Mitfanoe
Den spæde start på Fanø Bad

Den spæde start på Fanø Bad

Dannelsen af Danmarks Turistforening 

arabenlevetzau web

I 1888-89 var Danmarks Turistforening blevet dannet, og som formand sad lensgreve F. Raben-Levetzau til Ålholm. Han blev senere også formand for Fanøbads bestyrelse og nedlagde først sit mandat i 1895. på dette tidspunkt forstod han, at Danmark ikke var modent til at have et internationalt Badested.

Men i Turistrådet var man kommet til den overbevisning, at Danmark skulle have et badested. Men hvor skulle badet ligge? R.L. og nogle andre interesserede mænd rejste Danmark rundt, kom også til Fanø og så stranden og klitterne. Her traf man kaptajn Hans Rødgaard, en forholdsvis ung skibsfører, der igennem mange år havde ført dampere fra England, og som var villig til at gøre en indsats for sin fødeø. 

Her, fandt man, var stedet. En lang række betingelser var til stede. Valget faldt pa Fanø, og skal det forklares hvorfor, er del ikke nok at henvise til interessenternes egen fremhævelse at' Fanøs fordele: Den ualmindeligt brede forstrand, del ucmærkede bølgeslag, vandets saltholdighed og temperatur, klitternes skønhed m.m. Eller at ingen af de vesterhavsøer, der tidligerel havde tjent som badesteder i så høj grad som Fanø besad alle de fortrin, som man kræver af et badcsted. Nej, Fanø havde to umiddelbare fordele ud over alle de øvrige fortrin: Der var ikke i forvejien elableret kommercielle turism-interesser på øen: det vil sige, der var ingen konkurrenter til at tvinge grundpriserne op, heller ikke på forstrandcn. Det var det væsentligste led ved beslutningen. Som nogel ret enestående i Danrnark ejer grundejerne på Fanø selv forstranden, modsat resten af landet, hvor det er staten. Øboerne havde købt Fanø af kongen i 1741 med alle de kongelige rettigheder. Dermed kunne et internationalt badested pa Fanø udstrække sin ret helt til vandkanren, og i øvrigt stille særlige krav til alle besøgende på den private grund. For del andet var den geografiske beliggenhed god for et internationalt publikum fra såvel København, Skt. Petersborg som Hamborg eller London. Med skib eller tog til Esbjerg var det ligetil, og for den sidste strækning fra Esbjerg til Fanøs vesterhavskyst var der kun tale om et mindre teknisk problem. Det skulle være til at løse, se!v om det var mindre ideelt. Fordelene var flere.


P10A WEB

Ideen om en badeby

 

Aaret 1890 danner et Mærkeskel i Fanøs Udvikling. I dette Aar blev det hidtil ganske primitive Badehotel omdannet til et Bad i stor Stil.  Det har faaet et fuldstændig europæisk Tilsnit, hvad der hovedsagelig skyldes Selskabets Bestyrelse, der er sammensat af ganske internationale Elementer. Grundstenen til Kurstedet blev lagt i August 1891, og den 22. Juni 1892 indviedes det under store Festligligheder i Overværelse af de stedlige Autoriteter og Repræsentanter for Handel, Presse, Kunst og Videnskab.

