Nyheder i Fanø Ugeblad 1899

29. april 1899 Fra Badet. Fanø Ugeblad

Hr. K. A. Karcher er i disse dage atter ankommen til Fanø fra Berlin. Han er her så tidlig for at tage bestemmelse om hvilke arbejder der skal iværksættes ved Kurhuset til sæsonens begyndelse.

I øvrigt begynder man nu så småt at tænke på sommerens liv her ved Badet, villaerne udluftes og der tapetseres, ligesom der foretages forskellige småarbejder, men ellers synes der ikke at skulle foretages større arbejder ved Badet.

I Kellers café har hr. Paustian nu åbnet restaurationen. Her er man altid sikker på at få en god kop kaffe samt alt hvad hjertet i øvrigt i denne branche kan begære, til rimelige priser.

20. maj 1899. Badevæsenet. Fanø Ugeblad

Det stunder rask imod den 1. juni, da badelivet igen tager sin begyndelse her på Fanø. Forberedelserne er allerede gjorte; men en lille del er dog tilbage, førend alt kommer i orden. Nedgangen til stranden er således opfyldt af sand, som trænger til at komme bort; hertil vil der medgå ikke så få dages arbejde. Klitterne trænger også sine steder til dæmpning, så gæsterne, når det undertiden blæser stærkt, ikke skal få øjnene fyldt med sand. Villaerne har holdt sig rimelig godt, når undtages enkelte steder, hvor det har regnet ned. Af murerarbejde er der meget lidt, da det ikke har været nogen streng vinter, så at udgifterne ikke bliver så store som før. Villa "Prinsesse Marie" har fået nyt tag og gennemgår i denne tid et grundigt reparation; men den har jo også skiftet ejer, idet den nu tilhører fabrikant Steensen fra Vejle, som selv i sommer vil bebo en del af den. Hotellerne er alle godt udluftede, hotel "Kongen af Danmaek" er blevet frisk tapetseret, fra ende til anden, så gæsterne der vil få dejlige værelser.

Vor reporter interviewede fornylig hr. Beck på badevæsenets kontor i Hamborg; han udtalte sig meget gunstig og var sikker på en meget stor tilstrømning af gæster syd fra, såfremt sommeren blev god, derfor kunne man trøstig og med godt håb begynde sæsonen. Også nord fra er mange gæster allerede anmeldte, og de, som én gang har været her, kommer sædvanligvis igen; Fanø er det sted, hvor de befinder sig bedst. Lad os alle stræbe at gøre for Badet, hvad vi kunne, så at det kan blive til Danmarks største badested, hvilket er til Fanøs vel.


03. juni 1899. Fra Badet. Fanø Ugeblad

I dag ankom Dhrr. Direktør Karcher og Beck til Fanø Nordsøbad; sidstnævnte har været i Berlin og Wien på Badets vegne og har haft godt held med sig, idet alle de gamle gæster således skulle være anmeldte og en del nye, især østrigere, hvilke synes at stor forkærlighed for Badet, og som også er særdeles velsete. Det er jo sædvanlig alle glade mennesker, som synes om et godt Bad og forstå at vurdere samme. Hr. Karcher har heller ikke ligget på den lade side, idet han hele vinteren har agiteret for Badet; kendt som han er for sit gode køkken, sit livlige og behagelige væsen og som i enhver henseende første klasses vært. Tør han komme sommeren i møde med et godt håb om, at den må blive god for vor lille ø, som i øjeblikket lider under mange tryggende forhold.

Hotel "Kongen af Danmark" står fuld færdig i morgen, den 4. juni 1899, til at tage mod gæster. Nye tapetserede værelser og en køkkenchef så hvid og fin, at selve kongen ville misunde "Kongen af Danmark", så prægtig en mand. Vi ville håbe at hr. Fick har haft held med sig, og som sædvanlig leverer et godt køkken, som "Kongehotellet" sædvanlig har ord for. Vi anbefale publikum at tage samme i øjensyn.

Efter forlydender skal "Strandhotellet" være bortforpagtet det ville også være til skade om dette gode hotel skulle stå tomt.

