Nørholm, Jens Jensen, skibsfører

Famnørholm.jensj

Jens Jensen Nørholm
Født: 27 maj 1862 i Odden, Fanø - Død: 16 apr 1906 til havs før forliset af "Bertha"
Stilling: Skibsfører
Hans far: Skomager Peder Jensen Nørholm - Hans mor: Mette Olesdatter

Jens blev gift 1. gang d. 27 okt 1887 i Nordby Kirke, Fanø med
Hustru: Karen Andrea Hansen
Født: 18 aug 1861 i Odden, Fanø - Død: 20 apr 1891 i Odden, Fanø
Begravet: 25 apr 1891 i Nordby Kirke, Fanø
Hendes far: Peter Hjorth Hansen - Hendes mor: Anne Marie Beck

Barn:
Peder Hjort Hansen Nørholm
Født: 25 nov 1888 i Odden, Fanø - Død: 14 sep 1969 i Sædding
Stilling: Lærer
Note: Var gift med Ellen Margrethe Judica Marie Christensen.

Gift 2. gang d. 7 dec 1892 i Nordby Kirke, Fanø med
Hustru: Kirsten Jensen - Note: Omtales også som Kirsten Andersen
Født: 6 apr 1865 i Odden, Fanø - Død: 25 sep 1922 i Odden, Fanø
Hendes far: NN - Hendes mor: Edel Cathrine Jensen

Børn:
Karen Andrea Nørholm
Født: 30 jul 1894 i Byen, Fanø
Gift med Hans Nielsen Iversen
Bertha Cathrine Nørholm
Født: 22 sep 1897 i Odden, Fanø - Død: Efter 1979
Gift med Jens Rødgaard Sørensen og senere Mathias Gregersen Iversen
Eleonora Cathrine Nørholm
Født: 22 jun 1900 i Odden, Fanø
Gift med Niels Andreas Iversen
Jenny Kirstine Nørholm
Født: 14 maj 1902 i Odden, Fanø - Død: 6 apr 1966 i Rindby, Fanø
Gift med Mads Hansen Mathiasen

Sejlet med

Ca. 1893 - 1906: Fører af ”Bertha”, skonnertbrig, reg.t 230

Beg

 

"Bertha" bark, reg.t 230 var bygget i Dumbarton for 75 000 kr. Oversejlet i Kanalen d. 16.4 1906 og sank – se omtale under skibe – "Bertha", skonnertbrig

 

Se enken Kirsten Jensens erstatningskrav i Dansk Søfartstidende 7.12 1909, (overretsdom ved forliset). "Bertha" var på rejse fra Brasilien til England, da skibet i Den Engelske Kanal blev oversejlet d.16.4 1906, hvorved hele besætningen omkom, på nær kaptajnens søn, Peder

 

Fanø Ugeblad d. 27.5 1905:
"Bertha" er for nogle få dage siden strandet ud for New York. Skonnerten var på rejse fra Rio Grande til New York med en ladning tørre huder. Klædefabrikant Brinch i Esbjerg (han er korresponderende reder) meddeler på bladets forespørgsel, at hele besætningen er reddet. Kaptajn Nørholm samt 2 af mandskabet er fra Nordby, flere andre fra Sønderho. Familien her i Nordby har intet erfaret om denne stranding.

 

På rejse fra Rio Grande do Sul til Hamburg blev "Bertha", oversejlet af tankskibet "American" tilhørende Standard Oil, New York d. 16.4 1906 og sank straks.

 

Se enken Kirstine Jensen erstatningskrav i Dansk Søfartstidende 7.12 1909, (overretsdom ved forliset).

 

”Bertha” var på rejse fra Brasilien til England, da skibet i Den Engelske Kanal blev oversejlet d. 20.6 1906, hvorved hele besætningen omkom, på nær kaptajnens søn. Ligeledes omkom 2  passagerer, snedker Niels Sonnichsen Jensen og hustru, Karen.

