Mitfanoe
Et brudstykke af en ferieudflugt (1894)

Et Brudstykke af en Ferieudflugt. (1894)

Fanø Ugeblad 28. januar og følgende numre.

Her berettes om livet på badehotellet "Nordby", om badningen, og sejlture til Skallingen, samt et strejf indenom Fuglekøjen

Nede ved Esbjerg Havn betroer jeg mit Liv til en Dampfærge, hvis Kvalifikationer forhaabentlig staa i omvendt Forhold til dens Udseende. Ligefor mig hæ­ver Fanø sin Klitryg mod Vesterhavet. Set herfra gjør Øen et temmelig trist og øde Indtryk, men. Nord­bys røde Tage smile i Solskinnet paa den hyggeligske Maade af Verden. Strækningen mellem Esbjerg og Nordby synes at maatte kunne tilbagelægges paa høist ti Minutter det forbavser mig derfor at høre, at Færgen bruger henved en halv Time om Turen, men. det bli­ver mig forstaaeligt, da jeg seer, hvilken Bue ud mod Graadybet Damperen maa beskrive for at have til­strækkeligt Vand under Kølen. En stor Del af Farvan­det der er nemlig så lavt, at kun Baade kunne gaa over ved Flodtid, medens Bunden ved Ebbe ligger fuldstændig tør. Vi lægge til ved Nordby Færgebro. Der er ingen Tvivl om, at vi ere komne til det rette Sted, thi en hel Del Fanøkvinder - unge og gamle og ganske bitte smaa Tuller, Alle ens klædte i deres Fødeøs karakteristiske Dragt - staa allerede paa Bro­en for at overvære den meget interessante Forestil­ling: Færgens Ankomst. Jeg gaaer fra Borde op over Broen, balancerende forsigtigt med min Bagage paa de højtliggende Punkter af en fuldstændig forhistorisk Brolægning/ paa begge Sider danne skjælmske Fanø­piger Espalier, som det synes livligt beskjæftigede med at udveksle Meninger om de nysankomne Reisende.

 


Nogle af mine Medpassagerer fra Færgen have sam­me Maal som jeg selv, nemlig Badehotellet, det lig­ger heldigvis i næsten umiddelbar Nærhed af Broen, neppe to Minutters Gang derfra. I en Fart er jeg der­oppe, faaer præsenteret mig for min Vært, bliver in­stalleret i mit Værelse og er ikke længere efter i fuld Gang med at lokalisere mig i de nye Forhold. Bade­hotellet er - skjøndt det neppe kan kaldes synderlig stort eller smukt - dog en ganske anseelig Bygning, ubetinget den største i Nordby; Navigationsskolen - en smudsig graa Bygning, der ligger lige overfor - er dog den næststørste. Hotellet har et temmelig højt firkantet Taarn, fra hvis Platform man har en for­trinlig Udsigt.

Desværre er Vesterhavet skjult bag Klitterne, men ellers seer man under sig hele Nordby, der overrasker ved sin Størrelse, endvidere de omgivende Marker og Klitter, Graadybet og den jydske Kyst, lige fra Skal­lingen med Hjerting Bugten og helt mod Syd til Ribe. Af den sidstnævnte By kan man dog kun se den væl­dige Domkirke, der tegner sin firkantede Kolos tyde­ligt, om end i blaalig Taage mod Horisonten.

Hotellets Perle er dog dets Veranda. Den er gan­ske vist primitiv i sin Udstyrelse; men stor og rum­melig, som den er, med sin henrivende Udsigt, sine magelige Bænke og sit Seildugstag, der skærmer baade mod Sol og Regn, er den med Rette det mest yndede Opholdssted for de Rejsende. Paa Hotellet er der vrimlende fuldt af Badegjæster. Min Vært fortæller mig, at han ikke nær formaaer at huse dem alle, hvor­for en stor Del maa indlogeres i forskjellige bedre Fanøhjem, men de faae iøvrigt fuldt Kost paa Hotel­let. Jeg er heldigvis blandt de Begunstigede, der faae Lov til at bo paa Hotellet, men hører forresten bag­efter, at det aldeles ikke er nogen ublid Skjæbne, at blive indlogeret i et hyggeligt Fanøhjem, og - hygge­lige ere de alle.

Af Badegjæsterne ere en stor Del Kjøbenhavnere, ikke faa Tydske og Resten velhavende Kjøbstadsfolk fia forskjellige Egne af Landet. Jeg morer mig i al Stilhed med efter Væsen og Klædedragt at udfinde hvem af Selskabet der hører til den første, anden eller tredie af disse Kategorier, og har efterhaanden den Tilfredsstillelse at erfare, at jeg i næsten intet Tilfæl­de har gjættet galt. En tilfældig Bemærkning bringer mig snart i Samtale med et Par Herrer ude paa Ve­randaen, det er livlige og behagelige Mennesker, Kjø­benhavnere, ankomne til Fanø den foregaaende Dag og som jeg selv fuld besluttede paa ret at nyde den friske Vesterhavsnatur og faae det fyldigst mulige Ud­bytte af det korte Friluftsliv. Til en Begyndelse blive vi enige om at »slaa et lille Slag« ned ad Nordby Hovedgade. Denne, der forøvrigt rneget godt kan nøjes med at hedde »Gaden«, da der kun er den samme, synes at være uendelig af Udstrækning. Vi opgive at løbe Linen ud, da der snart skal spises til Aften paa Hotellet, og vi desuden senere ville faae rigelig Lej­lighed til at gjøre dens nærmere Bekendtskab. Naar undtages den rædselsfulde Brolægning, der vilde faae selv den mest ihærdige, i Frihed dresserede Bicykle til øjeblikkelig at opgiveævret, er Gaden ellers baade net og tiltalende. Paa begge Sider ligge hyggelige, røde Huse, for det Meste omgivet af smaa Haver med om­hyggeligt malede Stakitter. Husene vende for Størstdelen Gavlen ud mod Gaden, men have alle et sirligt og pynteligt, nogle endog et baade velhavende og an­seeligt udseende.