17. juni 1899. Fra Badet. Fanø Ugeblad

Badet kommer, for hver dag der går, til at se bedre og bedre ud, idet vejret nu er helt sommerligt og arbejdet går stærkt fremad. Den ene skole besøger Badet efter den anden, og det er sædvanligvis et særkende ved sommeren, alle de mange skolebørn, som afløgger Badet et besøg; børnene ser som regel fornøjede og godt ud, men den lange vej det er at gå derud, trætter dem en del. Kurkapellet er begyndt at spille og efter nogle få dages øvelser vil hr. musikdirektør Ludwig snart få sine folk godt indøvede. Tilhørerne til koncerten forleden gav kraftigt sit bifald til krnde så det musikelskende publikum i Nordby kan glæde sig ved af og til at få god musik at høre. Af gæster er en del ankommen, dog vil i de nærmeste dage, når de billige takster på såvel rejser som ophold på de forskellige hoteller blive bekendt, tiltage. Et ophold på et af hotellerne i 10 dage med alt frit koster fra 110 til 120 mark for tyskernes og 70 til 80 kr. for danskernes vedkommende.

Den 21. ds ankommer Aarhus Handelsforening med 70 personer, som Kurhoteller har æren af at bespise og hvortil der efter forlydende skal leveres en flot Diner. Hr, Karcher vil sikkert sætte en ære i at vise hvad hotellet formår, og da han desuden mellem de fremmede vil finde nogle af sine bedste sommergæster, vil det blive en meget animeret og for deltagerne fornøjelig tur.

"Strandhotellet" har hr. Franz Beck nu lejet, og der arbejdes med stor kraft på at blive færdig til 1. juli, da det åbnes.


24. juni 1899. Fra Badet. Fanø Ugeblad

"Strandhotellet" åbnede først den 25. juni. At det er blevet lidt sent i år kommer af, at hotellet har været udbudt til salg, og da bestemmelsen endelig blev taget, at det skulle udlejes, var tiden allerede så langt fremrykket, at det ikke kunne åbnes samtidig med de andre, men har måttet vente til en 14 dage senere, dog er der ingen skade sket, da gæsterne jo desværre endnu kun er få. Hr. Franz Beck, som nu har forpagtet hotellet, har taget fat med kraftig hånd for at blive færdig. Den store restauration, som i det hele taget er et hyggeligt lokale, og hvor serveringen er førsteklasses, fremtræder nu atter med sin ejendommelige pynt af malerier, hvilke ofte er ret gemytlige billeder.

Den store middag på Kurhotellet for Aarhus købmændene måtte opgives, da der ikke kunne blive tilslutning nok til turen her til Fanø.

05. september 1903. Badesæsonen. Fanø Ugeblad.

Badesæsonen synger nu på sidste vers. "Hebridean", som man ventede så meget af, har endt sin mission og går i dag til Hamborg, hele passagertransporten beløb sig til ca. 250. det har været et stort tab for Badets ejere, der dog ikke synes at have tabt modet, idet der arbejdes ihærdigt for at få en bedre forbindelse både syd og øst på søvejen, hvor man især anstrenger sig for at få de store salondampere til at gå; når det er nået vil Badet, ligesom Helgoland, Sylt, Föhr om Amrum, have sin plads som en af de bedste.

I Sønderho er sæsonen slutett for i år, dog opholder enkelte gæster sig derved Badet endnu.

Stormen i mandags lavede en hel del ulykker. Især ved Badet flød det med forskellige ting, badevogne, strandkurve, kajakker og meget andet lå samlet i broderlig forening. Vandet piskede og sandet føg så det næsten så ud som regn.

Marts 1899

Hr. Paustian har den 23. april 1899 åbnet Kellers restaurant under navnet J. C. Paustian og hr. K. A. Karcher er kommet fra Berlin for at tage bestemmelse om, hvad der skal gøres ved Kurhuset.

April 1899

Konditor Johannes Keller sælger i 1895 konditoriet til købmændene Hans Niels Svarrer, Nordby, Jens Morten Rødgaard Jessen, Nordby, Jens Morten Rødgaard, Varde og vognmand Jens Christian Mathiasen. I 1897 sælger købmand Jessen sin fjerdedel til restauratør M. Poulsen.

Relaterede artikler

Gå til top