Mitfanoe
Tækker, Thomas Nielsen, skipper og krydstoldbetjent

Fam

Thomas Nielsen Tækker var født i Sønderho d. 18.2 1816thaekker,-thomas-nielsen
Han døde i Sønderho d. d. 6.12 1878
Thomas var søn af skibsreder og skipper Niels Jensen Tækker og Anna Thomasdatter
Thomas blev gift med Mette Sørensdatter d. 19.4 1843
Mette var født d. 21.12 1826 - Hun døde d. 26.5 1881
Ægteparret havde 3 børn:
Hedevig Tækker blev født d. 20.9 1844, hun døde kort tid efter d. 23.12 1844

Anne Tækker, født d. 16.6 1846.- død d. 27.4 1872

Anne blev gift med Peder Brinch, skibsfører, klædefabrikant og bankdirektør i Esbjerg - Fanø bank.
Hedevig Tækker, født d. 23.10 1848, - død d. 6.10 1906, var gift med skibsreder og skibsfører Hans Peder Brinch, 5 børn

Hans Peder Brinch var fhv. skibsreder og skibsfører

 

Hedevig Tækker og Hans Peder Brinch fik sønnen Peder Brinch, bestyrer af sømandshjemmet Hull mm.

Hans datter, Eva Marie Hedevig Brinch, blev gift med statsminister Viggo Kampmann.

 

De 2 søstre, Anne og Hedevig giftede sig med de 2 brødre, Peder og Hans Peder Brinch

Kapt

1841 - 1842 Fører af "Haabet", galease, 21 kml
1842 - 1844: Fører af "Anna", evert, 6 kml
1844 - 1853: Fører af "Flora", galease, 32 kml
Senere toldassistent ved Sønderho Krydstoldvæsen

Beg

 

"Haabet", galease, 21 kml var faderens skib, som han førte et par rejser.

Det var bygget i Sønderho i 1821 under et andet navn, ombygget i 1831, hvordet fik navnet "Haabet".

Det blev solgt i 1842 til svogeren Niels Sørensen.


"Flora" var bygget i Sønderho af skibsbygmester Søren Jessen Sonnichsen i 1844. Skibet forliste den 26.5 1853 ved Skagen.

 

Thomas var som frivillig med som lods under slaget ved Helgoland 10.5 1864 og stod på kommandobroen ved siden af admiral Suenson under hele slaget. Han var dannebrogsmand.

 

Thomas Nielsen Thækker blev begravet på Sønderho Kirkegård under stor højtidelighed, ved hvilken tidligere nævnte kapt. Hammer var til stede som Marineministeriets repræsentant.

 

Hustruen, Mette Sørensdatter, var een af Sønderho's foretagsomme kvinder. Udover at skaffe kapital til svigersønnens skib, briggen "Ane", i hvilken hun selv og manden var hovedredere, gjorde hun et lokalt pionerarbejde indenfor biavl. Hendes ihærdighed betød, at der både i hendes egen og byens øvrige kålgårde blev opstillet talrige bistader.

 

 

mettethaekker

Mette Tækker, f. Sørensdatter

 

THOMAS NIELSEN TÆKKER

 

Var født 18. februar 1816 som søn af skipper Niels Jensen Tækker.

Allerede 12 år gammel kom han ud at sejle, dog kun i sommermånederne, hans hyre indbragte ham et sæt vadmelstøj og 1 par træsko, men ingen kontanter.

Som orlogsgast var han med fregatten »Rota«, da denne hentede billedhugger Thorvaldsens værker hjem fra Italien 1838.

Sin navigationsundervisning fik han i Tønning, hvortil han spadserede fra Ribe, da han skulle begynde Undervisningen.

