Økonomiske besværligheder

Bankier Weisz dør 

I Løbet af 1895 havde Weisz indviklet sig i nogle meget store spekulationer - og tabt. Den eneste mulighed for at redde sig var at få nogle af de i Fanø Bad investerede midler gjort frie. Han henvendte sig først forgæves i København, derefter i London. Først i maj 1896 læstes i københavnske dagblade følgende inspirerede artikel med overskrift: »Fanø Nordsøbad og Englænderne«:

 ". . under Dannelse er et engelsk Konsortium, bestående af den engelske Konges Overkammerherre, Lord Suffield, J. Brown Martin, W. Lewis Gray og flere. Tanken er at indskyde £ 50.000 i Præferenceaktier. Forhandlingerne føres på Fanø's Vegne af Sigm. Weisz, der for Tiden er i London." 

Dette forsøg mislykkedes. Den 30. Maj skød Weisz sig på sit kontor i London. Den lokale presse skrev herom:

»Banquier Sigmund Weisz er pludselig afgået ved Døden formentlig af et Hjerteslag. Han blev nogle og fyrretyve år gammel. For seks år siden kom han til Fanø og arbejdede for Oprettelsen af et internationalt Badested, og da Forhandlingerne med Danmarks Turist- forening netop var strandet, fordi det var umuligt at rejse nogen nævneværdig kapital i København, blev den afdødes Tilbud om at overtage de Forpligtelser, en foreløbig Komitee havde påtaget sig, og mod at erhverve dennes Rettigheder, modtaget, hvorefter Aktieselskabet »Fanø Nordsøbad« blev dannet. Efter Forlydende har der i Dag været afholdt Generalforsamling i Hamburg. Weisz' Død har været meget aktuel og af vidtrækkende Betydning for Fanø Nordsøbad."

Weisz' bo blev taget under offentlig behandling, og konkursforvalteren, Carl Diedrichs, indtrådte i selskabets bestyrelse. Den også her i landet meget kendte hamburgske storkøbmand, Bd. Blumenfeld, der havde været med fra selskabets start, blev formand. Den øvrige bestyrelse, deriblandt kaptajn Rødgaard, fortsatte.

Blumenfeld rejste straks til København og kom her i forbindelse med overretssagfører Carl Levin. Levin søgte igen at skabe interesse for Fanø i københavnske, stærkt patriotiske kredse, for ved en pengeindsats at skabe det helt danske Badested, men tanken måtte opgives.

Og nu kommer vi til den sæson, der stødte Fanø Nordsøbad ud i det yderste mørke og for en række år gjorde Fanøbad til en handelsvare, der kunne sjakres med. Helst burde perioden 1896-1903 udslettes som en sørgelig og uværdig periode, men da den på så mange måder har sat præg på eftertiden, og da dette skrift gør krav på at være et kildeskrift, bør den medtages.



Brygger Carl Jacobsen og flaget

Det skyldtes i første række en københavnsk rigmand, brygger Carl Jacobsen, der få måneder forinden sammen med mange andre i samme kreds imod et forholdsvis beskedent indskud, fik tilbud om at gå ind for Fanø Nordsøbad og derigennem sikre afgørende dansk indflydelse på selskabets retningslinier. Helst skulle den begivenhed, der refereres i det følgende, og flere andre, som ovenfor anført, helst glemmes, men da den fik så afgørende betydning for Badet igennem en årrække, er det ikke muligt. Den refereres så nøgternt, som det er muligt, dels ved overleveringer og dels efter bladenes referater.

Nogle orienterende bemærkninger må først anføres. Det vil være almindelig bekendt, at ved udenlandske, ja ved alle internationale Badesteder, både tyske, hollandske, belgiske, franske og engelske, bygger gæsterne strandvolde på stranden og pynter dem med små flag, selvfølgelig mest med deres egne nationale flag, ligesom man i dag stiller de forskellige landes flag på bordene. Således gjorde man også på Fanø Strand. Ofte rejste man en flagstang midt i volden. Her havde man truffet den bestemmelse, der for øvrigt ikke var gængs noget andet sted, at der over hvert udenlandsk flag på stangen skulle vaje et dansk flag. Nu hændte det jo af og til, at de forskellige børn kom til at trække i den forkerte snor, så det danske flag kom nederst. Der var altid vagt på Stranden, og skete den fejl, blev gæsten straks anmodet om at rette den. Denne bestemmelse skabte irritationsmomenter. De udenlandske gæster, der ikke var kommen til Fanø for at demonstrere, blev drevet ud i diskussioner, og det blev en sport at snyde vagten.



