Fanø Golf

Fanø Golf

tegning 79

Ladies and gentlemen på Fanø Golf Links fra tiden fra før verden gik af lave. Tegningen er lavet af Fanøs træner i 1920erne og 30erne, Billy Kippie.


FRA FÅREHULLER TIL GOLFHULLER

- NOGLE MINDERUNER OM GOLFSPORTENS

UDVIKLING PÅ FANØ

oscarlassen 39

af Oscar Lassen


Golfspiller på Fanø siden barndommen


”Anlæggelsen af golfbanen

Golfbanen på Fanø blev anlagt af A/S Fanø Nordsøbad i tiden fra 1900 til 1904. Hvad var det egentlig for et selskab, og hvorfor blev golfbanen anlagt? Selskabet blev stiftet i 1889 på initiativ af lensgreve Raben-Levetzau, Aalholm, og kaptajn Hans Rødgaard, Fanø. Formålet med selskabet var at skabe et badested, som kunne være til gavn for vort land og ganske særlig for Fanø.

Raben-Levetzau blev formand for bestyrelsen, men blev hurtigt afløst af en vinhandlersøn fra Bremen, der hed André L. von Kapff. Sagen var den, at selskabet meget hurtigt kom i økonomiske vanskeligheder på grund af udgifterne med at anlægge badet. Vinhandlerfirmaet, der havde prioritet i selskabets ejendomme, overtog selskabets aktiver og fik den afgørende indflydelse. Hans Rødgaard fortsatte i direktionen, men skildres af min fader (direktør Olaf Lassen red.) i hans bog "Badestedet Fanø gennem 50 år" som en træt og på Fanø miskendt mand. Han fik en tysker til meddirektør.

Og nu kommer jeg til fortællingen om golfbanen. - Det gjaldt naturligvis om at skaffe indtægter til selskabets kasse. Blandt de aktiviteter selskabet iværksatte, var golfbanen, og det har da også vist sig gennem tiderne, at banen, der stadig er - og forbliver - i selskabets besiddelse, har kunnet give en rimelig god indtægt til driften.

Om inspirationen til anlægget af banen har min fader givet en beskrivelse i sin ovennævnte bog. Jeg citerer fra bogen følgende: "André L. von Kapff var officer og interesserede sig egentlig på mange måder for badet. Han har indlagt sig en fortjeneste, dog uafvidende, da han den 20. april 1900 kom til Fanø, medbragte han nogle kugler og nogle stokke, der viste sig at være golfklubs. Han gik ude i klitterne og spillede, og det blev stødet til Fanø Golf Links. Han var en elskværdig mand, dog uden noget begreb om, hvad det hele drejede sig om".



Historien virker, som om den var oplevet af min fader Olaf Lassen, men det må have været "von høren sagen". Far kom nemlig først til Fanø i 1901, men derfor kan den godt være rigtig. Han var blevet sendt til Fanø af vinfirmaet for at assistere direktionen - nævnte Hans Rødgaard - der på den tid som nævnt var faldet af på den, og hvis meddirektør Carl Beck, havde nok at gøre med at passe den hotelmæssige side af selskabets virksomhed. Anlægget af banen må antages at være begyndt i 1901, og den må formodes at have været brugelig i sommeren 1901 i hvert fald findes i Bremen en pokal med inskription "International Golf Championchip of Denmark. Fanø 1901".

Nu kommer spørgsmålet hvem der stod for anlægget. Ved anvendelse af "udelukkelsesprincippet" må det antages, at det var min fader. Hans Rødgaard var som nævnt ikke oppe på mærkerne, og Carl Beck var hotelmand. Det havde været nærliggende for min fader i sit ovennævnte skrift at have oplyst om sin deltagelse i anlægget, men det fremgår klart af skriftet, at han med vilje har holdt sin person i baggrunden.

