Badeliv på Hønen

Badeliv på Hønen

Niels Sonnichsen Kromann skriver i sin bog ”Fræ wo Grandle”, Bygd, 1991 følgende om badepavillonen:


”Hele etablissementet var kun en filial af Fanø Vesterhavsbad. Pavillonen var en ret lang firkantet, grønmalet træbygning med tegltag og med en veranda på nordsiden. I hver langside var der tre vinduer, og ud for hvert vindue var anbragt et bord med 6-7 stole. Et fag til køkken, spisekammer og en lille kælder var skilt fra det øvrige rum med en bræddevæg.

På en lille banke en snes meter øst for huset stod en høj flagstang. Her var det min pligt ved ankomsten hver morgen at hejse flaget, første gang efter omhyggelig belæring om, hvordan en flagknob skulle slås, og hvor meget der skulle slækkes på den flagbærende part af linen under varierende vindstyrke.

Endnu et lille hundrede meter østligere stod hestestalden, et træskur, som stod og råbte op om dårlig vedligeholdelse. Skuret rummede i sit nordøstlige hjørne også etablissementets eneste »wandhus«. I væggen mod nord, i passende højde, var en stor knast faldet ud, således at man under opfyldelse af rummets egentlige formål tillige kunne holde øje med, om hønevejen i det meste af sin udstrækning lå øde, eller om eventuelle badegæster var på vej, og således skønne over, om der også var tid til meditation.

Blev opholdet efter hestens skøn for langvarigt, stampede den utålmodigt i jorden. Den var bange for, at jeg skulle glemme at aflægge den mit besøg. Jeg gik ind gennem stalden, gav den lidt hakkelse og lagde mit hoved op mod dens kind. Det syntes den godt om. Når jeg derefter så ind i dens med rette sorgfulde øjne, stod der tydeligt at læse, hvor ensom den følte sig.

Omgivelserne var helt anderledes end nu. Fra pavillonen til stranden skulle man passere flere banker og gryder for at nå badevognene, som var anbragt sådan, at man kunne træde tørskoet ind i dem ved højvande. Klitterne mod hønespidsen bestod af tre rækker med ret dybe dale imellem. Der voksede, hvad vi kaldte sødknæ, en højstilket, smuk gul blomst, der var anvendelig som kaninføde. Engen mellem byen og Hønen var dengang græsbevokset, og sivene eller rørene holdt sig pænt ved engens østlige side. Vejen var kun et par hjulspor i sandet og stien, som folk og fæ benyttede, gik over engen, hvor hvidkløveren groede helt op til selve stien, og den dag, jeg nu har i tankerne, summede det af sol, for at tale drachmannsk, selv om nogen anfægter logikken i hans udtryksmåde. Det var så drønende varmt, at man næsten var tvunget til at respektere siestaen.



Da jeg vendte tilbage til pavillonen, sad »personalet« og døsede ved det vestligste bord i nordsiden. Stedets herskerinde, Sidsel Jerne, sad ved den ene side af bordet, og bademesteren, Silles Niels, som i øvrigt var min onkel, sad på den modsatte side. De havde begge lagt de trætte hoveder til hvile på armene på bordet. Ved bordenden sad Søren Jerne, den tidligere bademester, ret op og sov. Han hørte i modsætning til undertegnede ikke mere med til personalet. Min ansættelse skyldtes en slags arvefølge, eftersom alle mine fem brødre havde bestridt embedet før mig. Dette forhold medførte dog ingen privilegier af nogen art.

En flue forstyrrede Sidsels velfortjente søvn. Hun slog efter den og kastede et blik ud over den varmeflimrende eng og sagde:

»Dæ kommer en minnesk«. »Ja,« bekræftede Niels Mathiesen, »en fruentimmer - de'r fru Tvermoes«. »Det hå aller i si da'e van fru Tvermoes. Det er frk. Rudolf«, kundgjorde Sidsel. Nu steg Silles Niels's ophidselse en tak. »Sku' a ett kind fru  Tvermoes? Det er wo grandle te æ synder sie«.