Og det, der skete i hine dage, hvor for øvrigt Stiftamtmanden over Ribe Amt var herovre, var følgende:

Inspektionsskibet »Beskytteren« lå i Esbjerg Havn. Generaldirektør G. W. Lohman (Chefen for Norddeutsche Lloyd i Bremen) ejede en villa ved Badet, hvor han holdt ferie. Da han også var tysk marineofficer, aflagde han visit om bord og inviterede samtidig alle officererne til middag på Kurhotellet den følgende Dag. For at hædre sine gæster hejste han på sin villa sit tyske flag, Han har senere erklæret, at det ikke havde ligget indenfor hans tanke hermed at ville foretage nogen demonstration, og som bevis herfor anførte han, at det ville være et underligt tidspunkt herfor, samtidig med at han havde modtaget gæstfrihed om Bord på »Beskytteren« og selv havde inviteret de danske officerer til middag. Ud på aftenen fik han besked om, at danske gæster ønskede, at flaget skulle stryges. Skønt han følte sig irriteret herover, gav han besked om at stryge flaget, og dermed var den historie ude. Dette skete den 19. juli. Der var vist ikke mange, der derefter skænkede denne episode en tanke.

Den 4. august ved 5-tiden om eftermiddagen ankom brygger Jacobsen til Fanø og tog ind på Hotel »Kongen af Danmark«. Efter middagen blev historien ham ganske tilfældig fortalt af hotellets direktør, Poul Møller. Brygger Jacobsen gik ned på stranden og lige hen til en vold, hvor det tyske flag på før omtalte måde var kommen øverst, rev det ned og trampede på det. Da det var en smuk sommeraften, var der mange mennesker på stranden, og hele Badet kom i oprør. Tyskerne ville klø Jacobsen og danskerne forsvare ham. Da tyskerne var i flertal, var det et under, at han nåede op til sit hotel uden overlast. Mandag morgen rejste han. Der var samlet mange Mennesker på Broen i Nordby, og præsten i Nordby hyldede ham »i Danmarks Navn«.



0012


Jacobsen fortæller selv:

"Deri var jo intet mærkeligt, da øen er dansk og badestedet tysk. Men et par steder var det danske flag på den øjensynligste måde hånet. Øverst på stangen vajede et større tysk flag og nedenunder på den samme stang var der fastgjort et ganske lille dansk flag".

 Således troede man, at den historie skulle ende, men den endte ganske anderledes. Da Stiftamtmanden til en vis grad støttede brygger Jacobsen, rejste i løbet af få dage samtlige tyskere og østrigere; og pressen, såvel den danske som den udenlandske, slog det op til en verdensbegivenhed. ja, pressen i Tyskland frarådede direkte alle tysktalende at rejse til Fanø. 1897 og 1898 stod Badet faktisk tomt. De danske badegæster svigtede også; ingen af det publikum, der ellers kom til Fanø, ønskede at få deres ferie ødelagt. Først ved århundredets begyndelse begyndte udlændingene at komme igen.



Økonomiske besværligheder

Og hvad der også var slemt, var det, at grundsalget og de dermed forbundne indtægter hørte op, og imens sad Carl Diedrichs nede i Hamburg og forlangte renter og afdrag af prioriteten. Blumenfeld og Rødgaard arbejdede ihærdigt for at skaffe midler ud fra den betragtning, at betingelserne for det store Badested dog var til stede, og at det kun var så væsentligt at komme over dette dødvande.

aktiebrev 1897

aktiebrev 1897 2

Aktiebrev 1897



For at skaffe penge til driften købte Blumenfeld en grund på 16.000 kvadratfod for Kr. 0,70 pr. fod eller for Kr. 11,000,-, og i juni 1897 forsøgtes den III emission af aktier i selskabet på Kr. 75.000,-. Salget af disse aktier var ikke let, men takket være den danske storkøbmand i Hamburg, P. V. Nellemann, Villa »Dannebrog«, blev ca. halvdelen af aktierne solgte. Såvidt det kan ses, overtog Nellemann for Kr. 35.000,- aktier og indtrådte i bestyrelsen. Endvidere lykkedes det at formå generalkonsul, Dr. jur. Rud. Hardy til at overtage et areal på 50.000 kvadratfod for Kr. 0,40 pr. kvadratfod, Kr. 20.000,-. Dette skete den 4. januar 1898.

