Clausen, Søren Peder, skibsfører

clausen.sorenp

Fam

Søren Peder Clausen
Født: 16 feb 1867 i Odden, Fanø - Død: 31 dec 1949 i Middelfart Sygehus, Odense
Stilling: Skibsfører
Hans far: Skibsfører Anders Bertelsen Clausen
Hans mor: Mette Clausen
Gift 24 jul 1891 i Nordby Kirke, Fanø
Hustru: Anne Nielsine Nielsen
Født: 4 dec 1867 i Odden, Fanø - Død: 18 jul 1952 i Odden, Fanø
Hendes far: Skibsfører Niels Nielsen (Yngre) Gregersen
Hendes mor: Anne Nielsdatter
Børn:
Andreas Clausen
Født: 1 maj 1892 i Odden, Fanø
Stilling: Bankassistent i Aalborg
Gift med Mary Anna Lorentzen
Peder Carl Clausen
Født: 5 dec 1893 i Odden, Fanø
Marie Clausen
Født: 26 sep 1897 i Odden, Fanø
Meta Clausen
Født: 20 okt 1899 i Odden, Fanø - Død: 7 nov 1965 i Nordby
Stilling: Husbestyrerinde
Alex Sigurd Clausen
Født: 10 aug 1909 i Odden, Fanø

Fam

1894 - 1906: Fører af "Lenita", bark, reg.t 401, NGRL

Senere sejlede han i dampskibe

Beg

 

Fanø Ugeblad d. 19.7 1941

Guldbryllup

Torsdag d. 24.7 1941 kan et agtet ægtepar, kaptajn Søren Peder Clausen og hustru, Anne Nielsine, fejre deres guldbryllup.
Kaptajn Clausen er født i Nordby d. 16.2 1867 som søn af skibsfører Anders Bertelsen Clausen. Han kom som ganske ung ud at sejle med Fanøskibene og tog i 1886 eksamen fra Fanø Navigationsskole.
 
Derefter sejlede han som styrmand med hjemøens skibe, briggen "Marie" – barken "Dora" – og briggen "Claus". I 1894 blev han skipper på barken "Lenita", NGLR. Denne skude førte han i 12 år; så blev den solgt.

Og så gik Clausen over i dampskibene, det var i 1906 og han begyndte med at sejle som styrmand i selskabet "Frem". Da dette selskab gik i stykker og Rødby Havns Dampskibsselskab købte skibene, sejlede Clausen videre for dette rederi, indtil Alfred Christensen i 1922 overtog det hele, hvorved Clausen for 3. gang skiftede rederi.

Under verdenskrigen 1914 – 1918 blev Clausen udnævnt til dampskibsfører og denne stilling beklædte han, til han med udgangen af 1935 holdt op med at sejle.
Det sidste skib han førte var damperen "Alf".

I omtrent 50 år har den gamle skipper altså sejlet over havene som befalingsmand. "Meget har han rejst og vidt har han faret", som det står i den gamle fortælling. Med sejlskibene var han ude på de største stræk – en enkelt gang var han endog ude i 3 år, inden han igen så sin familie på Fanø.

Alle verdenshavene krydsede han under de bugnende sejls vældige portaler og han viste Dannebrog på klodens fjerneste kyster.
I dampskibene kom han yderst sjældent uden for Europa.

 

 

 

Fanø Ugeblad d. 15.8 1947


80 år


I morgen, søndag, kan som omtalt i sidste nummer, kaptajn Søren Peder Clausen, Vigensvej i Nordby, fejre sin 80 års fødselsdag.
Clausen er født her i Nordby som søn af skibsfører Anders Bertelsen Clausen. Efter konfirmationen kom han ud at sejle med sin fader, der førte briggen "Amelie" – farfaderen, Søren Pedersen Clausen, var reder for skibet - med dette skib sejlede han i 2 år – og var derefter forhyret med tyske sejlskibe, indtil han i årene 1885 – 86 kom hjem for at gå på navigationsskole, der dengang havde til huse i Toldbodsbygningen.


Derefter aftjente Clausen sin værnepligt – naturligvis til orlogs – og kom så ud at sejle som 2. styrmand med briggen "Marie", og på dette skib avancerede han til 1. styrmand.
I 1891 blev Clausen gift og sejlede derefter som styrmand indtil 1894, hvor han blev fører af barken "Lenita". Dette skib førte han i 12 år inden han gik over i dampskibsfarten i 1906.
Han sejlede som styrmand i forskellige skibe og rederier indtil han under verdenskrigen 1914 – 18 blev udnævnt til dampskibsfører og sejlede som sådan indtil 1935, hvor han gik i land.


På et spørgsmål om, hvorvidt det i sin tid gjorde ham ondt at forlade sejlskibene til fordel for damperne, svarede Clausen, at han såmænd befandt sig meget godt om bord i damperne, men at man i vore dages skibe savner det sammenhold og den hjælpsomhed, som var et særkende for sejlskibsfolkene – derfor var de gamle tider efter kaptajn Clausens mening trods alt bedre end de, vi nu gennemlever.
Den gamle sømand er forbavsende rask og rørig efter sin alder, ingen kan se på ham, at han nu er 80 år.

 

Han går sine daglige ture i Skipperhuset og lader sig ikke afskrække af vejrets skiftende luner. Man kan ofte se Clausen travl beskæftiget med fejning og lignende og han går til arbejdet med en energi mange langt yngre kan misunde ham.


Fanø Ugeblad sender sine lykønskninger på dagen.

 

 

Fanø Ugeblad d. 7. januar 1950


Dødsfald


I den svundne uge er én af Nordbys kendte og agtede borgere afgået ved døden.


Natten til lørdag d. 31. december er kaptajn Søren Peder Clausen, Hovedgaden i Nordby afgået ved døden på Middelfart Sygehus. Kaptajn Clausen var i begyndelsen af december rejst til Strib for at fejre en søsters 80 års fødselsdag og være sammen med sine 4 søskende.


Under opholdet i Strib var han så uheldig at falde og derved pådrage sig et brud på det ene lårben. Han blev den 7. december indlagt på sygehuset i Middelfart og her han nu stille sovet ind i døden.
Kaptajn Clausen blev 82 år gammel.

 

Han overleves af sin hustru of 4 børn, hvoraf en datter, frøken Meta Clausen, bor derhjemme og har været sine forældre til stor hjælp.

 

Kilde: Schneider,  Fanø Ugeblad og Kromann

 

 

Relaterede artikler

Gå til top