To artikler fra 1881 og 1891 beskriver Fanø Bad

Nutiden i Billeder og Text, nr. 238, 10. april 1881


Fanøs ny Bade-Etablissement

Mellem de danske strande har kysten ved "Vester-vovvov" en særegen, en sørgelig, men dog tillige en tiltrækkende ejendommelighed, og mellem alle danske øer er Fanø i Vesterhavet næsten lige så mærkelig som vort lille klippeland i Østersøen, den gamle "Burgunderholm", som Bornholm engang - måske lidt dristigt - blev benævnet. 

Selv om man henter sin viden fra solidere kilder end "Slægtninge" (Vaudeville i en Akt af Henriette Nielsen, 1849), vil man dog finde noget vist romantisk ved Fanø; og da det nu er særdeles nemt at komme til Esbjerg, hvorfra en damper flere gange daglig i løbet af omtrent af halvandet kvarter fører passagerer over til Nordby, er det let nok at besøge Jens Ottersen og hans lille Kjærestes fødested. 



Den rejsende vil i Nordby finde en by på et par tusinde mennesker, og en forholdsvis antagelig af disse mennesker sidder i god velstand med nette huse og i reglen med talrige familier. Navnlig om sommeren er mændene vel hyppigt borte, thi da tjener de som sømænd, og kvinderne må derfor væsentligt besørge alt, agerbruget iberegnet. Men særdeles intensivt og rationelt er dette agerbrug rigtignok ikke, bl.a. fordi det meste af øen er overdækket med sand; i virkeligheden ligger en alt for stor part af den øde, skjøndt en videre opdyrkning vel var mulig. Men som tilstanden nu er, ligger der kun få gårde eller huse på den lange strækning mellem Nordby og øens anden Stad, Sønderhoe, og trist er derfor denne tur, om end på sin vis tiltrækkende nok. 

Fanøs Sommergjæster, hvis tal i de sidste år har været i meget stærk stigen, aflægger imidlertid næppe mer end en enkelt gang besøg i Sønderhoe, hvorimod de med desto større glæde dvæler i eller ved Nordby. Her kan de nemlig såvel i som uden for byen træffe, hvad der er karakteristisk for Fanø, i rundeligt mål, og her vil de da tilbørligt kunne nyde den friske luft såvel som sandet på landjorden og sandet i stranden, hvortil badningen knytter sig. Med skam at tale om har Fanø indtil for ikke længe siden stået på et lige så lavt og primitivt standpunkt hvad badning angår, som der af nationen er givet denne plet endog ualmindelig gunstige vilkår. Man nøjedes nemlig med yderst elementære badehuse ved selve Nordby, hvor havnen og afløb fra staden ingenlunde magtesløst kæmpede på en uklar bund med strømningerne fra dybet. 



Af og til spadserede en dristig turist en halv times gang tværs over øen og forfriskede sig i Vesterhavets ublandede vover, men kun få sommere er gåede, siden civilisationen mere systematisk vandrede ad denne vej. 

Endelig fandt man dog på at sætte et par badevogne ud ved Vesterstranden, derefter fulgte en lille pavillon oppe i klitterne nærmest ved Badepladsen, og nu er man ved hjælp af et aktieselskab i færd med at forlægge en større del af selve sommergjæsternes residens fra Nordby til et tidssvarende indrettet hotel i klitterne. Bladet bringer et billede af den hidtidige Badepavillon og af det påtænkte hotel ved Fanø Vesterstrand; til vore bedste ønsker om planens iværksættelse og gode fremgang skal vi føje et par ord om badningen derude. 

Fanø overgår vistnok i enhver henseende alle de der ved den tyske og hollandske Nordsøkyst, hvor der allerede længe har været stærkt besøgte og meget indbringende Bade-etablisementer. Det er nemlig vel en fordel at være på en ejendommelig ø, men det er en ikke ringere fordel, at man er fastlandet så nær at passagen kan ske hyppigt, hurtigt og uden søsyge, samt at det pågældende fastlandspunkt er så stærkt forsynet med jernbanetog både mod nord og mod øst, som tilfældet er med Esbjerg. Fanø har dernæst nok af klitter, af heder, af agermarker, uden at klitterne er for høje, uden at agerbruget minder alt for stærkt om de federe jorders veltjente drift. 

