Badet under skiftende ejere

Badet under skiftende ejere

Mens alt på Fanø gik sin rolige gang forberedtes en veritabel slagtning af Fanø Nordsøbad.

Carl Diedrichs var kommen i forbindelse med vinfirmaet Ludwig von Kapff i Bremen. Dette firma havde igennem en række år leveret vin til hotellerne på Fanø og var som sådan interesseret, dog ikke pekuniært. 20. august 1899 gav firmaet en prioritet på selskabets samtlige værdier til betaling af årets terminsrenter og afdrag, altså hovedsagelig til Diedrichs. Hvorledes betingelserne har været kan ikke ses, kun eet er givet, at vinfirmaet kun 8 Måneder efter, den 28. april 1900, overtog A/S Fanø Nordsøbads aktiver og passiver som ufyldestgjort panthaver. Da de samlede prioriteter på deres højde var Kr. 195.000,-, hvoraf der var afbetalt Kr. 45.000,-, må den samlede overtagelsessum plus gælden til firmaet have været ca. Kr. 200.000,-. Selskabet fortsatte formelt, formentlig for at spare overdragelsesomkostninger. Juniorchefen i firmaet von Kapff & Co., André L. von Kapff, blev formand for bestyrelsen med Diedrichs som eneste bestyrelsesmedlem.

André L. von Kapff var officer og interesserede sig egentlig på mange måder for Badet. Han har indlagt sig en fortjeneste, dog uafvidende. Da han den 20. april 1900 kom til Fanø, medbragte han nogle stokke og kugler, der viste sig at være golfklubs. Han gik ude i klitterne og spillede, og det blev stødet til Fanø Golf links. Han var en elskværdig mand, dog uden noget begreb om, hvad det hele drejede sig om. Han indførte uniformer for personalet, selv kaptajn Rødgaard skulle have en kasket med mange stjerner.

Det er let at forstå, at denne tilstand, i hvilken Badet i disse år var stedt, de stadig skiftende ejere og de evige nationalitetsdiskussioner, i høj grad skadede Badets omdømme. Egentlig var der gæster nok, men der hvilede en uhyggestemning over Badet.

1900

Indkørslen til Badet


Heller ikke til befolkningen i Nordby var forholdet godt. Kaptajn Rødgaard havde det vanskeligt i disse år. Han var så god dansk mand som nogen, men blev lagt for had af sine bysbørn. I Nordby var man skuffet, man var vant til en rigelig pengeflod derude fra Badet, og så bremsede det hele pludselig noget op. Dette gav sig mange udslag, og selv om forholdene nu var meget forandrede, følte befolkningen sig ikke så solidarisk med Fanøbad, som den burde, og som det kunne ønskes.



Dansk Turistforenings Aarsskrift 1897

scan

Fanø.


dtxx

E. Stæhr fot. Kjøbenhavn,

Fanøpige i Klitten


Her er Stemning - Fanø er et lille, stemningsfuldt Billede, ikke for en fuldblodig nederlandsk Malernatur, men for vor egen mere stille, beskedne, hyggelige Opfattelse af Folkeliv.

Medens ellers alle Steder Nationaldragten og andre Særpræg svinde for de stærke Kulturstrømninger, lever Befolkningen paa Fanø endnu til Dels sit eget Liv, tro mod den nedarvede Tradition. Man føler sig straks som hensat til fremmede Steder og fjerne Tider, naar man betræder Nordbys Gader. Stil og Bygningsmaade er ikke rigtig dansk, mere holstensk eller frisisk. Husene - de ældre rigtige Fanøhuse - ligge ikke med Facaden, men med Gavlen mod Gaden, og ofte findes Stald i samme Længe som Beboelsesrummene. De ere lave og tækkede med Rør; hyggelige og propre se de ud, det ene omtrent som det andet,  

malede med lidt grelle, især grønne Farver paa Døre og Vinduer - de bebos jo af Sø­mænd, hvis Lidenskab det som bekendt er i Fritiden at gaa rundt og male.

I underlige Rækker ligge Hu­sene; snart ud, snart ind bugte de smaa, morsomme Gader sig fra den nu noget europæiserede Ho­vedgade med dens gode Hoteller og Pensionater for Sommergæster, der søge frisk Luft og herlige Bade. Her ser man Fanøkoner og -piger i den underlige halvt hollandske, halvt frisiske Nationaldragt med de fodløse Strømper og ofte med Maske for Ansigtet trække af med Koen, som Byens H}rrde med sit melankolske Horn har drevet hjem fra Engene,  der som Almindinge er fælles for Beboerne.