Efter i et par år at have ført faderens Skib »Haabet«, en galease på 21 L., sejlede han i kystfart med evert. »Anne«, 6 L. drægtig, som han i 1844 solgte til Casper Hansen, Ribe, og byg­gede derefter i Sønderho galeasen. »Flora«, 32 L., som forliste ved Ska­gen d. 26. maj 1853. Kort derefter kommer han i krydstoldvæsenets tjeneste på vestkysten af Jylland og Hertugdømmerne. Krydstoldvæsenet bestyredes dengang af kaptajnløjtnant Ham­mer, med hvem Tækker kom til at stå på en intim fod.

 

I 1864 meldte han sig som frivillig på den eskadre, der ved Helgoland mødte de preussiske fregatter, og på grund af sit store kendskab til besejlingen af de ret vanskelige farvande langs den Slesvig-Holstenske Kyst blev han udtaget til lods på fregatten »Niels Juel« og stod under slaget d. 9. maj 1864 på kommandobroen ved admiral Suensons side. Suenson kaldte alle mand på dækket og holdt en lille tale til dem, og den lød således: »Danske Gutter! Skibene vi ser forude, det er den preussiske flåde, som nu længe har gået her i farvandet og luret på os. I dag træffer vi ham nok, men vi kommer jo til at tage en batalje med ham. Vore brødre til lands de har nu længe stridt og kæmpet og været pint og plaget af den røvende og plyndrende fjende, og mange har måttet bløde. Lad os nu forsøge at hævne deres blod, og nu stoler jeg på Jer, Gutter, at I alle i farens stund vil gøre Eders pligt.«

 

 

Her blev han vidne til, at den unge grev Tramp fik sit ben skudt af.

Efter krigen fik han som tak for del­tagelse i krigen stillingen som krydstoldassistent i Sønderho og udnævnt til Danne­brogsmand, hvilket var ham til stor glæde. Han skulle føre toldkrydseren, der havde Nr. 30, og foretog sine krydsninger i Knudedyb og Ribe Dyb, hvor han skulle borde hvert indgående skib og forsegle lugerne.

Hyren var kun 31 rigsdaler månedlig, men det var jo i sta­tens tjeneste, hvad jo var meget eftertragtet.

Den næstkommanderende om bord kaldtes »Skipper«, da han ofte måtte føre krydseren alene, eftersom Tækker også havde forretninger i land at varetage, desuden fandtes der om bord 2 matroser og 1 dreng, der fungerede som kok.

Tækker var en i høj grad retskaffen og pligttro mand, der også forstod at hævde sin autoritet, hvad dog ikke afholdt ham fra både i land og om bord at øve godmodig drilleri over for sine omgivne.

Den ene af matroserne var højt op i årene, og synet og hørelsen betydelig svækket. Tækker beholdt ham dog trods disse svagheder om bord og kunne godt lide at udsætte ham for små pudsigheder. Således satte han ham, trods alle hans mang­ler netop til den post, at holde udkig efter kostene, der be­tegner farvandene. Alle om bord fik naturligvis i god tid øje på kostene, kun ikke den gamle udkigsmand, og da man skul­de passere en kost, der hældede noget til siden ud i farvandet, styrede Tækker krydseren så nær op ad kosten, at den ramte udkigsmanden i ansigtet, og som derefter brølede: »En kost forude om styrbord!« til stor moro for alle.

Af den beskedne hyre, Tækker havde, kunne han dog lægge lidt til side og give svigersønnerne en hjælpende hånd, da de købte skibe. Svigersønnen Peder Brinch blev fører af brig­gen »Ane«, 192 R. T., og svigersønnen Hans Peder Brinch af briggen »Ane«, 229 R. T., og da de sejlede meget heldigt og med godt udbytte, blev det beskedne beløb, Tækker oprindelig anbragte deri, mange gange fordoblet, så han ved sin død d. 6. decem­ber 1878 var en meget velstående mand.


 

B00143 005 Flora-af-Soenderho

”Flora” var bygget i Sønderho af skibsbygmester Søren Jessen Sonnichsen i 1844. Forliste i 1853.

Billede Sønderho Sognearkiv.

