Mitfanoe
Badeliv på Fanø 1879

Badeliv på Fanø i 1879 

En københavnsk journalist var sidst i 1870'erne på en rejse langs kysten mellem Thyborøn og Sønderho og skrev om denne rejse en række artikler, som i 1879 blev udgivet på. Gyldendals forlag under titlen ”Fra Danmarks Far-West". Det fremgår af skildringerne, at forfatteren har følt sig som på rejse I fjerne egne, at han er blevet betaget af den storslåede natur, og at han efter besøget pa Fanø er blevet klar over de store muligheder, der var til stede for at anlægge et vesterhavsbad, som ”ville have national betydning, for ikke at tale om vindingen for selve Øen." Dette blev skabt ved stiftelsen af A/S Fanø Vesterhavsbad i 1890.,

På forfatteren, A. Falkman, virkede Esb]erg usigelig prosaisk ”fortvivlet kjedsommelig, et Top-maal af Barhed og Nøgenhed." Han vil dog indrømme, at byen er anlagt i amerikansk stil ”the far West”, alt er indrettet i stor stil på det vordende, men det store er foreløbig udeblevet, og det vordende viser sig endnu kun som det ikke-værende.

I 1870’erne var man begejstret for at kunne sejle med, hvad forfatteren kalder en lille damper fra Esbjerg til Nordby. Han tilføjer at man i gamle dage kunne ligge halve og hele dage undervejs. Det var mere romantisk, men mindre bekvemt, og det nytter ikke at klage over dette realistiske fremskridt på kulturens bane!

Det var badelivet på Fanø, forfatteren var kommet for at gøre sig bekendt med. Det var på daværende tidspunkt væsentligt koncentreret om Nordby, som det også fremgår af direktør Olaf Lassens bog om ”Badestedet Fanø igennem 50 år" Forfatteren konstaterer, at de, der i de sidste år i stigende tilgang gæster Fanø, har mere mod!

”Badehotellet" -  det nuværende Hotel Nordby - eller i Færgegaarden. Man bliver så velbehandlet, som forholdene tillader, og særlig bliver man upåklagelig beværtet med spise og drikke, snarest mere rundeligt end egentlig nødvendigt. To gange frokost, en solid og veltillavet middag med 3 á 4 retter, endelig et aftensbord, der intet mangler af det man kalder ”,koldt køkken", ja, med en eller anden varm steg i tilgift — dette altsammen såre herligt, og derhos ingenlunde dyrt, the med værelse (men uden øl eller vin) er prisen pr. hoved kun 4 kr. daglig med moderation for familier med børn.

Den traditionelle omgangstone er behagelig, man stifter let bekendtskaber, uden at disse har en alt for bindende karakter, og man samler sig til musik, til passiar, til et gias; todyy o, s, v., så at man som regel kan sige, at man hurtigt føler sig hjemme og i hyggelige omgivelser.

Sovekamrene er nærmest kahytter   

Men nu kommer skyggesiderne: først og væsentlig, at lejlighederne er meget begrænset, værelserne meget små, sovekamrene næsten kun kahytter, opvartningen så sparsom, at damegæsterne må hjælpe til med hele anretningen, udenomslejlighederne o. a. m. primitive. Det er øjensynligt, at hele hotellet er kommet ”af sig selv”. Det er en  lille søstads-beværtning, et titflugtssted for skippere og for meget flygtige rejsende, som efterhånden err vokset op i noget, som dog langt fra er nået. Desuden er der kun soverum til et mindretal af sommerens gæster, og for en stor del, må disse da ty til privat logi i byen. Men fannike-konerne, hvis mænd er borte, og hvis hjem er indrettet på selve familiens behov, ville næsten aldrig yde andet end et værelse eller to med lidt møblement, deriblandt sengesteder, af en vist nok renlig, men ellers meget mangelfuld beskaffenhed, samt ”vand på maskine” osv.

Men det er Vesterhavs-stranden som er forfatterens store oplevelse. Han hævder, at der ved sammenligning med badesteder langs Nordsøens kyst fra Sild til Kanalens franske side, så har Fanø Vesterhvas-strand væsnetlige fortrin. Andet sted er det nødvendigt, at de badende – formentlig af det svage køn – må bæres i brændingen af bademestre, hvad den nordiske sociale moral finder mindre betageligt.

Ak, ja, det var den gang!