Det er Søndag, og den kvindelige Fanøungdom be­nytter i fuldeste Maal den smukke Aften til at pro­menere op og ned ad »Strøget«. Da en Luxus som Fortov ikke findes, gaa de Skjønne midt paa Gaden, Arm i Arm i fortrolig Klynge. Vi vige naturligvis ga­lant til Side og lønnes af og til med et lille Smil fra et rødmende Pigeansigt, dog maa jeg i Sandhedens In­teresse tilstaa, at de Fleste indtage en meget reserve­ret Holdning. Jeg har aldrig kunnet finde noget kjønt ved de i København af og til opdukkende Fannikedragter, men her, hvor alle Kvinder bære denne Dragt, gaae det op for mig, at den i Grunden er baade net og klædelig. Det mørke, tæt omviklede Hovedtøj med den store Knude foroven, det brogede Halstørklæde, der i pyntelige Snipper hænger ned over Ryggen, det mørk-tærnede Kjoleliv og den svære uldne Kjole, som dæk­ker over Gud veed hvor mange Klokker, passer Altsammen forunderlig godt ind i Øens vilde Klitnatur. Kuriøst er det, at Dragten er fuldstændig ens for Al­le, enten nu dens Bærerinde er en bedaget Mutter, paa Halvfjerds eller et ganske lille Pus paa fem til sex Aar. En saaden lille sexaars Fanøfrøken med Hovedtøiets tætte mørke Ramme om det friske lille Barne­ansigt, med den gemytligt dinglende Knude og den lange Kjole, der naaer helt ned til Jorden og danner den grinagtigste Modsætning til de livlige smaa Pusse­lanker indenfor, er en ganske allerkjæreste Fremto­ning og minder mig aldeles uimodstaaeligt om en sød lille Tavlevisker, der i længst forsvundne Dage opli­vede min barnlige Tilværelse. En usædvanlig nydelig Udgave af en saadan lille Fanøpige tiltrækker sig rnin Opmærksomhed. Jeg benytter mig af, at jeg tilfældigt har hørt hendes Navn nævne, nikker til hen­de og siger: »Goddag, Mett' Mari!« Hendes lille tro­skyldige Ansigt bliver lutter Smil, hun seer paa mig med sine fine klare blaa Øine og rækker mig sin lil­le brune Haand med et oprigtigt »Goddav«. Jeg fort­sætter den saa interessant begyndte Konversation med hende på den fornøieligste Maade af Verden og vin­der til Slut ganske hendes Hjerte ved Hjælp af en ny, skinnende blank Ti-Øre.

Vi naae hjem, netop som Klokken ringer Gjæsternes talrige Flok til Aftensbordet. De to lange Borde i den store Spisesal ere snart optagne til sidste Plads.

Maden er god; min Vært synes meget fornuftigt at være gaaet ud fra den Forudsætning, at hans Gjæster ikke fejle Noget paa Appetitten; hele Opdækningen tyder derpaa, og jeg maa sige, at hans Tillid til vore Evner i gastronomisk Retning ikke i mindste Maade gjøres til Skamme. Jeg lægger Mærke til, at adskilli­ge af de tilstedeværende Damer og Herrer ere næsten en gala, og hører efter Bordet af mine nye Bekjendte. at Grunden er den, at en ung Frue blandt Badegjæ­gterne holder Fødselsdag, i hvilken Anledning der har været en lille privat Knald paa Hotellet, og der tænkes nok saa smaat paa at faae arrangeret et lille Bal som Finale paa Festen. Da jeg ikke kjender nogen af de øvrige Badegjæster og har Lyst til at komme ud i det Frie, henter jeg min Hat og Plaid og gaar ud.

Den lange Gade ligger nu stille hen, Lysene tændes hist og her, men i enkelte Husdøre staa endnu smaa Klynger i fortrolig Pasiar. Jeg gaar videre fremad og naar efter en lang March ud af Byen, hvor Stenbro­en holder op, og Landeveien begynder. Ret ud for mig ligge de aabne Marker og til Høire den mørke, alvor­lige Klitrække, der lukker for hele den vestlige Hori­sont. En sagte Vestenvind suser gjennem Aftenens Stilhed, men gjennem Vindens Susen opfanger mit Øre en anden dæmpet Lyd, en sælsom dump Rullen ude fra Klitterne - det er Havets Røst, jeg hører fra det Fjerne. Det mangler mig ikke paa Lyst til allerede samme Aften at gaa derud, men da jeg paa den anden Side synes, at jeg skylder mig selv lidt Ro ovenpaa den lange Rejse, vender jeg om og gaaer hjemad. Af Ro faaer jeg dok ikke meget, thi neppe er jeg inden­for Hotellets Mure, før en af de galaklædte Gentle­men kommer mig imøde, faaer fat i en af mine Frak­keknapper og fortæller mig - til min store Overraskel­se - at man venter paa mig; der skal danses, og jeg skal med. Da jeg ikke seer nogen som helst rimelig Grund til at gjøre mig kostbar eller gaa af Veien for en livlig Svingom, kommer jeg i en Fart i Kisteklæder­ne og er snart efter inde i Spisesalen, der for tilfællet er omdannet til Dansesal. Jeg bliver efterhaanden præsenteret for en Mængde Mennesker; alt Snerperi og fornem Reserverthed lægges tilside, og snart ere Alle som gode gamle Bekjendte. En opofrende Sjæl, der ikke danser, men heldigvis spiller, aflokker Klave­ret den ene lystige Dans efter den anden, og - medens Mørket og Stilheden hvile over den øvrige Del af Skip­perøen, og Havet derude synger sin evige Sang, fort­sættes Dansen og Lystigheden paa Hotellet endnu et godt Stykke ud paa Natten, indtil vi, En efter En, takke af og forsvinde hver til Sit.

Dygtig træt efter Dagens Anstrengelser begiver jeg mig til Ro, men forinden lader jeg dog Dagens Begi­venheder passere Revue for min Tanke og maa med en Følelse af Taknemlighed indrømme, at min første Fanødag har været overordentlig vellykket; vil Enden blive Begyndelsen lig, har jeg sandt for Dyden Intet at beklage mig over.