At det virkelig har været Olaf Lassen, der anlagde banen, støttes også af den kendsgerning, at han inden han tog til Tyskland, havde tilbragt et års tid i Skotland - hvor golfsportens vugge har stået. Han kan ikke have undgået at se golfbaner anlagt på terræn af lignende karakter, som terrænet ved Fanø Bad. Det at golfbaneanlægget blev kaldt Fanø Golf Links peger ret mod Skotland, idet ordet "Links" er et rent skotsk ord, der betyder en golfbane, der anlægges på sandet landstrækning nær strand og bevokset med groft græs.

I april 1904 stiftedes et nyt selskab, som afløste A/S Fanø Nordsøbad, nemlig Fanø Vesterhavsbad A/S. Fra de nye aktionærers side blev det gjort til en betingelse, at min fader indtrådte i direktionen. Han kunne således fortsætte arbejdet med at anlægge og udvikle golfbanen.

eachristensen 41

Et svært putt på Fanø i 1915 for E.A. Christensen, København. På klittoppen et af fårene, der var med til at holde banen.

Efter disse noget nøgterne historiske betragtninger, skal jeg gå over i fortællingen om tiden der fulgte. De oprindelige 9 huller - måske var der først kun 2 - blev anlagt i den skønne dalstrækning, der går fra badevejen ud til Grønningen. Senere, nemlig i 1929, blev der anlagt andre 9 huller.

Arealet havde været anvendt til græsning af får i umindelige tider - herom vidner de mange dybe vandingshuller langs klitrækken mod øst. Terrænet, hvor første hul er anlagt, var oprindelig projekteret som, såkaldt "kurhave". Som enhver Fanø golfspiller ved, ligger der på tværs af hullet en mystisk vold, der ikke synes at have noget formål i golf-mæssig henseende. Ved min broder, P. O. Lassens studier i badets arkiv, er det nu kommet for dagen at volden var et vejanlæg fra Kystvejen over Golfvejen og den såkaldte hangargrund over til klitterne mod øst. Efter anlægsprojektet skulle der være en kurhave fra Strandvejen ud til volden, hvorpå kurgæsterne kunne spadsere fra stranden ind i haven.

Der blev ikke noget af kurparken. Vejrliget var nok for barskt. løvrigt må man tidligt have opgivet de skønne planer, da Hotel Kongen af Danmark fik lov til at aflede sit spildevand i nogle dybe grøfter inde i den planlagte kurpark og det gav ved sommertid nogle strenge dufte. Og nu ligger "æ woll" som et sidste minde om kurhaven og som en prøve for alle begyndende golfspillere i at kunne "drive æ woll". Nu var banen altså anlagt, og hvad hændte der på denne skønne sportsplads.

Golfspillere på Fanø

stillbillede 42

Stilbillede fra Fanø golfens unge dage. Også caddien var ulasteligt påklædt.     

spillere 43

Dette er ikke en "stuegang" med læger og sygeplejersker ude i klitterne, men nogle af de tidlige spillere på Fanø Golf Links. Fru Trier slår, medens Hofjægermester Castenskiold med familie ser på.



Glemselens slør ligger over årene indtil omkring 1916. Fra dette tidspunkt og indtil 1929, hvor jeg forlod øen, kan jeg give oplysninger ved fortællinger om mine personlige oplevelser på banen. Det bliver en beretning om banen, spillerne, golfdrengene og banens skiftende golftrænere.

Det begyndte med, at jeg i en alder af 6 år slog mit første skæve slag på banen, men omgangen var nær endt med en forskrækkelse. Uerfaren, som jeg var, havde jeg stillet mig bagved min broder, Anker, der intetanende ramte mig i tindingen i fuldt sving med sin driver. Der skete dog ikke andet, end at blodet flød, og at jeg fik et ar i venstre tinding, som jeg stadig har. Man kan derfor sige, at jeg siden har været "en mærket mand". Om slaget iøvrigt havde skadelige virkninger, må jeg lade andre bedømme.

