder for "Medor", brig, reg.t 226, NVHD, Nordby
1892 - 1916 Reder for "Maracaibo", barkentine, reg.t 280, NFKC, Nordby

 

Peder var senere havnefoged

Peder oprettede sammmen med Morten Andersen Warrer samt P. Chr. Olesen, Fanø sømandsskole i 1895 og drev denne til 1908

 

B1491-33 P H Clausen m familie

 

P. H. Clausen med familie. Billede Nordby Sognearkiv.

 

B1059 PH clausen og joergen n hansen M familier i meldbjergda

 

P. H. Clausen og Jørgen N. Hansen med familier i Melbjergdal Plantage. Billede Nordby Sognearkiv

 

B1491-35 P H Clausen m familie

Billede Nordby Sognearkiv

 

 

Skipper, skibsreder og havnefoged Peder Hansen Clausen

Fanøbogens forfatter. 

Med Clausen, som man altid var vant til at se færdes rundt omkring, er en af skibsførerne fra den tid sejlskibsfarten var i opgang og kulminerede her fra Fanø, gået bort. I sin tid ivrigt deltagende og interesseret i øens anliggender, med oprettelse af Skibsrederforeningen og Assurancefondet, indsamling til forskellig godgørenhed, ved festlige lejligheder, som grundlovsfester o. Lign., altid hjælpsom. Clausen skrev flere artikler om Fanøs historie og hans egen sejltid i Fanø Ugeblad. Til bygningen af logen ”Fanøs Haab” skænkede han en byggegrund. 

 

Han kom til søs i 14-års alderen og blev efter at have sejlet med forskellige skibe og fået sin styrmandseksamen i en ung alder fører af sin svigerfaders brig ”Johanne”. I 1875 byggede han tremastskonnert ”Sørine” og senere barkskibet ”Laura”, som han tilligemed andre skibe blev reder for da han forlod søen. Ind imellem førte han dog derefter nogle af skibene på mindre rejser, mens skipperen holdt en lille ferie. 

Han startede sammen med P. Chr Olesen og Morten Warrer ”Fanø Sømandsskole” i 1895 og drev den til 1908.

 

Kaptajn P. H. Clausen nedskrev i 1911 sine erindringer om Fanø’s historie, men den udkom først som bog i 1980, da Clausen’s søn, Max, finasierede udgivelsen. I denne artikel kan vi læse om skibsbyggeriet, sådan som Clausen husker det.

 

Kapt. P.H. Clausen blev født i Nordby d. 27. november 1847. I 14 års alderen fulgte han i sine forfædres spor og valgte søerhvervet til sin livsgerning.

Sin første sømandsuddannelse fik P.H. Clausen om bord i Fanøskibe på farter i Østersøen og Nordsøen og derefter på langfarter til Kinakysten, Ostindien og til vestkysten af Sydamerika.

 

 

Johanne,-brig,-1641

 

I en ret ung alder tog han de nautiske eksaminer og blev tidligt fører af Fanøbriggen “Johanne”.
I 1875 lod han på Søren Ahrahamsens skibsværft i Nordby bygge tremastskonnerten “Sørine”, der var opkaldt efter hans første hustru og senere barkskibet “Laura” der blev navngivet efter Clausens senere hustru, Laura Ussing.

 

Soerine,-bark,-NDJP

”Sørine”

 

 

laura 1

”Laura”

 

I 1892/93 forlod kaptajn Peder Hansen Clausen søen og blev reder for flere af Fanøflådens store sejlskibe.

 

 

Halvfemserne var sejlskibstidens glansperiode, og for at styrke og forberede tilgangen af unge til søerhvervet oprettede P.H. Clausen sammen med kaptajn Morten Andersen Warrer og P. Chr. Olesen i 1895 Fanø Sømandsskole med det i Nordby havn forankrede skib “Fortuna” som skoleskib.

 

Her fik i de følgende år mange unge, både fra Fanø og fra andre steder i landet, deres første oplæring til sømandslivet.

 

Og flere af skolens elever gav siden på forskellig måde udtryk for deres tilfredshed med og deres tak for en god og nyttig start til deres fremtid på søen.