Vinden lufter fuldt så frisk som noget steds, vandet er ikke mindre bittersalt end overalt i Nordsøen, hvis saltholdighed forholder sig til Kattegattets og Øresundets eller Østersøens som 3 henholdsvis 2 og 1.


1938

Alt stor er den omstændighed, at Fanøs lave klitter standser en bred og meget jævn forstrand, der ikke mindre jævnt fortsætter sig ud i vandet. Hvorved borttages nemlig al fare ved badning idet man aldrig risikerer at synke pludselig ned uden fodfæste. Man må - selvfølgelig helt i Flonels-badedragt - træde ud fra badevognen omtrent i selve strandbrynet eller i alt fald kun lidt uden for samme, man må da vade nogle snese skridt, men snarest muligt vil man lægge sig ned og straks derpå bliver man overskyllet af bølgerne, af de stedse stigende og faldende bølger. Når man lidt længere ud og passerer en fordybning, hvor vandstanden er omtrent halvanden alen, møder man på ny mere grundet sand, en lille revle, der dog altid er stor nok til at frembringe nogen brænding: og i denne brænding, hvor bølgegangen hæver sig for ufortøvet at falde forover med brag og brusen, nyder man den største forfriskelses vellyst ved at skjule sig i en af de sig brydende bølger - man får da en slags styrtebad, om hvis behagelige og styrkende egenskaber ingen anden badning giver nogen forestilling. Om at svømmer er der næsten ikke tale; det kan lade sig gøre mellem revlerne, men man bør ikke gjerne overskride den første af disse, og før man kommer udenfor den anden, er vandet ikke rigtig dybt; roligt er det derhos aldrig, og svømning er følgelig en trættende, lidet lønnende kamp mod en overmægtig natur - samt derhos en farlig kamp, fordi der mellem revlerne løber en i reglen meget stærk strøm, væsentlig fremkaldt af tidevandet, som uadladelig skifter mellem ebbe og flod. 

Men denne skiften af strøm og vandstand, hvorved badets friskhed bliver så stor, betinger tillige den forunderlige betagende nydelse, som det er at spadsere ved denne strand, der i al ensformighed rummer en uendelig afveksling. Og aldrig kan man finde et behageligere spadseregulv end dette fine sand, hvori Fanø da ligeledes har en af sine forcer; thi såvel når man går med fodtøj på landet langs bølgelinien, som når man i badetoilette går i vandet, frembyder det fugtige eller våde sand, den fineste, blødeste strand, der aldrig sårer foden med nogen skærve eller sten. 

For alle de mange, som - uden just at have for stor tilbøjelighed til forkølelse eller til reumatiske affektioner - lider af blod- og nervesvækkelse vil Fanø Vesterstrands bade være i høj grad velgørende. En 4 - 6 ugers sæson her vil give en uendelig hvile og legemlig styrke, og hvis det ny etablissement bliver drevet af en dygtig mand, vil det sikkert have en stor fremtid for sig.   F. "

Vesterbadet,-1881 web

Det projekterede Badeetablissement på Fanø.



Tiden, Ugeblad for Politik og folkelig oplysning

Tidens Strøm, ugeblad for land og by. Nr 48. 28. august 1891 , årg 7. 


Badestedet Fanø 


"Tidens Strøm" har tidligere haft en Skildring fra Fanø, det Fanø, som forsvinder. Esbjærg med sine Dampskibsruter og Jærnbaneforbindelser har draget Fanø frem fra sin Afkrog og ført den nær til Evropa. Medens Fanøs Mænd rejser Jorden rundt som Styrmænd og Skibsførere for at erhværve, saa er det Kvinderne, der sidder hjemme og vogter over det vundne. Er Mændene end vante til at befale med Søkaptajnens absolute Myndighed, saa er Kvinderne vante til paa egen Haand at raade , i Hus og paa Mark i denne underlige By, hvor selv Natvægterbestillingen røgtes af Kvinder og gaar paa Tur, mellem de ugifte Piger. I dette Samfund, hvor Mændene, saa længe de ikke er Børn eller Oldinge, kun er Gæster i Hjemmet, -naturligvis en endnu større Magt end i den øvrige Verden, og Fanøs Kvinder, som vogter Godset, er konservative og har derfor bevaret gammel Sæd og Skik som faa andre Steder. Men har de fanøske kvinder end ikke ladet sig rokke ved alt, hvad deres Mænd under de korte Besøg kunde mælde om fremmede Lande og deres Skikke, saa vil de næppe kunne staa imod Strømmen, naar nu det nye Badehotel bliver færdigt og Evropa kommer til Fanø.  