I kraft af disse midler, og vel også i kraft af Fanø's naturlige betingelser som Badested, steg besøget igen jævnt også fra Tyskland, f. eks. opholdt generaldirektør Albert Ballin fra Hamburg-Amerika Linien sig igen i flere somre på Fanø.

B1644-30 Kongen-af-Danmark

Kongen af Danmark


Carl Beck, direktør for Badet

Den direkte ledelse af Badet disse år lå hos direktør Carl Beck med kaptajn Hans Rødgaard som meddirektør. Kaptajn Rødgaard var i disse år bleven tvungen noget tilbage, hans fortjenester for Badets opbygning var glemt, sygdom og private sorger gjorde sit, og han døde i 1903 som en træt og skuffet mand. Samarbejdet mellem disse to så forskellige mænd var udmærket, og det skal her siges, at Carl Beck i stort som småt tog ethvert hensyn. Carl Beck var tysker, hoteluddannet, men samtidig akademisk uddannet.

Han kom til Fanø i 1897 som korrespondent på Kurhotellet. Da han var dygtig og stod Blumenfeld nær, blev han i 1898 administrerende direktør og var lige til sin død i 1926 på forskellig måde knyttet til Badet. Han talte dansk som en indfødt, følte sig som dansk og var en vennesæl mand, der stadig her mindes med veneration.

I Hamburg sad Carl Diedrichs og var en slags overdirektør. Han hævede årlig kr. 5.000,- i repræsentation. Han krævede, at der skulle udredes renter af den del af prioriteten, der var i det Weiszske konkursbo's besiddelse, som Diedrichs jo repræsenterede. Såvidt det kan ses, var de øvrige bestyrelsesmedlemmer ikke tilfreds med dette, og den 4. marts 1899 udtrådte de af bestyrelsen, så denne nu kun bestod af Diedrichs og Rødgaard.


FANØ!

En betragtning over Fanøboernes tilvænning til turismen, om Fanø Nordsøbad, samt en vandring i naturen


Fanø Ugeblad 7. juli 1972,

I 1895 skrev »Box« i »Illustreret Tidende«:

For nogle og tyve år siden var Fanø en mærkelig isoleret ø i hvis ejendommelige natur man fandt en ikke mindre ejendommelig præget befolkning med udviklingslinier forskellige fra de nu­værende fannikers. De levede den gang deres af moderlandets ånd ret uafhængige liv, og forbindel­sen med det nære fastland var ret vanskelig og ubetydelig, hvorimod de følte sig forbundne med Ham­borg og Santos, med Liverpool og Madagaskar på en langt mere le­vende og naturlig måde, og over den fanømanden af natur angivne vej fo'r han ud fra sin ø og frem og tilbage mellem landenes han­delscentre, og med en lille om­skrivning af et Poul Møller-vers kunne man passende sige om ham:


Blot fire heste han har på stald, men aldrig i verden de trættes, og aldrig han bruge et piskesnært skønt blot af luften de mættes; foruden vinger og uden ben de løbe om kap med den vilde ren.

Det er ganske vist endnu til­fældet, at fanømanden vinder vel­standen hjem over de fjerne have, og at han bestandig befarer de våde veje trukne af vinden, hans fire usynlige heste, der løbe om kap med den vilde ren, men mens det tidligere var nødvendigt for ham at gøre store og farefulde rejser, at ofre sin manddoms kraft og vove liv og fartøj, hvis han ville finde Portuna og føre hende hjem til sin lille Vesterhavs-ø, så er konjunkturerne nu andre og så forskellige fra den gang, at det ser ud til, at han snart ganske vil kunne opgive sejladsen, idet Fortuna af sig selv vil komme til hans ø, hvis han blot vil blive hjemme og sætte alt ind på at gøre øen så tillokkende, som hin lunefulde og mærkelige dame vil forlange.

Det kan vel ikke nægtes, at en sådan omvæltning i fanøboernes livsvilkår og en sådan ny og fra den tidligere vidt forskellige retning for deres energi og stræ­ben vil medføre store behagelig­heder for dem, men også store farer, og disse sidste af en beskaf­fenhed, som de naive sømænd foreløbig slet ikke forstår.