 

 

B1719 01 skoleskibet-Fortuna

Skoleskibet ”Fortuna”. .Billede Nordby Sognearkiv

 

 

Kapt. Peder Hansen Clausen var en af sin samtids mest initiativrige mænd på Fanø. Hans interesser spændte vidt. Skibsfartens og sømandsstandens anliggender stod ham naturligt nærmest; men næsten alt, hvad der i øvrigt kunne gavne Fanø og medvirke til trivsel og fremgang for hjem stavnen, kunne påregne hans støtte og medvirken. Han var medstifter af Fanø Skibsrederforening og af Fanø Søassurancefond. Fanøs fortid og udviklingen på øen gennem de sidste århundreder optog ham stærkt, derom vidner adskillige artikler fra ham i FANØ UGEBLAD, og han var sikkert den første, der i samme blad fremførte tanken om at få skrevet Fanø Historie.

 

I året 1911 nedskrev P.H. Clausen de optegnelser om Fanøs fortid, som han havde kendskab til, og føjede dertil oplysninger om liv og virke på Fanø, som ældre folk på hans tid kunne berette om. Men det er særligt forhold og begivenheder udviklingen på øen i hans egen tid, han fortæller om og indfletter deri sine betragtninger om tiden og fremtiden.

Det nedskrevne blev manuskriptet til en bog om Fanø, som Clausen derefter søgte at få udgivet. Han fandt dog, af flere årsager ikke den fornødne støtte til udgivelsen og deponerede før sin død i 1924 manuskriptet i Søfartsmuseet på Kronborg, uden at dets tilstedeværelse var kendt eller blevet omtalt på Fanø.

 

Mange år senere fik Fanøboen, diakon Anton Dam, Viborg, kendskab til P.H. Clausens manuskript i Kronborg museet. Anton Dam, der er en både initiativrig og dygtig forsker af fortidige forhold vedrørende Fanø, fik museets tilladelse til at foretage en afskrivning af P.H. Clausens Fanøbog og overgav mig venligst et eksemplar af afskriften.

Da kapt. P.H. Clausens søn, Max E. Clausen, der er bosat i Portland, Oregon, U.S.A., under et hjemmeophold på Fanø i sommeren 1973 fik oplysning om og kendskab til faderens manuskript, følte han sig forpligtet til at gennemføre, hvad der ikke lykkedes for P.H. Clausen selv, at få manuskriptet udgivet i bogform.

 

Kapt. P.H. Clausens bog er ikke en “Fanøs Historie” og udgives ikke for at være det; men det er en bog om Fanø, og den vil være et værdifuldt og nyttigt supplement til “Fanøs Historie”, og den være herved anbefalet til alle, der interesserer sig for fortidens Fanø.

 

Fortalt af afdøde borgmester Marius S. J. Sørensen

 

 

 

 

fanoebogen

 

Kaptajn Peder Hansen Clausen fortæller:

 

Han skriver saaledes om livet om bord: »Jeg måtte passe og renholde kahytten og i søen gå vagt med og tage rortørn. Ved land tage fat med alt, ogsaa lastning, holde rent i ruf og kahyt, feje dæk og gå vagt om natten til skipperen kom om bord. Min gode trofaste kammerat i disse lange og mørke vagttimer var skibshunden, en hvid puddel, der var kommen tilløbende i Hartlepool, og som siden havde delt køje med mig, så både den og jeg var lige fedtede; men sådanne småting tog man ikke så nøje.
 
I køjen opbevaredes pindebrænde og »Tørkels« til at sætte ild på med og under køjen kul. Det kneb ellers med at holde disse ting tørre, og det sikreste mod fugtighed var min køje. Det var den gang ikke saa sjældent, at når flere danske skibe lå i samme havn, at der kogtes i fællesskab på land. Der blev da anbragt et stort treben og en større kedel end sædvanligt til kogningen. Fyrstedet blev på den måde ret højt, og da jeg var lille af vækst, kunde jeg ikke nå op og røre i gryden.
En dag så en stor Skotsmand mine besværligheder, og han løftede mig derfor op på sine stærke arme, medens jeg rørte i gryden. Jeg var det første år i Holland, England og flere Steder i Østersøen. Vi havde 8 Ladninger paa kølen, 4 med korn og 4 med kul.