Hvad Klokken er, da jeg næste Morgen kommer ud af Fjerene, vil jeg helst forbigaa i Tavshed. Jeg gjør hastigt Toilette og kommer ned i Spisesalen, hvor jeg ved en Kop Kaffe af aldeles enorme Dimensioner og adskillige Stykker Smørrebrød lægger det første Grundlag for Dagens Anstrengelser. Mine Venner fra igaar ere allerede paa Farten, men til min Beroligel­se seer jeg, at mange af de øvrige Gjæster ikke ere en Smule videre end jeg selv, nemlig ved Morgenkaf­fen. Takket være den foregaaende fornøielige Aften kjender jeg nu de Fleste og kan henvende mig utvun­gent til hvem som helst. Et Par muntre unge Kjøbenhavnerinder, med hvem jeg igaar særlig har under­holdt mig, traktere mig med nogle smaa Spydigheder i Anledning af min Evne til at benytte en smuk Mor­genstund, men da jeg fra paalidelig Kilde veed, at vi aldeles ikke have Noget at lade hinanden høre i den Retning, giver jeg dem tilbage med samme Mønt. Jeg kan ikke modstaa et lille Ophold paa Verandaen, inden jeg tager af sted. Det er højt Vejr som den foregaaende Dag, den jydske Kyst med Esbjerg som Centrum ba­der sig i Solskinnet, en frisk Luftning strømmer ind fra Nordby Rhed, hvor en Del Seilbaade og mindre Ski­be ligge for Anker, nogle af dem lette, heise Seilene og flyde for en let Brise ud mod Graadybet.

Den fre­deligste Søndagsstemning hviler over alle Omgivelser­ne, saa at jeg har helt vanskeligt ved at faae mig selv til at tro, at det ogsaa virkelig er Mandag. Den mage­lige Plads, jeg har valgt mig, frister i høj Grad til et længere Ophold, men min Længsel efter det Nye og Ukjendte, efter Havet, som jeg idag skal se for første Gang, faaer snart Bugt med min Magelighed. Da jeg ved Spørgsmaalet om, hvor megen Frokost jeg vil ha­ve med, aabenbart maa have seet noget overrasket ud, meddeles det mig, at alle Badegjæsterne medbringe fra Hotellet deres Frokost, som efter Badet kan nydes i en Pavillon ude i den yderste Klitrække, hvor man samtidigt kan faae sig en og anden lille let Forfrisk­ning. Med min Smørrebrødspakke i Lommen traver jeg altsaa afsted. Nordby ligger som bekjendt paa øens Østside, man maa følgelig for at komme ud til Havet spasere tvers over Øen fra Øst til Vest, henved tre Kvarters Gang.



Udenfor Byen, hvor den ret anseelige Kirke og et nyopført Missionshus ligge Side om Side (i skarp Kon­kurrence som Nogle ville paastaa), deler Veien sig. Ret ud gaaer Landeveien til Sønderho - Byen paa øens Sydspids - og til Højre fører en Vei gjennem Klitterne ud til Havet. Her var det, jeg stod den foregaaende Aften, foran mig laa den uafbrudte Klitræk­ke mørk og hemmelighedsfuld, men netop derved saa sælsomt dragende, idag derimod er Alt Solskin og Smil og Turen gjennem Klitterne en sand Fornøielsestur. Den lette Blæst fra Havet er saa frisk og velgjørende og Luften i det Hele taget saa vidunderlig ren og mild, at det er mig, som om jeg med hvert Aandedrag indsugede en Portion Styrke og Livslyst.

Paa min Vei seer jeg for første Gang det allereiendommeligste Appendix til Fannikedragten, nemlig den sorte Maske, som Kvinderne bære under Arbejdet i det Frie for at beskytte Ansigtet dels mod Sand, dels mod Sol. Man maa dog ikke tro, at Fanømasken er som en almindelig sort Karnevalsmaske, nei, langtfra! - den er simpelthen en flad ombøiet Skjærm, skraanende fra Panden i stærkt udadløbende Linje ned over Ansigtet, og med to langagtige, spidse Udskjæringer til Ørnene; fra den nederste Spids er den dernæst, saa vidt jeg kunde se, underbunden med Tøj ind til Hal­sen og minder i det Hele taget mest om en sort Sna­bel. Saa praktisk som denne Tingest end maa kunne være om Efteraar og Vinter, naar kraftige Vestenstor­me hvirvle Sandet hen ovor Øen, lige saa ubehagelig og generende forekommer den mig at maatte være midt i den varmeste Sommertid. Men Fannikerne er et kon­servativt Folkefærd, deres Dragt er nu en Gang saadan og saadan, og Smaating som en Snes Graders Forskje! i Temperaturen foranledige dem ikke til at bryde med gamle Traditioner.

Det er forøvrigt et ganske ejendommeligt Syn at se disse mørke, tæt tilbundne Væsner færdes herude mellem »Bjergene«; man kommer uvilkaarlig til at tænke paa Sammensvorne eller paa en hemmelig Sekt, hvis Medlemmer gaa stille omkring, røgtende en eller anden mystisk Livsopgave.

Klitterne optræde - ligesom Revlerne i Havet - i tre nogenlunde parallelle Rækker, adskilte ved brede og ganske frodige Dalsænkninger, der nærmest inde mod Byen hist og her bruges som Agerland og iøvrigt til Græsgange for Køer og Faar. I den midterste Klit­række staaer jeg stille og lytter efter Havet og opfat­ter da ganske tydeligt den stadige, brusende Lyd af Bølgeslaget mod Kysten.

Endnu en god March, og jeg er naaet de yderste Klitter. Til Høire ligger Pavillonen - en ganske anse­elig rød Bygning - oppe paa en høi Klit, ubeskyttet mod Vestenvinden; men solidt grundmuret, som den er, seer den nok ud til at kunne ride en hvilken som helst Storm af, som Havet maatte finde paa at sende ind over den. Ellers ingen menneskelig Vaaning i Nær­heden, Klitter og kun Klitter, Sand og atter Sand.


