SKIBSFØRER JES M. KNUDSEN FORTÆLLER.

Jeg er født 22. oktober 1841i Sønderho.  Mine forældre var skibsfører Mathis J. Knudsen og Karen Jesdatter (datter af skibsfører Jes J. Sonnichsen, yngre).  Som 14-årig kom jeg til søs som kok og skibsdreng med min fader på galeasen „Karen Bothilde". Vi sejlede i fragtfart om sommeren på Norge og Sverige til Ribe med trælast til tømmerhandler Hans Hansen i Ribe (død 1888); han var medejer af skibet. Om efteråret hentede vi kul fra England til jernstøberiet i Ribe.

Senere har jeg sejlet som letmatros med skonnerten „Karen", ført af Hans Jessen (død 1860) og som matros med min onkel S. P. Brinch (død 1890) på skonnerten „Habil" og gjorde rejser med den på Middelhavet; derefter gik jeg på Navigationsskolen i Nordby i 4 måneder; det var i 1863; men min eksamen tog jeg i København og fik karakteren „det store B", det betyder bekvem eller første karakter. Jeg havde været indkaldt til orlovs både i 1861 og 1862, blev så permitteret, men ikke fri og måtte derfor kun sejle i de hjemlige farvande. Jeg fik så hyre med skipper Jeppe H. Madsen (død 1902) på skonnerten „Lene"; men i foråret 1864 blev jeg indkaldt igen og kom da om bord i linjeskibet „Frederik d. 6.", derpå som kvartermester om bord i „Hekla", der lå i Sønderborg; herfra blev jeg beordret om bord i linjeskibet „Frederik d. 7.", der lå i Høruphav. Her havde jeg gode dage. Officererne var flinke og venlige. Der var 1.200 mand om bord, deraf skulle 300 mand i land på Skanserne ved Kajnæs; derefter blev vi beordret op på Flensborg Fjord for at hjælpe „Rolf Krake" med at løbe en bro i stykker, som tyskerne var ved at bygge over Alssund, men „Rolf Krake" signaliserede, at vi skulle vende om.

Vi blev beskudt fra land og kunne ikke besvare Ilden, da nogle huse lå i vejen derfor. Selv fik vi kun nogen skade på rigningen. Derefter gjorde vi patruljetjeneste i Alssund. Efter krigen kom jeg med min fader i hans nybyggede skonnert „Karen Bothilde" som styrmand. I 1866 blev jeg fører af dette skib, til jeg i foråret 1869 købte en skonnertbrig, der fik navnet „Karen" efter min hustru, med hvem jeg holdt bryllup  27. februar 1869,  og blev, da  den  var sortmalet,  altid kaldt „Sorte Karen" til forskel fra min fætter, H. Frederiksens  skonnertbrig, der var hvidmalet  og derfor kaldtes „Hvide Karen". Jeg sejlede nu med „Karen" på Brasilien og Afrika, særligt på Lagos. Her havde jeg engang det tilfælde at strande 2 gange på én dag, dog ikke med mit eget skib. Jeg var kommen om bord på et engelsk skib som besøgende, og da det skulle gå ind over Barren, løb det på grund og blev vrag. I skibsbåden gik vi så fra borde og kom om bord på en slæbedamper, der skulle slæbe en skonnert ind, men slæbedamperen løb også på grund. Det hele kom af, at de to kaptajner var kommen op at slås.

I foråret 1888 købte jeg for 34.000 Kr. i Liverpool en jernbark på 489 reg. tons; den fik navnet „Eliza". Den førte jeg i to år, da jeg lagde op og sagde søen farvel og overgav skibets førelse til min svigersøn, Jes S. Jessen.

En gang, jeg var i Afrika, blev jeg af en høvding, der boede længere inde i landet, inviteret til at besøge ham. Rejsen dertil foregik med æsler og gik over bjergene forbi dybe afgrunde og til sidst gennem et meget smalt pas, inden vi nåede høvdingens residens. Her blev jeg modtaget med største honnør af den sorte høvding og hans folk. Høvdingen spurgte mig bl.a. (ved tolk) om det var sandt, at vandet i de Hvides land kunne blive så hårdt, at man kunne gå og ride på det, hvilket jeg jo kun kunne bekræfte.

Advarsel gennem en Drøm.

Efter Fortælling af Jes Mathiesen Knudsen nogle år før han døde..

I Efteråret 1872 lå de to fætre, Hans Frederiksen og Jes Mathiesen Knudsen, med hver sit skib i udsejlingen fra Rotterdam for modvind. Frederiksens var hvidmalet og kaldtes derfor altid „Hvide Karen". Knudsens var sortmalet og kaldtes derfor „Sorte Karen". Endelig blev vinden gunstig, og de stak derfor til søs med stiv kuling af nordøst med voldsomme brådsøer over Barren, så skibene huggede hårdt i og tog grunden. De kom dog begge godt over Barren og satte kursen gennem den engelske Kanal, og næste dags morgen var de oppe ved Slært og havde smult og klart vand. De opdagede da begge, at kølen var borte under begge skibene. De besluttede så at gå ind til Plymouth for at få skaden udbedret. Kom så tidlig i havn, at de kunne få tørdok bestilt og tilladelse til at gå i tørdok med fuld ladning. skibene var begge lastet med genever, rom og andre spirituosa.

I tørdokken blev skibene således placeret, at de lå med agterenden til hinanden, og ved et brædt fra agter til agter - var der forbindelse mellem skibene. Da skaden var udbedret, og skibene færdige til at forlade Dokken, var det niptid med stærk storm. Jes Knudsen gik om aftenen sammen med formanden ud at se på, at redningsbåden og raketapparaterne var i virksomhed for at redde besætningerne fra 7 skibe, der var ved at drive i land. Efter at besætningerne var bjerget, gik han hjem. Det var da hen på natten, hvorfor han tog sig en lur til hen på morgenstunden, men før han tørnede ud af køjen, kom fætteren, Hans Frederiksen, over og sagde: „Du tager den lidt med ro, fætter, kom snart op, at vi kan få skibene ordentlig fortøjet!"

„Fortøje mens vi ligger i tørdok? Du må jo fejle noget på forstanden."

Efter at Jes M. Knudsen i 1890 havde sagt søen farvel, blev han reder for flere sejlskibe, bankbestyrer, medlem af sognerådet og Sønderho Enkekasses bestyrelse m. fl. offentlige hverv. I 1910 blev han fangemester i én af ham sammen med en broder og en svoger anlagt fuglekøje, og i de 12 år, han ledede fangsten deri, fangede han i alt 31.430 ænder til en værdi af over 20.000 kr.

Han opnåede en høj alder, men var åndsfrisk og livlig interesseret i dagens spørgsmål. Han døde 6. maj 1924 næsten 83 år. Hans hustru var død 1911.

Han efterlod sig 7 børn. Datterens mand, der overtog fø­relsen af „Eliza", forliste skibet totalt med hele besætningen på Englands kyst 1899. En søn, Math. P. Knudsen har i mange år opholdt sig i Amerika, hvor han drev en udstrakt fabriksvirksomhed, men bor nu på Høstmark Hovedgård ved Aalborg, hvor han også driver industriel virksomhed. Sønnen Jørgen S. Knudsen døde 1930 i Amerika, hvor han ligeledes var fabriksejer, en datter er gift med købmand M. V. Thomsen i Vendsyssel, en datter er gift med konditor Otto, en søn, Jens, er landmand i Amerika, og den yngste datter er gift med postbud Jørgensen i Esbjerg.