Mitfanoe
Engers, Niels Lauridsen Jessen, skibsreder og skibsfører

Fam engers, niels lauritz

Niels Lauridsen Jessen Engers
Født: 6 jan 1814 i Odden, Fanø - Død: 25 apr 1891 i Altona, Tyskland
Begravet: 29 apr 1891 i Nordby Kirke, Fanø
Stilling: Skibsfører og skibsreder i Altona
Hans far: Skipper Jes Jensen Engers
Hans mor: Johanne Nielsdatter

Gift med: Anna Catharine Mathilde Lührs i 1841 i Buenos Aires
Født: Ca. 1814 i Altona, Tyskland

Forældre: Johan Hinrich Christian Lührs og Anna Catharina Margrethe Stendahl, Altona.

Anna døde ved en ulykke i 1842, se nedenunder
Derefter blev Niels gift med søsteren til ovennævnte, Cathrine Lürs

I dette ægteskab var der 3 børn, deres eneste søn døde i Hamburg d. 18.9 1903

Sejlet med

1839                      Fører af slup »Elisabeth« (faderens skib)

Ca. 1840 - 1847    Fører af ”Odin”, skonnert, 52½ kml

1848 - 1851           Fører af ”Johanne og Oluffa”, skonnertbrig

Ca. 1852 – 1857   Fører af ”Acmel”, brig, 108 kml

skonnert odin 191

 Skonnert "Odin"

Beg

Skonnerten ”Odin var bygget i Randers 1840, (billede findes på Kronborg).

H.H. Eggers, Altona, var reder for ”Johanne og Oluffa”.

Niels Lauridsen Engers var i mange år bosat i Altona, hvor han drev et betydeligt skibsrederi.

Stiftede et legat til fordel for trængende i Nordby på 40.000 kr.

 

 

At skibsbygningen tog så stort et opsving på Fanø, skyldtes to energiske mænd, begge fødte i Nordby, som selv med egne skibe - kun små skonnerter - fra først af havde sejlet i den gode tid på Kina, Australien, Californien etc., og som havde tjent så rigeligt, at de i en forholdsvis ung alder var i stand til at opgive søen og nedsætte sig i Altona. Ved egen og andres hjælp dannede de efterhånden en hel flåde af gode praktiske skibe, som de forstod at bestyre sådan, at rederne fik stort udbytte. Disse skibe var bemandet med Fanø sømænd og Fanø skippere.

Den ene af disse mænd var kaptajn Niels Lauridsen Jessen Engers, der virkede som bestyrende reder.

 

Den anden - hans svoger - Claus Pedersen Clausen virkede som inspektør, der tilså skibenes bygning, udhaling og proviantering, hvortil der krævedes stor erfaring og kendskab. Begge dele besad Clausen og var til uvurderlig gavn for de unge skippere, der måske endnu slet ikke havde sejlet i oversøisk fart.

Disse to mænd var til det yderste besjælet af vilje til og følte den største glæde ved at opofre sig for skibsfarten, der kunne sætte mange mennesker fra deres fødeø i stand til at tjene udkommet.

Det er disse to mænds ihærdighed og store praktiske dygtighed samt ærlige og uegennyttige arbejde, som Fanø - særlig Nordby - har at takke for de fleste af de større skibe, der byggedes i tiden 1860 - 95 og senere og så for en stor del interesserede sig for køb af nogle jernskibe, dog vist med noget forbehold. Selv om de ikke ville anerkende dampskibenes overlegenhed på visse farter, så frygtede de dem dog, men så dog ikke lige straks klart, at udviklingen gik i retningen af dampens anvendelse også på havet; som forhen var de dog altid tilrede med råd og dåd til alle, der kom til dem. Havde den unge styrmand et godt lov på sig som sømand, var han altid sikker på en hjælpende hånd til selv at blive fører.

 

De største træskibe, Fanø ejede fra hjemlige værfter, var indtil 385 Reg. Tons. Årene 1880'erne, især de midterste, var en drøj tid at komme over. Thi fragterne var så lave, og over alt kom dampskibe i gang og fortrængte Fanøskibene fra de bedste farter, så det kun med den største anstrengelse, den yderste økonomi og - lykke og held var muligt at tjene lidt.

Selv kaptajn Engers, der nu var bleven gammel, tabte troen og tilliden til sejlskibene og mente - med rette - at sejlskibenes tid var forbi og frarådede endog andre at sætte penge i dem, men Fanøboerne havde ikke mod til at forlade sejlskibene og heri blev de støttet af H. Grohmann, medindehaver af det gamle danske sejlmagerfirma A. K. Schmidt & Co. i Altona.