 

 

 

 

 

ph clausen

Peder Hansen Clausen

 

 

Næste år kom jeg med den paa Fanø nybyggede Brig »Conrad« for en hyre af 3 Rdl. pr. måned, og farten gik da fra Kiel, hvor jeg blev påmønstret, til Memel og derfra til Port Natal. Vi havde i Kattegat og Nordsøen svære storme, saa rejsen tog 112 dage. I Natal saa jeg Negre for første gang, store, svære karle med glinsende hud, og alle gik de splitternøgne. Et lille blikfutteral, hvori de havde snustobak, hang i ørerne. Saa snart vi lagde til ved broen, myldrede de om bord for at hjælpe os. De skulle saa have »en dram«, som jeg skulde traktere dem med. Jeg syntes, at de lignede hinanden og var ens, saa jeg kunne ikke kende forskel paa dem. De måtte kun få eet glas, men af ovennævnte grund, at jeg ikke kunde kende forskel paa dem, var der mange, der snød sig til at få to glas. Jeg fandt da på at slå en kridtstreg paa deres nøgne krop, når de havde fået, hvad de skulle. For øvrigt fik de een shilling om dagen.

 

Fra Natal gik vi til Singapore og Hongkong. Her fik vi Kinesere og Malajer at se. Vi skulle have kobberforhudningen repareret, og Malajerne dykkede uden videre ned for at undersøge skibsbunden og reparere kobberet. Vi fik paa den måde 2 plader fornyet af en Malaj med sine 2 sønner. Først dykkede manden ned og fandt, hvor de dårlige sad, derefter blev kobberpladerne gjort færdige med de nødvendige huller for sømmene, over hvert hul kom en klat hvid maling for at kunne skinne i vandet. Sønnerne gik saa ned ved hver Ende af pladen med sømmene mellem læberne. 10 søm kunne de slå i, hver gang, de var nede. Til sidst gik faderen ned og efterså arbejdet. Da vi efter 2½ Aars forløb kom i dok i Hamborg, viste det sig, at pladerne sad ganske godt endnu.

 

Medens vi laa i Hongkong, blev briggen »Glaridse« af Altona bragt ind, den var bleven overfalden af sørøvere. Kaptajnen, styrmanden og et par af mandskabet var slået ihjel, de andre reddede sig ved at skjule sig i kabelrummet, til plyndringen var forbi.

Om bord i »Conrad« havde vi til vort forsvar 3 kanoner, 6 rifler, 2 jagtgeværer og 2 revolvere, hvormed vi hver lørdag holdt øvelse. For øvrigt betjente kineserne sig meget ved overfald af Stinkpofter, som de kastede omkring paa dækket. Paa Manila, hvortil vi var komne fra Hongkong, fik vi en dag brug for vore våben, idet byen blev overfaldet af folk fra det indre af landet. Præsten i byen sendte bud om hjælp fra skibet, hvad vi ogsaa ydede. Røverne var kun bevæbnede med køller og spyd.

Der var fuldt med hajer i denne bugt, hvad vi ikke vidste, hvorfor vi ogsaa uden frygt badede i vandet langs skibssiden. Men en dag, da vi havde slagtet et kreatur, blev huden, der hang udenbords i et tov, pludselig snappet bort af en haj; siden vogtede vi os for at bade. Papegøjer og aber var der mange af, og med dem havde vi 'egen morskab.

 

 

 

 

I Wampoa paa den Blå Flod lastede vi stykgods til TientWampoa - en forstad til Kanton og bekendt for sine dristige tyve, de er saa dristige, at de stjæler tøjet af kroppen paa europæerne og kobberpladerne paa skibets sider. Vi måtte derfor foruden den sædvanlige vagt postere folk ved for- som agterstævnen med skarpladte geværer. Fra Wampoa havde vi foruden anden kostbar ladning ogsaa en død kineser med, samme kineser havde været en højtstående personlighed i det nordlige Kina, og nu skulde han hjem og begraves. Hans tjener fulgte med og passede lysene, som skulde brænde uafbrudt, endvidere afbrændte han papir-strimler, og på kisten var fastbunden en hane, der med sin galen skulde holde de onde ånder borte.
 
En yndet søndagsfornøjelse for søfolk i Kina var paa lejede æsler at ride ud paa landet. Jeg kom slemt i knibe en gang, da vi vendte tilbage efter en sådan udflugt. Jeg var den agterste i flokken. Min formand kom til at ride ind i en bukkenslagerbutik og anrettede en større ødelæggelse, hvorover der fra publikum blev en hujen og skrigen, som forskrækkede mit æsel, der satte i fart en hel anden vej, saa jeg ikke havde mere glæde end til mig selv. En tililende kineser fik grebet æslet og ved venlige ord og klap fik det beroliget, saa jeg kunne fortsætte. Om bord havde vi en lille kineserdreng, Ashan, hed han. Han og jeg forsøgte at lære hinanden vort modersmål. Det lykkedes bedre for ham at lære dansk end for mig at lære kinesisk. Da han blev afmønstret, stak han af med noget af mit tøj. Rejsen til Falmouth tog 138 dage, derfra gik vi til Hamborg, hvor jeg ankom i juli 1866 efter 34 Måneders fraværelse fra Danmark. Dér blev jeg afmønstret.«

