I 1830'erne kunne man af og til læse i datidens aviser, om enkelte personer der i sommertiden havde gæstet Fanø og fra åben strand havde taget en dukkert i Vesterhavets bølger, og fundet det så velgørende og forfriskende, at det gav anledning til omtale. Dette førte dog ikke til en større tilstrømning af badegæster. Bl.a. var besværlighederne ved en rejse til Fanø for store, samtidig med at ferie- og baderejser på denne tid var næsten ukendte. Men omkring 1890 grundlagdes Fanø badested, samtidig med at datidens sundhedseksperter i stigende grad fremhævede havets og havbadenes betydning for sundheden. Samtidig var der i Europa, bl.a. på grund af industriens fremmarch, opstået et stort europæisk borgerligt publikum, der havde tid og råd til at tage på kurbadeophold, og gerne til nye steder. Den nystartede Danmarks Turistforening så derfor mulighederne for at skabe et internationalt badested i Danmark, og valget faldt på Fanø.

Blandt Fanøs fordele var selvsagt især de naturlige omgivelser. I en samtidig beretning anføres bl.a.: "dersom der er noget sted i Norden, der ypperlig egner sig til anlæg af et stort badeetablissement af den art, som der findes i mængde langs Nordsøens kyster, så er det Fanø vesterhavsstrand. Den ualmindelige brede og faste strand, vandets saltholdighed, bølgerne og klitternes skønhed gav Fanø alle de fortrin, man kræver af et badested".

Og der skete store ting på Fanøs øde vestkyst. En stort anlagt bebyggelsesplan med veje, strandpromenader, concerthave m.v. blev udarbejdet, og man rejste på kort tid en række markante bygninger, Kurhotellet, Hotel Kongen af Danmark, Strandhotellet m.fl. der i de næste 100 år skulle præge badets profil. 

Duysens enke solgte hotellet i 1873 til skibsfører Anker N. Ankersen for 6875 Rdl. Det fik nu navnet "Ankersens Hotel". Ankersen der døde 13. november 1904 drev hotellet i mange år – til 1894.

I en beretning fra 1882 beskrives hotellet således:

”Badehotellet laa ligeoverfor Esbjerg, prunkløs med vel en 20-30 Smaarum, indrettede paa at huse Bade­gæster. Da det maatte antages, at Folk søger til det barske Vesterhav ikke for at hensynke i lad Magelig­hed, men for at hærde sig, var Gæste-Værelserne udstyrede med spartansk Simpelhed. I de fineste var der et rundt Divanbord, med et Par Alen Tæppe under desforuden flere Stole, vistnok endogsaa en Gyngestol. Men disse Luksusrum for pragtlystne Matadorer var ikke mange. Størsteparten af Hotelværelserne var smaa kalkede Kamre, nærmest i Stil med Herregaards-Kuskekamre. Der fandtes en Seng, en Stol og en Servante. Sengen var ikke beregnet paa Tyksakker, men efter en Dag tilbragt i den stærke Søluft fandt slanke Personer dog let Hvile paa de haarde og smalle Lejer. Servanten indeholdt af nævnelige Genstande et Vandfad, lidt større end en Underkop og en Kande, som rummede henimod en Pot Vand. Men Meningen var jo ogsaa, at man skulde benytte Havet til at rense sig i, og for Gæster med Vandskræk var Hotellets Vandtøj da en nyttig Ansporelse.

Hotellet laa paa den Side af Øen, hvor man IKKE badede. Ogsaa dette var en heldig Foranstaltning til at modarbejde Gæsternes Sybarisme. Man nød sin landlige Morgendrik og begav sig derefter i smaa Skarer gennem Klitterne til Badestranden. Det var i Solskinsvejr en varm Tur, i Regnvejr og paa kolde Dage svedte man mindre. Motion fik man allenfals. D.v.s. for ældre og svagelige Personer var der en Mulighed for kørende Befordring. En á to Fjælevogne holdtes om Morgenen i Gang fra Hotellet til Stranden. Men der var dem, som paastod, at der udkrævedes større Haardførhed til at køre Turen end til at gaa den.

Paa den yderste Klit ved Stranden knejsede en Pavillon. Det var Badestedets Stolthed og Zir. Her serveredes nette Forfriskninger til Nødlidende, og her kunde man - i Tilfælde af daarligt Vejr - oppebie sin Tur til at blive besørget i Havet. 

Badningen foregik fra Vogn, og der fandtes to Vogne for Damerne og ligesaa for Herrerne - forudsat da, at ikke en natlig Storm havde ramponeret de skrøbelige Genstande.