Jeg blev kommanderet til at løbe den kommende i møde, skønt jeg straks havde set, at Sidsel havde ret. - Søren Jerne, som aldrig blandede sig i de andres daglige skærmydsler, var vågnet op og sendte mig efter sædvane et sideblik, der røbede hans morskab og sagde så meget som: At de gider. - Til trods for, at hun havde sit badetøj under armen, og temperaturen var omkring 27 grader, svarede frk. Rudolf på mit spørgsmål, at hun overhovedet ikke ville i vandet. Damen var ret lunefuld, så det kunne jo være, hun senere fortrød; men det passede de gamle udmærket, at de kunne blunde lidt endnu.



Jeg satte mig ud på verandaen, hvor der var skygge og lidt mere svalt end indenfor. Lidt efter fik jeg øje på tre skikkelser i soldisen, to hvidklædte damer og en herre. Da de nåede det sted på engen, hvor Annelsine havde tøjret sine langhornede geder, drejede de bort fra stien og op på vejen. Annelsine tøjrede så vidt muligt sine to geder sådan, at den enes tøjrslag rakte så langt, at den tvang spadserende bort fra engen. Hun kunne ikke fordrage badegæster og havde i øvrigt heller ingen sympati for bysbørn, der som jeg foretrak stiens svale bund under de nøgne fødder for vejens varme sand.

De tre lignede familien Dohm. De var ikke ivrige badere; men de kom ret ofte for at drikke kaffe. Da de kom nærmere, og jeg var sikker på, hvem de var, besluttede jeg at gå ind og vække Sidsel, for at hun ikke skulle blive helt konfus, når hun uforberedt mødte sine gæster. Jeg prikkede hende lempeligt på skulderen, indtil hun langsomt vendte tilbage til virkeligheden. Sidsel nåede at rette sine pjagger og få lidt koldt vand i ansigtet.

Så da gæsterne lidt efter trådte ind i restauranten, modtog hun dem smilende og tilsyneladende veltilpas. Hun modtog ordren på tre gange kaffe med brød. Derefter vinkede hun mig ud i køkkenet, stak mig en tokrone og sagde: »Læv om te æ østerbager atter kringel.« Jeg løb i den bagende varme alt, hvad jeg kunne, ned mod engstien. Da jeg havde passeret Annelsines geder, mærkede jeg et stik i venstre hæl; jeg var kommet til at røre en bi, som sad og mæskede sig i en hvidkløver. Jeg var nødt til blot at humpe videre og træde på forfoden alene.

Da jeg forpustet nåede bagerbutikken, trådte Kirstine Engsted ind fra baggrunden, samtidig blev klappen åbnet inde fra bageriet, og en plade med friskbagte wienerbrødsstænger blev skudt ind. Jeg kendte dem godt, og duften var uimodståelig. Til Kirstines forbløffelse valgte jeg en stang. Den kostede 25 øre. Så måtte kringlens mængde indrettes på, hvad der kunne fås for 75 øre; men Kirstine var ikke smålig, så jeg fik godt køb.



sidseljerne


Sidsel Jerne


Da jeg nåede tilbage, kogte vandet på theblusseren. Jeg lagde brødet på køkkenbordet. Sidsel pakkede op, så på mit indkøb og sagde: »Nå, de håe ett meje kringel!« Jeg mumlede noget uforståeligt, mens jeg forsvandt ud til pumpen vest for huset for at slukke min tørst i dens kølige vand og skylle min stukne fod fri for sand. Derefter gik jeg gennem køkkenet tilbage til restauranten, hvor kaffen var serveret, og Sidsel var i livlig samtale med gæsterne. Jeg satte mig i skyggen i det sydøstlige hjørne og lagde min venstre fod op på det højre knæ. Jeg konstaterede, at brodden var anbragt et sted, hvor hælens hud var meget tyk. Jeg tog min skarpslebne svanekniv op af lommen og lagde et millimeterdybt snit tæt op ad brodden, hvorefter jeg vippede den ud med knivsbladet.

