Mitfanoe
Jensen, Bertel Clausen, skibsfører

Famb

Bertel Clausen Jensen
Født: 5 mar 1858 i Vester Vedsted, Ribe
Død: 29 jul 1953 i Odden, Fanø
Stilling: Skibsfører
Note: Forældre: Husmand Anders Jensen og Karen Berthelsen. Døde på De gamles Hjem.

Gift 27 jan 1888 i Nordby Kirke, Fanø

 

Hustru: Karen Nielsen Toft
Født: 19 jul 1856 i Odden, Fanø
Død: 22 jul 1917 i Nørby, Fanø
Hendes far: Skibsfører Niels Sørensen Toft
Hendes mor: Karen Poulsdatter

 

Barn:
Niels Toft Jensen
Født: 13 okt 1888 i Odden, Fanø
Død: Efter 1955
Stilling: Snedkermester
Gift med Meta Nørby Mortensen

Kapt

ca. 1891 - 1911: Fører af "Mærdor", skonnert, reg.t 281, NCWQ

Efter "Mærdor" gik Bertel over i ØK og blev fører af dampskibe

Beg

 

Bertel skrev sine erindringer, som kan læses her nedenunder

 

 

Da jeg begyndte min søfart
Af skibsfører Bertel Clausen Jepsen – skrevet i 1935

Her sidder jeg nu i min lille stue på De gamles Hjem og lader minderne i tiden, som svandt., passere forbi; først kommer tankerne fra drengetiden, at når jeg blev stor, ville jeg til søs, underligt for resten, at det kunne falde mig ind dér i mit fattige hjem på heden, langt fra sø og skibe, men ud at sejle, ud til fremmede lande stod min hu, og jeg holdt stædigt ved mit forsæt og kom da også efter konfirmationen i foråret ud at sejle som kok med en skonnert fra Sønderho, skonnerten var oplagt for vinteren 1873 i Vejle.

 

Som dreng, når jeg besøgte Ribe, gik min tur altid til Skibsbroen, thi da kom der skibe til Ribe og ret mange endog, små var de, men store nok til at sætte en drengs fantasi i bevægelse om lange rejser.
Så i vinteren 1873 rejste jeg til Fanø for at søge hyre; det var ellers ikke så let at rejse dengang; der var langt fra mit hjem til Strandby, ca. 5 mil, og dertil måtte man gå hele vejen.

 

I Nordby fik jeg ikke hyre og gik så til Sønderho, hvor der dengang var mange skibe hjemmehørende, især af mindre skibe, galeaser og skonnerter, der sejlede på Nord- og Østersøen, og som almindeligvis var oplagte om vinteren i havne rundt omkring i landet; det lykkedes mig med besvær at få hyre som kok med skonnert »Ane Cathrine«, skipper Niels Nielsen (senere ekviperingshandler i Nordby).

 

Jeg var lille af vækst, og kaptajnen mente ikke, jeg kunne løfte en gryde; da mine fordringer angående hyre var små, blev resultatet, at jeg skulde være kok i »Ane Cathrine« for en årlig hyre af 20 Daler og selv betale min rejse til Vejle, hvor skibet var oplagt. Midt i marts måned fik jeg besked om at indfinde mig om bord; helt lysteligt var det ikke for mig lille bondeknold, men man var ikke forvænt, thi jeg havde været ude at tjene siden mit 8. år.

 

Som sagt var der i de tider mange skonnerter og galeaser hjemmehørende i Nordby og Sønderho; dengang plejede skibene at lægge op rundt i danske Havne, når efteråret og stormene kom. Mandskabet rejste da hjem og hyggede sig for vinteren; men når man nåede midt i marts, begyndte man at pakke kister og sække, og så i slutningen af måneden var der generalopbrud, og tilbage blev kun gamle mænd, kvinder og børn.

 

"»Nu kommer storkene", sagde man overalt i landet. Storke var en fællesbetegnelse for alle Fanøsømænd; måske af den grund, at de kom omtrent samtidig med disse velkomne fugle.