 

Besætningen bestod på ulykkestidspunktet af:

Kaptajn Jørgensen, Frederikshavn

2. styrmand Erichsen, Drammen

Matros Carlsen, Finland

Letmatros Knudsen, Holsted

Letmatros Jens Peter Mortensen, Nordby, Fanø

Kok Peder Hjort Hansen Nørholm, Nordby, Fanø

 

De 2 passagerer, Niels Sonnichsen Jensen og hustru Karen, havde været i Sydamerika og besøge familie i Rio Grande do Sul og tog med "Bertha" for at komme hjem fra Rio Grande do Sul

 

Forligt sag – Fanø Ugeblad d. 31.8 1907:

 

Der blev indgået et forlig, således at Standard Oil betalte erstatning på 335 000 kr. og 25 000 kr. til de efterladte for tab af effekter.

 

Assurandørerne i Hamborg betalte Peter H.H. Nørholms 3 årige uddannelse til lærer på Gedved seminarium som påskønnelse af hans vidneudsagn i retssagen.

 

Jens Jensen Nørholms søn, Peter Hjort Hansen Nørholm, har skrevet nedenstående om skibets forlis.

Han var mønstret som kok.

Beretningen er skrevet i Nærum i 1956

 

Kilde: Morten Clausen, Søren Clausen og Kromann

 

 

 "Bertha's" forlis i Den engelske Kanal – efter Fanø Ugeblad nr. 24 1956, skrevet af Peter Hjort Nørholm, kok om bord på "Bertha"


I året 1906 skete der mange store begivenheder. F.eks. døde kong Chr. d. 9. og dronning Victoria af England. Det danske lurmærke på det fine smør blev Indført. Ellehammer foretog sin første flyvetur. Og henad den dejlige sommertid skulle kong Haakon og dronning Maud krones i Trondheim domkirke.
Det var blot en enkelt række af betydelige ting, der skete og som fyldte aviserne; men de, som læste aviserne fra d. 21. juni 1906 ville også i spalterne læse om et telegram fra London. I det telegram meldtes om "Bertha's " oversejling i Kanalen.


Det er underligt for mig, nu efter så mange års forløb, at tænke på de store begivenheder, der kom til at betyde så meget for mig. Hvorfor skulle jeg reddes og alle de øvrige sætte livet til?
Det er det store spørgsmål. Kun gud ved, hvad dette dramatiske forlis havde at betyde for alle de, der ramtes hin nat og som alle skulle omkomme i bølgerne; men at jeg, der reddedes på underlig måde, aldrig vil kunne glemme denne stund, og som heller aldrig nogen sinde kan få takket min himmelske fader og skaber tilstrækkelig, det kan vistnok enhver forstå. Jeg er gud uendelig taknemmelig at jeg slap levende fra den sørgelige begivenhed.


I det følgende meddeles en del om, hvorledes det hele formede sig.noerholm.peder
I marts 1906 forlod "Bertha" Rio Grande do Sul i Brasilien. Min fader førte den. Vi var 10 om bord. Samme dag, vi forlod Rio Grande med en ladning saltede oksehuder, der var ca. 12000 stk., snublede min fader på et af lejderens trin: de var lidt slimede eller glatte. Samme dag forlod også "Mærdor", ført af kaptajn Mørck, Rio Grande. Det gik kun langsomt langs østkysten af Brasilien. Passaten var ganske god. Men vi mest optaget af min faders sygdom; thi han havde pådraget sig en skade da han snublede. Han ville dog ikke at styrmændene og underskrevne lade sig overtale til at søge havn. Og det skete så efter en måneds forløb, at min fader mistede bevidstheden og i en lille uge ikke var klar. 2. påskedag lukkede min fader sine øjne og blev sænket i havet dagen efter på 2 grader nordlig bredde. Det var en trist tildragelse; og jeg var meget betænkelig ved, hvorledes det skulle ende; men det gode ægtepar, passagererne, snedker Niels Sonnichsen og hustru Karen, begge fra Sønderho, hjalp mig meget og stod mig bi med råd og dåd.
Efter lang tids sejlads nåede vi Falmouth d. 3. juni. Første styrmand Jørgensen fra Frederikshavn var bleven udnævnt til kaptajn.


Jeg havde aldrig haft lyst til at pløje søens bølger; og jeg glædede mig til, at det snart kunne få en ende, så jeg kunne slippe i land og påbegynde min læsning til seminarist.