Glæden ved golfsporten fyldte os drenge straks og har holdt sig for mit vedkommende til min høje alder, hvor jeg stadig kan drive "æ woll". — Selve svinget er jo en slags omgængelse mod naturen, men spillet øver sin mand i selvbeherskelse, straffer overmod og giver ham udløsning for det Ikaroskompleks, der bor i hvert menneske. Man identificerer sig med bolden, når den stiger mod den blå himmel. Spillet er et ganske godt billede af selve livet. Ligesom mennesker gerne vil svæve langt mod horisonten og uden for mange skævere, ender vi som bolden med at blive puttet ned i et lille hul med nænsomme hænder.

Banen havde 9 huller og til hvert hørte naturligvis greens, der var små og knoldede. Græsset havde svært ved at gro i den sandede jord. Ved hvert startsted var der hvidmalede svære trækasser indelt i 2 rum, det ene til vand, det andet til sand. Man lavede jo dengang sine egne tees af fugtigt sand.

Og hvem spillede så golf på denne primitive, men utrolig smukke bane. Efter mine erindringer var spillerne i tiden indtil omkring 1920 for en stor del rekrutteret af adelige spillere. Det var sikkert grev Rabens indflydelse og eksempel, der gjorde sig gældende. Jeg husker familierne Brockenhus-Schack til Giesegård, Wedell-Neergaard til Svenstrup, Moltke til Basnæs og Castenskiold til Borreby.

gertrudsteensen 46

Damerne var med fra Fanø golfens første år. Gertrud Steensen fra Vejle følger drivet på 1. hul (1918).



Efter at krisen i 1920 satte ind, forsvandt de adelige spillere og borgerskabet rykkede ind. Præstestanden har det ligget sløjt med, jeg husker dog en svigersøn til familien Steensen fra Vejle. Han var præst i den engelske kirke og en malerisk figur, der spillede i plusfours og sort præstekrave. Nu rykkede rederifamilien Lauritzen - Erik, Iver og Knud, ind samt margarinefamilien Steensen fra Vejle, familien Hoffgaard, familien Poul Petersen, Horsens og en englænder ved navn Vincent, der var direktør for Maypole i England. Og ikke at forglemme kom der mange spillere fra København og blandt disse Ernst Frigast, der var en glimrende sportsmand.

Frigast vandt mesterskabet år efter år. Han kunne stå i timevis og forsøge at finde det optimale sving. Han var urørlig, indtil der i en match deltog 2 elegante skåninger fra Malmø, brødrene Edstrand. Den yngre vandt med den ældre Knut som nr. 2. Knut Edstrand havde iøvrigt et ejendommeligt sving. Vi kaldte det at svinge i 8-tal, omtrent samme sving, som man ser kuglestøderne bruge. Det havde den fordel, at svinget går ud i eet og ikke som traditionelt tilbage og så frem mod bolden. Knut Edstrands metode vandt ikke indpas, men morsomt var det for mig en menneskealder senere, at se en af spillerne bruge 8-talmetoden.

Vi golfdrenge prøvede naturligvis også, og Johannes Almosetoft, der var en meget dygtig spiller, brugte metoden med stort held. En anden dygtig spiller var Gustav Lorenzen, der var honorær sekretær i Københavns Golf Klub. Kampen mellem den elegante og noget arrogante Frigast og den teknisk dygtige og elskværdige Lorenzen var en fryd at se.

Køllerne hørte hjemme i "Træalderen". Skafterne var af træ med hoveder af smedet jern eller stål, bortset fra de køller, man brugte og stadig bruger på startstedet. Køllerne havde sjove navne, i stedet for som nu numre, feks. "Click", "Mashie" og "Niblick". Af kugler var der 2 typer, dels den der bruges stadig og dels flydekugler af lidt større diameter og så lette at de kunne flyde. Flydekuglerne må være blevet indført fordi der både i England og Skotland - og også på Fanø - fandtes store områder med små søer. Det var dejlige bolde at spille med i stærk medvind.