 

 

 

 

Til denne beretning føjede Clausen stederne, hvor han i de første 10 År efter sin konfirmation fejrede julen: Jeg blev konfirmeret i februar 1862, samme år holdt jeg jul i Aarhus, i 1863 om bord på rejsen Memel - Port Natal, Øst-Afrika, i 1864 i Chefoo, Kina, i 1865 i Singapore, i 1866 hjemme paa Fanø, i 1867 i søen ved Kap Horn, i 1868 omtrent ved samme sted, i 1869 ligeledes, i 1870 i søen i Atlanterhavet, i 1871 hjemme, og i 1872 i Guayquil.«

Videre fortæller Kaptajn Clausen: »Da jeg var om bord i briggen »Amalie« (1882), fandt vi på en nytårsaften at skyde nytåret ind. »Amalie« var 238 R. Tons og førtes af Anders B. Clausen af Nordby (han omkom med dette skib i 1885). Vi havde en kanon om bord, og nu blev den halet frem og ladt. Styrmanden om bord, Hans Jessen,) også fra Nordby, havde været i amerikansk tjeneste under borgerkrigen og ikke ukendt med at behandle skyts, ligesom jeg under min orlogstjeneste ligeledes havde været med til at affyre en kanon.

 

Vi blev nu som særlig sagkyndige udnævnt til betjening af kanonen. Vi foreslog at anbringe kanonen paa halvdækket, men kaptajnen mente ikke, dette var nødigt, da det kun var en lille tingest til kanon, som ikke kunde gøre større malør, hvad den imidlertid gjorde. Naa, vi fik kanonen ladt. »Der skal spillemig en ordentlig portion krudt i,« sagde Jessen, »og så en ekstra god forladning.« Som sagt saa gjort. Forladningen blev stampet ned i med en håndspage, noget Fedt smurtes rundt i Mundingen af Kanonen for at få en smuk Ring, naar den affyredes, hvad jeg havde set blev gjort om Bord i »Peder Skram« ved den kanon, jeg var ved. Da vi ingen fænghætter havde, lavede vi en »Fus«, d. v. 5. noget krudt blev blandet med spyt og rullet sammen til en kugle og lagdes over fænghullet, og vel hjælp af en cigar antændtes krudtet. Da alt var klar, og Kaptajnen kommanderede »fyr~« satte Jessen tænderen til og - bum, sikken et rabalder det gav.

 

Kokken, der sad i kabyssen og pillede kartofler til labskovsen, kom styrtende ud, bleg som en kalket væg og bandende paa tysk (han var Holstener): »Gotts Donnerwetter, sind Sie den toll?« Alle løse sager i kabyssen var nemlig faldet ned af lufttrykket. Ud af svinehuset kom grisen i fuld fart og sprang langs dækket hen under bakken og »bandede« på sit sprog ligesom kokken. Grisehuset var nemlig faldet sammen ved skuddet. Da skuddet gik af, kom folkene, der var til køjs, farende ud paa dækket, forskrækket over larmen af skuddet. Skibet, der var paa rejse fra Hamborg til Vera Cruz, havde bl. a. et større parti dynamit om bord. 2den styrmand, der var sønderjyde, råbte paa sit sønderjydske mål: »N trøj, de war æ hiele Skiw, der sprong i æ Luft.« Katten, der laa og dasede paa agterlugen, tog i et par spring op i rigningen til store mærs, og hunden, der havde fulgt forberedelserne med stor interesse, da den syntes at fornemme, det gjaldt en rottejagt, peb saa ynkelig og løb ned i kahytten, hvor den søgte at skjule sig. Ellers skete ingen skade, og nytåret var nu paa behørig måde »skudt ind.« Da forskrækkelsen var overstået, trakterede kaptajnen med et glas vin, og saa lød der et hurra for Fanø.« P. H. Clausen fik siden hen sit eget skib at føre. Først førte han for andre rederier briggen »Johanne«, 3 m. skonnert »Sørine«, skonnertbriggen »Chr. Lützau Lund«, alle af Nordby, derefter byggede han barken »Laura« paa S. Abrahamsens værft i Nordby, det var i 1889.

