Paa Stranden er der Liv og Røre. Badegæster vandre rundt eller nyde Hvile i deres lune Kurvestole, medens andre spille Kroket og Tennis paa det bløde Sandtæppe til et stort Orkesters oplivende Toner. Børnene lave Volde, som de pynte med Flag, og som rives ned igen, naar ny skulle opføres. Æsler - rigtige firbenede - og Cykler tumle sig paa denne uhyre, naturlige Cykelbane, hvor man maa kunne slaa sine egne Rekorder, hvad der skal være en sjælden Nydelse. I Vandet tumle sig Kajakker og Vand­skier samt letklædte Damer og Herrer, der nyde det for­friskende Bad og nødig ville op i de „kørende" Badehuse.

Kort sagt, der er Liv paa dette af Naturen saa begun­stigede Sted, hvor Kunsten har fremtryllet en hel, lille Verden for sig i de lyse Sommermaaneder, et Pust fra den store Verden, et Badested af Rang. Men søger De Fred, da drag langs Stranden til

Sønderho, en lille, idyllisk By, hvor Husene ligge spredte i Læ af Klitterne, en stille, halvglemt Plet, skabt til Ro og Hvile, og hvor De hos Beboerne kan finde et hyggeligt Hjem i den herlige Sommertid.

Om Badet fortæller Andreas Karl Madsen, født i Nordby den 23. februar 1872:

I 1896 blev jeg gift med Mette Marie Hansen fra Nordby.

Mit helbred var som sagt ikke af det bedste. Jeg forsøgte at tage nogle mindre ture med mindre skibe, der sejlede her hjemmefra og til Hamborg eller England, men jeg måtte give op.

l 1897 begyndte jeg ved Fanø Vesterhavsbad som forvalter, som direktør Lassen sagde. Det vil sige, jeg var formand for arbejdet, når noget skulle udføres og tillige var jeg strandmester, kort sagt opsynsmand med alt ude ved badet.

Der var meget at bestille ved Badet den gang. I højsæsonen havde jeg adskillige hjælpere.

Vi havde 143 strandkurve og 70 flagstænger, der altid var besat med flag.

Badet åbnede den 15. maj og lukkede 15. september. Badevognene blev dog ikke kørt op før den 23. september.

Her fra landet var vore grever og baroner med familie, samt direktørerne fra vore store banker og handelshuse meget stærkt repræsenteret.

Der regnedes i øvrigt den gang med, at halvdelen af gæsterne var udlændinge; af dem var tyskerne i overtal, men der var desuden også gæster fra Polen og Rusland, og ikke så få fra England.

Fra Norge og Sverige var der også en del, men ved optællingen af gæsterne regnede vi disse som danske.

Prins Valdemar og prinsesse Maries ophold på Kurhotellet havde gavnet meget.

I det sydvestlige hjørne af "Kuren" var der to værelser, der stadig siden kaldtes prinsegemakkerne. Møblerne var meget store, franske møbler, og sengene var så brede, at man ikke behøvede at tænke på, om man lå på langs eller tværs. Det var meget smukke møbler. Gæster, der boede i disse værelser, betalte selvfølgelig en meget høj pris.

Vesterhavsbadet havde da noget af verdensformat over sig.

Badets orkester på 18 mand spillede hver eftermiddag på musiktribune foran hotellet.

Hver torsdag var der kurbal i kursalen med adgang kun for hotellets gæster samt for de familier, der boede i villaerne og havde kurkost.

Ved disse baller så man damernes pragtfulde toiletter og eventyrligt pragtfulde smykker.

Hvad enten man syntes om det eller ej, så var det et enestående syn at se ud over den store kursal, når de mange gæster dansede til det store orkesters dejlige dansetoner.

Hver tirsdag aften var der børnebal, og jeg er sikker på, at dette bal havde alles beundring, og det må siges, at børnenes tøj ikke stod tilbage i pragt sammenlignet med de voksnes.

Hver søndag aften var der almindeligt bal, hvortil alle kunne komme, når ellers påklædningen var anstændig.

På de rigtig fine sommerdage var der liv og lyst på den fine strand. Hver dag var der da et eller andet, der samlede gæsternes opmærksomhed.

Der var et spørgsmål, der stadig gav anledning til gnidning gæsterne imellem, og det var flagspørgsmålet.