Et Billede af storartet Skønhed frembyder den jydske Kyst, hvis bøje Klitter hæver sig paa den anden Side af det smalle Sund, der skiller Øen fra Fastlandet. Mellem denne Kyst og Øen skyder Havet sig ind i et lille smilende, stærkt grundet Sund, der forlener Naturen med en afvekslende og farverig Ejendommelighed. Karakteristisk for denne Forbindelse af Hav og Land paa dette Sted er de paa klare Sommerdage ofte synlige Luftspejlinger, som minder meget om de beslægtede Fænomener i Troperne. Øens Kystforhold danner ligeledes en Undtagelse fra andre Steders. Rundt om Øen løber en ualmindelig bred Forstrand, dannet af en Sandaflagring, fuldkommen fri for Sten og Muslingeskaller. Den er af en saadan Fasthed, at selv den tungeste Vogn kan køre hen derover uden at afsætte mere end et ganske ubetydeligt Hjulspor. Til Trods for denne Fasthed er Sandlaget meget elastisk, saa at Ryttere og Bicyclister kunne tumle sig her. Man kan saaledes langs denne pragtfulde Strand, der kun ganske umærkeligt skraaner ned mod Havet, paa den bekvemmeste Maade komme rundt om hele Øen. Hyppigt kan man paa denne Vej træffe paa ilanddrevet Rav i store Masser, hvad der jo ogsaa fremgaar deraf, at Ravindsamling hidtil har været en væsentlig Indtægt for Beboerne. Selvfølgelig er det Rav, man støder paa, Finderens Ejendom, saavel for Indbyggernes som for Badegæsternes Vedkommende. For Jægere tilbyder der sig, foruden en righoldig Bestand af Strandvildt, hyppig Lejlighed til Jagt paa Sælhunde, der ofte i Skarer paa 50 til 60 Stykker opsøger Sandbankerne ved Ebbetid og i Solskin.  De findes især paa øens nordre og østlige Side.

I Forbindelse med det hidtil fremhævede skal endnu tilføjes angaaende de KLIMATISKE FORHOLD paa Fanø, at Øen paa Grund af sin Beliggenhed er saa godt som fuldstændig skærmet imod den barske Nord- og Østenvind, idet den højere liggende jydske Kyst svækker nævnte Vindes Styrke ganske betydeligt, ja næsten helt beskytter Øen derimod. FANØS KLIMA er derfor mildt, og saa godt som aldrig udsat for stærke Temperaturforandringer. FANØS GEOGRAFISKE BELIGGENHFD er endvidere særdeles gunstig idet den paa en fuldkommen eksempelløs bekvem Maade staar i Forbindelse med de store mellemeuropæiske Byer og i Særdeleshed med de imod Nord beliggende Egne.

Naar man reiser fra Kjøbenhavn kommer man til Fanø paa 81/2 Time. Fra Hamborg varer Farten fra Klosterthor Banegaard omtrent 6 Timer, indtil man kommer til Fanø Damperens Anløbsbro i Esbjerg Havn. Fra London er der ugentlig Forbindelse med Det forenede Dampskibsselskabs' tidssvarende Baade.  Hele Turen varer 30 Timer. Overfarten fra Esbjerg til Fanø varer 20 Minutter.    Den er fuldstændig uafhængig af indtrædende Ebbe og Flod og foregaar paa de overordentlig solidt byggede Overfartsdampere, saa der ikke er Spor af mulighed for søsyge, der jo elles kan forekomme selv paa kortere Overfarter. Under Badesaisonen korresponderer Færgen med alle ankommende og afgaaende Person- og iltog i Esbjerg. Hvad FORPLEJNINGEN angaar, saa staar denne paa Højde med de Fordringer, der stilles til de allerførste Klasses Restaurationer paa Fastlandet.



Det staar imidlertid  Gæsterne, frit for at nyde en tarveligere Forplejning imod aftalt Prisnedsættelse. Denne Kost er til trods for dens større Tarvelighed ikke desto mindre af allerbedste Kvalitet, hvilket ganske simpelt følger af den umiddelbare Nærhed af Byen Esbjerg, der er bekendt som Afskibningssted af det berømte jydske Kvæg   og er en ligesaa betydelig Centralstation for Saltvandsfiskeriet. Denne Bys Nærhed er en Borgen for Baderestaurationens daglige udsøgte Proviantering.