B1734-27



Nogle løst henlagte Brædder danne Gangsti henover Sandet; - saa aabnes pludselig Udsigten, og neden for mig ligger den smukke, mindst et Par Hundrede Fod brede forstrand, og derude ligger Vesterhavet og sen­der uendelige Rækker af Bølgekamme ind mod Stran­den. En underlig Følelse som af Andagt eller maaske rettere Ærbødighed griber mig - og maa sagtens gribe Enhver - ved første Gang at staa Ansigt til Ansigt med Havet; men først og fremmest en Følelse af min egen Persons uendelige Lidenhed midt i denne storladne Natur. Udfor mig, saa langt Øjet rækker, det store, urolige Hav, Vestkystens mægtige Behersker, idag mild og smilende, imorgen maaske skummende af Vre­de, og bag mig og til Siderne de talløse Sandbjerge,

selv et bølgende Hav, der seer ud, som om det af Kæmpehænder var standset og stivnet pludselig midt i sin Fremtrængen. Alt i Alt et saa imponerende Bil­lede af Aarsag og Virkning, at man vanskelig kan løs­rive sig fra Beskuelsen, Ved Foden af Klitterne viser en energisk Haand Damerne til Højre og Herrerne til Venstre, saa at de to Kjøn efterhaanden adskilles ved en anstændig Strækning af et Par Hundrede Alen. De grønmalede Badehuse staa i snorlige Rækker paa Stranden, hvilende paa store, brede Træhjul; man kryber op i Kassen, en Hest spændes for, en veirbidt Yngling bestiger den søvante Araber, og strax efter traver den ganske nonchalant med Kjøretøiet og dets levende Indhold ud i Brændingen. Naar man mener at være kommen tilstrækkeligt langt ud, trykker man paa en Slags Vægtstangsarm, hvorved Skaglerne af sig selv falde og Hesten frigjøres.


B1734-31

Badet er storartet. Der paastaaes rigtignok, at Ha­vet formedelst Bundens Beskaffenhed sætter ind med større Kraft adskillige andre Steder paa Vestkysten, f. Ex. ved Søndervig, men til Gengjæld kræver Bad­ningen større Forsigtighed, hvorimod den paa Fanø er omtrent farefri, idet den fortrinlige Sandbund er saa jevn, og fast og fri for Sten eller Faldgruber, at man trygt kan betro sig til den overalt. Naar Bølger­ne gaa høit, gaaer man ganske roligt baglæns ud mod Havet, venter, til en Bølgekam er brudt og i lange Skumstriber skyller ind mod Stranden, sætter sig paa Sandet og lader den næste Bølge bryde sig over Ens syndige Hoved - og man har da allerede gjort et saa grundigt Bekjendtskab med Vesterhavets salte Bølgesprøjt, at man ganske roligt kan udlove en stor For­mue for enhver tør Plet, der maatte befinde sig paa Ens hele Korpus. At tumle sig her i Bølgernes Leg, væltes overende, vogte paa den næste Bølge, naar den højnes og brydes, for saa at faae det kraftige salte Dask ned over sin Ryg, staaer saa himmelhelt over, hvad man i Almindelighed forstaaer ved Badning, at man med Sorg maa tænke paa det høit begrænsede Antal Dage, i hvilke man endnu er i Stand til at for­dybe sig i dette Velvære. Er man atter godt og vel in­de i Badehuset, giver man med et Flag Signal til Land, hvorefter Hesten strax indfinder sig og bringer En paa det Tørre

Mit første Fanøbad er superbt; den gamle gemytli­ge Bademester der synes at staa i et vist faderligt For­hold til Vesterhavet, er idag meget tilfreds med sin Yndling og spørger mig med et lunt Smil, orn han nu ogsaa har gjort sine Sager godt idag, om jeg har No­get at beklage mig over, o.s.v. i Svar paa hvilke jeg smilende over hele mit rødblaa Ansigt - kun kan be­vidne ham min allerhøjeste Tilfredshed med hele Ar­rangementet. Efter Badet gaaer jeg mig en rask Tur langs Stranden 'mod Syd. Min Rejsefælle fra Esbjerg­toget fortalte mig Adskilligt om Badelivet paa Fanø, rnen priste især i høie Toner denne prægtige, brede Forstrand, og jeg maa indrømme, at han ikke har gjort sig skyldig i nogen Overdrivelse. Sandet, der oppe ved Klitterne er temmelig løst, ligger nede mod Havet saa kompakt og jevn som et Stuegulv, Foden synker ikke det mindste i og efterlader kun i Sandet Tegningen af sit Omrids. Jeg har senere seet fuldtbelæssede Chara-banc'er kjøre nede paa Stranden, næsten umiddel­bart ved Havet, uden at Hjulene formaaede at træn­ge ned i Sandet, ja, en Bicykletterytter fra Esbjerg, hvem jeg tilfældigt traf i Nordby inden min Afrejse, fortalte mig, at han uden Gene havde kunnet kjøre sin Maskine nede paa Stranden Størstedelen af Veien til Sønderho.

 


I Pavillonen, hvor jeg kort efter indtræder, fin­der jeg en livlig Forsamling af Hotellets Gjæster. Al­le ere henrykte over Badet, Tydskerne ikke mindst - de finde det »ganz famos«. Mine Byesbørn, baade de maskuline og de feminine, have slaaet sig ned om det landlige Træbord paa Verandaen og reserveret mig en Plads i deres Midte/ snart ere vi Alle i Lag med Frokosten, og Passiaren gaaer livligt over hele Lini­en. I den dybe Klitdal nedenfor Pavillonen er der baade Keglebane og Kroketplæne; en af Delene maa prøves, og med det Overmaal af Styrke, hvoraf vi føle os i Besiddelse, ere vi intet Øjeblik i Tvivl om, at den første bør vælges. Det lykkes os endog - efter at have sejret i en Disput om Begreberne »passende eller upassende« - at faae Damerne med til en lille gemytlig Pot Kegler, hvilken Sport i den Grad vin­der de Skjønnes Bifald, at det enstemmig vedtages at inkorporere en Pot Kegler som en ufravigelig Del af vort daglige Badelivsprogram. Derefter splittes Sel­skabet og spredes i Klitterne. Denne Tur imellem Klitterne - der bliver en lige saa ufravigelig Del af Programmet - er efter min Mening næsten Glansnum­meret. At trave om mellem disse Minialurbjerge - hvoraf nogle dog have ganske anseelige Dimensioner - snart op paa Toppen, hvor Marehalmen kun spar­somt har formaaet at fæste Rod i Sandet, hvor Vesten­vinden fløjter En i Ørerne, og hvor Øjet følger den store, urolige Havflade inde fra Stranden, hvor de lan­ge Bølgerækker højnes og brydes i en Uendelighed, og helt ud i Horisonten, hvor Hav og Himmel smelte sam­men, - snart ned i Klitdalene, hvor man kan finde de dejlige Smuthuller med Læ for Vinden og frodigt Græs og nydelige smaa Blomster paa Bunden, ret indbyden­de til Hvile - og saa omsider vælge sig et saadant lunt Sted, helst dog hvor man kan skimte et Stykke af Ha­vet, lægge sig ned paa Ryggen, saa lang man er, uden at tænke paa Noget som helst, uden at besvære sig med noget som helst Andet end netop det at nyde Øieblikket og indaande den rene, styrkende Luft, alt imedens Havets melodiske Vuggesang luller En i en blid Halvslummer og Sol og Luft i Forening sætte en fornuftig brun Kulør paa de af Hovedstadsluften ble­gede Kinder., det er efter min Mening saa nær som muligt Idealet af et sundt og ægte Friluftsliv og skal nok snart faas Bugt rned Nervøsitet eller melankolske Griller.