 

Min korte rejse til Vejle var allerede en hel begivenhed, for første gang kørte jeg med en dagvogn, og for første gang så jeg og kørte med et tog; mit første indtryk fra egnen i nærheden af Vejle prentede sig dybt i min hukommelse; jeg var kun vant til at se hede og flade landskaber derude i Vestjylland, som dengang næsten var blottet for trævækst.

 

Omkring Vejle fjord var der høje bakker og store skove, et herligt syn for en lille bondeknold, som knapt havde set noget stort højere end vore gravhøje på heden.

 

Kommen om bord begyndte straks det daglige arbejde, som man måtte se hurtigst muligt at lære, ikke alene at koge den daglige, meget beskedne mad, men så meget andet. Kokken skulde være med til alt, Kokken var alle mands tjener; hænderne sad løse på skafterne den gang, og lussinger kunde man få fra enhver. Kokken skulde altid have klø. Vi lastede korn i Vejle for Trondhjem og gik, så snart ladningen var om bord, til søs.

 

Allerede den første nat i søen blev jeg stillet til roret for at lære kunsten at styre; der vankede da adskillige lussinger til at begynde med, men ellers lærte jeg det forbavsende hurtigt, og med hensyn til at kende kompasset, som ofte voldte drenge mange kvaler, faldt det slet ikke mig besværligt, og før vi nåede Trondhjem, var jeg fortrolig med kompasset.

 

Uden for Trondhjemsfjord fik vi en storm og fik set søen i sin vælde og skibets tumlen i bølgerne. Jeg tog slet ikke i betænkning at gå i vand til midt på livet, thi olietøj havde jeg ikke. Antagelig har kaptajnen set, jeg ikke var bange for vand, for han kaldte ad mig og spurgte, om jeg frøs og sagde: »Du er jo slet ikke søsyg«. Nej, det var jeg ikke, men havde været det nogle dage i forvejen; det fik ingen at vide.

 

Da stormen havde lagt sig, sejlede vi ind i Trondhjemsfjord; jeg måbede ved synet af de høje fjelde, hvilket ikke er underligt; thi det kan man godt gøre endnu trods det, jeg har set adskilligt deraf siden. Da randt et vers af en gammel sang mig i hu, ret som var sangen for os.

 

Vi først til Trondhjem sejler og får en Akvavit,
de klipper dér er stejle, og folket er så frit,
man lever hele dagen af laks og sild og torsk,
der gives dog ej mage til noget, som er norsk.

 

I Tronhjem lastede vi sild til Kønigsberg, siden lastede vi tømmer i Danzig til Esbjerg havn. "Ane Cathrine" var første skib i Esbjerg dok, thi der var endnu ikke uddybet uden for dokportene. Vi havde losset hele lasten på reden, fordi der ikke var vand, at vi kunde flyde ind. Så blev det besluttet, »Ane Cathrine« skulde hjem til Sønderho og fortømres, vi gik dertil gennem Kjellinglo (øst om Fanø).

 

Ankommen til Sønderho blev skibet halet på land, og jeg blev afmønstret. Turen for mig havde ikke været nogen dejlighed; men man havde lært noget. Jeg husker et par dage efter, vi var gået fra Vejle, en ravnsort nat, da vinden kulede op, og topsejlet skulde rebes, og jeg lille bondeknold, som aldrig havde været i et skibs vant, alligevel blev ordret til vejrs i nattens mulm og mørke op på en svajende rå. Der toges intet hensyn; ofte tænkte jeg derpå siden, da jeg selv blev styrmand og fik drenge om bord, hvor ængstelig jeg vågede over dem, til de lidt efter lidt blev fortrolig med at gå til vejrs.

 

"Ane Cathrine" blev kaldt for en skonnert, hvilket ikke var korrekt; den var en galease, en fast galease kaldet, fordi der var to faste ræer på fortoppen, og storsejlet var på fokkemasten i modsætning til en skonnert, som har storsejlet agter, men skibet må sikkert have været en af de sidste af den type, eftersom jeg ikke mindes at have set en sådan siden.