Men man må håbe for dem, at de i forbindelse med deres hustru­er og døtre vil kunne lære at na­vigere lige så sikkert i deres ny som i deres gamle element, og at at de i deres ny forhold vil bevare fliden, nøjsomheden, de rene sæ­der og den nationale dragt — kort sagt, det værdifuldeste af det, der hidtil har karakteriseret fanø­boerne som ejendommelig befolk­ning, thi kun ved deres bedste egenskaber og ved bevarelsen af deres nationale dragt kan de ska­be sig et sikkert værn imod de store farer, som ved fastlandsbe-boernes moder og levevis vil få indpas på deres prægtige lille ø.

fanoekone web        fanoepige web

 

Nordby.

Det lille dampskib, som farer mellem Fanø og Esbjerg er ikke et præsentabelt befordringsmid­del mellem fastlandet og et ele­gant europæisk badested. Det er indrettet som en tarvelig lille per­sondamper, men ser på turen over til øen i almindelighed ud som en lastdamper, så bepakket er det med alskens ting. Mandskabet er hverken fikst eller pudset, og af­gangen fra Esbjerg ikke ubønhør­lig punktlig. Når en forsinket pas­sager viser sig i det fjerne, opsæt­tes godmodigt afgangen for at få ham med, og man har endog eks­empler på, at det vender tilbage for at hente rejsende, som først når at gøre sig bemærkede af det bortsejlende fartøj ved at gesti­kulere til det fra bolværket.

Et sådant hensyn til den enkelte kan sikkert kun vises af et damp­skib fra en i en vis forstand uciviliseret ø, og allerede denne lille omstændighed tyder på, at Fanø som badested endnu kun er i sin vorden. Når man kommer i land i Nordby, finder man heller ikke her ret meget, der vidner om et elegant badested. Endnu har Nordby her sit gammeldags præg og i alt væ­sentlig det skær af idyllisk ube­rørthed, der karakteriserede byen for femogtyve år siden.

 

gadepartie-fra-Nordby web

 

Og vandrer man en smuk juni­dag i middagsstunden igennem Nordbys lange, med små rullesten brolagte gade, får man et stem­ningsfuldt indtryk af byens ejen­dommelige karakter. Gaden er øde; thi folk sover til middag, og mens man går fremad gennem den slumrende, solbelyste by, over hvilken friskheden altid og stil­heden som oftest hersker, vil man have uforstyrret lejlighed til at se på, hvad man kommer forbi: de lave, hyggelige huse, så sirligt af-stregede, så rene i farverne, så ejendommelige ved de gammel­dags mangerudede vinduer, de grøn- eller rødmalede gadedøre med ruder eller kighul i øverste fylding, og de grøn- eller rød­malede gavlspidser — og endelig de små og magre men omhyggelig plejede haver med enkelte nytte­planter og endnu færre prydplan­ter, og omgivne af et mod sandet beskyttende plankeværk, der oventil forsires af et pynteligt stakit.

Når man kommer forbi den gamle, stilfulde sømandskirke og det kedelige missionshus, bliver husene færre og mere spredte og omgivelserne landligere. Brolæg­ningen ophører og chausséen be­gynder. Det er en meget primitiv chaussée, der danner fortsættel­sen af Nordby gade og drejer vest på ud imod havet, og dog må an­lægget af den have været meget kostbar. Mindes man, hvorledes man her på denne strækning tid­ligere kørte i sand halvvejs til hjulnavet, eller til fods møjsom­meligt vadede frem igennem san­det, vil man forstå, hvor vanske­ligt og bekosteligt det har været at planere et tildels levende klit­parti og lave en makadamiseret vej i fygende flyvesand — her, på en ø, hvor man ikke engang har det til et sådant foretagende nød­vendige materiale.

Ved siden af vejen løber en sti belagt med klinker af brændte mursten, der så meget anvendes i sådanne på naturlige sten fattige egne.



»Fanø Vesterhavsbad«.

Det er et ejendommeligt, mangfoldigartet billede, der veksler for ens øje, når man en sådan venlig midsommerdag vandrer vejen fra Nordby og vestpå, man ser døde grøngrå fantastisk formede klitter spredte mellem diminutive mar­ker og enge i det yppigste blom­sterflor, med snart hvidt, snart rødt, snart gyldengult som den dominerende farve, henholdsvis betinget af et tæppe af hvidkløver en bevoksning af rødknæ eller en uendelighed af gule ranunkler. Her er gold natur og frodig plan­tevækst side om side og man un­dres og beundrer.

Her er så kønt, så friskt og fredeligt, en ejendommelig og stærk, men ikke storslået natur - ret et himmerig for trætte nerver, og man kommer ikke ud af sit himmerig ved at man går helt ud til stranden til »Fanø Nordsøbad«, hvor den civiliserede verden måske inden ret længe vil have et af sine glimrende knudepunkter.