 

 

 

Om en Rejse, der var en Tur jorden rundt, med barken »Laura« i 1894 har han fortalt følgende i »Dansk Søfartstidende«: »Den 2. september gik vi fra Hamborg med en ladning stykgods bestemt for Papeeta (Tahiti). Havde sædvanlig vind og vejr gennem Den Engelske Kanal, fulgte ruten vest om Azorerne og passerede ækvator den 9. oktober. Efter at være kommen gennem S. Ø.-Passaten, sattes kursen i en bue over mod Tristan d'Cunha. Vi kom på grund af sydlig vind tæt nord om samme, styrede siden ned på 45 Ø-lig bredde og sejlede der længden ud. På grund af tåge så vi ikke Crozet-Øerne. Havde nu vinden mest nordvestlig med fugtig luft, storm havde vi kun i nærheden af Kerguelen-øerne, en 3 Dages S-Ø lig storm, som satte skibet nordefter.
Vi så da toppen af Van Diemens Land og styrede imellem sydpynten af New Zealand og Snaresøerne, hvortil vi ankom den 12. december efter 100 Dages rejse. Imellem øerne havde vi meget flov og stille vind med tåge. Vi laa med Antipoderne i sigte i 2 dage. Tåge med heftige storme er hyppige her, saa man må være forsigtig, da øerne til dels er lave, og der dog ingen lodskud kan fås før tæt ved dem. Vi styrede østefter, siden mere nordlig og fik 2. Juledag S. Ø. -passat paa 38 S. Br. og 156 0 v. lgd. Paa 180 0 lgd. skiftede vi fra øst til vest, så vi fik 2 onsdage med samme dato. Den 1. januar passerede vi øst om Tubay øen og fik den 3. Tahiti i sigte. På grund af nordud vind, storm og regn kom vi vest om øen og krydsede op mellem Tahiti og Marea, hvilket ellers ikke er til at anbefale, da der hyppigt er langvarig stille og uregelmæssig strøm dér imellem.
 
Med et skib som »Laura« krydses dog let op, og vi var næste dag udfor den østlige indsejling, hvor vi fik lods om bord og kom godt ind i havnen og paa den rigtige ankerplads. Tahiti er en høj klippeø, 7 - 8000 fod over havet og omgivet af koralrev. Indenfor gives disse flere gode havne, men indsejlingen er især for større skibe meget vanskelig; her er Papeeta ikke heldig; da den ligger paa N. V. pynten af øen eller i læ, står passatvinden her meget ustadig og findes ofte slet ikke, mens den blæser frisk udenfor, hvilket kommer af, at øen deler vinden, og den, der blæser langs Sydkysten, kommer op på vestsiden som en sydvind og møder den, der kommer langs nordsiden, saa de jævnlig blæser mod hinanden og forårsager den ustadige vind og stille i Papeetas havne. Dette gør også, at det bliver meget varmt. I havnen ligger man ellers meget godt, men man må have godt fortøjet med kæde ud både for og agter og helst med græs- eller manillafortøjninger i land, da der undertiden, når vandet står over revene, kommer en krap sø og uregelmæssig storm ind, der gør, at skibet arbejder slemt og let brækker klydserne, om man har kæde i Land.
 
Regelmæssig flod og ebbe findes her ikke. Er skibet fragtet ud og ind, er det sædvanligt med frie udgifter, kun konsulat og vand må man selv betale. Ladningen må man selv bringe i land, men ladningens modtager giver bro til og fra land til skibet. Kan man nu få folk til hjælp, går ud- og indladning hurtig. Vor ladning hjem bestod af kopra (skåren kokosnød) alene, der måtte stampes godt fast for at få nok med, og man kan da sædvanlig laste 15 pct. over Reg. Tons. Den 21. februar gik vi til søs og styrede ned mellem øerne sydefter, sejlede længden af på 52 0 Br., passerede Kap Horn 25. marts, gik øst paa om Falklandsøerne og var ved ækvator 28. april. Den 1. juni fik vi England i sigte og kom den 12. til Hamborg - altså 10 Måneder og 10 Dage om turen. Ladningen var købt af konsul Pontoppidan, Hamborg, og gik dels til Libau, dels til Aarhus.«

 

 

 

 