Badningen med dens Tilbehør af Frokost, Keglespil og Tur i Klitterne medtager godt og vel Halvdelen af Dagen, Det er endda halvvejs nødtvungent, at vi rejse os for at drive saa smaat hjemad, men jeg maa dog skynde mig at tilføje »ogsaa kun halvveis«, thi i Grunden er Ingen af os utilbøieiig til med det Første at stifte nærmere Bekendtskab med Værtens gode Middagsbord, og, kjende vi ham ret, skal han nok væ­re Mand for at tilfredsstille vor Appetit, selv om den - hvad sandsynligt er - under Hjernturens Anstren­gelser vil voxe sig op til Betegnelsen »glubende«. Omtrent hjemme ved Hotellet indhente vi Damerne, der paa Grund af mere omfattende Toiletteforberedelser til Middagsbordet have havt større Hastværk end vi. Vi Mandfolk derimod have snart faaet ombyttet Klitdragten med en niere præsentabel Habit og ven­te kun paa Klokkens forjættende Toner for ret at hengive os til Nydelsen af Bordets Glæder. Og, I Gu­der ! hvilken Appetit efter den Badetur, og hvor Ma­den smager ! Fra paalidelig Kilde veed jeg, at vi skul­le hae tre Retter Mad og Dessert, hvilket er over­ordentlig heldigt, thi jeg føler mig i Stand til at ud­rette det Vidunderlige. Jeg anretter da ogsaa et gan­ske respektabelt Vederlag, men faaer dog omsider at mærke, at der kommer et Tidspunkt  - mærkværdigt nok efter at man har spist henimod en Timestid -, hvor man maa holde inde.



Efter Middagen placere vi os paa Verandaen, hvor efterhaanden saa mange af Selskabet indfinde sig, som Pladsen blot nogenlunde tillader det. Derud komme saa et Par Terner balan­cerende med den dampende Kaffe - og under Nydel­sen af den og en god Cigar blive vi hurtigt enige om, at et systematisk gjennemført Driverliv som vort nu­værende i Grunden er en Pokkers behagelig Tilværel­se.

Dot gjælder nu blot at lægge en fornuftig Plan for Eftermiddagen. Forskjellige Forslag fremkomme, men der opnaaes dog snart Enighed om, at en Sejltur ubetinget maa være det fornøieligste, og det overdrages mig at arrangere det Fornødne med Hensyn til Lejning af Baad o.s.v. Da jeg spørger min Vært om, til hvem man roligt kan betro den dyrbare Last - Da­merne ville nemlig gjøre os den Fornøjelse - opgiver han mig Navnene paa to fuldt paalidelige Mænd, Beg­ge anerkjendte som Autoriteter paa Sejlvæsenets Omraade, og det vil sige Meget paa Fanø, hvor enhver Mand er Sømand. Den Ene er gammel og stærkt tung­hør, men hans Øje og hans Haand ere sikre nok; han overfører desuden i sin Baad baade Passagerer og Post, naar Færgen er ude af Virksomhed. Den Anden, en ung rask Sømand, har en Gang mistet den ene Arm, men med den, han har tilbage, styrer han sin Baad og passer Sejl med aldrig svigtende Sikkerhed. Mellem to saadanne Kapaciteter er det vanskeligt at træf­fe Valget, men da den Førstnævnte netop befinder sig paa Færgebroen, er det naturligt, at jeg vælger ham. Da jeg kommer ham paa nært Hold, maa jeg ved mig selv indrømme, at han seer umaadelig paalidelig ud; den krummede Ryg, det rynkede, vejrbidte Ansigt og den barkede Haand bære saa umiskjendeligt Søens Mærke, at jeg, allerede inden jeg har vexlet et Ord med ham, nærer den mest ubetingede Tillid til ham.

Jeg gaaer hen til ham og med en Stemme som om jeg tiltalte en Armee ~ hvad der dog viser sig at være ganske overflødigt, da han forbavsende let opfatter Alt, hvad der angaaer at sejle - giver jeg ham at forstaa at jeg ønsker at leje hans Baad med ham selv som Styrmand i to til tre Timer for et Selskab paa sex Personer, Damer og Herrer. Gudbevares, det skal være ham en Fornøielse ! Hvor vi vil hen ! - Ja, vi har tænkt os en Tur ud i Graadybet over mod Skal­lingen ! - »Vel, men saa er det nok bedst« - føier han til - »at Damerne klæder sig paa derefter for hun ku­ler idag!«