B1630-60 Fanoe-Bad

Kurhotellet til venstre og Kongen af Danmark til højre, i midten bagest Strandhotellet, som det hed indtil 1916, da boghandler Hansen flyttede navnet til sit pensionat ved Strandvejen. Billedet er set fra syd.

 

Endnu er her kun et embryo (spire) af et bad, thi andet kan man vel ikke kalde det, sålænge det kun består af fire hoteller og fem-seks villaer — men alting i naturen indbyder til et ophold her - og hvis fannikerne er fornuf­tige og ikke gridske, så får de vel nok deres »Vesterhavsbad« til det, de drømmer om.

I en af de første villaer bor ba­delægen og oven på er frøken J. Poulsens fotografiske atelier. Længere mod vest ligger hotel »Kon­gen af Danmark«, der ligesom »Strandhotel« ejes af danske, og som i fjor begyndte sin virksom­hed. Umiddelbart nord for dette hotel, findes et stilfuldt bygget logihus, og vest for, lige for enden af vejen, ligger »Kurhotellet«, der er den anseligste bygning på ste­det. Nogle hundrede alen nordligere finder man »Strandhotel«, der er bekendt for sin gode mad til forholdsvis rimelige (kjøbenhavnske) priser. Endnu en byg­ning eller to, og man har nævnt, hvad Vesterhavsbadet Fanø for øjeblikket i denne henseende be­står af.



Langs med stranden og rundt om nordspidsen af øen.

Forlader man den røde klinker­sti for at gå ned til havet, træder man ud i de yngste klitters bløde bevægelige sand, der flyder sam­men over ens fødder og gør gan­gen besværlig, men har man så­ledes vadet fremad en snes skridt eller to, kommer man ud på den dejlige strand, som Fanø med ret­te kan være så stolt af.

Hvor går man let på denne faste friske flade, hvor foden falder blødt og dog fast, medens sandets friske fugtighed virker kølende igennem fodtøjet og i forbindelse med åndedrættet i den rene stær­ke saltholdige luft lader en behol­de følelsen af friskhed og spænd­stighed igennem mange timer. - Man føler, som kunne man aldrig blive træt af at gå her, hvor man med hvert åndedrag suger sund­hed og nyt liv ind i sit blod, og hvor naturen gennem ens øjne og øren og alle ens åndende porer uafbrudt gør sin velgørende ind­flydelse gældende.

Vandrer man nord på til nord­spidsen af øen, bliver stranden efterhånden bredere, og det yder­ste nordlige parti viser sig som en sandørken, død og flad og øde. Kommer man her, når luften er blå og fuld af store, drivende skyer, vil lyset vise et besynder­ligt spil. Nu og da kommer solen frem som vældige, sært spillende strålemasser. Den store »sande« viser sig et øjeblik over hele sin flade hvid som kridt. Bag ved lig­ger vandet, skinnende, himmel­blåt mellem øen og fastlandets stejle skrænter, der spejler sig i havet, og som på enkelte punkter tager sig vidunderlige ud, lignen­de sydlandske søstæder med flade tage og lysende mure i rødlige og gule farver.

Der er da på en gang noget så rent, så varmt, så stærkt og dog så fint i det heles kolorit, som man i henrykt beundring har vanske­ligt ved at løsrive sig fra.

Vil man gå tilbage til Nordby langs østsiden af øen, kommer man over den store fælled, den såkaldte »Grønning«, der er en vidtstrakt frodig marsk-eng, som gennemskæres af fantastisk for­mede og vildt slyngende blinde vande. Her på denne eng græsser Nordbys køer i fredelig forening under opsyn af den fælles hyrde, der hver morgen modtager og hver aften afleverer køerne til de­res respektive ejerinder.

Morgen og aften, når køerne skal bringes og hentes, blæses der i trompet i Nordbys gader, og på dette signal begiver gamle og un­ge kvinder sig ned til kvægets samleplads på den østlige strand, der således to gange om dagen frembryder et ejendommeligt og livligt billede med sit mylder af kvæg og af fanikkere i maleriske dragter.



»Kikkebjerget« og »Imellem bjergene«.