Om en anden rejse til Tahiti beretter Kaptajn Clausen følgende: »Vi afgik fra Hamborg den 2. august med en passager om Bord, Hr. Lamprecht. Fik efter at have passeret Kanalen hurtig N. Ø. -passat, men havde under ækvator eller i det stille bælte meget sydlig vind med stive byger og vandposer; passerede ækvator 9. september. Igennem S.Ø.- passaten gik det godt fremad. Jeg bestemte mig til at tage ruten om Kap Horn for at se, om rejsen kunde gøres hurtigere end om Kap det gode Haab, satte derfor kursen efter Le Maire Strædet og var udfor samme den 5. oktober, styrede ind i Strædet tæt under Kap St. Diego, havde en god Strøm med samt frisk N. V. -vind, saa vi løb hurtig igennem, men fik dog stille under Kap Horn og måtte holde ret ud fra for at få fat i vinden igen. Vi holdt under landet, men fik dér svære storme af V. og N. V. i 10 Dage, de drev os syd efter til 61 0 Br., fik saa S. Ø. med sne og stod siden nord efter med stormende og omløbende vinde, fik Jean Fernandes i sigte den 3. november, en høj ø, der ses langt, men hvis top næsten altid er omgivet af tåge, styrede nu hen efter Massa Fuerra, som ogsaa er en høj ø med stejle sider, derefter sattes kursen efter Paaskeøen. Her kan fås både kød og kartofler og flere sager billigt, især om man har noget at give i bytte, såsom knive og tøjsager. Guvernøren er en dansk mand, født i Vejle.
 
Fra Easter øen sattes kursen efter Pitcairu, der kom i sigte den 21. november, vi styrede hen efter øen og var Kl. 6 ud for Blighs Bay paa nordsiden, og da der kom en båd ud, brasede vi bak og lod den komme langs siden. Folkene prajede på godt engelsk, om det var tilladt at komme om bord, hvad jeg gav lov til. Det syntes at være ret opvakte mennesker. Skipperen paa båden var baade præst og guvernør på øen, der havde 139 indbyggere, hvoraf nogle var borte paa hvalfangst. Efter at have medgivet dem nogle presenter, særlig for deres damer, som vi kunne øjne stod paa stranden, som tak for de fra dem modtagne blomster, gik de i bådene, gav os en sang og vi dem et hurra. Vi brasede nu for fuld fart og satte kursen for Tahiti, passerede Mehetia den 29. og var dagen efter ud for den østlige Indsejling til Tahiti, men paa grund af svær storm og sø kom vi først ind efter en dags forløb med 120 Dage fra Hamborg.
Efter udlosningen indtog vi en ladning af bomuld, perleskaller og kopra (og var færdig hermed 23. januar), bestemt til Lissabon for ordre. På grund af desertation af mandskab og stille kom vi ikke til søs før den 31., krydsede op til luvart af øen og satte kursen sydefter. Vi iagttog flere af øerne og havde stive byger med roterende dønning, såa der muligt har blæst en orkan i nærheden. På 54 - 5. Br. og 90 0 lgd. var barometret meget lavt, dog uden at give uvejr. Det var med sydlig vinde og smulte Vande. Kap Horn passeredes den 8. marts, ækvator 12. april, og Lissabon nåede vi 8. maj, fik dér ordre til Liverpool, ankom dér 26. Maj og lossede i Birkenhead, hvorfra perleskallerne sendtes til Hamborg, hvor de anvendtes til nipssager og dekorationer.«

 

 

 

Livet ombord var hårdt. Det understreges af en beretning hvor det fortælles, at af et konfirmationshold på i alt 22 drenge, omkom de 16 på havet. I 1891 var lønnen for en matros på kr. 40 pr. måned, styrmanden fik 60 kr., medens kaptajnen fik 80 kr. samt 2 % kaplak (d.v.s. provision af lastens værdi). Om kosten fortæller Peder Brinch, der tog ude at sejle med skonnertbriggen Zara som skibsdreng. Han var ca. 14 år gammel og fortæller om kosten:
Vor ugentlige spiseseddel lød sådan:

Søndag: Præserveret Køb med Suppe i Dåser og Kiks

Mandag: Brune Bønner med salt Flæsk og Kiks.

Tirsdag: Stokfisk med Sødsuppe og 2 Svesker, 5 Rosiner og Kiks.

Onsdag: Gule Ærter, salt Kød og Kiks.

Torsdag: Brune Bønner med salt Flæsk og Kiks.

Fredag: Klipfisk med Sødsuppe og Kiks.

Lørdag: Gule Ærter, salt Kød og Kiks.

 

 

 

phclausenmfamilie

 

 

Kilde:Schneider, Morten Clausen, F. Holm-Petersen, Fanø Ugeblad og fhv. sognerådsformand Marius Sørensen

 

Relaterede artikler

Gå til top

End Of Slide Box