 

Uddrag fra bogen af Hans Brinch: De kom til verden levede og døde. Slægtsroman fra Fanø. Esbjerg 1964

1861:

 

” Jeg lå hjemme i æ tæt'seng, da det begyndte. Min hoste var slem sidste forår, og jeg ku' ikke ta' ud og sejle. Vi fulgte med i, hvad der skete dernede, og vi anede vel nok allesammen, at det ville blive værre dennegang end i '48. Men hvad der egentlig gik for sig, vidste vi ikke rigtig herhjemme.« Tammes bakkede et par gange på piben for li'som at ta' tilløb. Han taler ved sådanne lejligheder med tydeligt rigsmål som de fleste andre sønderhoninger. De elsker det højtidelige, og når de læser højt for hinanden af avisen eller biblen, udtaler de hver eneste læste stavelse som i f.eks. »havde« og »sagde«, og der er andagt i stemmen. 

»Isen var smeltet, og der var ikke mange søfolk i byen. Der var vel egentlig kuns de helt gamle og de helt unge og så mig hjemme. Det blev så d. 6. maj. Vi hørte, at orlogskaptajn Suenson var på vej med hans skibe for at møde Tysken i Nordsøen. Og så kan I vel forstå, at med de dårlige nyheder, vi fik fra grænsen, satte vi vor lid til flåden. Særlig os søfolk da! D. 8. maj om aftenen, eller sidst på eftermiddagen, for det var da endnu lyst, kom »Lille« Jes Sonnichsen herind med en mand i uniform. Jeg kender dem jo nok af udseende Ude fra '48 og fra dengang i '33, hvor jeg var om bord i fregatten »Rota«, som hentede Thorvaldsens tingester hjem fra Italien. Nå, der var altså gået bud til Fone fra orlogskaptajnen, at han sku'  gerne bruge en lods, som kendte farvandet godt dernede. Han var så gået med uforrettet sag og red videre til Sønderho, hvor han blev vist hen til Lille Jes som byens ældste skipper. De to kom herud i Vesterland, som Jes havde foreslået rytteren det. Han var jo kommen hertil på hest. Vi snakkede da også frem og tilbage om det hele. jeg havde det godt nok sølle og lå i æ tætseng, da de kom. Det var den her bronkites! - 

Her hostede Tammes dybt ' fugtigt! 

»Ikke blot havde jeg gigt i min arm, men smerterne over brystet var grove netop den aften. Så efter kort snakken blev sagen afgjort, og jeg tog af sted, til fods mod Fone om aftenen og i min storkofte. Min lille bylt havde orn'ansen taget med på hans hest. jeg blev færget over til Strandby og fik at vide, at Suenson ventede med Niels Juel, Heimdal og Jylland. Det var vel ellers skibe, flotte og pudsede 'wæ'e bit. Jeg kendte nu nok til dem fra min tid til orlogs. Men noget helt nyt var dog alligevel den hersens sko'sten og maskine!« 

»De sejler mæ kakkelovn! « lo Mett'. »De behøver slet 'et vind til at spejle med,« fortsatte Tammes. »Na! jeg blev straks tagen op til Suenson, der var en høj, statelig mand med megen myndighed. Så blev jeg vist rundt og fik kahyt lige under officererne. Suenson fortalte mig om den tyske flåde, og skibene hed Schwarzenberg, Adler, Radetzky, Blitz og Basilisk. Næste morgen satte vi sejl, selv om der kun var svag sydostlig brise; det var næsten magsvejr, og der blev fyret godt i 'æ kakkelovn', som Mett kalder den. 