Da jeg kommer hjem og meddeler, at Alt er klart, virker den sidste Bemærkning om Kulingen noget nedslaaende, idet den bibringer Damerne falske Fore­stillinger om taarnhøje Bølger, Krængning af Baaden i de utroligste Vinkler o.s.v., men da jeg giver dem en malende Skildring af vor Baadførers ophøjede Egen­skaber, hæves atter det synkende Mod. Klokken fem lægge vi ud fra Bryggen og skyde hurtigt forbi Grun­dene ud i Graadybet. Der er høj Sø, men vi have Med­vind, og Baaden gaaer i strygende Fart over mod Skallingen. Den friske Søtur i Forbindelse med den trygge Bevidsthed om Baadens og dens Førers Soli­ditet sætter snart hele Selskabet - Damerne ikke mindst - i den livligste Stemning, og vi røbe paa en Gang en aldeles ufattelig Mængde Søkundskaber. Ord som Højre og Venstre ombyttes naturligvis øieblikkelig med »Styrbord« og »Bagbord« eller »Luvart« og »Læ«. Baaden er ikke mere »den«, men »hun«, Vin­den kjende vi naturligvis lige paa en Prik og haabe bare, at den ikke maa »løie a«, skal der »langes en Ende« eller »hales ind i Skjøderne«, ere vi overorden­lig villige til at række en Haand, og Udtryk som »Bramseils- og klodsrebede Mersejlskulinger« og »Essinger«, »Surringer« og »Seisinger« og, Gud veed hvad Andet, afleveres i Talens Løb med en Sindsro og en Sagkundskab, der er aldeles forbløffende. Vor Styr­mand vækker almindelig Beundring og det med Ret­te. Som han sidder der, den gamle Fyr, med Haanden paa Roret og Blikket nøje vogtende paa Baa­dens mindste Bevægelse i det urolige Element, faaer man et levende Indtryk af den Alvor og Interesse, hvormed denne Mand gaaer op i sin Livgjerning. Ha­vet og Baaden, det er hans Alt og vil vedblive at væ­re det, indtil han en Gang maa lægge op for stedse.

Forresten er han meget livlig, den Gamle, og vil gjerne gjøre os bekjendt med Omgivelserne og med, hvad der ellers kan være af Interesse at iagttage. Til Højre have vi den jydske Kyst, der, saa langt Øjet rækker, lukker for hele den østlige Horisont, mod Nord brydes Kysten af den store Hjerting Bugt, der ud mod Vesterhavet begrænses af Skallingen (den store ejendommelige Sandørken, der vil være man­gen en Læser bekjendt gjennem Thomas Langes sympathiske Skildring i hans Bog »Fra Eventyrets Land«) ud for Hjerting Bugten se vi en Landstrækning, det er Øen Langli eller LangliBjerge - ogsaa et eiendommeligt Stykke Vestkystnatur med temmelig frodige Engstrækninger inde mod Land og vilde Klitter ud mod Havet; vi se nogle mørke Pletter paa Øens hvide Flade, det er Sæler, der ligge paa Sandet og slikke Solskin.

For Seilturen glemme vi dog ikke de materielle Krav. En hidtil paa underfundig Maade skjult Bakke kommer nu for Dagens Lys, den demaskeres for Sel­skabet og lover os baade Flaskefoder og Mundgodt.

Vor Styrmand skal naturligvis have sin Andel, han faaer et stort Glas Rødvin, men den Drik smager ham aabenbart ikke, i hvert Fald fortrækker hans Ansigt sig paa en alt Andet end vellystig Maade, og først efter at han ved Hjælp af en frisk Tomme Skraa har faaet den slemme Smag væk, bliver han rigtig sig selv igjen.

Videre fremad gaaer Farten. En af vore Damer, der er særlig kry paa det, siger til den Gamle, at han gjerne maa dreie lidt mere op mod Vinden, for »vi er slet ikke bange«, men han svarer ikke, nikker blot til hende med et eget polisk Smil, der omsat i Ord sagtens vil sige saa Meget som: »Bi I kuns, bette Frø­ken ! I skal nok faa Kjærligheden at føle, naar vi skal til at krydse os hjemefter!« Da nu Klokken al­lerede er temmelig mange, og vi jo nok kunne regne ud, at Hjemturen ikke vil gaa saa ganske glat, blive vi enige om heller med det Samme at sætte Kursen mod vort Udgangspunkt. Jeg skal da ogsaa love for, at vi faae en klar Forestilling om, hvad det vil sige at krydse sig frem gjennem Graadybet i Modvind og stærk Søgang.

Vinden tvinger vor Baad helt paa Siden i Linie med Vandskorpen, Stævnen hugger sig igjennem Bølger­ne, der kløves og brydes til Skum, og vi faae det ene salte Bølgesprøit efter det andet ind over os. Men takket være det i Tide givne Raad ere vi godt for­synede med Regnstykker og Plaider, vor Styrrnands urokkelige Sindsligevægt indgyder os fuld Tillid til Situationen, og de salte Skyller, vi faae ind, have en saa oplivende Virkning paa Humøret - især hos dem, hvem de mindst gaa ud over - at Hjemturen betrag­tes af Alle som den ubetinget interessanteste Del af Forestillingen. Klokken syv staa vi atter paa Nordby Færgebro, vaade, meget vaade, men iøvrigt munt­re og glade og enige om, at vor Sejltur idag skal faae adskillige Efterfølgere. »Men bare der saa maa væ­re ordenlig Bølgegang«, sige Damerne, »for ellers bli­ve det ikke, nær saa morsomt!«.



Efter Aftensbordet - ved hvilket vi naturligvis møde op som ligesaa mange levende Beviser paa den gamle Sandhed, at Søen tærer - spredes Gjæsterne hist og her. Nogle gaa en lille Vending ned over Fær­gebroen og Stranden, Andre studere Fanølivet paa Gaden, Resten bliver paa Hotellet og faaer Tiden til at gaa med Passiar eller Sang og Musik. Vi, der efter Dagens mangeartede Anstrengelser mene at skylde os selv nogen Ro, foretrække at nyde vort 'Dolce far niente' paa Verandaen. Der blive vi saa siddende til­ligemed adskillige andre af Gjæsterne i hyggelig Sam­tale uden at mærke, hvor Tiden gaaer. Vinden er nu for Alvor »løjet af«. Aftenen er kommen og har med­delt sin, Stilhed og Fred til Alt omkring os, selv til det før saa urolige Graadyb, der nu i Afstand seer saa skikkeligt og fredsommeligt ud, som om det aldrig kunde være Andet end de reelleste Hensigter. Efterhaanderi er det, som om alle Konturer udviskes, Øiet formaaer ikke længer at fastholde dem, det er det faldende Mørke, som lægger sit Slør over dem, men et for et dukke nu Lysene frem i det fjerne Esbjerg og blinke fornøiet over til os som en tætsluttet Stjer­nerække i den østlige Horisont. Lidt efter lidt faaer Mørket og stilheden Bugt med Alt. Nu ogsaa med os. - Samtalen døer hen ganske af sig selv, og hver især sidder hensunken i egne tause Betragtninger. Endnu er det kun to Lyd, der tage Opmærksomheden fan­gen: de sagte regelmæssige Skvulp af Dønningen mod Stranden nedenfor os og Klavertonerne fra Salen bag­ved os. Men ogsaa disse Lyde synes i Forening snarere at fremhæve end at bryde Aftenens Stilhed.