Uden at jeg havde bemærket det, havde kaffegæsterne med stor interesse iagttaget min lille operation. Fru Dohm rakte smilende kagefadet frem imod mig. Der lå endnu et par stykker kringle og et stykke af det dejlige wienerbrød. Skønt jeg så Sidsels to tænder der løbe i vand, var jeg alligevel hensynsfuld nok til at vælge wienerbrødet. Det var Udledningen til mit bekendtskab og senere venskab med familien Dohm.

Imidlertid var temperaturen dalet en smule. Det var næsten fuld højvande, og havet lå blinkende blåt og indbydende helt ud til horisonten. De første badegæster ventede på at blive betjent. Silles Niels stod utålmodig og hjælpeløs ved stalden og stirrede efter mig. Han kunne hverken få hesten af stalden eller komme i sadlen uden min hjælp. Få minutter senere kunne frk. Rudolf stige fra badevognen og ud i det svale Vesterhav.

Den sensommermorgen forløb lidt anderledes end sædvanlig. Mor og jeg plejede at spise morgenmad sammen i fred og ro. Hun havde for vane, som den gudfrygtige kvinde hun var, at begynde sit dagværk med et Gudsord. Det blev under eller umiddelbart efter måltidet udvalgt på følgende måde. Vi havde på morgenbordet foruden Den hellige Skrift en smukt dekoreret æske, som indeholdt »bibelsprog«, dvs. små kartonstykker, på hvilke der stod påtrykt henvisning til kapitel og versnummer til et eller andet sted i bibelen lige fra 1. Mosebog til Johannes's Åbenbaring. Når man trak en kartonbrik som i et lotteri, kunne man aflæse, i hvilket skriftsted man den dag skulle søge opbyggelsen.

Jeg har en formodning om, at fabrikanten af systemet havde foretaget om ikke censur, så i alt fald en udvælgelse af skriften. I det mindste har jeg aldrig trukket en henvisning til feks. Salomons Højsang eller de mere prekære tekstskrivelser i Mosebøgerne, som man kunne finde ved at læse på egen hånd, og som en enfoldig sjæl nemt kunne misforstå.



Jeg nåede at trække skriftsproget op af æsken og aflæse teksten, men inden mor fandt det pågældende sted i bibelen, kom jeg til at se på stueuret. Klokken var 8. På dette tidspunkt skulle jeg have været i stalden inde i byen syd for »Hannes Hus«. Det var en embedspligt, som først blev nødvendiggjort ved Søren Jernes afgang som bademester. Jeg rejste mig straks fra bordet, for ud af døren og pilede afsted ned til diget. Det var let diset vejr, og der var et hurlumhej af måger, terner og strandskader i »æ Høenbowt«. Everterne lå, som det faldende vand havde efterladt dem, og solen, der var ved at gennembryde morgendisen, kastede en mat glans af guld på de sydvendte agterspejle. Ved første vej syd for »æ Tyndhus« drejede jeg af fra diget og løb op til stalden.

Niels Bøj besvarede min morgenhilsen med en mumlen. Morgenhumøret var nok ikke det bedste. Han var begyndt på i en arms afstand at lægge selen på hesten. Det formåede han ikke. Derfor var min tilstedeværelse påbudt. Sandheden, som i dette tilfælde aldrig blev bragt på tale, var, at Niels Mathiesen ikke forstod sig på de umælende skabninger og ej heller på at bruge dem. Vores skikkelige hest betragtede han efter min opfattelse som en koncentration af raffineret ondskab og potentiel fjende. Den var engang, kort efter at vi havde modtaget den fra Vesterhavsbadet, i utålmodighed kommet til at sætte sin løftede venstre baghov temmelig hårdt i staldens stengulv nogle få tommer fra Niels Bøjs højre fod. Det opfattede han tilsyneladende som et bevidst forsøg på at invalidere ham. Det havde ikke hjulpet, at jeg i hans påsyn anbragte min nøgne fod sådan, at den berørte hestens højre baghov, uden at der skete andet, end at det skikkelige dyr langsomt hævede sit ben og med største forsigtighed satte det i gulvet igen et par tommer fra min fod.

