"Ane Margrethe", evert, reg.t 12½, NHFL, Nordby var bygget i Rendsburg i 1867 og var ført på et tidspunkt af P. Danielsen
"Dorthea", skonnert, reg.t 27½, NHPS var bygget i Sønderho i 1862, ombygget i 1872 i Sønderho, forlist i 1877
"Glad", brig, reg.t 242, NTBF var bygget i Hylton i 1865, det forliste d. 24.2 1898
"Glad" bark, reg.t 397 var bygget i 1874, skibet sank 14.2 1889 efter en kollision i Boca Canalen ved La Plata, Argentina

Kilde: Schneider, Anne Marie Grønnegaard og Kromann

Læs herunder skibsfører Bertel Clausen Jensens beretning om en sejltur med Gunde Lauridsen i 1873

Det var skonnerten "Dorthea", som Bertel oplevede.....

I Sønderho lå, da jeg blev afmønstret i 1874, blandt mange små skibe, skonnert "Dorthea" NHPS, skipperen var Gunde Lauridsen, som nu skulle på langfart til Norge efter en ladning træ og derfor havde brug for en kok, og jeg lod mig da forhyre for 4 Rdl. pr. måned. "Styrmand" og eneste anden besætningsmedlem var Gunde Lauridsens søn, Laurids, dengang 16 år gammel og liden af vækst som jeg selv, men Gunde var stor og vejede op for os to små. "Dorthea", var, skønt skonnert af navn, kun et lille skib, 14 læster eller 28 tons.

Nå, vi var så i Christianssand efter tømmer til Nordby og Sønderho, så skete det, at præsten på Mandø, pastor Bertelsen, skulle flytte til Ålborg egnen og det havde Gunde påtaget sig at besørge. Indtagningen af flyttegodset ved Mandø og rejsen til Ålborg gik godt. Gunde Lauridsen var altid heldig, "Hellig Gunde" blev han kaldt, af hvilken årsag, fandt jeg aldrig ud af. Medens vi lå i Ålborg og lossede, underhandlede Gunde med en præst fra Hjørring, som skulle flytte til Sneum – Tjæreborg, det var pastor Siegumfeldt. Så det var vel nok noget, som passede både Gunde og præsten og snart var vi på rejse hjemefter.

Så var det en nat, som jeg ofte senere har tænkt på – for at korte vejen, blev kursen sat tværs over Horns Rev. Selv om Gunde regnede med vores ringe dybgående, så var det uhyre dumdristigt gjort, da vinden den nat kulede op og søen gik højt. Gunde gik til køjs, vi 2 drenge havde vagt, og vi tænkte ikke på nogen fare, før vi så søen omkring os i en brod og brand, som brød over skibet og brølede så uhyggeligt, at Gunde vågnede derved. Alligevel stod han ikke op for at se, men blev rolig liggende og sagde til sig selv "så, nu er drengene nok o æ Horn", han fortalte det til os ved vagtskifte.

Om morgenen ved højvande sejlede vi op til Roborghus og Gunde gik i land for at melde vor ankomst og da vandet faldt, kom flere bøndervogne for at bringe godset i land; alt gik hurtigt og glat. Da det sidste gods var afleveret, fulgte Gunde med vognen op til Tjæreborg for at hæve fragten. Vi fik ordre til at klare op og gøre rent i lasten, mens han var borte, og så fik vi besked om flittigt at holde udkig, når han kom tilbage; thi vi skulle sejle, så snart vandet steg og skibet blev flot. Jo, det forstod vi alt sammen godt, og vi arbejdede som besatte for at blive færdige. Jævnligt stak vi hovederne op og kiggede. Vi blev færdige i lasten og lagde lugerne på; men da Gunde endnu ikke var kommet, gik vi i gang med at spule dæk.

Vi kiggede jævnligt mod land uden at se noget til skipperen. Skibet var for længst flot og Laurids sagde "hvor bliver far dog af, vi mister vandtiden". Omsider fik vi øje på Gunde stående på en høstak langt oppe i land svingende med hatten som besat. Hvor længe mon han havde stået der? Vi havde ventet at se ham i strandkanten og havde ikke tænkt os at finde ham langt oppe i land. At den var gruelig gal, var vi begge klar over. Laurids sagde: "Begynd du at hive ind på ankeret, mens jeg går i båden og henter far".

Da Laurids kom i land med båden, snappede Gunde en af årerne og slog til Laurids, så han trillede om i båden, og da de kom til skibet, var Gunde som besat af arrigskab, han hoppede og stampede i båden, så jeg var bange for at den store, svære mand skulle stampe gennem bådens bund. Laurids sprang straks op på dækket for at hjælpe mig at hive, mens Gunde dansede i båden. Gunde havde nogle kartofler i en sæk, dem smed han op på dækket; men han havde også købt noget smør i en stenkrukke – den fik samme medfart som kartoflerne, hvilket krukken dog ikke kunne holde til – den sprang i mangfoldige stumper og smørret lå i en klat på dækket.