Øen selv leverer fortræffeligt Mælk og Smør, der skattes højt af alle Kendere. Som Følge af Øens milde Vejr findes der en ualmindelig righoldig Flora, som foranlediger selv videnskabelige Ekspeditioner til Undersøgelser.  Planteverdenen bestaar hovedsagelig af Kornblomster, Øjentrøst, Forglemmigejer, Fedturt, Marie Sengehalm, Limurter, forskellige Græsarter o. s. v. I Dalene mellem Klitterne vokser Blaabær, Tranebær, samt paa mere sandet Jordbund sorte Mosebøller. Der kan bades paa enhver Tid af Dagen og - hvordan Vejret end er - i den fuldstændigste Sikkerhed. Øens Aflagring, som strækker sig langt ud i Havet, er af den overordentligste Vigtighed for de sanitaire Forhold. Først og fremmest er der at lægge Mærke til, at der i Omegnen af Fanø ikke findes nogensomhelst Flodmunding, at der ingen store Byer findes der i Nærheden  og at saaledes de Ubehageligligheder saasom Kloaker, Kanaler o. s. v. der dermed følger, ikke kan berøre Fanø. Vandet  forefindes i en fuldkommen ren Tilstand, saa rent som man ellers kun kan træffe det ude paa det dybe Hav. Det, at Vandet saaledes er frit for enhver Berøring med fremmede Stoffer, har Badedirektionen selvfølgelig i fuldeste Maal taget sig til Indtægt, saa at endogsaa Affald og excrementielle Bestanddele bliver opsamlede i omhyggelig cementmurede Sandgrave for om Vinteren at blive benyttet til Markernes Gødning.

Ved artesisk Brøndboring har man fundet det klareste, koldeste, mest velsmagende Drikkevand. Opholdet ved Stranden har i sine Virkninger stor Lighed med et Gradérværks Indflydelse, idet der fra den brede Forstrand ved Solens Paavirkning finder en livlig Fordampning Sted af det saltholdige Sand. Stranden egner sig af den Grund i højeste Grad til Terrainkure, som ligeledes med stor Nytte kan finde Sted i den, mellem Klitrækkerne beliggende, lune og smilende Dalstrækning.

Badene inddeles i: Herre-, Dame- og blandede Bade. Til Sandbade egner sig i fortrinlig Grad det fine, hvide og saltholdige Sand. Overfor Neuralgie, reumatiske Lidelser og svagere Paralyser, viser Sandbadene sig særdeles virksomme, navnlig naar de staar i Forbindelse med Massagebehandling, som udføres af en dygtig Masseur under den stedlige Badelæges Control. 

Mellem Nordby og Sønderho vokser Lyngen saa stærkt, at den benyttes til Brændsel. Her finder man ogsaa den rundbladede Drosera, der hører til de saakaldte insektædende Planter, fordi den med sine kjertelhaarede Blade fastholder Fluer, Myrer og andre Smaadyr.

Af Fornøjelser findes - foruden de, der er uadskillelige fra enhver fashionable Badeanstalt - følgende:

1. SejIsport, i roligt Vejr og under kyndigst Førerskab paa det aabne Hav, i uroligt Vejr paa det henrivende Sund.

2. Jagt: Sælhundejagt, al Slags Vandfugl.

3. Bicyclesport, den 17 Kilometer lange Strand tilbyder den skønneste og behageligste Bane nogen Cyclist kan ønske sig.

4. Ridning. For Ryttere forefindes Heste. Ligesaa findes magelige Fjeder-vogne til Brug ved Udflugter.

5. Lawn-Tennis. 


B1728 08 Tennisbaner



Man ville bygge et Bad op, skabe en badeby. Her kunne man erhverve et stort klitareal lige ud til det åbne hav og forme denne by som man ville. Og en ting mere var af overordentlig betydning: man måtte være ejer af forstranden. Det kunne man på Fanø, som det eneste sted i Danmark, og da der også var forhold (forbindelse med fastlandet), som talte imod at vælge netop Fanø, så var dette med forstranden et meget afgørende punkt i overvejelserne.

Overalt i Danmark tilhører forstranden staten undtagen på Fanø, hvor den tilhører grundejerne. Det er en følge af, at Fanø oprindelig tilhørte Kronen som særeje. Den 10. juli 1741 købte beboerne øen af Christian den VI med alle de rettigheder som Kronen havde besiddet, altså også forstranden. Se mere om historien her.

Men der var også ulemper ved at lægge Badebyen på Fanø, navnlig den vanskelige forbindelse til fastlandet. Se mere om færgeriet her. At der stadig i 1912 var trafikale vanskeligheder med forbindelserne til Esbjerg nævnes i en artikel i Verden og Vi, nr. 34, 23. august, 2. årg. 1912.