Det er Hamborgerne, der har taget fat. Forbindelsen mellem Fanø og Hamborg er ikke fra igaar. De driftige Skippere finder væsenlig deres Arbejdsmarked i Hamborg. I de sidste fem Aar har Fanikerne med Hamborgernes Hjælp sat henved tredive nye Fartøjer i Søen, som føres af Faniker, fler ejer omtrent tredje- delen.i Skibene, og det er ikke Pæreskuder, det er Skibe, som sejler paa de lange Rejser og ofte koster op imod de hundrede Tusinde Kroner. Et saadant Skib staar for Øjeblikket paa Stabel i Nordby paa Fanø; saa- snart det kan flyde paa Vandet, bliver det bugseret til Hamborg for at gøres færdigt. Vore sindrige Toldlove umuliggør Fuldendelsen indenrigs.  

Man har længe spekuleret paa at udnytte de udmærkede Betingelser, som Fanø nu, da Jærnhanen er kommen, har som Badested. Det vilde Klitlandskab med det friske vældige Hav, den fortrinlige Strandbred, hvor Sandet skraaner jævnt ned fra Klitterne og langt udi Havet, de skummende Brændinger, der ruller mod Land. saa salte og kraftige, at det er en lige saa stor Fornøjelse som forfriskelse at tumle sig i dem, og saa en Luft saa bakteriefri og blød, at selv brystsvage Mennesker kan taale at færdes nøgne paa Strandbred- den i blæst og regn, det er Lægedom for den syge og trætte, Glæde og Forfriskelse for den raske. Uagtet man, naar man vilde benytte Badene, maatte bo paa Østsiden af Øen i Nordby og derfra vade i Sand den halve Mil ud til Stranden i øsende Regn eller brændende Sol, saa er det dog ikke faa, som de glimrende

Bade har tiltrukket; men saa længe der ikke var stort Badehotel ude ved Havet, hvor man kunde bo søge Ly i alt for slet Vejr, saalænge der ikke var en ordenlig Vej fra Nordby til Stranden, kunde der aldrig blive rigtig Fart i Badelivet paa Fanø; dertil fordredes mange Penge og mange Badegæster. 

Med utrættelig Iver bearbejdedes enhver Badegæst, der ved sin Stilling eller Formue kunde blive Sagen til Nytte, og alle fordelene og de glimrende udsigter, som et Badested paa, Fanø havde, fremholdtes atter og atter - men uden noget Resultat, og da endelig Turistforeningen efter at have indledet Underhandlinger, og efter at det Beløb, som den fordrede, at Fanikerne skulde indsætte i Foretagendet, i kort Tid var tegnet, atter opgav det hele, saa tabte Fanikerne Troen paa, at der var noget at gøre i den Sag med deres Landsmænd, og de vendte sig derhen, hvor de er vant til at finde Gehør for deres Planer. Hamborgerne slog straks til, og nu arbejder, der med Kraft paa Opførelsen af et stort Badehotel helt ude ved Stranden. Det er danske Arbejdere, der er beskæftigede, men de har allerede to Gange gjort Strike, og man fortalte paa Fanø, at Entreprenøren havde erklæret, at hvis det skete,igen, saa tog han tydske Arbejdere, da Hotellet skal være færdigt til næste Sommer, og han ikke vedblivende vil være udsat for hvert Øjeblik at blive standset i Arbejdet og at maatte skaffe Arbejdere fra Fastlandet. 