Alle udenlandske gæster havde altid deres eget lands flag med, som de hængte ud som et visitkort, men så snart der var tale om en flagstang, da skulle der hænge et dansk flag øverst. Det gav som sagt anledning til mange heldigvis mindre divergenser gæsterne imellem. Jeg har ordnet mange af disse spørgsmål mellem gæsterne og altid til fuld tilfredshed.

Omkring strandkurvene på stranden gravede den enkelte eller familierne en gryde, eller rettere sagt en sandborg, og indenfor denne borg rejstes der en flagstang, det var på denne, det undertiden kneb med at få det danske flag øverst.

Sandborgene var noget, der vakte opmærksomhed, for det var hele kunstværker der byggedes af sandet.

Tyskerne var i begyndelsen særlig dygtige, og førte an med at lave fine og sjældne borge kunstfærdigt dekoreret ved hjælp af de mange kulørte skaller, der hentedes ,ved havet.

Danskerne var i begyndelsen tilskuere heraf - men det varede ikke længe, før de lærte kunsten, ja endog blev dygtigere.

Det kom tydeligt frem, da der kom sandborgskonkurrencer. - På en forud bestemt dag, kom der en bedømmelses­komite, der skulle afsige dommen.

Der var udsat 13 præmier og af vin­derne var danskerne i overtal.

På stranden gjaldt det om, når vejret var godt, at direktionen havde et eller andet, der kunne samle opmærksomhed - og stadig skulle der hittes på noget nyt.­

En dag holdtes der børnebal på stranden, en anden dag cyklevæddeløb, og en anden gang sækkevæddeløb, eller æggevæddeløb, eller en dag væddeløb, hvor løberne under løbet skulle trække en tråd i en synål.

Således skiftedes der hver dag i godt vejr.

Efter anlægget af golfbanen samt tennisbanerne samledes også mange af gæsterne her som tilskuere, når der var kampe:

I 1912 var jeg en rejse i Hamborg for at studere golfbanerne der, og sam­tidig for at studere, hvorledes golfba­nerne skulle behandles.

Jeg har aldrig været golfspiller, men alle begyndelsesgrunde kunne jeg, og i de mange år ved Badet, har jeg lært mange både yngre og ældre begyndel­sesgrundene i golfspillet.

Et år var der blandt Badets gæster en tysk professorfrue, der ville lære at spille golf, og jeg fik til opgave at lære hende begyndelsesgrundene, men det gik i begyndelsen ikke godt. - jeg måtte for alvor sige besked til professorfruen, og sagde: "Nu kan det ikke nytte, at fruen danser kan-kan, når der skal spilles golf" -- og det hjalp -. fruen, tog mere stille og fornuftigt pa spillet.

l 1922 havde jeg 25 års jubilæum ved Badet, og det var mig den gang en stor glæde, at mange af Badets faste gæster kom og hilste på mig og sagde tak for venlig tjeneste og gammel bekendtskab i årene, der gik.

Den gang tænkte jeg ikke på, at jeg næsten skulle nå til 50 års jubilæum, før jeg forlod arbejdet ved Badet.

Jeg nåede ikke de 50 år. I 1945 holdt jeg op, det var da 47 år, siden jeg begyndte.

Jeg er efter de mange års arbejde ved Badet kommet til at holde at stedet. Jeg tager derfor flere gange i som­merens løb en tur ud til Badet, og har da alle gange glædelige oplevelser, thi som før nævnt er jeg i årenes løb blevet kendt med mange mennesker, både unge og ældre, og særlig er jeg blevet bekendt med mange fra Esbjerg, og jeg har den glæde, at de ikke går mig forbi, men kommer og hilser på mig og snakker om gamle dage da Badet havde gæster fra Europas forskellige lande.

I pinseugen fandt min vej forbi Esbjerg, og da jeg ikke havde set Fanø, siden det store Badeanlæg blev udført, gjorde jeg en afstikker derud.

Det tager kun en lille halv time for Dampbåden at gå fra Esbjerg til Nordby. Om denne bys beliggenhed kan man ikke sige, som der står at læse i en beskrivelse af en af vore mindste købstæder, Mariager, at den "har noget særegent yndigt og mildt ved sig.". Fladt er landet rundt omkring og matgrå er tonen, dr ligger over det magre landskab. Det hyggeligste er ubetinget de mange småhaver, nydeligt passede, som findes både i og ved byen; næsten til hvert hus synes der at høre have. Ellers er bygningsformerne i højere grad afvekdslende, end man ser i andre af vore småbyer. Ind imellem nybygningerne ligger stråtækkede småhuse, med gavlene vendte imod gaden, med mure af røde sten og med forskellig malede gavlspidser. Byen har så godt som kun én gade; denne er til gengæld lang og brolagt. Hovedgaden munder ud i en nyanlagt landevej, der viser sig at føre ud til "Nordsøbadet". Det er en ganske fortrinlig vej, og ved siden er lagt en god sti til fodgængere. En god fjerdingvej går det gennem et så godt som fladt, aldeles interesseløst terræn af hede og småklitter