Kursen blev lagt sydover. Det var strålende solskin, og Helgolandsbugten var rolig og blaa. Der var nu osse nogen andre skibe end dem, Suenson havde nævnt, og klok tij fik udkigsmanden hos os Øje på nogen master, som Suenson mente var fregatten Aurora, Vi sejlede i kølvandsorden, men det gjorde Tysken ikke. Og så vil jeg bare sige, at se hinanden til søs er ikke det samme som at mødes! Tiden faldt os lang! Oppe på batteriet sad søfolkene med deres skaffebakker og Ølkander ved bordene mellem kanonerne, og de drak en tår, og så tørrede de skummet af skægget. De småsnakkede, mens skriveren gik fra kanon til kanon med hans brændevinspøs for at gi' snaps til alle og enhver. Ølfadene stod midtskibs, og folkene tog selv deres krus og hentede mere.« 

»Wå' do 'et bång, Tammes Tækker? - spurgte Met'. »'et så møj som dem, der gem sa bå we æ skansninger! Men de bløw halt fræm! « »Wå't 'et syn? « spurgte Met' medlidende og kvindeligt. »Nix dog! Krij er krij! « svarede Tammes mandfolkestolt og bakkede lidt på sin lange pibe. 

»Vi havde da også nok at tænke på med sejladsen, og ind imellem var der en råben og skrigen med kommando og en springen frem og tilbage i det ene Øjeblik, og så dyb stilhed i det næste. Så sad de bare der og ventede med deres krus. Vi vidste jo godt nok allesammen, at Tysken havde større mandskab og flere skibe, men vi satte vor lid til Vorherre, Suenson, og så til vore kanoner, der var større end fjendens. Lidt før klok tow åbnede Tysken ild med det første skud, og det varede 'et ret længe, før der kom flere. Men han ramte jo 'et andet, end han gjorde store huller i vandet, og de lukker sig nok igen! «

 

 

 

Almindelig jubel og hånlatter fulgte altid denne replik. »Vi gemte altså vor skyts efter Suensons ordre, indtil vi var omkring 1000 meter fra Tysken, og så endelig til sidst lød hans dybe stemme til folket på dækket, - igennem denne hersens blikrør: »Godt sigte, folkens! Skyd, når I kan! « Og straks efter faldt det første skud fra vor side. En skal ellers love for, at vi nu begyndte at skyde til. Det brølede og bragede som den værste orkan, og skibet duvede over det hele, når så'n bredside gik af. Der kom snart så megen røg fra alle skibene, at man til tider dårligt kunne skimte skrogene. Kun lige masterne og den her store, sorte skorsten ragede frem over tågen. Mændene svedte og tørrede sig om panden. Så kom til sidst skytternes skjorter af, og en ku' se, at bevægelserne var friere i den uldne undertrøje. Men de blev ve å' sved, og si røg uldtrøjerne og kasketterne. Der stod de så foroverbøjede, barhovedede og nøgne til bæltestedet, men stadig med livrem og patrontaske på. 

Så fik vi en kugle fra Schwarzenberg, der flænsede toppen af vor ræling som tusinde stumper pindebrænde. En fik ellers hånden for ansigtet i en fart. En kæmpesplint ramte den unge kadet, grev Tramp, der stod i nærheden af mig ved styrbords faldereb. Han gik i dækket som en slagtestud, men I ka' ellers tro, vi jublede, da han kom på benene uskadt lige med det wons. Så skete det, nu da de havde sigtet rigtig, at der kom en til af samme slags, og dårlig havde han rettet på tøjet efter hans fald, det ung men'ske, så kom en kugle til fra samme drejekanon derude på bakken af Schwarzenberg, og det ene ben På greven blev ramt af en granatsplint' Netop fordi han lige var faldet og havde rejst sig, stod vi en del og så på ham, som det skete, og vi glemmer det vel aldrig! Blodet sprøjtede ud af det flænsede bukseben; et kort skrig var alt, så faldt greven om og blev straks båren ned til lægen og fik benet skåren helt af, den stakkel.« 

»A så'n ung minske! « sukkede Met'. 

»Vi mennesker tænker jo straks, at nu bli'r det vor tur næste gang, og jeg blev hel halvdårlig ved at se på det. 