Går man ud fra Nordby i ret­ning af vest-nord-vest, kommer man ad veje, som ere et ælte af sand, forbi navigationsskolen og ud til et bælte af gamle »døde« (bevoksede) klitter, på hvis fattige plantevækst nogle tøjrede får hist og her græsser. I dalene mellem disse klitter findes talrige små frugtbare oaser: snart en lille klø­vereng kun få kvadratmeter stor, men frisk og fin og i juni hvid af blomster. Snart er det en lille kar­toffelmark, der fængsler ens op­mærksomhed ved sin lidenhed og sit velplejede udseende, og snart er det en diminutiv kornager, hvis unge sæd står blødt og saftigt, så kvægende for øjet, her midt i det magre landskab.

En af disse små marker viser endog en synlig vekseldrift, idet dens ene halvdel bærer bølgende byg, mens den anden ligger hen til græsning.

Det gør et næsten rørende ind­tryk at se den omhu, der her er vist selv den allermindste plet jord, som har vist sig brugelig til dyrkning.

Den højeste klit i dette gamle klitparti er »Kikkebjerget«, hvor­fra man har en udsigt, der er både smuk og storladen, idet man her­fra ser ud over det meste af øen og vidt ud over havet i vest og over fastlandet i øst. Vendt imod vest har man her under sig, imel­lem den gamle klitrække, hvis højeste punkt man står på, og den række af unge klitter, der ligger langs ydersiden af øen, et bredt dalstrøg af dyrket land med fro­dige, velgrøftede enge og marker, et prægtigt landskab besynderligt isprængt med små, grå og gamle klitter. Dette veldyrkede land er fanøboernes »Imellem bjergene«, som er vel værd at se, og man fortryder i det heletaget aldrig sine ture til »Kikkebjerget«.

Langs den vestlige strand imod syd.

Man trodser sol og blæst og regn på Fanø strand — dog måske ikke den regn, der bløder til skin­det, men den, der er fin som en fugtig tåge, der væder som dug, den regn er kun en nydelse, når man færdes på Fanø strand. Den dæmper lys, fortoner farver og gør alle omrids bløde. Den gør en­hver genstand, som man ser i nogen afstand, mere gådefuld end den ellers er, og det er en kendt sag, at på Fanø som på enhver anden strand ved havet, bliver enhver ilanddreven genstand mål for ens skridt, idet den altid ska­ber forventning i en, blandt an­det især på grund af sin tilsyne­ladende størrelse.


Man må i disse omgivelser uop­hørlig korrigere sine iagttagelser, som til at begynde med altid giver en falske forestillinger. To måger vil på lang afstand se ud som to storke. To ben af en bænk vil forekomme at være mennesker. Et hølæs antager uhyre dimen­sioner, og et stort gådefuldt, ube­stemmeligt noget, der ansporer til de forskelligste gisninger, vil, når man kommer nær til det, vise sig at være det halve af en riskurv.

Mens man således går på opda­gelser, lokkes man længere og længere bort, og når rnan ser sig tilbage, ligger kurhuset og hotellerne langt borte som mørke kan­tede masser i den disede luft.

Fra stranden, hvor bølgerne sydende kaster deres gulhvide skum ind som perler, der funkler i regnbuens farver, går man over imod klitterne.

Inde mellem disse øde, under­ligt formede høje, hvor hjælmens fine, spidse blade, førte af vindens usynlige hænder, tyst tålmodigt tegner cirkler i det hvide sand, kan naturen næsten forekomme overvældende.

Af omhu for æg og unger fly­ver mågerne med rasende skrig frem og tilbage over hovedet på den ubudne fremmede, der træn­ger ind på deres enemærker. De styrter sig uventet imod ham som ville de hakke hans øjne ud, bøj­ende af kun i en alens afstand fra hans hoved. Da er ensomheden ikke længere befriende, naturen ikke længere beroligende, og den fremmede tyer snart atter ud til stranden med den vide udsigt og havets evige bevægelse, bort fra klitterne, der stængede omkring ham og skræmmede fantasien op.

Men senere, på hjemturen, vil man måske atter gå ind i klitterne forbi redningsstationen og ind i landet til en gammel græsgroet kirkegård, som findes der.

En dødens stilhed hviler over denne gravenes have, hvor vidt-befarne skippere og deres til hjemmet fastforankrede hustruer ligger fredeligt side om side i dødens lange søvn. Kors og stenes indskrifter ere koldt historiske, uden lyriske tilføjelser, og har måske derigennem deres del i den ejendommelige stemning, der hvi­ler over denne gamle kirkegård, som rummer så mange vindskibelige, nøjsomme og trofaste fanø­boere under sit grønsvær.

Relaterede artikler

Gå til top