Fanødamperens afgang fra Esbjerg i 1892 så sådan ud. Afgangen fandt sted fra Esbjergs allerførste bådehavn. der var beliggende lige foran indsejlingen til dokhavnen i Esbjerg. Denne Esbjergs første egentlige havn var forsynet med dokporte, som blev lukket og åbnet eftersom flod og, ebbe gjorde det påkrævet. Når der var lokomotiv og jernbanevogne tilstede, var det af hensyn til transporten til Englandsbådene, der havde anlægsplads udenfor den gamle bådehavn, der også kom til at fungere som Esbjergs første fiskerihavn. Havnen er for længst opfyldt for at give plads til den moderne terminal for trafikken til og fra England. Min første rejse til Fanø omkring 1920 udgik fra denne havn, men det skete med en større damper - en hjuldamper, der blev indkøbt 10 år gammel for 34.000 kr. i 1903. 

Færgefarten til Fanø, For enkelt Billet:

a) Første Plads med Adgang til første Kahyt 50 Øre

b) Anden Plads, Fordækket og anden Kahyt 35 Øre

c) For Børn under 14 Aar det halve

d) Børn under 4 Aar frit

For Tur- og Returbillet fra Fanø, gældende i 4 Dage:

a) Første Plads med Adgang til første Kahyt 100 Øre

b) Anden Plads, Fordækket og anden Kahyt 55 Øre

c) For Børn under 14 Aar det halve 

Den Rejsende kan medføre Rejsegods frit indtil 20 Kilo, dog ikke cykler, der betales med 10 Øre pr. Stk. Naar Istransport er erklæret, forhøjes Betalingen med 50pCt. 

Naar en Sejl- eller Robaad fragtes, betales foruden 2. Kl.s Takst for hver Passager for en stor Baad fra 2 Kr. 50 Øre og fra 1/4 - 30/9  2 Kr. 50 Øre og fra 1/10 - 31/3 2 Kr. 70 Øre, samt for en mindre Baad henholdsvis i Kr. 20 Øre og 1 Kr. 50 Øre

Aftale mellem raben-Levetzau og Hans Rødgaard

 

Men tilbage til de samtaler, der i 1889 førtes mellem Lensgreve Raben-Levetzau som formand for Danmarks Turistforening og kaptajn Hans Rødgaard på Fanø's vegne. Danmarks internationale Badested skulle ligge på Fanø, og kaptajn Rødgaard gik straks i gang med de omfattende forberedelser. Ikke blot måtte det store areal, hvor Badet skulle ligge, erhverves, men man måtte også sikre sig, når man ville sætte mange penge ind, at der på øen ikke skabtes konkurrerende virksomheder. Igennem grundejernes organisation, Hartkornskassen, erhvervede man eneretten til badning fra stranden for 100 år.  Der blev aftalt en årlig betaling af kr. 150,- , og dette beløb blev betalt helt op til 1939. Enhver grundejer på Fanø fraskrev sig retten til i de til stranden grænsende klitter og »østeri« , at opføre hotel, pensionat, logihus eller lignende. Køberne beherskede altså hele stranden og de yderste klitter, og der forbeholdtes blot beboerne, at de måtte benytte badets badeindretninger til minimale priser.  

Forfatteren Xenius Rostock har i Turistforeningens Jubilæumsskrift anset denne bestemmelse som en ganske enestående forudseenhed af Badets startere, idet han forudsætter disse bestemmelser som en naturfredning. Begrundelsen var dog den nævnte. Noget andet er, at denne bestemmelse rigtig nok kom til at virke som en naturfredning. Gennem tiderne er det ofte sagt, at Fanøbeboerne blev dårligt behandlede, og de folk, der gik i brechen for salget, fik uhyre kritik. Men ifølge Olaf Lassen er intet mere uberettiget. Det afgørende var, om der blev tilført disse klitter nye værdier til gavn for øen. Og meget store beløb er igennem årene tilflydt beboerne ved denne handling.  