Golfdrengene

Spillernes jern blev båret af golfdrenge. Hver sommer drog fannikerne af passende alder til "golf "som det hed, og det var helt naturligt, at min broder Anker og jeg slog følge. Som golfdreng lærte man golfspillerne at kende på godt og ondt - både dem, der mistede besindelsen ved et mislykket slag og dem, der var gode sportsfolk og rare mennesker. Der var nu mest af den sidste kategori, som følgende lille historie kan illustrere. - Jeg bar engang for den gamle baron Wedell-Neergaard, som slog en vældig skæver op i bjerget til venstre på 4. hul. Bolden var væk, og min ære som caddie var tabt. I stedet for at skælde ud, klappede den gamle baron mig på kinden og sagde nogle trøstende ord. Jeg passerede aldrig bjerget på 4. hul uden at sende den gamle herre en venlig tanke. Til drengene havde fader anskaffet en gammel sporvogn, hvor man kunne opholde sig mellem omgangene, og hvor man pudsede de infame jern, enten med „smerlær" eller simpelthen med vådt sand.

Når jernene var gjort i orden, gik drengene ud at spille golf. Der stod mange jern i et hjørne af sporvognen til fri afbenyttelse og kugler havde man nok af. Flere var dygtige. Jeg mindes særlig Johannes Almosetoft, som tidligere er omtalt. Også Peder Pedersen (Peder Mælkmand) kunne svinge godt med sin kølle og ligeledes min gode kammerat Carl Vilhelm Holm Nielsen var ferm.

Interessen for golf blev en overgang så stor blandt Fannikdrengene, at de anlagde en bane på engene ude ved Pakhusbanken og fik smed Beck til at smede "hoveder" til jern, som blev sat på et skaft af spanskrør og som fungerede fortrinligt. Der var mange gode spillere på denne bane, jeg mindes Ejnar Svarrer, der af en eller anden grund blev kaldt "Ejnar Pip".

 

golfdrenge 48

5 raske Fanø golfdrenge foran sporvognen klar til dagens runde.

golfspillere-og-caddies 49

Golfspillere og caddies foran "Sporvognen" - "golfhus" indtil 1930. Forrest (m. stribet slips) Hans Steensen fra Vejle.



Over golfdrengene udøvede selskabets prægtige forvalter, Carl Madsen, myndighed. Jeg husker endnu hans stemme, når han kaldte til orden og satte os til at gøre tennisbanerne i stand og til at samle papir. Han interesserede sig også for golfbanen og fungerede som træner - en gammel sømand kan jo alt praktisk.

B1691 018 Golfbanen

Golftrænerne



For at stimulere sporten antog selskabet trænere fra omkring 1920. Den første var Mr. Murray fra Skotland. Han var en fænomenal golfer. Engang prøvede spillerne at spille bolden tilbage over hovedet på sig selv. - Man lagde bolden på skråningen ved tennisbanerne over mod Hansens boghandel (hvor nu Hotel Badeland ligger) - Ingen af koryfæerne kunne, men så blev det Murray for meget. Han tog sin niblick, svingede og slog bolden højt op i luften og bolden landede i Andedammen bag ved ham. Jeg husker ikke, om, han havde været så forsigtig og bruge en flydekugle.

Efter Murray kom den 18-årige William Keppie, der kom til at betyde meget for golf i Danmark. Om foråret og efteråret trænede han i Esbjerg og Odense, men hver sommer kom han til Fanø, hvor han var højt elsket, og som han havde tabt sit hjerte til. Senere tog han til Rungsted Golf Klub, hvor han gjorde et fint job. Han var en fuldendt gentleman, og blev ven med indflydelsesrige forretningsmænd. En af dem, Hans Raaschou, Magasin du Nord, tilbød ham stilling som leder af sportsafdelingen i Magasin, og herfra befordredes han til Magasins afdeling i Odense, hvis direktørstol han beklædte, indtil han holdt op med sin aktive bane som forretningsmand. Vort venskab fra ungdommen holdt frem til hans død. Jeg havde den glæde at give ham en håndsrækning i 1940 med at skaffe dansk indfødsret.