Jo, selen lå ganske vist på hestens ryg, men bagvendt, og jeg tænkte i mit stille sind - troede jeg da - at hvis det var muligt at anbringe seletøjet på den måde, så måtte hesten enten gå baglæns eller skubbe vognen foran sig ud til Hønen; men jeg var åbenbart kommet til at tænke lidt for højt, for Niels Bøj brokkede sig gevaldigt og kaldte mig en »snotte knæjt«, også var jeg tilmed mødt for sent. Den sidste påstand var ubestridelig, og hvad den første angår, så havde jeg aldrig tilsigtet at drive gæk med en gammel mand, specielt ikke med Niels Mathiesen, som var gift med min Lejjen Most (e udtalt som e, ikke æ), og hvis humoristiske sans ikke var overudviklet. Om min respekt for alderdommen var medfødt eller et resultat af eksemplets magt, skal jeg ikke kunne sige; men synd var det både for ham og hesten, at han anså et levende væsen, som var ham betroet til hjælp, røgt og pleje, som sin fjende.

Efter kort tids forløb fik vi lagt sele og hovedlav på hesten og anbragt den mellem vognstængerne. Niels Mathiesen greb tømmen og besteg vognen, og jeg satte mig ved hans side på agestolen. Vejen op til mejerihjørnet var temmelig snoet, og hesten led under, at kusken ved hver drejning hev i tømmen, som om han skulle tothale et forsejlsskøde i frisk kuling. Den blev efterhånden rød og øm i mundvigene under hans nok ubevidst ublide behandling.

Da vi nåede hjørnet, var Sidsel og Søren Jerne på pletten. Jeg sprang ned og hjalp dem op i agestolen, hvorefter jeg tog plads på ladet med benene hængende ned over den nedslagne bagsmæk. Vognen blev atter sat i gang, og hjulene knasede i gruset, indtil vi ved landevejens omdrejning til kroen kunne fortsatte i hjulspor med blødt vejsand lige til Hønen.

Ankommet hertil gik de tre gamle ind i pavillonen, mens jeg spændte fra, befriede hesten for seletøjet, og satte den på græs. Inden jeg forlod den, lagde jeg mit hoved mod dens kind, klappede dens hals og blev fulgt med et taknemmeligt blik, da jeg gik op mod pavillonen for at afhente og hejse flaget.



Derefter gik jeg op på randen af den yderste klitrække. Nedenfor stod de kluntede badevogne i række, men med betydelig afstand imellem herre- og damevogne. Det var primitive og uhåndterlige køretøjer, i hvilke der ikke fandtes mere metal end det, der foruden to trækkroge i hver af vognenes ender var nødvendigt for at holde materialet sammen. Alt var af træ. Hjulfælgene, som var sammensat lagvis og uden jernring, bestod af egetræ ligesom eger og nav. Til akslerne havde vognmageren valgt asketræets sejge ved. Almindeligvis havde 4-hjulede køretøjer drejelig foraksel; men også her adskilte badevognene sig fra mere ordinære transportmidler. Vognstang fandtes heller ikke. Hver af hestens hammelreb kunne med en flagknob forbindes til en meterlang, centimeter tyk jernstang, som havde et øje i hver ende. Jernstængerne satte bademesteren i stand til ved egen hjælp at anbringe stængernes øjer i de tilsvarende kroge på badevognen. Det havde Søren Jerne været meget ferm til; men Niels Bøj fandt aldrig ud af, hvordan det kunne gøres. Derfor måtte jeg altid følge i hælene på hest og rytter, hver gang der skulle spændes for eller spændes fra. Det betød, at når en vogn skulle hentes ind, måtte jeg følge med ud for at anbringe træktøjet. Som følge deraf var jeg altid gennemvåd til op midt på livet.

Friktionen mellem aksel og nav var naturligvis enorm, og den frembragte ved igangsætning ved udkørselen en skrigende, klagende og hjerteskærende lyd. Den måtte jeg befri omgivelserne for ved at løbe rundt med en pøs og kaste vand hårdt ind mod aksler og nav. Ved tilbage hentningen, når vandfladen havde stået højere end hjulakslerne, var der ingen problemer.