Som sig hør og bør ved et moralsk Badested, gik Herrer og Damer i Stranden hvert Køn for sig, halvvoksne Drenge kunde dog indsmugles i Damevognene. Alligevel var Afstanden ingenlunde betydeligere, end at den behageligt kunde overvindes af langsynede Øjne i hvert Fald af almindelige Teaterkikkerter. I den Anledning regnedes en Kikkert ogsaa for det uundværligste Stykke ved Herrernes Badeudstyr. I Reglen var det tilmed de badende Herrers eneste Udstyrsgenstand, hvorfor omhyggelige Mødre indskærpede deres unge Døtre aldrig under Badningen at lade deres Blikke forvilde sig til Venstre - dér hvor de kaade Havguder boltrede sig.

Dagens store Begivenhed var Diner'en. Den fandt Sted i pæn borgerlig Tid og bød paa 2 Retter Mad og Dessert. Fra man stod op om Morgenen, begyndte Drøftelsen af det spændende Spørgsmaal: Skal vi have Kalve- eller Lammesteg idag? Mon det bliver Stikkelsbærgrød eller Rødgrød? Damerne blev sendt ud paa Opdagelsesrejse i Køkkenet, og Opvarterne udfrittedes.

Ved Table d'hote, hvor der skiftedes Dug og Servietter mindst én Gang om Ugen, anbragte Selskabet sig efter en stiltiende vedtaget og respekteret Rang-forestilling. Et Par velhavende Købmandsfamilier besad Hæderspladserne og de dermed følgende Fordele, saasom at faa de magre Stykker af Lammestegen og - den tilstedeværende Beholdning af Agurkesalat og - andre Raffinements. Med følgende korte Bordbøn: »Idag er det Lam« eller »Naa, Gudskelov, idag er det Kalv« - tog Gæsterne Plads og begyndte paa Nydelserne. Drikkevarer fulgte ikke med i Hotellets faste Ydelser; de maatte ekstra erhværves og bestod for de Flestes Vedkommende i Vand eller Hvidtøl. Kun Købmands-Matadorerne blændede Omgivelserne ved at hengive sig til en Leoville.”

Hotelejer Ane Margrethe Ankersen

Enkefru Ane Magrethe Ankersen, født Tingberg, død den 9. oktober 1915, 81 år. Hun var datter af kirkesanger Tingberg, hvis samvittighedsfulde arbejde Fanø næppe har skattet nok. Fru Ankersen fødtes vistnok i Sønderho 1834 og kom her til Nordby i 1852 fra Holmsland. Hendes ungdom tilbragte hun ude at tjene, som det den gang var mode, ude at lære noget, hvilket senere kom hende så meget til gode. I 1860 viedes hun i Altona til skibsfører Anker N. Ankersen og bryllupsrejsen gik til søs. Ved hotelejer Duysens død overtog Ankersen hotellet og da badevæsenet tiltog, ombyggedes samme og fik navn af hotel ”Nordby”, hvor fru Ankersen var sjælen i arbejdet, som mangen gang næsten oversteg hendes kræfter. Bryllups- og begravelsesgilder, som den gang holdtes mere end nu, arrangerede fru Ankersen til alles tilfredshed, og mange fremmede mindes hendes venlighed og gode mad. Så kom Esbjergspekulationen, der ruinerede mange. Hotellet solgtes, og i 1904 døde hotelejer Ankersen. Siden har fru Ankersen ført en stille tilværelse, men dygtig til håndarbejde har hun glædet mange dermed.

Hotelejer A. Ankersen

A.Ankersen, d. november 1904, var fra et af de gamle skipperhjem og i sine unge dage pløjede han søen, især på Amerika, indtil han mere sat vendte hjem til fædrelandet. Efter at have taget styrmandseksamen sejlede han fra København med Melchiors skibe, hvoraf han senere førte forskellige. Da han forlod søen, købte han hotel ”Nordby” (Ankersens hotel som det hed dengang), og mange af de gamle gæster tænker endnu tilbage på det hyggelige hotel og den dejlige mad, som fru Ankersen serverede. I det sidste halve år var Ankersen ekspeditør for færgeriet. Afdøde blev 65 år. 

Mellem 1894 og 1896 ejes hotellet af M. H. Christensen og senere Martin Christoffersen. Fra 1896 gik det over til J. C. Springborg og endnu engang til Martin Christoffersen, Fredericia. Mellem 1917 og 1920 ejedes hotellet af Søren Mortensen, Jerne.

Siden har det været i mange hænder. Sonnich Thomsen af Sønderho drev det i nogle år fra 1920 til 1924 efter at have afhændet Sønderho Kro. 

I de senere år hed hotellet "Hotel Nordby". 

Den 1. juli 2004 blev det gamle Hotel Nordby taget i brug som kontorer for Danibo sommerhusudlejning.

Udover dette indeholder den gennemrestaurerede bygning internet café, vaskeri, helsecenter, impresario og 3 lejligheder samt Hjørnekroen.