Det er ikke nogen støiende eller oprivende Melodi, der spilles, men en mild, fredelig Aftensang, og disse fordringsløse, kjendte Toner, der synes at anskueliggjøre og harmoniskt at smelte sammen med den store, tause Natur udenfor, virke paa Sindet med betagende Magt og illustrere forunderlig klart den Stemning, hvori vi efterhaanden Alle ere lullede ind. Det er næ­sten med et Suk, at man omsider river sig løs for at gaa til Ro.

Saaledes gaaer en Fanødag, og saaledes gaa de Alle. Skjøndt man ikke foretager sig en eneste, efter almin­delige menneskelige Begreber nyttig Handling - uden for saa vidt som det jo nok kan kaldes nyttigt at styr­ke sit Legeme og sin Aand ved et Par Ugers Frilufts­liv - løber Tiden aldeles fabelagtig hurtigt. Badningen, Maaltiderne og det øvrige Ophold paa Hotellet, Spasere- og Seilture m.m. optage Tiden fuldstændigt og alle de kjønne Planer, man bragte med sig hjem­mefra, om interessante Udflugter her og der »for at. faae Tiden til at gaa«, ryge i Lyset »af Mangel paa Tid«. Dog søger man naturligvis for at skaffe nogen afvexling i Programmet. Den næste Dag f. Ex. renon­cere vi paa Seilturen for at se Køerne komme hjem; det er en meget interessant Forestilling, der nok er værd at overvære. Her er nemlig ikke Tale om ti eller tyve Køer, men om alle Byens Køer - vel henimod et Par Hundrede Stykker, der efter at være drevne ud tidlig om Morgenen, nyde Tilværelsen Dagen lang paa nogle store, flade Grønninger Nord for Byen, hvor fra de saa atter om Aftenen ved Ebben drives hjem og modtages ved Indgangen til Byen af deres respek­tive Ejere eller Ejerinder. Da den store flok vilde øde­lægge Markerne, om den fik Lov til at passere disse, maa den pænt holde sig langs Stranden, paa Sandet eller i Vandet, ganske som. Pladsen tillader det. Naar Troppen er i Anmarch i det Fjerne, gaaer en dertil egnet Yngling rundt i Byen og udstøder nogle grue­lige Signaler i et Horn, der er omtrent lige saa langt som han selv, hvorefter Kvinderne, unge og gamle, store og smaa - af Mænd seer man ikke mange - gaa ned på Stranden for at afhente deres respektive Køer. Mødet mellem Tobenede og Firbenede er ganske inter­essant for den uindviede Iagttager. Man begriber ik­ke, hvorledes alle disse Mennesker og Køer skulle kun­ne hitte ud af hinanden, og tænker sig den frygtlige Forvirring, inden det lykkes, men Alt gaaer forbavsen­de let og sikkert fra Haanden. Enhver Ko ved paa en Prik, hvem der skal afhente den, og bliver staaende paa sin bestemte Plet i Sandet brølende af fuld Hals, indtil rette Vedkommende indfinder sig, slaaer et Reb om Hornene paa den og trækker af med den. Det er et i høieste Grad pudsigt Syn at se smaa bit­te Fanøpiger slynge Rebet - behændigt som en Gau­cho, der udslynger sin Lasso - om Hornene paa Koen og hale af med det store, skikkelige Dyr, der omtrent kunde tage sin lille Herskerinde i een Mundfuld, og at høre saadant et lille Væsen bruge Mund ganske arrig, naar Koen af Nysgjerrighed eller andre slette Instinkter skejer ud til Siden eller pludselig slider i det gjenstridige Kreatur for at bringe det tilbage paa Dydens Vei.



En større Udflugt lykkes det os dog at faae arran­geret, nemlig en Kjøretur til Sønderho Fuglekøjer. En Fuglekøje er en snedig Fælde til Indfangning af Vilde Ænder (Krikænder) véd Hjælp af Lokkeænder. I Midten af en større, tæt bevoxet Indhegning findes en Dam, fra hvilken der udgaaer lange, smalle Kanaler i alle Retninger, overdækkede med tynd Staaltraadsfletning. I denne Dam have de tamme Ænder deres Tilhold, men om Dagen flyve de ned paa den nærliggende Strand, stifte Bekjendtskab med en hel Del Vildænder og lokke disse til at slaa Følge med hjem i Køjen, ned i Dammen. De tamme Ænder svømme nu ind i Kanalerne, hvor deres Foder venter dem, de vilde følge efter og - ere med det Samme fangne. Deres senere Skjæbne er meget trist. At faae vredet Halsen om på sig og blive sendt til England eller i allerheldigste Tilfælde at faae stækket Vin­gerne for at agere Lokkeand for stakkes godtroende Kammerater paa Stranden er just ikke den Skjæb­ne, de havde drømt om, da de fulgte de andre hjem i den rare Køje.

Adskillige Tusinder af Ænder indfanges paa denne Maade mellem Aar og Dag, og Køjerne, der ejes af et Interessentselskab, skulle nok være et meget rentabelt Foretagende.