Af andre trænere husker jeg Arneson, mest fordi han havde en smuk golf-spillende hustru, den senere skuespillerinde Ernie Arneson.

I 1920erne udbyggedes banen. I min barndom blev græsset holdt nede ved en nødtørftig omgang med slåmaskine, som blev lejet hos en af bønderne i Rindby, og iøvrigt ved afgræsning af fårene. - Der var rigtig mange får, som ejedes af en mand fra Nørby, der vist nok hed Iversen. Han havde langt skæg og det forekom os at være et billede af en profet. Afgiften for græsningen bestod i en lammeryg, som vi fortærede hvert efterår med stor fryd.

Under sit arbejde med videreførslen af banens anlæg fik fader meget hjælp fra den elskelige stadsingeniør Nonboe fra Esbjerg, som var en fortrinlig spiller, men kom til kort overfor Ernst Frigast år for år.



Et livs værk

Min fortælling er nu nået op til 1929, hvor anlæg af de nye 9 huller blev iværksat og banen dermed blev en "rigtig golfbane". Om tiden, der herefter fulgte, må jeg overlade til en anden fortæller at berette. Jeg skal kun nævne, at det lykkedes at føre banen frelst gennem besættelsestiden, således at matcherne kunne genoptages i 1946. Ledelsen af badet og dermed også golfbanen overgik i 1957 fra min fader til min broder, P. O. Lassen, der med samme interesse og kærlighed har videreført arbejdet.

For nogle år siden har man fra selskabets side ladet overføre fra udstyknings zone til landzone den væsentligste del af det areal, hvorpå golfbanen er anlagt og herved sikret banens eksistens fremover. Denne gestus, som målt i udstykningskroner løber op til mange millioner, ville have glædet min fader.”

Leepin-Golfspiller-paa-Fano

Leepin: Golfspiller på Fanø



Og her, kære læser, er min beretning om Fanø Golf Links til ende, men jeg kan ikke undlade med at slutte med at genkalde i erindringen en dejlig dag i den sidste sommer, min fader levede. - Jeg kørte ham fra alderdomshjemmet ud til Badet. Ved vejhullet bad han om at blive kørt op til 14. green, hvor han stod ud af bilen. Han så med glæde ud over det skønne landskab, hvor lyngen blomstrede og lærkerne sang, og sagde: "Dette var mit livs værk".-

p20

Direktør Olaf Lassen

Golf

Golf dreng på Fanø

Artikel i Fanø Ugeblad 10. september 1987.

”Tiden som golfdreng eller caddie, som det hedder i golfsproget, står for mange Fanødrenge, som noget gan­ske særligt i erindringen.

Allerede fra Fanø Golfbanes anlæggelse i år 1900 star­tede de første golfdrenge. Golfudstyret var dengang me­re simpelt. Jernene var ikke rustfrie og skafterne var af træ. I mangt et Fanøhjem har der været sådan et gam­melt kasseret golfjern.

Betalingen for at bære op til 12-14 tunge golfjern var beskeden. I 1930 50 øre for 9 huller. Først i trediver­ne blev banen udvidet til 18 huller og betalingen steg til 2 kr. i 1939, ikke overvældende i betragtning af, at turen banen rundt varede ca. 3 timer.

Golf var tidlige­re for de bedre stillede, og man var imponeret over at kende de kendte danske på nært hold. Man fulgte jo deres væremåde og samtale gennem mange timer. Der var grever, baroner, højesteretssagførere, skibsredere, fa­briksejere, direktører og mange flere. Det blev der talt om hjemme, skellene mellem samfundsklasserne var dengang meget større.