Vi drenge rystede som løv for, hvad der nu ville ske. Så kom Gunde hen til ankerspillet og greb Laurids i nakken med den ene hånd og mig på samme måde med den anden hånd og klappede os sammen idet han sagde "åh, a ku jo knus jer begge to". Så gik han og samlede smørret op.

Vi kom hurtigst muligt under sejl, men at nå hjem til Sønderho den dag, kunne ikke lade sig gøre; thi det lakkede mod aften og Gunde var rasende herover, han skældte og knubbede os over al måde. Vi hoppede og sprang omkring som sprællemænd og tog os vel i vare for ikke at komme inden for Gundes rækkevidde.

Vinden blev os imod, så vi måtte krydse, og jeg måtte stå med pejlestagen hele tiden. Gunde truede med, at vi skulle krydse den hele nat og ingen mad få. Nej, jeg tror ikke Gunde var hellig; vi havde vel krydset den halve nat, da vi løb på grund og blev stående. Det var nu blevet lavvande, men snart lå vi dog i havn og fik nogle rolige dage.

Det var blevet efterår 1874 med uroligt vejr; så skete det en stormende dag, at en skonnert kom Dybet ind og ankrede ved Kjeldsandet, lige da aftenen faldt på. Skonnerten var bestemt for Esbjerg med jernbaneskinner, men var gået Knudedyb ind grundet stormende kuling og at man ikke kunne få fat på Grådyb. I nattens løb blæste det hårdt, og skonnerten, der var drevet i nattens løb for ankeret og var kommet grunden for nær og huggede hårdt. Næste dag blev der hejst flag, at den manglede hjælp. Skonnerten skulle losse noget af lasten for at komme fri af grunden. Stillingen var ret farlig for skonnerten. I havnen lå mange små skibe, og der gik bud og forespørgsel fra skib til skib, om de ville sejle op og lægtre skonnerten ville. Det blæste hårdt og ingen ville risikere at blive slået i stykker langs siden af skonnerten.

Da ingen andre ville gå, kom man til Gunde, om han turde og ville. Jo, det ville Gunde nok. Vi fik travlt og fik stukket et par reb i sejlene og ankom ved siden af skonnerten, netop som mørket faldt på og vi begyndte straks arbejdet, der varede hele natten, fik så mange skinner om bord, som "Dorthea" kunne bære og da dagen gryede, var skonnerten flot. Der var en mand om bord på skonnerten, som hele tiden førte ordet; om han var skibets reder eller assuranceekspert, ved jeg ikke, heller ikke hvad han hed, men han blev kaldt "æ degns Jes" . (det var skibsreder Jes Nielsen Jessen, og skibet, skonnert "Anne" førtes af hans søn, Niels Callesen Jessen.).

Gunde spurgte da: "Vil I have skinnerne om bord igen?". "Nej, blev der svaret, gå til Esbjerg med dem, det er for assurandørerne regning". "Godt", sagde Gunde og vi sejlede, der var ingen prisaftale. Vi fik så skinnerne losset i Esbjerg og Gunde sendte mig til Hjerting med skibspapirerne, der var ikke noget toldvæsen i Esbjerg dengang. Hvad skulle Gunde så have i fragt og for assistance? Gunde forlangte 500 rigsdaler, det mente skipper Jessen dog var et ublu forlangende. Men Gunde sagde: "Jeg kom til hjælp og risikerede mit skib, da ingen andre ville og derfor forlanger jeg 500 rigsdaler – og han fik dem. Ugedagen efter lå vi atter i Sønderho.

Gunde var ikke nogen velset mand, han var kommet til Sønderho mølle som tjenestekarl, men tog så ud at sejle en tid fra Nordby; nogen længere søfart var han ikke ude for og navigatør var han ikke. Siden købte han et lille fartøj til lægtefart, den lod han siden ombygge, det blev "Dorthea". Gunde blev snart en velstående mand til forundring for alle og mange sære rygter blev fortalt om Gunde; thi det kunne dog aldrig gå ret til, hvor han fik pengene fra. Jo, han havde strandet en kiste med sølvdalere i og det var man sikker på passede. Jeg troede nu aldrig på den krønike. Kister med penge plejer ikke sådan at drive rundt, og desuden, hvordan skulle en kiste med sølv flyde?.

Nej, sagen var, at Gunde var meget energisk og pågående, meget sparsommelig og gerrig, desuden fulgte lykken ham, alt gik godt, selv om det for andre, så aldrig så tosset ud. Han måtte skrabe penge sammen, så spartansk, som han og familien levede, vel omtrent halvsultede. Jeg ved da, at sulten mange gange plagede mig om bord; thi Gunde delte ud, hvad man måtte få, og ikke mere fik man. Udgifter af nogen betydning var der ikke. Laurids fik ingen hyre og jeg kun 4 daler pr. måned.

Bertel Clausen Jensen.