Aktietegning 

Baggrunden for selskabets start var altså til stede. Der udsendtes et Opråb til »det danske Folk« og den 22. december 1889 en indbydelse til aktietegning til dannelse af aktieselskabet »Fanø Nordsøbad« med det formål at drive Baderiet på Fanø. I Opråbet anførtes: 

"uagtet Fanø hidtil kun havde kunnet tilbyde Gæster højst tarvelige Bekvemmeligheder, havde de fortrinlige Vesterhavsbade og de sjældne Naturforhold dog hvert år draget flere og flere Sommergæster til Øen."  

I aktieindbydelsen, der foruden af kaptajn Rødgaard og Lensgreve Raben-Levetzau var undertegnet af flere af Danmarks Turistforenings mænd og fra Fanø af en hel del interesserede, var forudsat en aktiekapital på Kr. 200.000,-, og forudsætningen for stiftelsen var, at der opførtes et stort hotel med mindst 50 værelser.  

Til at begynde med rådede en ret stor begejstring, men det var ikke nok. Det var bestemt, at Fanøfolk skulle skaffe Kr. 65.000,- og fra det øvrige land Kr. 135.000,- De Kr. 65.000,- fra Fanø blev også tegnet, men i København kunne der kun skaffes kr. 62.000,-; større var interessen ikke, da det kom til stykket. Den ordning, der senere kom, bragte Fanø i misforhold til store danske kredse. Fanø, Danmarks Badested, kom under tysk indflydelse, og det blev af mange forkætret og lagt for had.   

Det viste sig altså umuligt for Danmarks Turistforening at skaffe de Kr. 135.000,- til etablering af Danmarks Badested.

 


Bankier Weisz på banen 

Kaptajn H. Rødgaard, der meget nøje kendte datidens politiske strømninger, rejste først til England for at søge kapital. Det lykkedes ikke. Igennem skibsreder J. C. Greibe, der var født på Fanø, kom Rødgaard i Forbindelse med bankier Sigmund Weisz. Weisz var østriger, men drev en meget stor bankforretning i Hamburg og havde derigennem forbindelse med Hamburgs store handelsfyrster. Han var på dette tidspunkt selv meget velhavende.  

Sigm. Weisz, som han underskrev sig, var på trods af sin ungdom - han var på dette tidspunkt ca. 35 år gammel - en personlighed af stort format, de store liniers mand.   

De tyske Badesteder langs Sønderjyllands Kyst var efterhånden blevet så overfyldte, at det mere forvænte publikum ikke kunne få albuerum. Dette regnede Weisz med, og derfor troede han på det internationale Badested på Fanø. Forhold, der kun indirekte havde med Fanø at gøre, slog ham ud, og han døde for egen hånd den 30. Maj 1896. Weisz var en mand med stor fantasi. Somstarter af et foretagende vil sikkert få komme op ved siden af ham. Men de former, hvorunder han ledede grundsalget på Fanø, og flere af hans dispositioner antyder dog, at han også var en farlig mand.

  



A/S Fanø Nordsøbad  

Men Weisz gik altså ind for Fanø, og i 1890 startedes A/S Fanø Nordsøbad på en generalforsamling i Hamburg med en aktiekapital på Kr. 600.000,-, hvoraf 25 % straks blev indbetalt.

Lensgreve Raben-Levetzau har fortalt, at han kun gik med som selskabets første formand under stærkt pres fra Weisz' side, støttet af kaptajn Rødgaard. Weisz havde garanteret ham, at Fanø, selv om de fleste aktier var på tyske og østrigske Hænder, skulle blive drevet som dansk Badested under danske ledere.  

Men straks efter aktieselskabets start kom arbejdets tid. Direktionen bestod af kaptajn Rødgaard og den fra Sylt indkaldte dr. Polacheck. Hensigten var at gennemkrydse arealet med et vejnet, selv bygge et Kurhotel, der på en Gang både skulle være hotel og samlingssted for det samlede badepublikum, propagandere for opførelse af flere andre hoteller på Badets grund og sidst, men ikke mindst, sælge byggegrunde til privat bebyggelse eller villaer til udlejning.  