Vi lå i Falmouth til d. 8. juni, så stak vi til søs og skulle påbegynde den sidste rejse hjem til Hamborg. Det var min hensigt straks efter afmønstringen at rejse hjem til Fanø. Og så skulle jeg ikke vide mere af et ophold på et skibsdæk.


Det gik kun langsomt gennem Kanalen. Vi havde modvind og tåge så godt som hver dag. Og det skete flere gange, at det så ud som om vi skulle blive oversejlet. Men det gik da godt indtil d. 20. juni. Den dato glemmer jeg aldrig. Henad eftermiddagen den dag, da vi havde passeret Beachy Head og Dungeness, begyndte det at blæse op til en frisk kuling fra SV. Og holdt den vind sig i et døgn. Kunne vi forvente at være i Hamborg næste dags aften.


Forinden ankomsten til en havn skulle alt være i den fineste orden. Alt messing- og kobbertøj skulle være skinnende blankt. Det arbejde påhvilede mig, fordi jeg i 2½ år havde passet kabyssen; men alt var også i orden. Kun de hvide skodder inde i kabyssen manglede. Jeg ville stå op den morgen kl. 3 i stedt for kl. 4 og så skure og vaske skodderne, så der let kunne smøres noget maling på siderne. Og den aften gik jeg også en time senere i seng eller til køjs, end jeg ellers plejede at gøre; thi når arbejdsdagen er fra kl. 4 morgen til kl. 7 aften, så skal man nok vide at få tilstrækkelig søvn fra kl. 20.
Det interesserede mig at se på trafikken gennem dette stræde ved Dover. Og jeg så jo, at lanternerne, såvel side som agter blev sat ud. Det manglede sandelig også bare om man ikke på sådan et sted passede på at have dem i fineste stand.


Endelig kl. 2100 gik jeg til køjs med tanken om, at det nu var sidste nat om bord og om et døgn skulle farten gå hjem til Nordby fra Hamborg. Jeg havde jo været ude i knap 3 år. Straks man havde vattæppet over sig, plejede søvnen at indfinde sig øjeblikkelig. Således også hin uforglemmelige aften.


Efter et par timers hvile vågnede jeg ved at høre skipperen råbe: "Alle mand på dæk". Hel klar over det var jeg ikke; men at der måtte være noget galt fat, slog mig. Straks lød råbet på ny "Alle mand på dæk"! Nu blev jeg aldeles lysvågen. Så lød det for 3. gang "Alle mand på dæk". Med lynets fart hoppede jeg ud af køjen i agterkahytten, hvor jeg havde mit rum. I en fart tog jeg de tre-fire trappetrin, der førte op til agterdækket. Ved min side befandt sig Karen Sonnichsen og hendes mand (de havde alt tøjet på), jeg kom i det blotte linned) og kaptajnen og styrmanden. Rorsmanden stod ved rattet.
Mens jeg stod og skuede hen over kahytstaget var der ikke én, der sagde et ord. Vi stod alle som forstenede. Jeg så en stor damper stævne vinkelret ind på "Bertha". Det drejede sig kun om sekunder, så skar damperen vort kønne skib i 2 stykker. Påsejlingen skete mellem fokke- og stormast. "Bertha" begyndte straks at synke. Og da vandet hurtigt trængte sig ind – vi lå jo meget dybt: Huderne lå i den bare saltlage – for den tanke gennem min forstand; hvorledes vil det her ende.


Og ganske uvilkårligt for det gennem mit hoved: "Selv om det er en stor balje, så styrt dig ud i den, thi du kan jo svømme". Og lige som jeg sprang ud lød det fra Karen Sonnichsens mund: "Herre, Jesus". Jeg var i vandet, blev trukket en del med ned i det frådende hav, mens "Bertha" sank; men jeg var dog i yderkanten af hvirvelen, som altid opstår, når noget synker. Da jeg kom op til overfladen, var jeg i nærheden af skruerne på damperen, der havde påsejlet os. Det kan nok være, at jeg passede på ikke at komme i berøring med dem.


