Hav og strand bar sin egen magnetisme og ingen tvivl om, at Fanø Nordsøbad helt fortjent fik en international berømmelse, der fik folk til at komme langvejs fra - og til også at komme igen og igen.

Selv om man var meget opfindsomme allerede fra begyndelsen, måtte man alligevel blive ved at med at finde på nyt for at markere sig. På den baggrund fik Fanø f. eks. Danmarks anden golfbane i 1901.I årene efter første verdenskrig var det motorløb pa øens brede sandstrand, der tiltrak turister i stort tal.

En tilfældighed

At der skulle komme motorløb på stranden ved Fanø var dog noget af en tilfældighed. I det hele taget tog det nogen tid for bilen at vinde udbredelse, og først omkring 1910 begyndte der at opstå interesse for regulært vaæddeløb med disse nymodens tingester. Tidens fartglade ungdom måtte dog ikke konkurrere på offentlig vej, så det mest vilde, de kunne foretage sig lovligt, var bakke-løb, hvor hastigheden holdt sig under fartgrænsen. Ellers måtte de til udlandet. Midt under Første Verdenskrig overvejede en 23-årig motorcykelentusiast Svend Simmelkjær muligheden for at afholde motorløb pa cykelbanen i Ordrup, men større køretøjer var den ikke egnet til. Sommeren 1917 tilbragte Simmelkjær i Skagen, og sammen med en række andre motorcykelentusiaster opdagede han, at den faste strand, der opstod ved lavvande, var fantastisk at køre på. Rent faktisk kunne de opnå langt højere hastigheder der end pa de støvede landeveje, så der var ingen tvivl: Vådt sand ville være det ideelle grundlag at køre motorløb på. Blot skulle stranden være så bred, at fire-fem biler kunne race ved siden af hinanden, og så skulle der naturligvis ogsåvaere plads til publikum. Stranden ved Skagen matte hurtigt udelukkes, for den var ikke mere end halvanden meter bred. Heller ikke andre steder pa Grenen fandtes velegnede forhold, å blev forelabig lagt på hylden.

Simmelkjær var repræsentant i faderens firma, Simmelkjærs Skriftstøberi. Arbejdet førte ham til Esbjerg, og i forlængelse af besøget her besluttede han sig for et par dages ferie pa Fanø. Ved ankomsten til Nordby med postdamperen måtte han konstatere, at Fanø ikke var Iængst fremme med hensyn til bilkørsel. I hvert fald var al kørsel med øens forholdsvis få biler indstillet på grund af benzinmangel. Det blev derfor en hestedrosche, der førte ham ud til Fanø Vesterhavsbad. Inden han indlogerede sig på hotellet, gik han en tur ned til stranden, og hvad så han: En sand-strand så ren og jævn - og bred. Hurtig skridtede han bredden af: 190 m. næsten lige så langt, som øjet rakte. Motorløbsbanen var fundet!

Planerne bliver virkelighed

En forudsaetning for at komme videre var dog, at ejeren af stranden også syntes om ideen. Og badedirektionen var med på ideen.

Nu skulle det hele omsættes til virkelighed, og det var ikke nemt. Dels var der en masse praktiske problemer pa Fanø med hensyn til fragt af biler og passagerer, dels skulle datidens motororganisationer tænde pa ideen. Det største problem at overvinde skulle dog vise sig at blive Første Verdenskrig: Pa et tidspunkt udstedte regeringen totalt forbud mod motorløb pa grund af benzinmangel.

Det var op ad bakke for Simmelkiser - selv en artikel om de påtænkte motorløb var det vanskeligt at få offentliggjort, men den 7. marts 1919 blev den bragt i Idrætsbladet. Af artiklen fremgik det, at løbene burde finde sted i juni eller juli, og i Simmelkjærs optik var det formentlig først i 1920.