Jeg lægger mærke til, at dette er fuldstændig blottet for sten af nogen art, på havstranden findes der ikke heller det mindste deraf, så jeg har den opfattelse, at hver eneste sten og håndfuld grus må være ført til øen fra fastlandet, og jeg har ikke truffet en kvadratalen strand på den øvrige vesterhavskyst, uden at der har været masser af sten og grus. Denne Fanøs stenmangel er da i ethvert tilfælde en mærkelighed, der bør noteres.

Som man nærmer sig øens vestside, bliver klitterne højere, og ved en lille drejning ser man over klittoppene tagene titte frem af det meget betydelige bygningskompleks, som har rejst sig på strandkanten, umiddelbart ved havstranden. Jeg tæller et par dusin større og mindre bygninger, og de er alle elegante og smukt udhalede. Ved størrelsen virker navnlig Kurhuset, hvis stil dog forekommer mig mere tung end ønskelig syntes at være, det lige overfor liggende "Hotel Kongen af Danmark", samt det længere til højre værende Strandhotel. Disse er etablissementer, som, med hensyn både til det indre og ydre udstyr, sikkert står på højde med det mest moderne, i alt fald inden lands. Som det hele ligger der i den aldeles øde og mennesketomme egn, i en sandets og vandets region, ved en vidåben strand, gør det et ganske stykke ejendommeligt indtryk. Det er et stykke af en moderne hovedstad, der er flyttet ud i en nøgen ørk, et kapitel af et eventyr. Man tror næsten ikke sine egne øjne, når man ser fra den fine og elegante arkitektonik til den blege marehalm og lyngblomsterne; men man får et tilforladeligt bevis for virkeligheden ved at lægge mærke til de sanddriver, som den sidste storm har dannet over vejen og op ad hotellernes og villaernes sider.

Dette passede trofast i rammen.

Ellers kan jeg godt forstå, at Badestedet har stort besøg. Tallet på vor tids udmærkede og blodfattige og overtrætte mennesker er jo legio, og netop for sådanne kan et ophold på Jyllands vestkyst vlre styrkende. Alene dette at sige farvel til en storstads støjende tummel og for en tid slå sig ned på denne ensomme plads ved sand og vand i godt selskab, må være højst velgørende. Og vil man endelig i vandet, så er det sikkert også uomstvisteligt, at Fanø afgiver det mest ufarlige Badested. Selv med storm fra vesten er bølgeslaget mere dæmpet og bundet af den jævnt og længe skrånende havbund. Men et af disse uforlignelig og styrkende og behagelige bølgeslag af ægte bitter, besk og salt havand, der hæver sig over hovedet, brydende sig over ens hele nøgenhed, - eet af disse tvivler jeg dog på, vil kunne erholdes på Fanø. Og når man er vant til disse, ønsker man lykke og velsignelse over det fine Badested, men græmmer sig samtidig heller ikke over, at ens moneter har en gale farve til installeringen dersteds.

Men man kan ikke forlade Fanø uden at have komplimenteret Fanøpigerne. De skal på en måde respekteres, fordi de gennem deres klædedragt holder traditionen i ære; men selve dragten skal ikke roses. Den er kort og godt ækel. Jeg så både blandt piger og koner, yngre og ældre, mange kønne ansigter. Jeg så slank og rank legemsvækst. Men hovederne misprydedes i højeste grad af hovedtøjet, og med den stramme omvikling og klodsede form gav ansigtet et gammelt udseende. Og værre med skørterne, der ved de mange lag omkring hofterne gør alle uden undtagelse til tykke trunter fra midien og nedad og giver overkroppen syn af at være langt tyndere, end de i virkeligheden er.

Under forudsætning af at et Fanøsk femininum er skåren over samme læst som deres søstre på halvøen, bør denne usymmetriske klædedragt forsvinde for kun at benyttes ved særlige lejligheder og da inden døre. At se de bitte små pigebørn, vandre omkring i denne ejendommelige nationaldragt, afgiver et endnu værre syn.   J. Gr. Pinholt.