Der inde i disse lave, hyggelige Fanøstuer leves der saa et ejendommeligt Liv, tilsyneladende saa uendelig fredeligt og idyllisk, men i mange, mange Tilfælde er Roen og Freden kun i de ydre Omgivelser, medens Livets Storme ryste baade Huset og Beboerne og bringe tunge, knugende Sorger over dem; resigneret bøjes Hovedet under Guds Vilje, som Beboerne

her tro fastere paa end mangen Fastlandsbeboer; det har Stormene og
Ulykkerne paa Søen lært dem. Mændene, Fædrene, Brødrene, Sønnerne, næsten alt Mandkøn, ere paa Søen, paa de lange Rejser, og Telegrafen bringer ofte – alt for ofte - Bud om, at nu er han og han og han bleven derude og med ham ikke saa sjældent Formuen, der stod i Skibet.

Hjemme styre og regere Kvinderne, de passe Hus og Agerbrug, arbejde paa Mark og i Eng og gøre Mands Gerning.

I dygtigt Arbejde gaar Tiden, indtil en Dag Telegrafen melder, at nu er „Ane Marie" kommen til Liverpool for 3 Uger; Mutter maa straks komme og tage lille Peter med, som Fatter kun har set een Gang, da han var 1 Aar gammel - nu er han 5 Aar - og saa den lille Marie, som Fatter endnu aldrig har set. Saa rejser hun over Hals og Hoved med bægge de smaa - og saa varer Glæden de Par Uger, saa sidder hun hjemme igen og lytter til Stormens Hvin og hører om Nabokonens store Sorg ved det sidste Forlis, indtil Telegrafen maaske en Dag melder hende en ny Ud­gave af den gamle Saga. Saa tager hun den blaa Farve - Sorgens Farve der, som over alt i Danmark i gamle Dage — paa, og den bærer hun trofast, indtil hun bæres ud, hvor der ligger flest Kvinder; Mændene fik Forfald før de naaede den rolige Plads.


dt03

Kjøbenhavn.

B. Stæhr fot.

Klitparti fra Fanø.


Det er det gamle, underlige Nordby, hyggeligt og ejen­dommeligt, en halvglemt Erindring fra gamle Tider, da Livet levedes anderledes end nu.

Se det en Gang henad Aften, naar Hyrden kommer med Køerne, naar Kvinderne staa og skygge med Haanden for den nedgaaende Sol, der gaar ned i en Pragt og Glans som næsten ingen Steder ellers, læg Mærke til det bløde, lidt syngende Tonefald i Sproget; læg især Mærke til Sprogets Klangfarve, en underlig, halv vemodig, hulkende Sordineklang, og husk paa, hvorfor Sproget har faaet den Klang: fordi der saa ofte paa det fortælles om Sorg og Savn; saa vil der staa en smuk og alvorlig Erindring med dyb og ren Stemning i Hukommelsen. Gem saa den til at tage frem ved passende Lejlighed og gaa saa som ægte Turist over til noget helt andet, noget som ikke har fjer­neste Lighed med Stilhed, Sorg og Savn, gaa over til Vestkysten, hvor Fanø Nordsøbad ligger. En god Vej fører   derned   gen­nem   Agerland   og Enge og saa - komme Klitterne. Ude i disse hvide, i Solen blændende, skinnende Sandhøje, hvor for 25 Aar siden kun fandtes  de  nøgne  Klitter,   og  hvor  kort  efter  rejstes  en beskeden,  lille  Pavillon,  bestemt  til  at  modtage  kjøbenhavnske Badegæster,   ser  man først  en lille,  moderne By med   en  Snes   Villaer   og   flere   store,    elegante   Hoteller, bestemte   til   at  modtage  et  forvænt,   internationalt  Publikum. Her er 1ste Klasses Komfort.   Gaa saa op i et af Taarnene og nyd Udsigten over Klitrækkerne og Stranden og Havet.   Se  det selv,  og prøv ikke paa at læse Beskrivelser derover.   Selv de mest moderne og mest affekterede Forfattere, der klatte rundt med Farver i deres Bøger og ikke genere  sig for at skildre Maanen som en „graableg Østers,   der   gaber med   gyldent   Gab" eller for at omtale et    Par    Tekopper „med     Fajancens Gravbleghed",   selv saadanne Forfattere vilde   dog   maaske for en Gangs Skyld skamme sig og lade     være at smøre Kulør                     paa dette mægtige Maleri i hvidt og blaat. Skildre disse Klitrækker, der staa som et vældigt, bølgende, stivnet Hav, denne mægtige, brede, hvide Sandbred, dette uendelige, glitrende Hav der udenfor, det kan man lige saa lidt som fortælle en Fuga af Bach; som denne maa høres, maa hint Billede ses. Og har man set det, bevares det for bestandigt i Erindringen som noget uendelig rent, storslaaet, impo­nerende.