Badevognens understel bar et lille grønmalet hus med en gulvflade på 5-6 m2. Det rummede en fast bænk, nogle knager og et spejl. Desuden stod der i hjørnet nærmest døren et lille Dannebrogsflag på et meterlangt flagspil. Samtidig med, at en gæst ad tre trappetrin besteg vognen, var det min opgave at anbringe flagspillet i en holder udenfor og forklare brugeren, at badevognen ville blive hentet ind, så snart han/hun bjergede flaget. Efter brugen tilkom det mig at tørre bænken af, spule gulvet og tage mig af glemte sager. Min »arbejdsbyrde« stod i ligefremt forhold til dagens temperatur, vindretning, -styrke og højvandstidspunkt.



I øjeblikket var der fuld ebbe. De store sandflader lå med vand i tidevandsrillerne, som spejlede alt, hvad der fandtes på vadernes øde af levende eller dødt og gav det dobbelt højdedimension. Langt ude, hvor Galgerev lå og rakte tunge, øjnede jeg en genstand, som fangede min interesse. Jeg vendte om for at hente mit strandreb og min strandpose. Da jeg igen stod på klittoppen, havde det yderste sømærke, (æ læenst kåver) iført sig et let slør af dis. Det havde blottet sin ene »fod«, den yderste af fundamentets svære stolper af lærketræ, og syntes at ville træde ud i tomheden. Det gik sin undergang i møde, men endnu lå dets tyngdepunkt inden for klitranden.

Genstanden på Galgerev viste sig at være en planke af ca. 5 alens længde, 3" i tykkelse og 5" i bredde. Den så fristende ud, af farve næsten som lyst rav, og bar endnu ikke strandfogedens initialer, J.T. i øvrigt undlod han at afmærke strandingsgodset, når antallet af props og »deller« skønnedes at være så ringe, at det ikke kunne svare regning at betale en vognmand for at hente det.

Da vinden havde været østlig i flere dage, regnede jeg med, at den forhåndenværende planke ikke var bestemt for strandingspladsen; men helt lovligt var det jo ikke at fjerne noget, som overskred målet for legal hjembringelse, medmindre man havde set eller vidst, at strandfogeden på sin runde havde efterladt det uafmærket.

Jeg stod lidt tvivlrådig; men da jeg havde konstateret, at der kunne blive mindst een hegnspæl af det friske træ, som hverken var begroet eller »wandråkken«, overvandt jeg alle betænkeligheder. Jeg slog en bugt på mit reb, så det fra midten dannede to lige lange ender, som gjorde det muligt at slå en løkke om planken omtrent på dens midte, så den kunne holdes i ligevægt.

Da jeg efter nogen anstrengelse havde fået anbragt den tunge genstand på ryggen og en tamp af rebet over hver skulder, begav jeg mig på tilbageturen. Jeg havde næppe været savnet. Med en vandstand så lav, som den kun kan blive ved fuld ebbe og østlig vind, havde nok ingen badegæster vist sig for at gå i vandet. Jeg satte min kurs mod Hønens flagstang.

Efter ca. 10 minutters gang fik jeg øje på en høj skikkelse på vej ned ad de krinklede stier fra den høje klitknude ned mod Krugerdal. Det lignede strandfogeden, Jens Thomsen. - Det viste sig, at jeg havde set rigtigt. Jeg stivnede et øjeblik, før jeg tog den uundgåelige konfrontation under overvejelse. Det ville være både fejt og dumt at smide planken og løbe sin vej. Jeg skulle jo under alle omstændigheder snarest muligt tilbage til Hønen, og hvorfor ikke straks tage forbrydelsens følger. Jens Thomsen ville i alt fald under alle omstændigheder enten kunne genkende mig eller ræsonnere sig til, hvem jeg var.



Da han nåede ned til stranden, tog jeg retning lige imod ham. Få minutter senere stod vi ansigt til ansigt. Tavshed. Jeg havde ventet en ordentlig opsang; men den udeblev.

Måske randt det ham i hu, at han havde været til stede på Nordsøen d. 2. juli 1904, da min far forulykkede, uden at noget menneske havde været i stand til at forhindre det. Efter en stunds forløb bemærkede strandfogeden blot, idet han gik videre: »Ja, I hår nok o slæev o«.