Forfatteren beklager, at det befordringssystem, som er sat i gang fra Nordby til stranden, kun gør halv fyldest. Sagen er, at man ubetinget burde bo i selve klitterne, have stranden lige ved sig. Vistnok har man i år lavet en liile pavilion ude ved stranden og sat fire bade-huse i søen, men om pavillonen end er god nok til sin nuværende bestemmelse, d. v. s. til at opbevare badetøjet og til at nyde en lille forfriskning, så rækker dens evner dog ikke videre, og hvad badehusene eller badevognene angår, er de og hele deres system meget mangelfuldt. Man putter 2, 3, ja 4 personer ind i en æske, der knap nok giver plads til et enkelt menneske. Gæsterne måtte i sommer stundom vade langt i vand pa forstranden, inden de kom ud til badevognene.

”Disse Skitser ere oprindelig skrevne til ”National-Tidende", men bl. a.  af Mangel paa Plads i Bladet bredtes deres Offentliggjørelse over et vel langt Tidsrum,  saa at det blev vanskeligt for de Læsere, der i øvrigt maatte have Interesse for dem, at holde Traaden fast. Dels af Hensyn hertil, dels fordi maaske Flere  ville læse  den  lille  Serie i Bogform, ere Artiklerne her udgivne - væsenlig uforandrede. 

De gjøre selvfølgelig ingenlunde Krav paa at være teknisk-videnskabelige men ere dog, som man forhaabentlig vil kunne se, grundede paa saadanne Meddelelserog Forklaringer  ved   Siden  af Selvsyn, at de vel nok  tør siges at indeholde adskillige Oplysninger om Forhold, der kun ere et  Mindretal bekjendte, skjøndt de have en stor og almen Interesse.

A.F.

Falkman, A.: Danmarks far west : en rejse fra Ringkøbing Fjord til Fanø og nybyggerbyen Esbjerg 1879

Fanø - 1879

Dersom der er noget Sted i Norden, der ypperlig egner sig til Anlæg af et stort Badeetablissement af den Art, som der findes i Mængde langs Nordsøens Kyster lige fra Sild til Kanalens franske Side, saa er det Fanø Vesterhavsstrand; ja, man kan trøstig paastaa at denne har væsenlige Fortrin fremfor de allerfleste Punkter, hvormed der nærmest kan være Tale om Sammenligning og Konkurrence.

Først maa det fremhæves, at selve Vandet altid er udmærket, frisk og af en Saltholdighed, der forholder sig til Kattegattets og Øresundets omtrent 3 til 2 og 1 : naar man nylig har badet i Vesterhavet, smager Vandet ved Marienlyst som Brakvand og ved Klampenborg som det bare Brøndvand; man maa i det Mindste meget langt ud mod Vest og Syd, helt hen til den spanske Sø, før man finder en større Kvotadel af Det, der giver den rene Havsmag.

Men for det Andet er Bundens Karakter paa Vestsiden af Fanø ualmindelig heldig, thi Sandet er saa fint, at der aldrig er Tale om Ulempe for Fødderne, og Skraaningen er saa jævn, at man ligefrem maa søge Fare for at friste den, selv om Vejret er temmelig haardt. I begge Henseender ere de fleste tyske, nederlandske og belgisk-franske Badesteder langt fra saa gunstig stillede. Ofte er Bunden stenet, saa at der maa bruges Sandaler, og i Reglen er Faldet saa brat, Strømmen saa stærk, at der maa bades med meget besværlige og ubehagelige Forsigtighedsregler, saa snart det blæser en Smule. Paa Sild er det ingenlunde sjældent, at næsten alle Badegjæster i flere Dage maa forsage Badningen, fordi Søen er for voldsom, Strømmen for farlig, og de, der vove sig ud, blive bundne med Seler og Tove for at kunne trækkes i Land, naar Bølgen har brudt sig og løber tilbage med en Kraft, man ikke med egen Styrke kan modstaa. Andet Steds er det jo nødvendigt, at de Badende - fornemlig af det svagere Kjøn - maa bæres i Brændingen af Bademestre, hvad den nordiske sociale Moral finder mindre behageligt. Men paa Fanø kan der, selv under de nuværende primitive Forhold, hvorom nærmere nedenfor, bades endog af Damer uden særlig Bistand saa at sige hver eneste Dag i Sæsonen, eftersom Stranden er saa flad, at den haardere Brænding ligger længere ude, hvorefter Bølgerne forløbe uden dog helt at forsvinde, idet der tværtimod bliver Brænding nok tilbage, hvor Badningen finder Sted, saa at man kan blive slaaet halvt - men ikke helt - omkuld og faa den kraftige Overskylning, hvori Nordsø-Badenes uforlignelige Nydelse bestaar.