Det var populært og eftertragtet at blive golfdreng, og brugte man hele skoleferien kunne man tjene en god skilling. Mange Fanødrenge har tjent en god skilling. Mange Fanødrenge har tjent penge nok en sommer til at købe deres første cykel. De drenge, der først begyndte som golfdreng, blev gerne ved i nogle år. Kliken af golfdrenge var ikke interesseret i, at tilgangen af nye golfdrenge blev for stor. Derfor havde man særlige optagelsesritualer, som man fortalte om i sognet. Beret­ningerne herom var nok noget overdrevet, men dog nok til at afskrække ret så mange. Man skulle i slåskamp, i røgskab rned rygende celloid, have buksevand og „bastonade", d.v.s. slag med kæppe af de øvrige golfdrenge, opstillet på række. Det var sjældent ret voldsomt og al­drig for groft, og var man først „godkendt" var der et enestående kammeratskab. Mange lege har fundet sted i den lille lund bag golfhuset, kaldet Dommerlunden. Denne lund er nu et lettere vildnis og et yndet sted for fugle, bl.a. kan man der se mange fuglekonger.

Ingen golfdreng glemmer heller ikke de store vand­kampe, der fandt sted i og ved golfhuset, der først blev bygget i 1930. Før den tid var der et simpelt skur.

Nu kom der caddiemaster, der på badedirektionens vegne skulle styre og fordele golfdrengene. Ordningen var ikke særlig populær hos golfdrengene, der som re­gel altid havde faste spillere, de bar golftasken for. Golfdrengene skulle give en mindre afgift til aflønning af caddiemasteren. Derudover var de forpligtet til at mø­de kl. 07.00 for at gøre de 4 grustennisbaner i stand og samle papir op ved badet. Først lidt før 9, når spilleren kom, var man færdige.

Der kom da også et par episoder, hvor golfdrenge gjorde „oprør" overfor badedirektionen, først i begyn­delsen af 30'erne, da en golfdreng efter kammeraternes opfattelse med urette blev bortvist, og igen i 1939, da betalingen syntes at være for ringe, for de mange timer, som golf drengene måtte bruge på golfbanen og ved ba­det. Det kom til regulær strejke og golfdrengene kom i avisen. Badedirektionen henviste til, at golfspillerne jo også gav drikkepenge, men det år var der ret så mange spillere fra Esbjerg, og de gav kun sjældent drikkepen­ge.



Efter nogle dages strejke blev afgiften afskaffet, be­talingen 20 øre forhøjet. Golfdrengene havde fået bedre vilkår.

Når sæsonen var slut var det almindeligt, at golf­drengene af de kendte golfspillere, der boede i de store villaer ved badet, blev inviteret til sodavandsselskab. Ofte fulgte en fem eller tikrone med, så man skulle nok prøve at optræde pænt, selvom man var benovet. Næsten alle var i øvrigt venlige og rare overfor golfdren­gene, men enkelte kunne godt have svært ved at få en caddie. Man gemte sig i Dommerlunden, men fandt cad­diemasteren alligevel en dreng, var ihærdigheden med at finde bortkomne golfkugler ikke ret stor.

Golfbanen er med tiden blevet ændret lidt. Nogle hul­ler tegner sig klarere i erindringen end andre. 6. hul, hvor man sad på et bjerg, langt fra startstedet, 8. hul med det store vandhul - et gammelt fårevandingshul, - hvorfra mange golfdrenge har hentet golfkugler op; 9. og 10. hul med sump- og rørslæt, vejhullet og 18. hul, hvor stemningen var høj, nu var den lange vandring slut.

Efter 2. verdenskrig var enkelte piger også caddies, men omkring 1960 var det slut for både drenge og pi­ger med at tjene en sommerskilling i den dejlige natur på golfbanen. Efterhånden har alle spillere fået en kørevogn til golfgrejet og en caddie er nu et særsyn på Fanø golfbane.

Gennem jobbet som golfdreng fik drengene et godt kendskab til golf, og der blev spillet en del af drenge­ne selv. De fleste af Fanøs nuværende bedste golfspil­lere har da også en fortid som golfdreng. - En udenbys boende fannik, der også havde været golfdreng på Fanø, opnåede endog at blive Danmarksmester.

Caddie nr. 13”

B1630-73 Golfbanen

 

 

fanoe-golflinks-legitimatio

Relaterede artikler

Gå til top