Til vejanlæg blev der i årene 1891, 92 og 93 anvendt Kr. 81.000,-, og da arbejdslønnen i de dage var 35 øre pr. time, vil man forstå, at det gav arbejde til mange mennesker, selv om materialerne også kostede en del. Mellem disse vejanlæg var også forbindelsen mellem Nordby og Badet. Der lå fra gammel tid en smal lyngvej, der førte ud igennem klitterne. Denne blev nu overtaget af selskabet og makadamiseret. I tidens løb blev vejen, der oprindelig var anlagt til at være en forbindelse mellem Nordby og Badet, en transitvej mellem Nordby og Stranden. I året 1935 overtoges den af Nordby Kommune, der anvendte ca. 80.000,- Kr. til opbygningen, og den er nu om sommeren stærkt trafikeret.  

Alle disse fremmede arbejdere - Fanø kunne jo kun afgive relativt få - og hertil alle de, der var beskæftigede med byggearbejder boede i barakker ved Badet. Når de efter fyraften drog til Nordby, stod byen på den anden ende. Selv om man i Nordby rystede på hovedet, skete der dog - efter overleveringer - ikke katastrofer af større art. Når det anføres, at Kurhotellet, Hotel Kongen af Danmark og Strandhotellet (det nuværende Missionskursted) blev bygget i disse år, vil man forstå, hvor mange mennesker der var beskæftiget.  

En ting måtte også ske straks; der måtte for denne by ved havet bestemmes, efter hvilke regler tilværelsen skulle forme sig i store linier, en byggeplan skulle laves, sanitetsforhold ordnes o. s. v., og alt dette måtte gøres, før en eneste grund blev solgt. Dette var muligt, da det hele var nyt land. Den ydre form var den, at disse bestemmelser tinglystes som servitut.

untitled 17

Bebyggelsesplan

Bebyggelsesplan for Fanø Nordsøbad. Det er Kurhuset (senere Kurhotellet) nederst til højre. Planen blev aldrig realiseret i sin helhed. Således kom der blandt meget andet aldrig en dæmning med strandpromenaden.

I løbet af årene 1893, 1894 og 1895 - blev Badet udbygget; mange grunde blev solgt og en række villaer og logihuse blev bygget. Store vejarbejder inden for Badets område blev udført, og det gav beskæftigelse til mange hænder på Fanø, både for håndværkere og arbejdere og samtidig til de handlende i Nordby. Det vejstykke, som ses på billedet, blev sikkert det dyreste for Badet, da det gennem årene kostede mange penge, at holde vejen ryddet for sand. 

§ 2 i Regulativet lyder således:  

"Det er en Selvfølge, at enhver Parcelejer som sådan er underkastet de danske Love, som på lovlig Maade er trufne eller senere måtte blive givne for det Distrikt, hvor Parcellen er beliggende. Saaledes er Regulativets Bestemmelser at anse som en Tilføjelse til de officielt gældende Bestemmelser og i alle Tilfælde gældende ved Siden af disse." 

I Hamburg tog man med mægtig energi fat på at gøre Fanø kendt i den store verden og for - ikke mindst - at sælge grunde. Arbejdet her blev særlig lagt i Hamburg, Dresden og Wien og faktisk også i St. Pedersborg, noget mindre mærkelig nok i Berlin. Prospekter, der reklamerede for grundsalg, fremstillede Fanø som det kommende Verdens- Badested, og der sparedes så sandt ikke hverken på penge eller tryksager. Det, det var om at gøre, var at sikre sig grunde. Man fik indtrykket af, at havde man en sådan grund, så var man sikret for livstid.   

Men mange rigmænd købte grunde fra Kr. 12.000 og op til Kr. 30.000 pr. grund, og adskillige af dem byggede også kostbare villaer til Kr. 70.000 a Kr. 80.000 pr. stk. Det var de såkaldte tårnvillaer. Alt tømrer- og snedkerarbejde blev lavet i Tyskland og blev sammen med alt det øvrige materiale sendt herop pr. banevogn og sattes så sammen her. Tæpper, gardiner, møbler og alt andet inventar kom ligeledes herop fra Tyskland.  