En Kjøretur gjennem Fanø fra Nord til Syd er for saa vidt meget interessant, som man da ret faar Lej­lighed til at se Klitnaturen i al dens ensomme Maje­stæt; men Nordby er og bliver dog Perlen. Her er frodige Marker rundt om Byen, de hyggelige Huse røbe baade Velstand og Smag hos deres Beboere, og her er først og fremmest en ejendommelig Befolkning, hvis Liv og Færden det nok lønner sig at iagttage paa nært Hold. Mændene seer man, som før sagt, ikke meget til, de ere fødte Sømænd, og blive Sømænd Alle. At vælge nogen anden Livsstilling ansees som Dekadence, men Fanøsømanden staaer ogsaa i for­reste Række af den dygtige Sømandsstand. I en ung Alder faaer han sin Styrmandsexamen hjemme paa Navigationsskolen, saa reiser han atter ud, altid vis paa at faae god Hyre, og opnaaer i Reglen forholds­vis hurtigt selv at faae Skib at føre. Er han først saa vidt - maaske ogsaa før -, kommer han hjem en skjønne Dag og gifter sig med sin lille Fanøpige, der trofast har ventet paa. ham i de lange Aar. Saa tager han enten Konen med paa de lange Reiser eller kom­mer i Ny og Næ, naar Stillingen tillader det, hjem til Fanø for at nyde Familielivet og anbringe Fortje­nesten. Det er ogsaa betegnende, at de gamle udtjen­te Sømænd, der bo i Nordby, og som i Reglen have slaaet sig paa en eller anden Nebengeschæft ved Siden af den at have Parter i Skibe, alle ere forhenværende Kaptainer. Fanøkvinden, der i sin næsten enkeagtige Stilling kun har sig selv at stole paa, er i Reglen en selvstændig og energisk Kvinde, vant som hun er til at tænke og handle paa egen Haand. Hun passer Hus og Hjem, opdrager Børnene, gaaer i Marken, ja, gjør kort sagt Alt. Om Søndagen gaaer hun i Kirke eller i Missionshuset og opsender der sagtens mangen en stille Bøn for »ham derude«. løvrigt holder hun nok af at se lidt godt ud og saa længe som muligt at bevare sin ungdomsfriske Teint - hvad jo bl. a. Be­nyttelsen af Masken også tyder paa, man seer da ogsaa adskillige unge Fanøkvinder med en Teint, hvis Friskhed mangen kjøbenhavnsk Dame vilde misun­de dem. Mine korte Ophold paa Fanø have kun bragt mig i temmelig flygtig Berøring med dens Befolkning, men jeg har fra forskjellig Side faaet bekræf­tet det Indtryk, jeg selv har faaet af den, at baade dens mandlige og kvindelige Del ere brave og hjerte­lige Mennesker, der gjerne ville vise Fremmede den Venlighed, de formaa, og ere i Besiddelse af en med­født Takt og Dannelse,; som, sjelden fornægter sig. Fanø besøges hver Sommer af mange Badegjæster, i Ferien vistnok af saa mange, som der overhovedet er Plads til paa Hotellet, paa Gjæstgivergaarde og hos Private; men det er Sagen den, at Publikum søger Fanø, naar det tilfældig har hørt Øen anbefale, hvor­imod Fanø intet gjør for at trække Folk til sig. Den aarlige Strøm af Badegjæster i Nordeuropa er saa stor, og Meget kunde og burde der gjøres for at lede en Del af denne Strøm inden for danske Grænser. Fanøs sydligere Kollega, den tydske Ø Sylt, har gan­ske anderledes forstaaet sine Sager. Den har tydsk Foretagsomhed faaet oparbeidet til et første Rangs Badested med elegante Hoteller, Koncertsale, flotte Priser o.s.v. Badegjæster i Tusindvis (i forfjor 5000, i fjor 7000) komme her fra alle Verdenshjørner, selv en Dronning har fundet Vej derop - man vil erindre, at Dronning Elisabeth af Rumænien ogsaa kaldet Carmen Sylvia, for et Par Aar siden tilbragte en Del af Sommeren paa Sylt. Og Alt dette skjøndt de natur­lige Betingelser for disse to Vesterhavsøer ere ganske de samme, ja, vel for saa vidt fordelagtigere for Fanø, som Adgangen dertil er nem og billig, medens den til Sylt er ubekvem og kostbar.



Men Fanø kommer ogsaa nok med, Begyndelsen er allerede gjort. Det er atter her vor energiske Turist­forening, der har taget Initiativet og udstedt Indby­delse til Aktietegning i et moderne Bade-Etablisse­ment, som tænkes opført vest for Nordby i Ly af Klit­terne. Til Iværksættelse af Foretagendet menes 200.000 Kroner at være Tilstrækkelige; heraf skulle 65.000 Kroner allerede være sikrede paa Fanø, og Re­sten 135.000 Kroner udbydes i Aktier paa 500 Kro­ner.

Anlæggelsen af et saadant større Bade-Etablisse­ment har forøvrigt længe været paatænkt, men Pla­nen er stedse blevet opsat, og efter Sigende skal der endnu være en Del Vanskeligheder at overvinde. Men man maa dog haabe, at Sagen nu, da den er rejst paany, maa vinde kraftig Støtte hos Publikum og væ­re lagt i Hænder, der formaa at bringe den ud i Virke­ligheden. Fanø vil vinde baade Anseelse og Penge, men - hvem veed - maaske ogsaa i enkelte Retninger tabe. Den jevne Tarvelighed, den friske, upaavirkede Naturtilstand, hvori Alt endnu befinder sig, den vil tildels faae sit Knæk, naar Kulturstrømmen en Gang for Alvor strømmer ind over Øen. Men Herregud, den Tid den Sorg! Saa meget er blot vist, at vil man ret rekreere sig aandelig og legemlig, vil man aande ren og styrkende Luft i sine Lunger, vil man boltre sig i friske, salte Havbølgers Leg og bagefter ligge ”todt” i det hvide Sand, brunes af Solen og vinde Sundhed og Humør tilbage, da rejse man til et af vore Vesterhavsbade - vi have adskillige langs Kysten - men vil man samtidig lære en ejendommelig Befolknings Liv og Færden at kjende, da vælge man Fanø. Har man ikke Lyst eller Raad til at betale Hotelpriser, kan man indlogere sig privat - det er meget billigt. Enten man nu vælger det Ene eller det Andet, kan man være ganske sikker paa een Ting: paa Fanø bliver man ik­ke »trukken op« - s a a civiliceret er Befolkningen endnu ikke..

Relaterede artikler

Gå til top

End Of Slide Box

Related Articles