dt04                  dt05

B. Stæhr fot. Kjøbenhavn.                                                                  E. stæhr fot. Kjøbenhavn.

Villaer ved Fanø Nordsøbad.                                                            Kurhotellet.



Paa Stranden er der Liv og Røre. Badegæster vandre rundt eller nyde Hvile i deres lune Kurvestole, medens andre spille Kroket og Tennis paa det bløde Sandtæppe til et stort Orkesters oplivende Toner. Børnene lave Volde, som de pynte med Flag, og som rives ned igen, naar ny skulle opføres. Æsler - rigtige firbenede - og Cykler tumle sig paa denne uhyre, naturlige Cykelbane, hvor man maa kunne slaa sine egne Rekorder, hvad der skal være en sjælden Nydelse. I Vandet tumle sig Kajakker og Vand­skier samt letklædte Damer og Herrer, der nyde det for­friskende Bad og nødig ville op i de „kørende" Badehuse.

Kort sagt, der er Liv paa dette af Naturen saa begun­stigede Sted, hvor Kunsten har fremtryllet en hel, lille Verden for sig i de lyse Sommermaaneder, et Pust fra den store Verden, et Badested af Rang. Men søger De Fred, da drag langs Stranden til

Sønderho, en lille, idyllisk By, hvor Husene ligge spredte i Læ af Klitterne, en stille, halvglemt Plet, skabt til Ro og Hvile, og hvor De hos Beboerne kan finde et hyggeligt Hjem i den herlige Sommertid.


Kort over Fanø Nordsøbad 1898:

kort1898

Kort over Fanø og Esbjerg., for Turister mfl.

Udgivet: Esbjerg : Chr. Prange

Udgivelsesår: 2012

Forfatter/ophav: Qvist, H. J. ; Quist, H. J.

Beskrivelse: Original: Kort i farver 36 x 47 cm Digitalisering af udgave fra 1898 Bikort over Esbjerg, Nordby og Fanø Nordsøbad


Tidsskriftet ”Maagen”

Om Badet fortæller Andreas Karl Madsen, født i Nordby den 23. februar 1872:

I 1896 blev jeg gift med Mette Marie Hansen fra Nordby.

Mit helbred var som sagt ikke af det bedste. Jeg forsøgte at tage nogle mindre ture med mindre skibe, der sejlede her hjemmefra og til Hamborg eller England, men jeg måtte give op.

l 1897 begyndte jeg ved Fanø Vesterhavsbad som forvalter, som direktør Lassen sagde. Det vil sige, jeg var formand for arbejdet, når noget skulle udføres og tillige var jeg strandmester, kort sagt opsynsmand med alt ude ved badet.

Der var meget at bestille ved Badet den gang. I højsæsonen havde jeg adskillige hjælpere.

Vi havde 143 strandkurve og 70 flagstænger, der altid var besat med flag.

Badet åbnede den 15. maj og lukkede 15. september. Badevognene blev dog ikke kørt op før den 23. september.

Her fra landet var vore grever og baroner med familie, samt direktørerne fra vore store banker og handelshuse meget stærkt repræsenteret.

Der regnedes i øvrigt den gang med, at halvdelen af gæsterne var udlændinge; af dem var tyskerne i overtal, men der var desuden også gæster fra Polen og Rusland, og ikke så få fra England.

Fra Norge og Sverige var der også en del, men ved optællingen af gæsterne regnede vi disse som danske.

Prins Valdemar og prinsesse Maries ophold på Kurhotellet havde gavnet meget.



I det sydvestlige hjørne af "Kuren" var der to værelser, der stadig siden kaldtes prinsegemakkerne. Møblerne var meget store, franske møbler, og sengene var så brede, at man ikke behøvede at tænke på, om man lå på langs eller tværs. Det var meget smukke møbler. Gæster, der boede i disse værelser, betalte selvfølgelig en meget høj pris.