 

I Sønderho lå, da jeg blev afmønstret i 1874, blandt mange små skibe, skonnert "Dorthea" NHPS, skipperen var Gunde Lauridsen, som nu skulle på langfart til Norge efter en ladning træ og derfor havde brug for en kok, og jeg lod mig da forhyre for 4 Rdl. pr. måned. "Styrmand" og eneste anden besætningsmedlem var Gunde Lauridsens søn, Laurids, dengang 16 år gammel og liden af vækst som jeg selv, men Gunde var stor og vejede op for os to små. "Dorthea", var, skønt skonnert af navn, kun et lille skib, 14 læster eller 28 tons.

 

Nå, vi var så i Christianssand efter tømmer til Nordby og Sønderho, så skete det, at præsten på Mandø, pastor Bertelsen, skulle flytte til Ålborg egnen og det havde Gunde påtaget sig at besørge. Indtagningen af flyttegodset ved Mandø og rejsen til Ålborg gik godt. Gunde Lauridsen var altid heldig, "Hellig Gunde" blev han kaldt, af hvilken årsag, fandt jeg aldrig ud af. Medens vi lå i Ålborg og lossede, underhandlede Gunde med en præst fra Hjørring, som skulle flytte til Sneum – Tjæreborg, det var pastor Siegumfeldt. Så det var vel nok noget, som passede både Gunde og præsten og snart var vi på rejse hjemefter.

 

Så var det en nat, som jeg ofte senere har tænkt på – for at korte vejen, blev kursen sat tværs over Horns Rev. Selv om Gunde regnede med vores ringe dybgående, så var det uhyre dumdristigt gjort, da vinden den nat kulede op og søen gik højt. Gunde gik til køjs, vi 2 drenge havde vagt, og vi tænkte ikke på nogen fare, før vi så søen omkring os i en brod og brand, som brød over skibet og brølede så uhyggeligt, at Gunde vågnede derved. Alligevel stod han ikke op for at se, men blev rolig liggende og sagde til sig selv "så, nu er drengene nok o æ Horn", han fortalte det til os ved vagtskifte.

 

Om morgenen ved højvande sejlede vi op til Roborghus og Gunde gik i land for at melde vor ankomst og da vandet faldt, kom flere bøndervogne for at bringe godset i land; alt gik hurtigt og glat. Da det sidste gods var afleveret, fulgte Gunde med vognen op til Tjæreborg for at hæve fragten. Vi fik ordre til at klare op og gøre rent i lasten, mens han var borte, og så fik vi besked om flittigt at holde udkig, når han kom tilbage; thi vi skulle sejle, så snart vandet steg og skibet blev flot. Jo, det forstod vi alt sammen godt, og vi arbejdede som besatte for at blive færdige. Jævnligt stak vi hovederne op og kiggede. Vi blev færdige i lasten og lagde lugerne på; men da Gunde endnu ikke var kommet, gik vi i gang med at spule dæk.

 

Vi kiggede jævnligt mod land uden at se noget til skipperen. Skibet var for længst flot og Laurids sagde "hvor bliver far dog af, vi mister vandtiden". Omsider fik vi øje på Gunde stående på en høstak langt oppe i land svingende med hatten som besat. Hvor længe mon han havde stået der? Vi havde ventet at se ham i strandkanten og havde ikke tænkt os at finde ham langt oppe i land. At den var gruelig gal, var vi begge klar over. Laurids sagde: "Begynd du at hive ind på ankeret, mens jeg går i båden og henter far".

 

Da Laurids kom i land med båden, snappede Gunde en af årerne og slog til Laurids, så han trillede om i båden, og da de kom til skibet, var Gunde som besat af arrigskab, han hoppede og stampede i båden, så jeg var bange for at den store, svære mand skulle stampe gennem bådens bund. Laurids sprang straks op på dækket for at hjælpe mig at hive, mens Gunde dansede i båden. Gunde havde nogle kartofler i en sæk, dem smed han op på dækket; men han havde også købt noget smør i en stenkrukke – den fik samme medfart som kartoflerne, hvilket krukken dog ikke kunne holde til – den sprang i mangfoldige stumper og smørret lå i en klat på dækket.
Vi drenge rystede som løv for, hvad der nu ville ske. Så kom Gunde hen til ankerspillet og greb Laurids i nakken med den ene hånd og mig på samme måde med den anden hånd og klappede os sammen idet han sagde "åh, a ku jo knus jer begge to". Så gik han og samlede smørret op.