Når Sigm. Weisz kom herop med disse købere, optrådte han fyrsteligt. Ud til Badet kunne man ikke køre i de vogne, der var på Fanø. Nej, en »Ekvipage« blev med stort besvær transporteret herover fra Esbjerg. Der var gerne ekstratog fra Lunderskov, og når færgen lagde til ved Fanøbroen, blev der kastet sølvpenge i grams til de forsamlede Fanødrenge.  

Kaptajn Rødgaard har engang fortalt, at den første uenighed med Weisz opstod ved, at kaptajnen ikke kunne få Nordbyfolkene til at flage, når Weisz kom herop med sine selskaber. Vel ville man gerne tjene på Badet og have omsætning, men flage på kommando, det kunne man ikke få nogen Fanømand til.  

Men grundsalgene gik strålende. Man solgte i kvadratfod Hamburger mål, der er noget mindre end danske kvadratfod, og derved kunne prisen pr. kvadratfod jo blive »billig«. I disse år til 1895 blev der solgt, og betalt, 638.800 Kvadratfod (ca. 70.000 m2) byggegrunde til i alt 340.860,- Kr. Da man imidlertid ejede 6.574.527 kvadratfod (ca. 700.000 m2), var det jo en ganske uvæsentlig del af det samlede areal. Salgsprisen var gennemgående 50 øre pr. kvadratfod.

  

untitled 19

”Fanø Nordsøbad: med illustrationer, Kort- og Bebyggelsesplan”.

Her kan du bladre gennem en brochure som badedirektionen lod udføre i 1894 med titlen: ”Fanø Nordsøbad: med illustrationer, Kort- og Bebyggelsesplan”.

Her fortælles om øen Fanø, om Badets faciliteter, muligheder for underholdning samt Kur-Taxter.


brev




  •  


    Mens alt dette foregik i Hamburg, afbrudt af utallige rejser, blev der stadig arbejdet energisk på Fanø. Klitter blev sløjfet, veje anlagte, baderiet bragt i form etc., men det hele så dog meget ufærdigt ud. Man havde også med held forsøgt at interessere lokale folk for byggeriet, dels i Esbjerg, hvor der dannedes et aktieselskab, Hotel »Kongen af Danmark ved Fanø Nordsøbad«, og dels på selve Fanø, hvor aktieselskabet »Strandhotellet ved Fanø Nordsøbad« blev dannet. Disse to hoteller kom dog først i drift i årene 1893-1894. 

    Komiteen satte som mål at få tegnet en aktiekapital på i alt 200.000 kr., men det gik meget trægt med at skabe interesse blandt danske pengefolk for projektet, og til sidst måtte kaptajn Rødgaard, direktør for badet, rette henvendelse til forretningsforbindelser i Hamborg, hvor der med det samme vistes stor interesse for projektet. Interessen var så stor, at aktiekapitalen kunne forhøjes til 600.000 kr., og på denne baggrund stiftedes aktieselskabet ”Fanø Nordsøbad”. Det blev dog kraftigt understreget, at selvom det var tysk kapital og indflydelse, skulle ”Fanø Nordsøbad” drives som et rent dansk forretningsforetagende. 

    Med en kapital på 600.000 kr. gik man omgående i gang med at realisere planerne. Jord havde man, og man var utrolig forudseende i planlægningsfasen. Således pålagdes det folk, der ville bygge hoteller, pensionater eller private villaer, at der skulle etableres ”lugtfri klosetter med vandudskylning” i et antal af mindst 1 for hvert 10. værelse.

    Planlægningen betød også, at hele området blev fredet, bygninger blev pålagt en række servitutter, der sikrede et badested af høj international standard. Endvidere skulle alle, der boede i villaerne eller hotellerne betale en kurtakst, der sikrede den daglige drift og vedligeholdelse.