Han havde længe været parthaver i mange danske skibe, deriblandt flere Fanøskibe, og han støttede fremdeles alle bestræbelser på at holde sejlskibsfarten vedlige og opmuntrede andre til at tage parter i nye skibe.

N. M. Kromann: ”Fanøs Historie”, bind 3.

 

 

 

NIELS LAURIDSEN JESSEN ENGERS.

 

Han var født på Fanø den 6. januar 1814. Allerede tidlig kom den rigt begavede yngling til søs, og det lader til, at han allerede under sin færden som menig sømand på lange rejser har forstået at bruge sine øjne og sin forstand bedre end de fleste af sine ligestillede, Grundlaget for hans vidt omfattende kendskab og forholdene på næsten alle større oversøiske pladser er sik­kert lagt allerede den gang. Han sejlede først med sin far, Jes Jessen Engers. Engers lærte navigation hos Winckler, sejlede siden i forskellige skibe som matros og styrmand.

 

I 1839 mistede Engers sin fader, der under en storm i Grådyb gik over bord fra sin slup »Elisabeth«, og sønnen, der nu var 25 år, fik dette skib at føre i stykgodsfart mellem Hamburg og Fanø.

Men Engers fandt snart denne virksomhed for begrænset. Skibsfarten på de fjerne kyster var hans ønskers mål, og i 1840 byggede han i Randers sit første skib, Sk. »Odin«, som han førte i 7 år. Det var på en af disse de første rejser med dette skib, at han i 1841 blev gift i Buenos Aires med en hannoveransk dame, der opholdt sig hos slægtninge der. vielsen fandt sted om bord i fregatten »Galathea«, der på den tid lå i Buenos Aires.

 

Året efter havde han på Elben et sammenstød med en tysk Brig, hvorved »Odin« mistede begge master, af hvilke den ene dræbte Engers' hustru, der opholdt sig om bord i det skæbnes­vangre øjeblik og netop kom op af kahytten. Samme år giftede han sig med afdødes søster, og frugten af dette ægteskab har været 3 børn, af hvilke dog kun en søn overlevede faderen.

 

Fra 1848 var Engers fører af sk. »Johanne Oluffe«, med hvil­ken han i flere år drev kystfart på Amerikas Vestkyst, og her lagde grunden til sin ret betydelige formue, indtil han i 1851 solgte dette Skib i San Francisco, hvortil han den gang var kom­men, og begav sig op i guldminerne. Det var, da guldfeberen tog alle, og alle hans folk løb for at forsøge lykken i guldmi­nerne, og selv havde han den største lyst til at forsøge sig som guldgraver, thi hans hyre var kun 20 daler kurant (72 Kr.) månedlig, men af hensyn til skib og reder blev han om bord. Han gik så i land, og en dag traf han dér tømmermanden, som han ved at vise sin ladte revolver tvang han om bord.  Dagen efter løb han igen. Lang tid var han så ene om bord og kunne ingen folk finde til at fortsætte rejsen med. Han måtte så sælge skibet og gik så selv i minerne.

 

Nogle år senere kom han til New Zeeland for at hente træ, som han fragtede for egen regning og tjente store penge derved.

Mens han levede i Altona, besørgede han ofte fragter sluttet for Fanø skippere uden andet vederlag end sine udlæg.

Vi træffer ham dog allerede året efter i Hamborg, og han køber nu sit sidste skib Brg. »Acmel« for med den at besejle Kinakysten og gøre sig bekendt med forholdene dér.

Efter 3 års forløb vendte han syg tilbage, solgte skibet i 1857 og levede siden som privatmand i Hamborg.

 

 

 

Under denne syttenårige færden på søen har kapt. Engers haft lejlighed til at besøge en mængde af de vigtigste søfartspladser på de fjerne kyster, og gennem sine udmærkede evner, sin bestemte, korrekte og hæderlige fremtræden er det overalt lykkedes ham at skaffe sig grundigt Kendskab til alle de med den oversøiske fart forbundne forhold. Kun få var som han fortrolig med handels-, søfarts-, befragtnings- og omsætnings ­forhold på så godt som alle kyster, og det er disse omfangs­rige kundskaber, denne store erfaring, han siden 1857 i rigt mål har ladet sine landsmænd og efterfølgere i skibsfarten nyde godt af på den mest liberale og uegennyttige måde.