 

Vi kom hurtigst muligt under sejl, men at nå hjem til Sønderho den dag, kunne ikke lade sig gøre; thi det lakkede mod aften og Gunde var rasende herover, han skældte og knubbede os over al måde. Vi hoppede og sprang omkring som sprællemænd og tog os vel i vare for ikke at komme inden for Gundes rækkevidde.

 

Vinden blev os imod, så vi måtte krydse, og jeg måtte stå med pejlestagen hele tiden. Gunde truede med, at vi skulle krydse den hele nat og ingen mad få. Nej, jeg tror ikke Gunde var hellig; vi havde vel krydset den halve nat, da vi løb på grund og blev stående. Det var nu blevet lavvande, men snart lå vi dog i havn og fik nogle rolige dage.

 

Det var blevet efterår 1874 med uroligt vejr; så skete det en stormende dag, at en skonnert kom Dybet ind og ankrede ved Kjeldsandet, lige da aftenen faldt på. Skonnerten var bestemt for Esbjerg med jernbaneskinner, men var gået Knudedyb ind grundet stormende kuling og at man ikke kunne få fat på Grådyb. I nattens løb blæste det hårdt, og skonnerten, der var drevet i nattens løb for ankeret og var kommet grunden for nær og huggede hårdt. Næste dag blev der hejst flag, at den manglede hjælp. Skonnerten skulle losse noget af lasten for at komme fri af grunden. Stillingen var ret farlig for skonnerten. I havnen lå mange små skibe, og der gik bud og forespørgsel fra skib til skib, om de ville sejle op og lægtre skonnerten ville. Det blæste hårdt og ingen ville risikere at blive slået i stykker langs siden af skonnerten.

 

Da ingen andre ville gå, kom man til Gunde, om han turde og ville. Jo, det ville Gunde nok. Vi fik travlt og fik stukket et par reb i sejlene og ankom ved siden af skonnerten, netop som mørket faldt på og vi begyndte straks arbejdet, der varede hele natten, fik så mange skinner om bord, som "Dorthe" kunne bære og da dagen gryede, var skonnerten flot. Der var en mand om bord på skonnerten, som hele tiden førte ordet; om han var skibets reder eller assuranceekspert, ved jeg ikke, heller ikke hvad han hed, men han blev kaldt "æ degns Jes" . (det var skibsreder Jes N. Jessen, og skibet, skonnert "Anne" førtes af hans søn, Niels Calle Jessen, forfatterens svigerfar).

 

Gunde spurgte da: "Vil I have skinnerne om bord igen?". "Nej, blev der svaret, gå til Esbjerg med dem, det er for assurandørerne regning". "Godt", sagde Gunde og vi sejlede, der var ingen prisaftale. Vi fik så skinnerne losset i Esbjerg og Gunde sendte mig til Hjerting med skibspapirerne, der var ikke noget toldvæsen i Esbjerg dengang. Hvad skulle Gunde så have i fragt og for assistance? Gunde forlangte 500 rigsdaler, det mente skipper Jessen dog var et ublu forlangende. Men Gunde sagde: "Jeg kom til hjælp og risikerede mit skib, da ingen andre ville og derfor forlanger jeg 500 rigsdaler – og han fik dem. Ugedagen efter lå vi atter i Sønderho.

 

Gunde var ikke nogen velset mand, han var kommet til Sønderho mølle som tjenestekarl, men tog så ud at sejle en tid fra Nordby; nogen længere søfart var han ikke ude for og navigatør var han ikke. Siden købte han et lille fartøj til lægtefart, den lod han siden ombygge, det blev "Dorthea". Gunde blev snart en velstående mand til forundring for alle og mange sære rygter blev fortalt om Gunde; thi det kunne dog aldrig gå ret til, hvor han fik pengene fra. Jo, han havde strandet en kiste med sølvdalere i og det var man sikker på passede. Jeg troede nu aldrig på den krønike. Kister med penge plejer ikke sådan at drive rundt, og desuden, hvordan skulle en kiste med sølv flyde?.