Vesterhavsbadet havde da noget af verdensformat over sig.

Badets orkester på 18 mand spillede hver eftermiddag på musiktribune foran hotellet.

Hver torsdag var der kurbal i kursalen med adgang kun for hotellets gæster samt for de familier, der boede i villaerne og havde kurkost.

Ved disse baller så man damernes pragtfulde toiletter og eventyrligt pragtfulde smykker.

Hvad enten man syntes om det eller ej, så var det et enestående syn at se ud over den store kursal, når de mange gæster dansede til det store orkesters dejlige dansetoner.

Hver tirsdag aften var der børnebal, og jeg er sikker på, at dette bal havde alles beundring, og det må siges, at børnenes tøj ikke stod tilbage i pragt sammenlignet med de voksnes.



Hver søndag aften var der almindeligt bal, hvortil alle kunne komme, når ellers påklædningen var anstændig.

På de rigtig fine sommerdage var der liv og lyst på den fine strand. Hver dag var der da et eller andet, der samlede gæsternes opmærksomhed.

Der var et spørgsmål, der stadig gav anledning til gnidning gæsterne imellem, og det var flagspørgsmålet.

Alle udenlandske gæster havde altid deres eget lands flag med, som de hængte ud som et visitkort, men så snart der var tale om en flagstang, da skulle der hænge et dansk flag øverst. Det gav som sagt anledning til mange heldigvis mindre divergenser gæsterne imellem. Jeg har ordnet mange af disse spørgsmål mellem gæsterne og altid til fuld tilfredshed.

Omkring strandkurvene på stranden gravede den enkelte eller familierne en gryde, eller rettere sagt en sandborg, og indenfor denne borg rejstes der en flagstang, det var på denne, det undertiden kneb med at få det danske flag øverst.

Sandborgene var noget, der vakte opmærksomhed, for det var hele kunstværker der byggedes af sandet.

B1630-72 Kurhotellet Sandbo

Der bygges sandborge på stranden nedenfor Kurhotellet



Tyskerne var i begyndelsen særlig dygtige, og førte an med at lave fine og sjældne borge kunstfærdigt dekoreret ved hjælp af de mange kulørte skaller, der hentedes ,ved havet.

Danskerne var i begyndelsen tilskuere heraf - men det varede ikke længe, før de lærte kunsten, ja endog blev dygtigere.

Det kom tydeligt frem, da der kom sandborgskonkurrencer. - På en forud bestemt dag, kom der en bedømmelses­komite, der skulle afsige dommen.

Der var udsat 13 præmier og af vin­derne var danskerne i overtal.

På stranden gjaldt det om, når vejret var godt, at direktionen havde et eller andet, der kunne samle opmærksomhed - og stadig skulle der hittes på noget nyt.­

En dag holdtes der børnebal på stranden, en anden dag cyklevæddeløb, og en anden gang sækkevæddeløb, eller æggevæddeløb, eller en dag væddeløb, hvor løberne under løbet skulle trække en tråd i en synål.

Således skiftedes der hver dag i godt vejr.



Efter anlægget af golfbanen samt tennisbanerne samledes også mange af gæsterne her som tilskuere, når der var kampe:

I 1912 var jeg en rejse i Hamborg for at studere golfbanerne der, og sam­tidig for at studere, hvorledes golfba­nerne skulle behandles.

Jeg har aldrig været golfspiller, men alle begyndelsesgrunde kunne jeg, og i de mange år ved Badet, har jeg lært mange både yngre og ældre begyndel­sesgrundene i golfspillet.

Et år var der blandt Badets gæster en tysk professorfrue, der ville lære at spille golf, og jeg fik til opgave at lære hende begyndelsesgrundene, men det gik i begyndelsen ikke godt. - jeg måtte for alvor sige besked til professorfruen, og sagde: "Nu kan det ikke nytte, at fruen danser kan-kan, når der skal spilles golf" -- og det hjalp -. fruen, tog mere stille og fornuftigt pa spillet.

l 1922 havde jeg 25 års jubilæum ved Badet, og det var mig den gang en stor glæde, at mange af Badets faste gæster kom og hilste på mig og sagde tak for venlig tjeneste og gammel bekendtskab i årene, der gik.