Nogle redningskranse udkastedes fra damperen. Jeg fik fat i én; men den var så tung, at jeg ikke rigtig kunne svømme med den, så jeg gav slip på den. Rigtig nok betænkte jeg mig lidt, men efter jeg i tankerne havde henvendt mig til Gud og bed om hjælp, følte jeg mig rolig. Og den samme "stemme", som jeg tidlige syntes at fornemme, sagde: "Tag det med ro, endelig roligt, men spar på kræfterne."
Det gjorde jeg mens jeg lå i bølgerne mellem England og Frankrig. Jeg var ængstelig for med strømmen at blive ført ud i Vesterhavet; thi jeg tænkte, der var større mulighed for at blive bjerget nær Dover. Damperen stoppede og sendte en båd ud. Jeg havde vel ligget i vandet mellem 30 og 40 minuttet, da båden nærmede sig stedet, hvor jeg lå. Og så råbte jeg så godt, jeg kunne. De fandt mig og halede mig indenbords. Det var et held, at mine benklæder under svømningen let sparkedes af. Da jeg sad i båden, sprættede én af matroserne min våde uldtrøje op. Jeg fik noget af hans varme tøj på. Så søgte de endnu et stykke tid efter andre overlevende, men da de ingen fandt, roede de tilbage til damperen.


Her ved ankomsten til den, blev jeg straks ført til styrmandens kahyt. De spurgte hvad skibet hed, hvor der var fra, hvor det skulle hen, hvad jeg hed og hvor mange der fandtes om bord. Jeg fik at vide, at damperen hed "American", tilhørte Standard Oil, at den var i ballast, kom fra Antwerpen, på vej til New York. Det var en tankbåd på godt 10000 t. Tankeren blev liggende i nogle timer, men ved 3tiden signalerede de ind til Dover. Mellem kl. 3 og 4 kom en båd ud. Jeg havde fået noget af kaptajnens tøj på. Straks da styrmanden talte til mig, spurgte han, hvad jeg ville have. Jeg tror jeg fik et glas vin og en kop kaffe. På havnemolen i Dover blev jeg sat i land, af folkene i båden fik jeg oplysning om, hvor jeg kunne finde sømandshjemmet. Det fandt jeg.


Dørklokken var let at få øje på og længe varede det ikke, før der blev lukket op. Jeg fortalte hvem jeg var og grunden til at jeg havde forstyrret dem i deres gode søvn. De var glade for at hjælpe mig (Ja, hvor skylder vi sømandshjemmene meget, det kan ikke betales.) De førte mig til et værelse, hvor jeg kunne lægge mig til at sove; men hvem kan tænke på søvn sådan en morgen? Hvad gjorde jeg? Jeg bøjede mine knæ, lagde mig ned på tæppet foran sengen, foldede mine hænder og sendte bøn og tak op til min himmelske fader, der havde hjulpet mig levende i land.


Så snart der blev røre i hjemmet, bad jeg dem om at vise mig vej til den danske konsul. Jeg blev ført derhen og ringede på. Da konsulen åbnede døren, fortalte jeg ham det vigtigste og bad ham pr. telefon få oplysning om der ikke var flere reddede. Alle henvendelser var forgæves. Han spurgte om jeg ikke ønskede at telegrafere; og så førtes jeg hen til telegrafkontoret. Jeg telegraferede til flere forskellige, telegrammerne lød: "Bertha" er bleven oversejlet i Kanalen. Jeg er bragt ind til Dover. Peter Nørholm."


Fra Dover rejste jeg til London. Hos generalkonsulen holdtes det første egentlige søforhør. Telegrammer blev herfra sendt til myndighederne og aviserne. Sent om aftenen d. 21. juni 1906 kørte jeg i toget til lacourHarwich, hvor "La Cour" lå. Et brev fra konsulen til kaptajn Warrer havde jeg med. Ved 22tiden var jeg om bord på "La Cour" og en time senere sejlede den. Og d. 22.6 lagde den til ved bolværket i Esbjerg havn.
Det blev en ankomst helt anderledes end jeg havde tænkt mig. Ved ankomsten i Esbjerg, hvor hele familien tog imod mig, spurgte jeg, om der ikke var andre reddede, men jeg fik kun det svar: "Du er den eneste der blev reddet, det er et helt mirakel".


Vi var 10, da vi forlod Rio Grande. Mest smertede det mig, at se alle de tårefyldte ansigter, som jeg i de følgende dage måtte se.
Ja nu er der så gået over 50 år siden hin mindeværdige nat.


Peter H.H. Nørholm


 

Relaterede artikler

Gå til top