 

Nej, sagen var, at Gunde var meget energisk og pågående, meget sparsommelig og gerrig, desuden fulgte lykken ham, alt gik godt, selv om det for andre, så aldrig så tosset ud. Han måtte skrabe penge sammen, så spartansk, som han og familien levede, vel omtrent halvsultede. Jeg ved da, at sulten mange gange plagede mig om bord; thi Gunde delte ud, hvad man måtte få, og ikke mere fik man. Udgifter af nogen betydning var der ikke. Laurids fik ingen hyre og jeg kun 4 daler pr. måned.

 

Næste år, i 1875, var jeg om bord i en lille skonnert fra Randers, ført af Jens Jørgensen Jessen af Nordby. Skibets navn var "Dannebrog", bygget i Randers af bygmester Schønau (tidligere i Nordby), et smukt lille skib, et helt legetøjsskib, 16 læster eller 36 ton; ikke desto mindre sejlede vi både på England og Østersøen. Besætningen var skipper Jessen og en ca. 19 årig bedstemand (ueksamineret styrmand) og mig som kok.

 

Når minderne går tilbage til den tid, tænker jeg på, hvad man forlangte af en dreng. Om dagen skulle jeg koge mad og ellers passe min vagt sammen med skipperen; men han gik til køjs og lod mig tage vagten og styring i 4 timer. At det gik godt, undrede mig; men var skipperen ligegyldig, så forstod jeg, hvad det gjaldt, og om natten, når søvnen var ved at overvælde mig, tampede jeg mig selv over arme og ben med styrerebet, så det efterlod blå mærker.

 

Ud på efteråret var vi kommet til Riga, hvor vi lastede hør, hamp og tobak til forskellige havne i Limfjorden. Under krydsning ud af Rigabugten en nat under tiltagende kuling, blev vi påsejlet at en stor russisk skonnert. Den havde ikke set vore lanterne, fordi man var i færd med at bjerge sejl. Russeren stak klyverbommen igennem vort skonnertsejl, lille "Dannebrog" blev helt mast. Russeren kunne ikke komme fri af os, men gav os den ene sinkadus efter den anden, og vi, skipper, bedstemand og jeg klatrede om bord i russeren, som så sejlede tilbage til Riga med os og for selv at skaderne udbedret.

 

Vi forliste søfolk blev indkvarteret i land. "Dannebrog" var drevet i land som vrag og vi mistede alt. Konsulen købte et sæt tøj til os, men i øvrigt betalte vi alt af vores tilgodehavende, og efter søforklaringen blev vi sendt til København; der landede jeg så uden penge. Ofte har jeg tænkt på den konsul, mon han gjorde ret og skel, vi fik nemlig slet intet regnskab over noget.

 

Så kom jeg til København og uden penge; men i en knejpe i Nyhavn havde man medlidenhed med mig og gav mig gratis mad og logi. Hvad skulle jeg nu gøre?. Det var sildigt på efteråret, ingen hyre, ingen penge og intet tøj. Så rådede man mig til at henvende mig på Laugshuset, som det dengang hed, der var også mønstringskontor. Inde på kontoret stod et bord, hvorpå der stod et lille modelskib med knækkede master. Jeg ser det endnu, trods de mange år, der svandt, som var det i går. Jeg læste hvad der med gyldne bogstaver stod på skibets sider:

 

Skænker dig søen verdslige goder,
Da husk, du har mangen trængende broder,
Da tænk å den udslidte,
Den gamle og den fattige sømand.

 

Hvem var vel mere fattig end jeg; men de høje herrer på kontoret kunne ikke hjælpe mig eller give mig et råd, og jeg forlod grædende kontoret.
Bertel Clausen Jensen.

 

 

Kilde: Kromann, Morten Clausen, Schneider, Fanø Ugeblad + Rosendahl

 

Relaterede artikler

Gå til top

End Of Slide Box