Politikens motorredaktør Alfred Nervø, der selv var motorentusiast og havde dækket flere motorløb i udlandet, så nyheden i forslaget og indgik i et samarbejde med Simmelkjær om at virkeliggøre planerne. Der skulle bl.a. udarbejdes reglement og opnås blåstempling hos motorunionerne, for at løbene kunne opnå international anerkendelse. Endvidere aftaltes det, at Politiken blev arrangør af løbene. Det endte dog med kun at blive protektor. protektor. Endelig blev Nervø ramt af tuberkulose, men det satte ham dog ikke ud af spillet. I begyndelsen af juli 1919 kunne reglementet offentliggeres med 1. august ved midnat som tilmeldingsfrist. Tilmeldingsblanketten skulle vedlægges 50 kr. for motorcyklister og 125 kr. for bilister. Betalte man dobbelt, kunne man eftertilmelde sig helt frem til den 12. august

Der skulle konkurreres i 23 klasser, inddelt efter slag-volumen: Syv klasser for motorcykler, seks for motorcykler med sidevogne og ti for biler. De skulle konkurrere over to løbsdage. Om lørdagen var der enkeltstartsløb med flyvende start over en kilometer, og om søndagen skulle deltagerne efter lod-trækning opdeles i heats efter handicaps.

Det gik rigtig sløjt med anmeldelserne. Mandag, den 11. august blev der holdt introduktionsmøde i Politikens foredragssal, og det blev faktisk først her i opløbet, tilmeldingerne begyndte at strømme ind. Mest opmærksomhed samlede sig om den italienske Grand Prix-kører Fernando Minoia, der skulle køre en fabriksfremstillet 130 HK Fiat-racer. Han var anmeldt af den danske Fiat-agent.

Fartens ø

I dagene 23.-24. august 1919 fandt de første motorløb så sted, naturligvis med alle tænkelige begynderproblemer. Bl.a. drillede tidevandet med at få de mange køretøjer og tilskuere fragtet over til Fanø, og på selve premieredagen havde tidevandet nok skabt de bedst tænkelige konkurrenceforhold, men ogsa efterladt en engelsk mine fra Første Verdenskrig midt på stranden. En af løbslederne fjernede dog blot minen med de bare næver.

Og så kunne løbene elles gå i gang. Fanø blev til »Fartens ø«. Mest imponerede Minoia, der fik sin Fiat-racer op på 140 km. i timen. Allerede pa førstedagen havde motorløbene manifesteret sig lokalt og internationalt og dagen efter var interessen fra tilskuerne ikke mindre. Fanø Vesterhavsbad var sort af mennesker, som ikke blot kom for at se motorløb, men ogsa forsøge at vinde lidt penge i totalisatorspillet Det blev en god weekend, men ikke perfekt. Man måt­te erkende, at det var alt for vanskeligt at komme til og fra øen, der var også behov for en ny opdeling af køretøjerne, og så var tilskuerfaciliteterne utilfredsstillende. Endelig var det et udpræget ønske at få løbene flyttet til juni måned, sådan som Simmelkjær oprindelig havde foreslået

Mod slutningen

På baggrund af det første års erfaringer fortsatte udviklingen af konceptet og i 1921 fik Fanø-løbene deres internationale gennembrud med mange udenlandske topkørere som deltagere. Det år blev løbene en deltagermæssig succes - faktisk var der så mange tilmeldte, at det var ved at blive et problem i sig selv.

De efterfølgende år gik udviklingen i retning af færre, men til gengæld mere professionelle kørere. Bilerne blev også større og hurtigere, hvad man tydeligt så i 1923, hvor englænderen Mal­colm Campell trods vejret satte verdensrekord med en gennemsnitshastighed på 19 km/t. I overværelse af mere end 20.000 tilskuere.

I 1924 var Fanøløbene atter flyttet til slutningen af au­gust og var desuden blevet udvidet til at strække sig over tre dage. Datoen blev valgt ud fra oplysninger om søndage med ebbe midt på dagen. Alt varslede ilde pa førstedagen. Vejret var dårligt, løbsstrækningen fyldt med vraggods og skræmmel i et sådant omfang, at Camp­bells manager truede med at sende sin superkører hjem, hvis ikke stranden blev ryddet Pa andendagen, lørdag, var vejret bedre, men da Campbell forsøgte at sætte verdensrekord i sin 350 HK store Sunbeam, havarerede han ved at miste sine bagdæk. Snart var nye dæk på, og verdensrekordforsøget kunne genoptages. Næppe før havde man set en bil køre stærkere pa Fanø, men knap 100 m. før mål røg højre fordæk fælgen og fortsatte  i retning mod dornmer-tribunen, som blev ramt med et smæld inden dækket fortsatte over tribunen ind i tilskuermængden. Foran tribunen lå den 15-årige Aage Borch Clausen hårdt kvæstet. I al hast blev ban fragtet til Sct. Joseph Hospitalet i Esbjerg. men døde samme aften.