Hvad iøvrigt Vilkaarene for et Etablissement Fanø Vesterstrand angaar, maa det vel bemærkes, at Jorden her ikke er Andet end Klitland, ikke Andet end lutter Sand, der kun bruges til mager Græsning, og at Klitterne ikke kræve stræng Fredning. Hvorledes de allerede forlængst have bredet sig over en større Del af Øen, er tidligere omtalt, og at de aabenbart have faaet Lov til at strække sig altfor vidt, uden at Stat og Kommune i gamle Dage har sørget for at hindre Sandflugten, kan her tilføjes som endnu et Vidnesbyrd om, hvor skæbnesvangert man har ladet Naturen raade sig selv og ødelægge Landet ved Vestkysten. 

Men tales der om et større Bade-Anlæg, tør man vel næppe beklage sig derover, thi Jorden maa da være desto billigere; selv om man vilde tage mange Tønder Land, blev der dog Overflod tilbage af Klitter til Behov for Græsningen. Og Klitlandet strækker sig som en mangedobbelt Bræmme af vexlende Højdedrag og Dalstrøg, hvori der tilmed samler sig Vand i Kjær og Smaasøer. Den manglende Trævegation kunde nok opelskes og en helt romantisk Natur vilde da ikke mangle. Selve Klitlandet er, ogsaa uden Vegetation, ikke blot ejendommeligt og interessant, men virkelig smukt. Dets betydelige Udstrækning baade langs Kysten og paa tværs af denne vil nemlig altid gjøre det let at finde Ensomhed, og bestiger man en af de talløse Højder, har man den forunderligste Udsigt over denne Verden af Sand, der ligner et stivnet Bølgehav, uden synligt Liv, kun klædt med Helme, Marhalmen og de andre Klitvæxter som et lysgrønt Dække, hvori det hvide Sand titter frem fra de Brud paa den regelrette Klitdannelse, som vise sig med en uendelig Mangfoldighed af stejle, overhængende og skraanende Former. Inde eller nede i Klitternes Dale er der enten hist eller her Læ for Vinden, og man kan overalt sætte eller lægge sig uden Frygt for at blive tilsølet, thi vel hænger det fine Sand ved Klæderne, men det er saa absolut rent, at det ikke efterlader Spor men lader sig , ryste af, saa snart det er tørt. 

Uden overdreven Bekostning, tværtimod forholdsvis billig, vilde Klit­landet altsaa kunne tjene til Anlæg af Badehoteller, Kottager osv., samt af Spadsereveje. Ingen kunstig Sti vilde alligevel overgaa det naturlige Trottoir, som selve Havet alt har frembragt ved Grænsen mellem sig og Landet. Paa faa eller ingen Steder ved Vesterhavets Kyst er Stranden mere lig et Gulv, det behageligste, man kan tænke sig at træde paa, med den friskeste og blødeste Luft, med den videste Udsigt til det videste Hav, med al den til­lokkende og i al sin Ensformighed uendelig afvexlende Nydelse, som kun Bølgerne kunne give. De, der ikke have prøvet det, kunne vanskelig forestille sig, hvordan Tiden kan gaa, hvilken Vederkvægelse for Hoved og Hjerte, hvilken Styrkelse for trætte Nerver og et anstrængt Legeme Hvilen i en Vandring paa en saadan Strand kan yde; men de, der have erfaret det, ville vidne, at man Time efter Time, Dag efter Dag kan finde sig optagen ved denne ørkesløse Syssel­sættelse, medens man stadig mærker dens velgjørende Virkninger for det ydre og indre Menneske. Endog som Kjøreplan er Fanø Vesterhavskyst et Ideal til Trods for den bedst makadamiserede Landevej; her vil en let Vogn kunne rulle rask afsted paa det af Havets Væde fæstnede Sand, og naar Floden stiger, eller Ebben synker, behøver man dog ikke at frygte for den lumske Kan; man kjører blot lidt længer op eller lidt længer ned, altid Havet og Bølgeslaget saa nær som mulig, altid med de større, brusende Bræn­dinger til Kulisser paa den ene Side, Klitternes Kække paa den anden, Himlen og den fjerne Horisont til Baggrund.”
Relaterede artikler

Gå til top

End Of Slide Box

Related Articles