    Det blev også bestemt, at al badning skulle finde sted fra hestetrukne badevogne, der blev kørt ud i havet. Damer og herrer kunne, om de ønskede det og var anstændig påklædte, bade sammen.

    fanoe-nordsoebad-abonnement



    Foruden anlæg af veje og anden form for byggemodning af området opførte aktieselskabet ”Kurhotellet”, der til en begyndelse ikke fungerede som hotel, men mere som et samlingssted for alle beboere ved Badet, men i sidste øjeblik blev der bygget 30 værelser. Her fandtes læseværelser, sale til kunstneriske udfoldelser samt en restaurant i den virkelige store internationale stil. Efter ”Kurhotellet” kom ”Strandhotellet” bygget for midler skaffet på Fanø. Drivkraften bag dette projekt var skibsreder M. N. Mathiasen, derefter fulgte ”Kongen af Danmark”, der finansieredes af folk fra Esbjerg med konsul C. Breinholt i spidsen. Til dette kom en række mindre hoteller og pensionater. En række velhavere såvel danske som tyske opførte egne strandvillaer. 


    B1401 Strandhotellet

    Strandhotellet



    ”Den danske Turistforening”, stiftet 1888, fik som en af de første opgaver, under ledelse af formanden lensgreve P. Raben-Levetzau at rejse kapital til etablering af et badested på Fanø. Da komiteen begyndte sit arbejde havde man tilsagn om 52.000 kr. og med disse penge på hånden købte man 104 tønder land på Fanøs vestside for 3080 kr. man sikrede sig endvidere rettigheder på den tilstødende strand, idet lodsejerne på Fanø mod erstatning afskrev alle rettigheder m.h.t. fiskeri og jagt. Desuden sikrede man sig eneretten på en vej fra Nordby til Badestedet. 

    Ved grundlæggelsen af Fanø Nordsøbad, udstykkedes grundene og blandt køberne finder vi grev Raben-Levetzau, Ålholm slot, Fanø Villa Consortium, Strandhotellet A/S. I 1893 bliver der købt jord til Hotel Kongen af Danmark, ligesom der til Kurhotellet er udstukket 98.142 danske kvadratfod til byggeplads og kurhusplads. I 1894 ser vi, at konditor Keller, Esbjerg, køber en grund, der i dag rummer det sidste af de oprindelige hoteller.

    A/S Fanø Nordsøhad var et udpræget storborgerligt og stærkt civiliseret bad, Ikke noget med et umiddelhart møcle med hav og natur efter en pludselig tilskyndelse. Ait var grundigt regulerel. Der var faste badetider: fra kl. 7-12 og 13-17.30, dog om søndagen fra 7-15. Der måtte kun bades, når badeflaget var oppe, og det var ikke af sikkerhedshensyn, men tor at få badetidernec overholdt! Af- og påklædning skulle foregå i badevognene, der blev irukket ud i vandet af heste og tilbage igen, når de badende afgav signal derom fra vognen. Det kostede selvfølgelig penge for både børn og voksne, der i øvrigt kunne leje strandstole, strandtelte rn.m. ved henvendelse til »strandmesteren«.

    Som badelivet var omhyggeligt reguleret, således blev omverdenen givet et entydigt billede af badestedets karakter. Del gælder lige fra A/S Nordsøbadets reklametryksager til potentielle gæster i Europa, de samtidige avisreportager og turistguides: Det var uclpræget eksklusivt. Efler en præsentation af Kurhoteilet, Strandhotellet og Hotel Kongen af Danmark i en rejsefører fra 1897 ti!føjes:


    ”De her nævnte hoteller og store, monumentale, palælignende bygninger, omgivne af en mængde prægtigt udseende villaer, der iejes ud til badegæster; … i øvrigt hverken træ eller busk ... kun sand og atter sand ... Højstl forunderligt virker derfor synei af disse hovedstadshuse, disse rigmandsvillaer i denne øde, golde natur.”

    Senere fortælles om gæsterne:

    ”Hovedmassen er danske og tyske, navnlig tra storbyerne København, Hamburg og Wien. Til underholdning for badegæsterne musiceres der hver eftermiddag af et orkester i Kurhotellets store sal. om formiddagen i musikpavillonen eller nede pa strand-bredden; af og tili gæstes stedet af kunstnere som giver koncerter, holde oplæsninger etc.”

    Fra ”Fanø og omegn”. Illustrerede rejsebøger. 

    Relaterede artikler

    Gå til top

    End Of Slide Box

    Related Articles