Saaledes vil det maaske lykkes yderligere at overbevise Fanikerne om, at deres Landsmænd er umulige at arbejde sammen med. Men derfor gør ogsaa de mange Klager, man hører over, at "Tydskerne" har faaet Indpas paa Øen Fanø, saa lidt Indtryk.      Man maatte være lige saa fanatisk som Philip den anden af Spanien, der hellere vilde forvandle Nederlandene til en Ørken end taale, at der levede én Kætter i dem, for virkelig at forbitres over, at "Tydskere" tager Opgaver op, som vi ikke magter eller gider anstrenge os med, for hellere at ville se Fanøs Kyst som en Sandørken end se den "belebt" af Mennesker. Dertil kommer yderligere, at jeg ikke tror, det er rigtigt, at vi selv havde kunnet magte den Sag. Vi har saa mange Steder i Landet Adgang til Strandbade, at det vilde have været en Umulighed, som det jo ogsaa har vist sig, at rejse en saa stor Interesse for dette ene Sted, at baade Penge og Badegæster i tilstrækkelig Mængde skulde søge derhen. Der skal et stort Land og en forholdsvis ringe, Adgang til gode Strandbade til for at kunne opretholde et nationalt Badested i stor Stil, saaledes som "Marstrand" i Sverig, hvor der saa godt som ikke høres andet end Svensk. Alle vil vistnok indrømme,. at et første Klasses Badested Fanø maatte søge den største Del af sine Gæster fra Tydskland, og naar saa er, saa mener jeg, at et tydsk Selskab har bedre Betingelser for at starte den Forretning og gøre Reklame for den i Tydskland. Fanø har paa Grund af sin Beliggenhed ved Esbjerg bedre Forbindelser med Tydskland end Sild og Før, og vil, naar der er Penge nok til at bringe Sagen ud over de første Aars Vanskeligheder og Konkurrencekampen med disse øer kunne blive meget stærkt besøgt; men netop i denne Kamp vil det være heldigt, at ikke Fanø staar mod Før som dansk mod tydsk.  

Turiststrømme er ikke en absolut Velsignelse for et Land; de virker ofte nedbrydende paa et Folks Karakter; naar de oversvømmer Landet, betragter ethvert Hus som et Værtshus og behandler Befolkningen, der snart lærer at spekulere i det fremmede Guld, som Kellnere.



Det er utaaleligt ikke at kunne færdes i sit lands skønneste egne uden at blive traadt paa Tæerne af Udlændinge med deres Bädeker, deres Prætensioner og deres famøse vigtighed. Men fordi vi udnytter ét eller nogle Steder, som har særlige Betingelser for at tiltrække fremmede, rent forretningsmæssigt, derfor udbyder vi os ikke som Lejetjenere for de fremmede Herskaber. Paa Fanø vil de fremmedes Indflydelse snart spores, mangen gammel Skik maa falde. Det vil næppe i Fremtiden være hensigtsmæssigt at bruge unge Piger til Natvæegtere; men det var jo næppe blevet bedre, om Bestyrelsen for Badehotellet var bleven dansk. Den tydske Styrelse vil flytte Tyngdepunktet ud paa Vestsiden, og hele Befolkningen derovre bor paa Østsiden af Øen. Tydskerne vil ikke være saa tilbøjelige til at søge Bolig hos en Befolkning, som de knapt kan tale med, naar der er et Badehotel paa Øens Vestside, hvor de finder Landsmænd og tydsk Betjening, og de Danske, som føler sig frastødte af den tydske Atmosfære, har jo hundrede andre Steder ved vore Kyster, hvor de endnu mere end tidligere vil kunne faa Lov til at være i Ro, naar Tydskerne, drages til Fanø. 

Men trods alt dette er det dog med et Suk, at man tænker paa det Stykke Kultur, som forsvinder, tænker paa, at det Fanø, jeg har kændt og holdt af med sine gamle Skikke, sine karakteristiske Dragter og mandhaftige Kvinder, nu rimeligvis vil blive evropæiseret, det vil sige: blive lige saa kedsommeligt og farveløst som alle andre Smaasamfund, der faar deres Moder fra Paris, deres Klæder fra Tydskland eller England og deres Parole gennem den lokale Avis fra et eller andet Hovedorgan. Men selv den tydske Kejser har erfaret: ,At vi bør bære Skæbnens Tilskikkelser med Taalmod, og er der noget, vi Danske er opdraget til, saa er det vel denne Dyd.  

Medens det regnede hver eneste Dag, søgte jeg engang under en voldsom Byge Ly i Porten paa en Bondegaard. Jeg traf der Gaardens Ejer, som ogsaa søgte at dække sig. For at sige noget udbrød jeg: "Naa,  nu har De vel snart faaet Regn nok." Men Manden svarede i dybeste Alvor uden at fortrække en Mine: "Det har vi vel ikke, siden det regner endnu."  

Deres ærbødige Københavner.

Relaterede artikler

Gå til top