"Anne Marie", jagt 6 kml var bygget i Sønderho i 1818, forliste i 1820 på en rejse fra Norge, besætningen og Peder blev reddet.

"Anne Cathrine" galease, 13 kml var bygget i 1820, totalforliste med hele besætningen udfor Oksby d. 18.4 1835, heriblandt Peder Thomsen Sonnichsen og 2 af hans sønner, Nis Pedersen Thomsen og Peder Thomsen

Peder var d. 18.4 1835 ud for Oksby, da han totalforliste med "Anne Cathrine". Den ene af sønnerne, hvis lig efter 16 ugers forløb drev i land på Fanø, ligger begravet på Sønderho kirkegård, skipper Thomsen ligger begravet på Oksby kirkegård

 Fra Fanø Ugeblad d. 16.2 1929

Da skipper Peder Thomsen Sonnichsen af Sønderho reddede en forlist dæksbesætning!

I en alder af 25 år blev skipper Peder Thomsen Sonnichsen fører af jagten "Anne Marie", en lille skude på kun 6 kml, bygget i Sønderho i 1818, med hvilken han sejlede på Norge og Holland, men på en rejse i 1820, kommende fra Norge, forliste han den, hvorefter han byggede galeasen "Anne Cathrine", der var på 13 kml.

Da skibet ikke, som det ellers var skik og brug, bar hustruens navn, der var Karen Nisdatter, kan han ikke have været hovedreder, men som den unge mand han var, i disse for Fanø skibsfarts så vanskelige tider, har han ikke i de par år, han har været skipper, kunnet tjene så meget, som hertil har været nødvendigt, men måttet ty til slægtninge og venners hjælp til bygningen af sit skib. Og blandt de mest formående af de hjælpende, har der sikkert været én, hvis hustru hed Anne Cathrine, hvem den ære blev tildelt, at skibet fik hendes navn.

Med dette skib var det i oktober 1821 udførte den redningsdåd, som nedenfor beskrives, således som den står indskrevet i birkedommerens dagbog.
Birkedommeren ville nemlig indstille skipper Sonnichsen til en belønning, men har dog ikke kunnet finde noget om, at en sådan har fundet sted.

Beretningen lyder således:
Skibsfører Peder Thomsen Sonnichsen af Sønderho, førende galeasen "Anne Cathrine" og kommende fra London hjem til Sønderho, observerede d. 29. oktober 1821 fra vantet af sit et skib, da han befandt sig i nærheden af Sild, skroget af et skib, der var forlist og i nærheden deraf en båd, hvis besætning i det forrygende vejr, kæmpede en hård kamp for at undgå forlis, og vinden, der var "fra lands" drev dem til søs ind mod nogle farlige sandbanker.

Han gjorde alt muligt for at komme de skibbrudne til hjælp, hvilket for ham var forbundet med den største livsfare på grund af den stærke storm og den vanskelige manøvre mellem de farlige sandbanker og den voldsomme brænding derpå.
Efter megen manøvrering og efter at have halset 3 gange, lykkedes det at komme båden så nær, at de ved et tov, dog først efter forgæves gjorte forsøg, kunne få forbindelse med båden, som han herefter indslæbte til Sild, en distance på over 1 mil.

I båden var der 7 mand, heriblandt skipperen, der hed Lund og var fra Helsingborg.
Der var ingen proviant eller vand i båden.

Kilde: Anne Marie Grønnegaard, Kromann  og F. Holm-Petersen samt Fanø Ugeblad