 

Man har længe i danske forretningskredse været opmærk­som på og gentagende udtalt sin forundring over Fanøflådens stærke udvikling og det uhyre omfang af den virksomhed, der udøvedes ved hjælp af denne flåde. Man har følt og indrøm­met, at en bedrift som denne forudsatte kræfter og evner, som man måtte ønske mere almindelig udbredt i vort land, og man har søgt at komme til forståelse af, hvor kilden til disse evner var at søge.

 

Vi tror ved denne lejlighed, hvor vi særlig ønsker at få fremhævet kapt. Engers virkelige betydning for dansk søfart, at kunne gøre i det mindste en lille antydning af, i hvad ret­ning denne kilde skal søges, idet vi først bemærker, at en så udviklet handels- og sømandsdygtighed, en så uforfærdet forretningsenergi som den, der udfordres til at magte en så om­fangsrig virksomhed som den her omhandlede, selvfølgelig kun kan tilvejebringes gennem grundig uddannelse eller ligefrem opdragelse i en på lang erfaring bygget skole.

En sådan skole har faktisk længe eksisteret, og det vil næp­pe fra nogen side blive modsagt, når vi har dristet os til at påstå, at kapt. Engers ikke alene er dennes skoles grundlægger, men også i mange år har været dens egentlige ledende ånd.

 

Alle de førere, mæglere og forretningsmænd af alle slags, der i de forløbne år har flokkedes om ham som opmærksomme og beundrende elever enten i hans private hjem eller i det be­rømte Hotel du Nord for at drage nytte af hans rige erfaring og nøje kendskab til alle forhold vedrørende søfart og handel på oversøiske pladser, vil særlig kunne bevidne dette. Hos Engers søgte alle råd, og kun få gik forgæves. Aldrig satte han sit lys under en skæppe eller holdt sig tilbage, hvor hans viden kunde komme andre til nytte. Åbenhed, velvilje, ubetinget pålidelighed og omfangsrig dygtighed var de vigtigste bestand­dele i hans karakter. Han var den energiske fanebryder for vor (Fanøs) skibsfarts udvikling og dens altid velvillige og dygtige læremester.

 

Engers fik efterhånden en hel flåde af gode skibe, der stod hjemmehørende på Fanø, og som han var forretningsfører for; han besørgede fragtslutning og korrespondance m.m., mens hans svoger, Claus Pedersen Clausen, påså bygningen af skibene, samt havde opsyn med disse, når de kom til Hamborg. Han var nogle år ældre end Engers, født i Nordby 1808, død i Hamborg 1888 og begravet der.

Disse to Fanø sømænd gjorde et stort uegennyttigt arbejde for Fanøs skibsbdrift og var også i Hamborg og Altona ansete mænd, der flere gange fik tillidsposter betroet eller anmodet om at tage dem, og da de begge var godt kendt over alt i udlandet, blev de ofte tagne på råd med, når fragten etc., blev afsluttet, særlig Engers var anset som en stor mand på børsen i Hamborg. Rederibedriften gik efterhånden over til Knöhr og Burchardt, som med hr. Jacob Meyer som chef skabte en stor flåde, der i flere år bragte Dannebrog rundt omkring i verden.

 

De fleste af de skibe, Engers og Eggers lod bygge var i mellem 200 og 400 r.t.. H. H. Eggers i Altona (siden Hamborg) var medreder i mange af dem.

Bekendtskabet med Eggers stammede fra bedstefaderen Peder Clausens tid. Da han var fører af en lille jagt, var Eggers kludehandler i Altona, siden arbejdede han sig op og var en tid Hamborgs største kaffegrossist. Igennem flere generationer holdtes dette samarbejde ved lige.

 

Engers døde i Altona 25. april 1891, 77 år, men ligger be­gravet på Nordby gamle Kirkegård, og et smukt mindesmær­ke blev sat på hans grav af de mange, han ydede hjælp og støtte.

Kort forinden sin død havde han stiftet et legat til fordel for trængende i Nordby, stort 40.000 Kr.

 

Engers var æresmedlem af Nordby Skibsrederforening.

Beretningen her er et sammenklip af en nekrolog i Fanø Ugeblad 21. november 1914 og en fortælling om Engers af Niels Møller Kromann i bogen ”Fanøs sømænd i storm og stille”, bind 2.

 

Kilde: Morten Clausen og Kromann

 


 

nielslauridsenengers

Engers med familie.


Gå til top

End Of Slide Box