Nå! Vi må jo videre. Både Jylland og Niels Juel fik nu træffere, og jeg så folk falde døde og lemlæstede om. Aldrig ka' jeg glemme det! Heldigvis ku' vi 'et se det hele, for der var sån røgtåge. Fjenden forsøgte en manøvre lidt efter og stævnede Østpå indenom. De stod så side om side ned mod os, mens vi var i kølvandsorden. Farvandene er jo grimme dernede, det kender vi jo allesammen her, og Suenson spurgte mig nu, om jeg turde dreje indenom mellem de to af fjendens fregatter. jeg forstod vel, hvad han var ude på, men der var jo 'et møj plads, og vi ku næsten ikke se vandet for bar' røgtåge. Der kan I så tro, det var godt, jeg kendte te't dernede,« sagde Tammes og rettede den stive ryg i gyngestolen. »For jeg så lige på ham, og så sagde jeg langsomt: "Det går vel, Hr. Kommandant! « - ja, så'n sagde jeg! «

 

 

 

En kort jubeltilkendegivelse fra de åndeløse gæster blev afbrudt af den ivrige og ungdommelige Met', der stolt sagde: »Og så sagde Kommandøren til wo' Tammes: 

»Nu hviler Danmarks skæbne til søs på Dem, lods! « Nu brød jubelen rigtig løs mellem den lille håndfuld unge mennesker i Tækkers stue. 

»Jég fik så fregattetne drejet ind, hvor han vil' ha dem. Da var æ klok omtrent halv fire om eftermiddagen, og brisen var løjet endnu noget af, så røgskyerne fra skorstenene og kanonerne blev hængende og hindrede et godt sigte. Men masterne ku' vi da se. Og så kom 'et, folkens! Så ga' vi på Niels Juel på engang så'n bredside mod Scbwarzenberg, at jeg troede, vi sku' gå over stag, sån krænged' og duved' vi. Nu ka' I ellers tro, der lød en jubelskrig fra skytterne, så høj som en salve. Først var jeg ikke ret klar over, om det var jubel eller om nogen var sårede, men inden jeg fik spurgt, så jeg, at Schwarzenberg var skudt i brand. Matroser og officerer omfavnede hinanden i et nu, og så tilbage til posterne. Hendes fortop var i brand fra Mærset og opefter. Så'n rigtig grågul, tyk røg væltede ud af hende fra den brændende rejsning, og skibet stod i fuld fart indefter. Men selv den smule vind, der var, fik ilden til at brede sig med hendes store fart mod magasin og batteri, så hun måtte jo sagtne. Og vi efter hende! Det var let nok, da hun måtte sejle langsomt. Da troede een vel nok, at 'sejren var sikret, for hun var nu engang hovedskibet, eller linjeskibet. Suenson gav så ordre til at gå otte streger styrbord og i frontlinje forfølge fjenderl Men så var 'et jo, det skete for os også. Så fik Jylland nemlig en salve, så hend' ratlinje og grundtalje røg, og Radetzky tog chancen og gled altså ind styrbords foran Schwarzenberg for at dække hende. I ka' tro, at Suenson, der stod med sit rør ved mig, han smøgede et par eder af sig, fordi Jylland ikke ku' følge med. Vi forfulgte dem nogen tid ind under Helgoland, men så måtte vi holde op. Vi var godt nok beskæmmede for vort land, men vi var alligevel stolte af os selv og vor flåde og vor orlogskaptajn. Vi tøgs, vi vandt, for vi havde skudt den største af hend' skib' i brand. Og så kom dertil bagefter, at vore tab var 14 døde og 55 sårede. Men hun havde 37 døde og 92 sårede, så de ska nok huske os dernede! Mig gav nu Wo'hær' hans held og begunstigelse, for lige ved siden af mig faldt denne granatstump, som blev liggende på dækket til efter slaget, hvor jeg samlede ham op! ” 

 

Kilde: Kromann og Anne Marie Grønnegaard

 

 

Relaterede artikler

Gå til top

End Of Slide Box