Herunder en artikel skrevet af en unavngiven kilde:

Kaptajn H.H. Frederiksen, der som ung sømand sejlede i 7 år i amerikanske skibe, var i disse år ude for mange oplevelser, som han gerne fortale om, når vi drenge bad ham derom. Han kom ofte om vinteren i mit barndomshjem (i 1880'erne), efter at havde fået skib at føre i hvilket min far var parthaver.

Engang fortalte han følgende oplevelse: Jeg var som syg blevet efterladt i en havn på Guineakysten og blev der indlagt på hospitalet (det må have været omkring 1856).
Da jeg var kommet mig, gik jeg dagligt ned til floden for at se på de få skibe, som lå der og for om muligt at få en hyre med det. En dag kom der en flot udseende spansk skonnert ind på floden. Dette skib betragtede jeg særligt hver dag, jeg var ved floden og kunne godt lide at få en hyre med det.

En dag, jeg stod og kiggede på dette skib, sagde stewarden til mig lidt spøgende: Du går her hver dag og betragter dette skib, vil du måske købe det??

Nej, svarede jeg, men kaptajnen har lovet mig en hyre med skibet.
Kom så her, sagde stewarden, og se hvad dette er og viste mig nogle tildækkede kanoner, der stod på halvdækket. Ved du så, hvad det er for et skib?
Jeg svarede: Et koffardiskib vel, med mit sidste skib havde vi også kanoner om bord.
Så tog han mig med hen til én af lugerne, som han åbnede og bad mig se ned i lasten.
Det lugter jo af negre, svarede jeg. Så ved du vel besked, sagde stewarden.
Ja, det gør jeg.
Vil du så med??

Det ville jeg naturligvis ikke; thi skibet sejlede med røvede slaver, som skulle sælges i Amerika. Stewarden syntes, at det var en skam, at sådan en pæn, ung dansker skulle med i dette afskyelig foretagende, derfor ville han advare mig, hvad jeg både den dag og siden hen var ham taknemmelig for i mit inderste hjerte.

Senere kom jeg ud med et skib fra Boston. Et års tid efter lå vi i Boston havn en dag, det netop var min fødselsdag. Jeg ville spendere nogle kager på mine kammerater og gik derfor i land for at købe nogle. De kager, jeg købte, var indpakket i avispapir.

I denne avis læste jeg så en beretning om, at den føromtalte spanske slavehandlers skib var blevet opbragt af en engelsk orlogsmand, der havde gjort kort proces med hele besætningen, som alle blev hængt i skibets egne ræer, hvorefter at skibet blev bugseret i havn med de døde legemer hængende i ræerne.

At jeg efter at have læst dette fejrede min fødselsdag med dobbelt glæde er forståeligt. Hvor let kunne jeg ikke på en afskyelig måde være kommet med dette skib og endt mine dage som forbryder, hvis ikke stewarden havde advaret mig. Kun gjorde det mig ondt at tænke på, om den omtalte steward skulle være blandt de hængte mennesker