Sideløbende med forhør og politiundersøgelser blev søndagens program afviklet i overværelse af ikke færre end 15.000 tilskuere.

Fanø-komiteen havde regnet med at kunne fortsætte løbene året efter. Myndighederne var imidlertid gået ind i sagen, og justitsministeriets sagkyndige havde lavet et meget stramt strandløbs-regulativ, der bl.a. udelukkede fuldblodsrracerne, kvindelige deltagere og lukkede vogne.

Nok især udelukkelsen af fuldblodsracerne forhindrede Fanø-løbenes videreførelse, og en af de føte, store turisme-»events« på dssse kanter var hermed blevet historie.

Den 23. august 1919 foregik første motorvæddeløb på Fanø Strand

I 1919 startede Fanø Motorløb på stranden, og i de følgende år voksede det til den største motorbegivenhed i Danmark, med deltagelse af mange internationale kørere. En dødsulykke i 1924 satte en stopper for løbene. Løbene blev iværksat for at skabe liv omkring Fanø Bad, der siden udbruddet af 1. Verdenskrig i 1914, havde oplevet et stærkt dalende besøgstal. Da rygterne om krigen nåede Fanø, rejste alle fremmede gæster i løbet af to dage, og først i begyndelsen af 20’erne var der atter mange gæster og liv ved Badet.

Til motorvæddeløbet på Fanøs strand i august 1919 var der tilmeldt 26 automobiler og 42 motorcykler. Først kører man 2 km, beregnet til start, dernæst 1 km, beregnet til tidtagning, der foregår elektrisk.

Første dag var en sportskonkurrence og anden dagen var et rent væddeløb med totalisator.

Der ankom under store besværligheder med færgeoverfarten over 35 biler og 50 motorcykler til Fanø. Det var ikke helt ufarligt at opholde sig i den smalle Hovedgade, og ulykker indtraf der da også; 1 lam og 3 hunde blev overkørte, deraf to døde.

Væddeløbene blev afholdt under stærk vestenvind og meget regn, men blev alligevel fulgt af mange interesserede, hvoraf de fleste var kommet fra fastlandet.

Det er vanskeligt og besværligt at komme til Fanø. Blot det lille stykke fra Esbjerg til Nordby har været ved at gøre mange automobilister fortvivlede!

Sådan beskrev pressen færgeoverfarten under de berømte internationale motorløb på Fanø 1919-1924, når den udtrykte sig pænt. Postvæsenet, der havde overtaget færgeriet i september 1918, rådede kun over to ældre færgebåde, skruedamperen NORDBY og hjuldamperen ESBJERG, samt 2 mindre motorbåde og en isbåd.

På de store løbsdage var der indsat ekstra tog, og der var sort af menneskemylder overalt i Esbjerg, på færgeoverfarten, i Nordby og ude ved Fanø Vesterhavsbad, hvor løbene fandt sted på stranden. Alle rutebiler, ekstra droscher fra Esbjerg, hestevogne, ja, alt, hvad der kunne køre, fragtede tilskuere fra færgen gennem Nordbys smalle gader ud til stranden, mens andre tog turen til fods. "Må vi være her?" skrev en vred læser i Fanø Ugeblad.

Målet for væddeløbene kom til at sætte verdensrekord i hastighed. Målet blev da også nået i 1923, hvor den engelske racerstjerne og rekordkører, Malcolm Campell deltog for første gang med sin 18 liters og 350 HK store Sunbeam racervogn kaldet ”Bluebird”. 219 km i timen var gennemsnitsfarten. Hurtigste danske kører var Friis med 122 km i timen.

Den 23. august 1924 fik ”Nationernes kamp” på Fanø strand en dansk vinder om end på en tragisk baggrund. Det var Hans Dynesen fra Herning, som vandt løbet i sin hjemmebyggede bil kaldet ”Overdynen” og satte dansk hastighedsrekord med en fart af 203 km i timen.

Rekorden på Fanø strand står endnu, for løbet har ikke været afholdt siden. Under løbet blev Campells ene forhjul revet af og kvæstede en lille dreng, Vagn Clausen, søn af kaptajn Borch Clausen, Nordby. Hårdt kvæstet blev drengen ført til sygehuset i Esbjerg, hvor han døde om aftenen.

Denne tragiske ulykke, som let kunne have kostet flere hundrede tilskuere livet, fik myndighederne til at forbyde motorløbene på Fanø.