Den gang tænkte jeg ikke på, at jeg næsten skulle nå til 50 års jubilæum, før jeg forlod arbejdet ved Badet.

Jeg nåede ikke de 50 år. I 1945 holdt jeg op, det var da 47 år, siden jeg begyndte.

Jeg er efter de mange års arbejde ved Badet kommet til at holde at stedet. Jeg tager derfor flere gange i som­merens løb en tur ud til Badet, og har da alle gange glædelige oplevelser, thi som før nævnt er jeg i årenes løb blevet kendt med mange mennesker, både unge og ældre, og særlig er jeg blevet bekendt med mange fra Esbjerg, og jeg har den glæde, at de ikke går mig forbi, men kommer og hilser på mig og snakker om gamle dage da Badet havde gæster fra Europas forskellige lande.

 

Søndagsbladet 1898: J. Gr. Pinholt: En udflugt til Fanøbadet:

I pinseugen fandt min vej forbi Esbjerg, og da jeg ikke havde set Fanø, siden det store Badeanlæg blev udført, gjorde jeg en afstikker derud.

Det tager kun en lille halv time for Dampbåden at gå fra Esbjerg til Nordby. Om denne bys beliggenhed kan man ikke sige, som der står at læse i en beskrivelse af en af vore mindste købstæder, Mariager, at den "har noget særegent yndigt og mildt ved sig.". Fladt er landet rundt omkring og matgrå er tonen, dr ligger over det magre landskab. Det hyggeligste er ubetinget de mange småhaver, nydeligt passede, som findes både i og ved byen; næsten til hvert hus synes der at høre have. Ellers er bygningsformerne i højere grad afvekdslende, end man ser i andre af vore småbyer. Ind imellem nybygningerne ligger stråtækkede småhuse, med gavlene vendte imod gaden, med mure af røde sten og med forskellig malede gavlspidser. Byen har så godt som kun én gade; denne er til gengæld lang og brolagt. Hovedgaden munder ud i en nyanlagt landevej, der viser sig at føre ud til "Nordsøbadet". Det er en ganske fortrinlig vej, og ved siden er lagt en god sti til fodgængere. En god fjerdingvej går det gennem et så godt som fladt, aldeles interesseløst terræn af hede og småklitter

.



Jeg lægger mærke til, at dette er fuldstændig blottet for sten af nogen art, på havstranden findes der ikke heller det mindste deraf, så jeg har den opfattelse, at hver eneste sten og håndfuld grus må være ført til øen fra fastlandet, og jeg har ikke truffet en kvadratalen strand på den øvrige vesterhavskyst, uden at der har været masser af sten og grus. Denne Fanøs stenmangel er da i ethvert tilfælde en mærkelighed, der bør noteres.

Som man nærmer sig øens vestside, bliver klitterne højere, og ved en lille drejning ser man over klittoppene tagene titte frem af det meget betydelige bygningskompleks, som har rejst sig på strandkanten, umiddelbart ved havstranden. Jeg tæller et par dusin større og mindre bygninger, og de er alle elegante og smukt udhalede. Ved størrelsen virker navnlig Kurhuset, hvis stil dog forekommer mig mere tung end ønskelig syntes at være, det lige overfor liggende "Hotel Kongen af Danmark", samt det længere til højre værende Strandhotel. Disse er etablissementer, som, med hensyn både til det indre og ydre udstyr, sikkert står på højde med det mest moderne, i alt fald inden lands. Som det hele ligger der i den aldeles øde og mennesketomme egn, i en sandets og vandets region, ved en vidåben strand, gør det et ganske stykke ejendommeligt indtryk. Det er et stykke af en moderne hovedstad, der er flyttet ud i en nøgen ørk, et kapitel af et eventyr. Man tror næsten ikke sine egne øjne, når man ser fra den fine og elegante arkitektonik til den blege marehalm og lyngblomsterne; men man får et tilforladeligt bevis for virkeligheden ved at lægge mærke til de sanddriver, som den sidste storm har dannet over vejen og op ad hotellernes og villaernes sider.

Dette passede trofast i rammen.

B1644-32 Fanoe-Bad postkort

Vejen ned til stranden og badevognene. Til venstre en lille bid af villa Senta. Billedet er taget fra Kurhotellet.