Min byrde blev lettere. Jeg følte mig gennemstrømmet af varme, skønt temperaturen var dalende. Jeg fornemmede, at Jens Thomsens tålsomhed over for mig skyldtes hans veneration for min far og hans efterladte. - Fløjtende gik jeg tilbage mod pavillonen. Det var begyndt at myske (støvregne). - Da jeg nåede tilbage, fik jeg ved hjælp af en stige åbnet gavllemmen og anbragte mit våde bytte på loftet til tørring inden hjembringelsen.

Da jeg kom ind, sad de tre gamle og skuttede sig. De havde drukket kaffen under mit fravær. Sidsel, der fik øje på min bluseryg, som den våde planke havde gennemblødt, tilbød mig en kop »rummeltut« (varmekaffe), og jeg, som allerede havde haft så stor og varmende oplevelse, blev så glad for Sidsels omsorg, at jeg sagde ja tak, skønt jeg ellers aldrig drak kaffe, men jeg måtte lige have hesten i stald først.

Det, som berørte ens indre, var jo ikke noget, drenge ellers gik og snakkede om, men med en hest var det noget andet. Da den igen stod i sit spiltov, lagde jeg armen om dens hals, trak den så langt ned, at dens øre var i højde med min mund, og så fortalte jeg den hviskende om min morgentur, om min frygt, og om min glæde over, at Jens Thomsen i et glimt havde vist storsind over for mig og min familie. Jeg ved ikke, hvor meget hesten forstod - muligvis ikke så lidt; men jeg er helt sikker på, at den var glad for min fortrolighed.



Hverken vejret eller vandstanden kunne friste nogen til at gå i vandet. Derfor foreslog Søren Jerne, at vi skulle fordrive tiden med lidt skibmandsarbejde. Næsten alle tænkelige knob og stik havde han i forvejen lært mig, så nu måtte vi i gang med tovværket. Øjesplejsningen, som den gamle gast mente, vi burde begynde med under hensyn til min mors fårehold, havde jeg i princippet lært i forvejen, men mit arbejde tilfredsstillede ikke min læremester; han viste mig, hvordan jeg ved opsplitning af kordelen og brug af takling kunne opnå et meget smukkere resultat. Kortsplejsningen lærte jeg på kort tid, men langsplejsningen nåede jeg ikke at lære grundigt nok. Mange år senere blev jeg ejer af et lystfartøj. Når en fortøjning var skamfilet, eller jeg opdagede en brist i en kordel i det løbende gods, foretrak jeg en fornyelse af tovværket frem for at forlænge dets levetid med en tvivlsom langsplejsning.

Eftermiddagen bragte ingen bedring i vejret. Ingen forstyrrede de gamle i deres middagssøvn. Søren Jerne sad som sædvanlig og sov med rank ryg. Fra min vante plads ved nabobordet betragtede jeg nøje hans ædle kranium, som efter min vurdering rummede umådelig megen kløgt og takt.

På tåspidserne listede jeg ud i køkkenet, hvor der lå nogle kringlerester fra den foregående dag. Dem stak jeg til mig og gik ned til hesten, som lod oplivet og åd kringlen under synligt velbehag.

Endelig fik den regnfulde og kedsommelige eftermiddag ende. Vi kørte hjemad mod Sønderho. Sidsel krøb sammen i sit sjal, og mændene slog jakkekraven op i nakken, men var ellers - som jeg selv - uden beskyttelse mod regnen.

Da hesten var opstaldet og fodret, stak jeg i rend hjemefter, og så snart jeg nåede inden for døren, havde mor en kop varm te parat. Bibelen lå fremme endnu. Jeg huskede, at morgenens tekst skulle findes i l. korintherbrevs 13. kapitel, vers 13. Jeg fandt stedet i skriften. - Det kunne ikke være det, som havde gjort Paulus til en af de mest omstridte fortolkere af mesterens ord. Sidste sætning lyder: » - men størst iblandt disse er kærligheden.”

Niels Kromann

Relaterede artikler

Gå til top