Skønt sæsonen endnu ikke var åben, var der dog ret livligt med besøgende, der gik og kom. På stranden er der ikke mange mennesker. Denne strand er den bredeste og mest jævne strandbred langs hele vor vestkyst. Her står over et halvt hundrede malede badevogne opkørte. En afviser giver besked om, hvor billet til Bad kan fås. Det er nemlig strengelig forbudt at bade fra åben strand. En opsynsmand forsynet med cykle, står rede til at nappe alle, der vover at gøre brud på denne naturens orden, og stranden er så fast, at den afgiver en fortrinlig cycklevej. Billetkontoret er en meget stor badevogn. En gammel veltalende Fanøkone betjener kontoret. - "Værs'artig! 60 øre Bukser 10 øre; håndklæde 10 øre! Værs'artig!" - et pift i en fløjte, og ud fra et skur ved klitten kommer en karl luntende på en hest. Jeg får anvist en vogn, og hesten haler den ud. Pføj for Bad! Længere end til knædybde kan man ikke komme ud, af den simple grund, at vandet så trænger ind i det rullende hus; men det var da også et ret langt stykke. Vandet var jævnt grumset og tilmed koldt, som det lå denne dag dovent over den brede bakke. Jeg får indtrykket af, at jeg mindst må vade 1000 fod for at komme på to alen vand, og jeg sal vel vogte mig for nok en gang at komme nøgen i den smule vand, da jeg ellers er vant til at skylle min krop ved en havstrand, hvor man næsten aldrig går forgæves efter den hyggelige brådsø, som tænkes kan, og har dybt vand ved blot at gå nogle få skridt fra havstokken. Nå - jeg stikker flaget ud for hurtig at komme på land igen. Drikkepenge til karlen, der rider hesten, drikkepenge til sædelighedens vogter, der er mødt for deltagende at spørge til, hvor godt nydelsen bekom mig - og så havde jeg badet mig ved "Fanø Nordsøbad". Forinden min afsked med opsynet tillod jeg mig dog beskedent at forespørge, om han nu var i stand til at anvise mig så meget vand, at jeg kunne få skyllet grumset af kroppen. Dett var ham umuligt, men han vedgik ærligt, at badeforholdene netop denne dag var ualmindelig ugunstige på grund af den stående øestenvind. Kun yderst sjældent var vandet ellers så uklart.



Ellers kan jeg godt forstå, at Badestedet har stort besøg. Tallet på vor tids udmærkede og blodfattige og overtrætte mennesker er jo legio, og netop for sådanne kan et ophold på Jyllands vestkyst vlre styrkende. Alene dette at sige farvel til en storstads støjende tummel og for en tid slå sig ned på denne ensomme plads ved sand og vand i godt selskab, må være højst velgørende. Og vil man endelig i vandet, så er det sikkert også uomstvisteligt, at Fanø afgiver det mest ufarlige Badested. Selv med storm fra vesten er bølgeslaget mere dæmpet og bundet af den jævnt og længe skrånende havbund. Men et af disse uforlignelig og styrkende og behagelige bølgeslag af ægte bitter, besk og salt havand, der hæver sig over hovedet, brydende sig over ens hele nøgenhed, - eet af disse tvivler jeg dog på, vil kunne erholdes på Fanø. Og når man er vant til disse, ønsker man lykke og velsignelse over det fine Badested, men græmmer sig samtidig heller ikke over, at ens moneter har en gale farve til installeringen dersteds.

Men man kan ikke forlade Fanø uden at have komplimenteret Fanøpigerne. De skal på en måde respekteres, fordi de gennem deres klædedragt holder traditionen i ære; men selve dragten skal ikke roses. Den er kort og godt ækel. Jeg så både blandt piger og koner, yngre og ældre, mange kønne ansigter. Jeg så slank og rank legemsvækst. Men hovederne misprydedes i højeste grad af hovedtøjet, og med den stramme omvikling og klodsede form gav ansigtet et gammelt udseende. Og værre med skørterne, der ved de mange lag omkring hofterne gør alle uden undtagelse til tykke trunter fra midien og nedad og giver overkroppen syn af at være langt tyndere, end de i virkeligheden er.

Under forudsætning af at et Fanøsk femininum er skåren over samme læst som deres søstre på halvøen, bør denne usymmetriske klædedragt forsvinde for kun at benyttes ved særlige lejligheder og da inden døre. At se de bitte små pigebørn, vandre omkring i denne ejendommelige nationaldragt, afgiver et endnu værre syn.   J. Gr. Pinholt.

Relaterede artikler

Gå til top